Josefine og min rygrad

Min datter har det rigtigt godt hvor hun er lige nu.


Både vi, mine forældre og mig alene har besøgt hende i den forløbne uge, og hver gang har vi mærket en helt anden ro fra hende. Hun virker glad og afslappet, og er helt klart tilpas med beslutningen om at tage time off fra verden det næste stykke tid. Det er en kæmpe lettelse for mig, og selvfølgelig glæder det mig, at der er udsigt til at andre nu tager over og hjælper med at få hende på fode igen. Hendes og personalets udgangspunkt er, at hun har udviklet en social fobi og at den skal hun ud af. Det rimer med min egen opfattelse, nu skal hun bare have tid til at arbejde med det.

Vi var i går oppe på skolen for at hente hendes ting, rydde værelset og så sige tak for denne gang. Skolen har været fantastiske og de har gentaget mange gange, at hun kan komme tilbage igen så snart hun er klar, men det bliver i så fald en ommer. Det første semester er færdigt om en måned og hun har haft for meget fravær til at kunne springe på og fortsætte det nuværende forløb. Det er nu helt ok, og hun har selv givet udtryk for at hun håber hun får lysten tilbage, for dyr VIL hun altså arbejde med i fremtiden. Hurra for det :-)





Mit eget humør er godt igen, og en tudetur er åbenbart det der skal til ind i mellem. Jeg glæder mig så også over, at jeg i år trods alt har det så meget bedre, end jeg havde det sidste år på denne tid. Februarblues følger altid med hos mig, men for et år siden sad jeg helt og aldeles uvirksom hen og kunne bare INTET. Der var jeg trist og træt, opgivende og ku næsten ikke komme igennem dagene, men sådan er det jo slet ikke nu. Heldigvis da. Jeg nyder at vi har fået meget mere lys hver dag og at tingene ser ud til at lykkedes, og derfor må jeg bare tage de der belastende dyk jeg får, med i købet. Et af årets mål, den med at smile mere hver dag, er indtil videre en succes for det gør jeg rent faktisk.

Jeg ved at jeg skal lære at sætte tingene i perspektiv, men den er en svær en, og derfor kan jeg ikke love at der ikke kommer flere dage med buhh hu. Heldigvis er det jo helt rigtigt, at jeg selv bestemmer hvad min blog skal bruges til, og handle om. Tankerne om bloggen har lært mig at jeg nok alligevel er mere påvirkelig omkring hvordan den modtages, end jeg selv lige anede. Det betyder faktisk en del for mig, at jeg læses og at det jeg skriver også kan bruges til noget ude i den store verden. Måske det er fjollet, men jeg har ikke noget arbejde jeg kan måles på, ikke nogen der har brug for min indsats ud over familien og det er vildt svært at føle sig overflødig i den store samfundsmæssige sammenhæng. Måske netop derfor betyder det så meget, at jeg her føler at jeg har en betydning. At jeg også har en plads.


Giver det mening for andre end mig selv??


Det at være pensionist har jeg langt om længe forliget mig med ( sån da... ), men det er et faktum at det ligger dybt i de fleste af os, at vi skal yde vores for at det hele kan dreje rundt. At vi er en del af et samfund, hvor det at arbejde og bidrage, giver os en form for "ret" til at eksistere og leve. Hurtigt kan man føle sig helt hægtet af og uden for den dagligdag "alle andre" lever. Der er også det aspekt i det, at ved at arbejde får man også den vigtige kontakt med sin omverden, man kan følge med i stort og småt og vigtigst af alt.. man lærer hver dag nyt om andre mennesker og hvordan tilværelsen er for dem. Det udvider vores horisont at komme ud og rundt. At gå hjemme kræver mere styrke og rygrad end mange måske lige går og aner. Det er så let at stå af, lade verden klare sig selv og miste fokus. Så nemt at stille sig selv spørgsmålet:

Hvorfor skal jeg?

Hvorfor er det nødvendigt at stå op, tage tøj på, komme ud og rundt?

Verden kan sagtens klare sig, selvom jeg står af og bare ser tv og ligger på sofaen, ku man begynde at tænke.

Sandheden er, at det er et skråplan og en glidebane. Hvis ikke man selv trækker sig op, ender man NETOP med at være ingenting på en måde. Bare dalre rundt og miste grebet om de simpleste ting. Jeg ved det for jeg har jo været der, og stadig skal jeg kæmpe med at tage mig i nakken hver eneste dag. En meget vigtig ting i min dagligdag, for ikke at blive helt verdensfjern er at se de daglige nyheder, læse avis på nettet og netop også følge med i blogland. Det er mit vindue til den verden jeg ikke længere selv deltager så meget i, i kraft af at jeg ikke arbejder. Jeg VIL vide hvad der sker omkring mig, VIL kunne ha en mening om stort og småt, alt andet ville være utænkeligt. At gå hjemme og IKKE være interesseret i hvad der rører sig, er det samme for mig, som at blive helt forstenet.

Af den grund blogger jeg så glad videre, men lige for tiden altså ikke så ivrigt og ihærdigt som ellers. Jeg slår mig til tåls med, at lige for tiden er jeg mat i tasterne, og at sådan er det. Min dybtliggende ide om pligtopfyldelse, også over for mig selv må jeg vist lære bedre at dæmpe. Den der med at jeg SKAL gøre sådan og sådan, for at andre ellers ville blive skuffede er for tumpet.


I dag er det mandag, dagen er tiltaget med 2 timer og tolv minutter og DET kan bare mærkes. Især om eftermiddagen. Der er udsigt til mere frost og sne, men skidt med det, jeg varmer mig selv ved tanken om at i NÆSTE mdr skal min vindueskarm fyldes op med spirer og mine forhåbentlig overlevende pelargonier, der blev nedklippet og sat på aftægt i efteråret.

Både vindueskarmen og jeg glæder os til det :-)