Tunge tanker og beslutninger

 

 

En masse tanker har rumsteret inden i mig i denne uge, samtidigt med at det jo har været en uge med for mange aftaler og indtryk. Jeg skrev i mandags at jeg var helt svedt over det, og med god grund, men nogle vil garanteret sige at det er selvforstærkende at frygte manglende kræfter og følgende træthed. På sin vis har de ret, det ved jeg udemærket godt, men..

..kald det hvad I vil, jeg er inden i mig og er den der gang på gang sidder tilbage efter masseinfo og indtryk, som en grønstsag med smerter og kvalme. Jeg har netop forsøgt at gå imod min erfaring ved at insistere på ikke at lade mig begrænse af sygdom og erfaring, nægtet at lytte til hvad tidligere erfaring har været, og hver gang er det endt på samme måde..

Back to square one.  Ihvertfald for en tid.

En tid der er alt for lang når man ikke er alene, men har børn og familie. Og iøvrigt egne ambitioner om dagligdagens forløb.

Så denne uge slutter med en tung beslutning, og en opvågning for lidt siden med en drøm på nethinden, der er en variation af en drøm jeg har om og om igen. Detaljerne er mange, men handler alle om alt for meget baggage jeg skal have plads til, min eksmand som altid er i bagrunden, tidspres og risikoen for at blive ladt tilbage. I dag var jeg i England som så mange gange før, bussen skulle køre og skibet sejle lige om lidt, men jeg ku bare ikke få presset alle mine ting ned i de mange tasker jeg baksede med. De var tonstunge og umulige at flytte. En opringning fortæller mig at turen over havet vil være forlænget på grund af voldsomme bølger, og min panik stiger så jeg begynder at græde helt uhæmmet, jeg er bange for at sejle.  Midt i det hele er der personaleskift!!!! Og de nye logerende på mit værelse, som jeg endnu ikke har forladt, rykker ind. Jeg får øje på en strikkeblogger og jeg prøver at forklare hende at jeg er så ked af at jeg ikke nåede at møde hende og de andre der også flytter ind.

Jeg ved godt hvad noget af det handler om.

De overvejelser jeg er gået med i de sidste uger, har været omkring mine ønsker om at deltage og arrangere strikkemøder, om større forsamlinger og den slags. Hidtil har jeg som sagt ignoreret konsekvenserne, når bare det ikke var for ofte jeg deltog, men nu må jeg bare indse at jeg ikke kan eller vil. Prisen for at jeg oplever i de store rammer, er alt for høj og jeg har derfor endeligt besluttet at jeg fremover kun kan være med, når antallet af deltagere ikke er for mange. Den beslutning betyder så desværre at jeg må melde ud til dem jeg allerede har aftaler med, om at jeg ikke kan alligevel.

Det piner mig at have sagt ja, for så at sige nej, men det er jo ikke første gang det er sket, og nu må det stoppe. Det er for bøvlet simpelthen. Jeg har skrevet om det før, og ved at der er mange der støtter mig i det, men jeg har haft utroligt svært ved at føre det ud i livet, dette med ikke at melde mig til noget jeg så gerne vil.

Denne beslutning betyder også at jeg må trække mig ud af strikkeklubben, som den ser ud nu og DET har været en virkelig svær en. Det er jo mig selv der har efterlyst flere deltagere, har skrevet og været i kontakt med de mange der har vist interesse, mig der har taget initiativet til at få det til at køre, men allerede efter den første gang vi var mødtes om bordet ( vi var “kun” fem ud af omkring ti tilmeldte ), gik det helt galt og jeg brugte næsten to uger på at være sat helt ud af spillet.  Der begyndte jeg at mærke den mavefornemmelse, der fortæller at jeg har overvurderet mig selv.

Så jeg har måttet gå den kedelige gang til tasterne, formulere et skriv der skal sendes rundt til alle, om at jeg må trække mig. Jeg opfordrer til at gruppen kører videre uden mig, og at jeg selv har indset at jeg kun kan deltage i mindre grupper.

Det har jeg det ufatteligt skidt med, men jeg er afklaret og sådan må det være. Nu håber jeg bare at jeg ikke i blogland bliver blacklistet, fordi jeg har engageret mig i noget jeg ikke kunne føre ud i livet. Det ville gøre mig virkelig deprimeret. Der er mange jeg rigtigt gerne vil møde i fremtiden, og håber at det så kan lade sig gøre i mindre selskaber.

Blogtræfs og strik in’s må jeg holde op med at drømme om, og i stedet fokusere på at jeg har opnået så meget andet efter jeg begyndte at blogge.

 

Men jeg er stadig ked af det, og skal lige sluge den erkendelse.