09 juni 2010

Stemmen indeni

 

 

SNC19815_resize

 

 

Ovre ved Tanker fra en Terapeut er der et indlæg om den indre kritiker. Vi kender det sikkert alle sammen i en eller anden udstrækning, det at der lyder en indre kritisk stemme. En stemme der fortæller os alt det der er galt ved os selv, alt det vi gør galt og på en forkert måde, alt det der handler om vores egen sjæl og selvopfattelse.

Jeg måtte kommentere hos hende og i den forbindelse vil jeg også omtale emnet her hos mig. Det er nemlig et emne jeg er yderst velbevandret i, og ku man få en eksamen så var jeg cand.krit med højeste udmærkelse. Dog er det blevet bedre og lidt mindre dominerende efterhånden som jeg er blevet ældre, men nok mest fordi jeg har arbejdet hårdt med det hos psykologen.

Lad mig lige til at begynde med slå fast, at vil man den stemme til livs, skal man være forberedt og parat til kamp. Det er nemlig ikke uden sår og skrammer at man kæmper. Det kan forårsage desiderede fysiske reaktioner såsom kvalme, svimmelhed, ekstrem træthed og hovedpine, alt efter hvor solidt stemmen er plantet i sjælen og hjernen.

Jeg selv var år om at komme til det punkt, hvor jeg turde tage fat og ændre på den.  År hvor stemmen indeni fortalte med fasthed, at DET ville jeg ikke få noget ud af, at det nok ville gøre mig endnu mere latterlig og ikke mindst, at det ikke var tilladt at fortælle sig selv gode ting.

Jeg vil ikke sige at jeg har vundet kampen, men jeg har stemmen nogenlunde i stram snor og kun når snoren er løs fordi jeg er for træt til at stramme til, så overtager den føringen og jeg må igen lægge øre til kritik i stor stil. Hårde ord og fordømmelse flyder i en lind strøm.

Det interessante her er, at jeg ALDIG ville finde mig i, at andre talte sådan til mig. Ej heller kunne jeg drømme om at tale sådan til nogen. Ikke på vilkår om jeg ku bruge så stygge ord og betragtninger over for et andet menneske.

Tankevækkende ikke..?

Hvorfor er det, at vi tillader os selv at være så ondskabsfulde eller kritiske over for os selv? Terapeuten foreslår at det handler om det vi ikke kunne få lov til at være tidligere i livet, nemlig..  vores eget jeg og vores egne specifikke personlighed. Vi har hele livet skullet tilpasse os en norm og faste standarder, men vi er alle unikke og det skal vi være stærke nok til at anerkende og stå ved.

UDEN KRITIK..

4 kommentarer:

  1. Uf uf uf siger jeg bare.....
    Den kamp syntes SÅ uretfærdig og udsagnet 2 skridt frem og 1 tilbage, laves hurtigt om til 2 skridt frem og 3 tilbage......

    Hvorfor vi dog finder os i at være SÅ lede ved os selv, er mig en gåde... Men Terapeuten har jo nok ret i at vi ikke har fået lov tidligere i livet...

    Den måde jeg arbejder på det, sammen med min DPT'er er at jeg skriver episoderne ned, hvor jeg har disse tanker, situationen, reaktionen og følelserne....

    Men for pokker hvor er det svært at ændre, en så fasttømret del af sig selv....

    SvarSlet
  2. Ja, ja, ja.
    Jeg er så glad ved de sidste to linier, vi er unikke, vi er en del af universet, og ikke to af os er ens, OG DET SKAL VI TØR STÅ VED, UDEN KRITIK.
    Men det er svært Henriette, når vi i så lang tid har bildt os selv ind at det var de andre der havde løsningen på mange spørgsmål.
    Du skal bare vide at jeg er vild med din selvironi, det er ihvertfald en stor styrke at have.
    Knus fra Michael.

    SvarSlet
  3. Det har du nemlig ret i Arduinna. Det er næsten umuligt.

    Knus og god dag til dig ;)

    SvarSlet
  4. Selvironi er en vigtig del af overlevelsen :-) Man må kunne se sig selv udefra også, men selvfølgelig på den gode og ikke fordømmende måde.

    Knus og mange tak for dine ord og god dag også til dig herfra :-))

    SvarSlet