18 juli 2010

Tidlig stilhed

 

 

Sidder her på den sidste feriedag og nyder stilheden og fuglenes kvidren udenfor. Klokken er otte. Ved siden af mig ligger min elskede og sover tungt, og i rummet ved siden af ligger Rasmus i samme tilstand. Mira er stadigt hos sine bedsteforældre.

Jeg er vågnet med en kold arm der har ligget forkert. Min strikkearm faktisk og derfor er jeg nu iført en langærmet t-shirt der skal få varme tilbage igen. I det hele taget er jeg ikke helt i orden fysisk. Jeg aner ikke hvorfor, men mine øjne er totalt hævede og jeg ligner en bokser efter kamp, så med en halvvissen arm og svuldent blik sidder jeg her for at skrive lidt. Et kønt syn.. 

Mange har prøvet det før jeg, også jeg selv forøvrigt, men den sidste feriedag gør mig trist og lidt tudevorn. IKKE fordi jeg har været lidt ude af flippen over skuffede forventninger, men mere fordi den årlige ferieslutning også symboliserer, at så går vi imod næste årstid med hastigere skridt end før. Jeg ved godt at sommeren er lang endnu og at der kommer minimum to gode måneder inden mørket og kulden vender tilbage igen, men det ændrer ikke på denne stemning jeg er i lige nu.  Som efter barndommens jul, får jeg nærmest en efter-ferie-nedtur.  Bare sådan en lille bitte en af slagsen, der suger i maven.  Kender I det?? Jeg HADER nye tider. Hader, at noget længe ventet og trods alt godt er slut, og at nyt skal begynde.

Jeg vil have min ferie tilbage…

Jeg fik virkelig noget at tænke over af kommentarene til torsdagens historie, men inden jeg nåede at vise kæresten hvad jeg havde skrevet, skete endnu en ting og så knækkede filmen simpelthen. Jeg tudede og fik usammenhængende fortalt hvad jeg følte. Uden at gå i detaljer reagerede han med først at blive sur og ikke fatte en meter, men efter en tid kunne han godt se min pointe, og det her handler om flere ting. Der skal ikke herske tvivl om at vi skal have rundet problemet igen, men mit budskab gik ind, og nu er spørgsmålet så bare om det ændrer ved noget..? 

Tog jeg en forkert beslutning, da jeg valgte at blive i december??  Indtil nu har jeg faktisk ikke følt det sådan, for uanset hvilket forhold man er i, vil der altid være skuffelser og frustrationer, og jeg er ikke så naiv at jeg tror man kan finde den ufejlbarlige partner.   Bare tag et kig på mig..  Hvordan mon det er at være den der elsker mig??( Umuligt.. hvis I spørger mig selv )  Gør man det, skal man samtidigt stå model til IKKE at vide, hvornår jeg reagerer på et eller andet, fordi jeg ikke pipper før jeg er ved at dø af sult. Jeg mener stadig at han har handlet ubetænktsomt, men måske er skylden også lidt min egen, fordi jeg ikke siger noget allerede første gang. Ingen kan læse tanker desværre.. Igennem mit liv og helt fra jeg var lille, har min oplevelse været at jeg ikke har ret til at føle vrede eller skuffelse, eller at sige fra og give udtryk for utilfredshed. Jeg er altid blevet mødt med afvisning og endda isolation, og er gang på gang endt med at stå alene tilbage. Jeg har brugt år på, at forsøge at lære at være tro mod mig selv, men nu kan jeg så se at det er næsten umuligt at blive det gamle mønster kvit. Uden regelmæssige terapitimer til hele tiden at støtte mig, ryger jeg tilbage til udgangspunket..  Vrede er mig helt umuligt at indeholde. Ihvertfald når det handler om dem jeg er bange for at miste. Jeg KAN bare ikke finde følelsen frem. I stedet går jeg i dvale indvendigt, lukker det inde, lukker ned og bliver dårlig i stedet for.

Tryghed er nøglen her. Hvis jeg kunne føle mig helt tryg i forvisningen om at jeg IKKE bliver elsket mindre, eller bliver forladt fordi jeg er mig, så ville jeg nok langsomt kunne ændre på det, og her rammer vi så nøglen til de problemer jeg har, og som derfor også min elskede får.Jeg føler mig stadigt ikke tryg i forholdet. En sørgelig og frygtelig følge af hele det drama der var sidste efterår og jul. Nogle rejser sig hurtigt, nogle går bare deres vej, nogle kommer sig ALDRIG over det, og andre igen bliver, glemmer og går videre. JEG ruger stadig. Ikke hele tiden og hver time af dagen, men sådan når der opstår ting og situationer jeg ikke forstår. Så er det jeg vender tilbage til udgangspunktet og tror at NU bliver jeg forladt..igen.  Faktum er at det gør jeg ikke. Om og om igen bliver det sagt til mig at jeg er elsket, at der ikke er tvivl om kærligheden til mig, og at der ingen tvivl er fra kærestens side af græsplænen. Jeg syntes måske nok det her ville have været et godt træk, netop i tiden efter dramaet, at kæresten udsendte tydelige signaler over for omverdenen, at han elsker mig, og det har jeg sagt til ham nu. Desværre må jeg så også her tilstå, at jeg faktisk godt er klar over, at han har sat de mennesker omkring ham, der ikke er “tilfredse” på plads, men jeg har ikke kunnet “høre” det. Han har faktisk meldt klart ud, men punktummet ville jo være mere markant hvis han også demonstrerede det syntes jeg.

