For pokker da

 

 

 

Nu gik det lige så godt, de sidste par dage har jeg mærket lidt til mig selv og mit bedste jeg igen, men i dag er jeg vågnet op helt og aldeles kvæstet.

Småsvimmel, træt og uden koncentration har jeg siddet og forsøgt at vågne med lidt bloglæsning, de kommentarer jeg har lige på tungebåndet, virker uoverkommelige som et bjerg, og dagens planlagte gerninger fuldstændigt umulige at overkomme. En samtale i telefonen kiksede fordi ordene kommer stødvis, og i uorden ud af mig. At formulere en fornuftig sætning med lyd på er slet ikke muligt lige nu.Vask er der igen masser af, køleskabet er mere eller mindre tomt og planterne på altanen kalder på mig.

Jeg kan ikke, selv det at komme i bad kan jeg ikke overskue, men hvorfor nu det?

 

Hvorfor?

 

At have en psykisk lidelse som følgesvend er lig med aldrig at vide hvad dagen bringer, altid at være i risiko for planer der må droppes, altid at have skyldfølelse over for de nærmeste, altid at føle sig nødsaget til forklaringer, men værst af alt..

 

En dræbende og altovervældene træthed, der rammer når det mindst passer.

 

Jeg er ikke ene med denne problematik, hende her skriver også om sin hverdag i depressionens skygge. Vi står ikke samme sted, men alligevel er der så mange ligheder i vores hverdage, og det hjælper at vide man ikke er ene om det.

 

Normalt ryster jeg mine indlæg ud af ærmet på ingen tid, men på sådan en dag som i dag har det taget mig næsten en time. Skrives skal det dog for, for det er ord der må formidles videre.