Stemmen indeni

 

 

 

 

Ovre ved Tanker fra en Terapeut er der et indlæg om den indre kritiker. Vi kender det sikkert alle sammen i en eller anden udstrækning, det at der lyder en indre kritisk stemme. En stemme der fortæller os alt det der er galt ved os selv, alt det vi gør galt og på en forkert måde, alt det der handler om vores egen sjæl og selvopfattelse.

Jeg måtte kommentere hos hende og i den forbindelse vil jeg også omtale emnet her hos mig. Det er nemlig et emne jeg er yderst velbevandret i, og ku man få en eksamen så var jeg cand.krit med højeste udmærkelse. Dog er det blevet bedre og lidt mindre dominerende efterhånden som jeg er blevet ældre, men nok mest fordi jeg har arbejdet hårdt med det hos psykologen.

Lad mig lige til at begynde med slå fast, at vil man den stemme til livs, skal man være forberedt og parat til kamp. Det er nemlig ikke uden sår og skrammer at man kæmper. Det kan forårsage desiderede fysiske reaktioner såsom kvalme, svimmelhed, ekstrem træthed og hovedpine, alt efter hvor solidt stemmen er plantet i sjælen og hjernen.

Jeg selv var år om at komme til det punkt, hvor jeg turde tage fat og ændre på den.  År hvor stemmen indeni fortalte med fasthed, at DET ville jeg ikke få noget ud af, at det nok ville gøre mig endnu mere latterlig og ikke mindst, at det ikke var tilladt at fortælle sig selv gode ting.

Jeg vil ikke sige at jeg har vundet kampen, men jeg har stemmen nogenlunde i stram snor og kun når snoren er løs fordi jeg er for træt til at stramme til, så overtager den føringen og jeg må igen lægge øre til kritik i stor stil. Hårde ord og fordømmelse flyder i en lind strøm.

Det interessante her er, at jeg ALDIG ville finde mig i, at andre talte sådan til mig. Ej heller kunne jeg drømme om at tale sådan til nogen. Ikke på vilkår om jeg ku bruge så stygge ord og betragtninger over for et andet menneske.

Tankevækkende ikke..?

Hvorfor er det, at vi tillader os selv at være så ondskabsfulde eller kritiske over for os selv? Terapeuten foreslår at det handler om det vi ikke kunne få lov til at være tidligere i livet, nemlig..  vores eget jeg og vores egne specifikke personlighed. Vi har hele livet skullet tilpasse os en norm og faste standarder, men vi er alle unikke og det skal vi være stærke nok til at anerkende og stå ved.

UDEN KRITIK..