Optimisme, positivitet og kvoter

Det der med min uddannelse som optimist og min læretid i positivisme, kan indimellem være en noget af en udfordring.

Det er der sådan set ikke noget usundt i, og jeg har jo gang i flere forskellige af slagsen i år, men NU er min kvote altså brugt op, og jeg må liige have lidt tid til at spare op til en ny runde som happyist.


Vinterferien er ved at være slut og jeg er mere end klar til at være asocial og eneboer, huleboer, stillesøster, stum, særling og bare sådan lidt grumpy i al almindelighed. Jeg har bagt boller til morgenmad, smilet i den helt store stil, sludret og pludret, været en engel i tålmodighed, ladet det voksende skidtlag fra teenagere, der mener det er HELT ok at de ikke laver noget, de har jo ferie.. -være, og lovet at gå med i biffen idag. Men så er det knagme også nok. Det er alt hvad jeg har i mig og jeg må simpelthen bare sige, at en uge er hvad jeg kan klare uden at filmen knækker og jeg ryger tilbage i NEJmode.

Og så alligevel ikke helt

For i aftes tog den planlagte biftur nemlig en ny drejning, og det håndterer jeg meget dårligt. Jeg kan ligeså godt indrømme med det samme, at ideen var noget i retning af , afsted - film - hjem og færdig slut. Men med en asperger i familien er det bare ikke sådan det kan forløbe, for der bliver lynhurtigt lagt til og puttet på, så nu hedder det : afhent billetter en time før, shop tøj, film ( der varer en krig og som jeg slet ikke gider se, hvis jeg skulle vælge selv), og så endelig hjem igen. Et nej er slet ikke aktuelt, for det er nemlig ikke noget der kan hverken fattes eller siges.
Ordet baglås springer frem her. Men jeg kan altså også gå i baglås, og så har vi lige en lille konflikt.

Jeg ved det, jeg er både en dårlig mor og stedmoder, en utålmodig kælling og en sur røv, men jeg har erklæret, at hvis faderen mener det er ok, at vi lige skal tonse rundt efter kluns ( og som enhver jo ved, så kan det ikke klares på ti sekunder, (( find tøj, prøv,duer ikke, find nyt, prøv, osv)), det er en evighedsforestilling og en test i forældres tålmod), ja så kommer han til at gøre det alene, Det bliver uden mig, der vil være at finde på den nærmeste bænk indtil filmen begynder.

Jeg orker det ikke. Jeg har været social i over en uge, noget der er meget svært for mig, og nu er det bare nok. Der er ikke mere elastik i mig, og dermed heller ikke overskud til at være positiv og eftergivende omkring ændring af planer. Det er ikke særligt sympatisk jeg ved det, og jeg ville da selv ønske at jeg var mere super, med desværre er jeg ikke som de andre supermødre. Hvad værre er.. jeg siger det højt og ved at det kan koste på popularitetskontoen, men et eller andet sted tror jeg på, at der ude i verden må sidde mindst een anden kvinde og tænke HURRA, så er det ikke kun mig der har det sådan.

Hvis ikke er det bare ærgeligt.


Jeg skal lige spare lidt op og så har jeg igen overskud på mamakontoen.