En anden ting er, at jeg ikke rigtigt kan forstå at forhold generelt kan ændre sig. Jeg har læst at det går i faser og, at den første forelskelse forsvinder til fordel for noget andet og dybere, men her er jeg anderledes åbenbart. Jeg er stadigt dybt forelsket,og jeg kan ikke forstå at det ikke er som det var i begyndelsen. Hvorfor ændrer det sig? Hvorfor hvorfor..  jeg bliver bare ved med at have disse stærke følelser. Voldsomt og heftigt og altopslugende til tider. Igen… en borderliners klassiske problem.. ALt eller intet, sort eller hvidt, enten eller, kold eller varm, og ja eller nej.  Ingen gråzoner og mellemveje. Enten elsker man 100 % hele tiden, ellers også gør man slet ikke.

Pyhh nu er jeg blevet helt træt af mig selv og mine skriverier..  at sætte ord på livets store problematikker er død hårdt, og jeg keder mig selv nu, hvilket betyder at jeg nok også er begyndt at lulle mine læsere i søvn på dette tidspunkt. Summa summarum er, at jeg skal have mig en snak med min elskede om det jeg har skrevet om her. SLUT

Kom så.. OP med jer, UD med jer. Ikke sidde her og læse om psykisk uligevægtige væsener med bøvl i hjertet. UD i sommeren og VID SÅ, at jeg nok skal komme op og videre også.

Lige om lidt.

 

21 kommentarer:

  1. Kære Henriette

    DU er FANTASTISK!!! Kan du have en rigtig go` søndag, glæder mig til at følge med.

    Knus Bettina

    SvarSlet
  2. Jeg skal nok gå UD og jeg har ikke læst dybt og grundigt, men har skimmet, bladret tilbage til torsdagens indlæg og så skriver jeg nu en lille kommentar, ikke om hvordan forhold ændrer sig, men om hvad jeg ville gøre, hvis jeg har forstået din situation rigtigt. Selvfølgelig skal manden have mulighed for at være sig selv, være ude, være sammen med andre, men du bliver nødt til at finde en veninde og gøre lidt det samme - måske tage i byen (måske ikke om aftenen). Der er noget med hiv og slip i et forhold.

    Hvis du tager et barn på skødet og lægger armene omkring, så vil Lille Peter selvfølgelig væk og ud, med mindre han er træt :-)

    Ved at du bliver lidt mere selvkørende, vil du også blive mere attraktiv (du er i forvejen meget attraktiv.)

    Hvis det er meget svært for dig at komme ud, så bed en veninde om at hente dig til en tur - bare en lille en. Hvis dine veninder ikke vil, så må du finde en, eller bede din datter. Jeg sidder og tænker på at jeg har brug noget lignende herhjemme - jeg har simpelthen ladet utrolige mængder gamle ting stå og rode; men når min søn er her, så er det en fornøjelse at rydde op og tænke i kreative baner.

    Tag denne klamamse med det forbehold at det er skrevet uden dybere kendskab til historien.

    SvarSlet
  3. Du får det til at give god mening når du sådan skriver det.
    Pøj pøj

    SvarSlet
  4. I forlængelse af min kommentar til det andet indlæg om jeres ferie og dit svar til mig, vil jeg bare sige til dig, at jeg også virkelig godt kender angsten ved at stå ved sig selv. Angsten for afvisning og for at blive forladt, angsten for ikke at blive elsket mere, hvis jeg er vred - for det er også en del af min bagage, at det har været sådan... Og det er også noget jeg kontinuerligt arbejder med og har brug for støtte til bl.a. i terapi.
    Så det var på ingen måde for at få det til at lyde let, at du bare skal åbne munden og fortælle ham, hvordan du har det.
    Et nysgerrigt spørgsmål (som du selvfølgelig kun skal svare på,hvis du har lyst): hvad er grunden til, at du ikke længere går i terapi og giver dig selv den omsorg og støtte? Selv tror jeg ikke, at jeg nogensinde kommer til at holde helt op med at gå i terapi, for jeg mister også let grebet, når jeg ikke sørger for at få den støtte.
    (Og så tror jeg også Donald har fat i noget vigtigt - også sagt herfra uden dybere kendskab til dig, jer og historien).
    KH

    SvarSlet
  5. Jeg har lest ditt innlegg fra torsdag og er nå like skitsur som du må ha vært. Skulle ønske at du klarte å være mer sint og si ifra hvor skoen trykker, for du fortjener bedre enn dette. Og selv om våre menn blir litt sure med en gang man sier fra så tar de jo som regel ikke sin hatt og går. Som Donald sa, begynn å luft deg litt med venninner om du klarer, vær litt ufoutsigbar du også. For da kan han kanskje kjenne at det svir litt at du har vært ute og hatt det flott uten ham, slik sikkert du også har følt det nå. Jeg er ikke imot din kjæreste, han er jo flott som du sier, men jeg syns han har vært litt ubetenksom nå.
    Knus, og lykke til med å få litt vind i håret og gode opplevelser, skulle ønske du ikke bodde så langt unna, jeg skulle ha luftet deg jeg :)

    SvarSlet
  6. Hvor er du god til at formulere dig. Held og lykke.
    Knus.

    SvarSlet
  7. Kære Henriette. Jeg er kommet langt bagefter med at læse blogindlæg, men én ting slog mig. Min yngste søn på 19 år satte det for alvor på plads for mig en dag, vi skulle besøge mine forældre. Jeg har et bestemt sted, hvor jeg løbende ligger de ting, der skal med op til dem.

    Inden dette besøg lå der nogle blade, et par glas og øverst i bunken lå et strikketøj, der skulle trævles op (det er min fars job!). Lige inden vi skulle afsted, bad jeg yngste om at lægge blade, glas "og det der" i bilen.

    Da vi ankom hos mine forældre VAR blade og glas i bilen men intet strikketøj. Da jeg spurgte til det, var svaret "Jamen mor, det sagde du ikke noget om" og nej jeg havde jo faktisk ikke sagt strikketøj. Jeg er rimeligt overbevist om, at havde jeg sagt det samme til min datter, havde strikketøjet også været med.

    Det har virkelig åbnet mine øjne for, at der er stor, stor forskel på kønnene og at vi åbenbart skal udtrykke sig helt tydeligt overfor mænd. Det er ikke ond vilje fra deres side, men vi tænker bare helt forskelligt, så vi skal nok ikke regne med, at de opfanger det, som vi kvinder tit forsøger at sige mellem linjerne.

    Det blev en lidt lang omgang og jeg håber, at det gav mening?

    SvarSlet
  8. Kære Bettina. Ihh altså tusind tak :-))


    Knus
    Henriette

    SvarSlet
  9. Kære Donald. Kloge ord du der kommer med, og jeg har også selv lettest ved at være aktiv når der er andre omkring mig. Underligt, men sådan er det bare.

    Jeg bliver så glad for dine tanker så her er et varmt knus til dig :-)

    Kh Henriette

    SvarSlet
  10. Kære Tante, ja det håber jeg, for jeg skal selv være på stikkerne for at finde mening og fornuft i det hele. Godt at jeg har fået formuleret mig selv tydeligt :)

    Knus Henriette

    SvarSlet
  11. Kære Dorthe, jeg er godt klar over hvilken tanke der er bag dine kommentarer :-) Jeg SKAL blive bedre til at sige til når det bliver svært for mig.

    AT jeg ikke er i terapi nu, skyldes ene og alene penge.. Det er for dyrt til min økonomi desværre. Indtil min udskrivning for fire år siden fik jeg det jo betalt, men sådan er det ikke mere..

    Jeg har dog stadig kontakt til min psykolog og kan egentlig bare ringe når der er behov, jeg får det bare aldrig gjort. Tror hele tiden at det kan jeg klare selv, og så er der også her den med at jeg skal UD for at besøge hende.. en overvindelse i sig selv.


    Mange tak for kommentarene og knus
    Henriette .-))

    SvarSlet
  12. Kære Kristin, hvor er det sødt af dig :-))

    At gå ud er en svær en for mig på egen hånd desværre. Håber at vejret er godt hos dig i Norge forresten ;)

    mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  13. Tak Margith, ja det kan jeg da i hvertfald ;)

    Knus

    SvarSlet
  14. Kære Mette G. Det giver i allerhøjeste grad mening :-) Hovedet på sømmet faktisk..

    Jeg skal lære at tale direkte og tydeligt som til en autist, så kan det være at det fiser ind hihi.


    Knus og kh
    Henriette :))

    SvarSlet
  15. Nemlig Henriette :-) Jeg har været gift i uhyggeligt mange år, ældste søn er 26, så jeg har da været omgivet af mænd i alle aldre i mange år, men det er altså først nu, jeg har fattet det for alvor ;-)

    SvarSlet
  16. Henriette, været snakker vi ikke om *fnis* det er varmt nok, men skyet og det kommer noen små tårer fra han der oppe innimellom he he..det er så jeg lurer på hva jeg har gjort for noe galt nå ;)he he men jeg har jo stadig ferie i halvannen uke til. Du skal se solen kommer tilbake på første arbeidsdag *griner* Knuuuuuus :)

    SvarSlet
  17. Ja ingen skal sige at vi lærer at forstå mænd på den hurtige måde :-) Og sjovt er det også at det ser ud til at der er ikke er den store forskel fra mand til mand.. Hmmm SÅN er det jo bestemt ikke med kvinder vel..? HA!

    SvarSlet
  18. Kristin.. Her er det så varmt at vi er ved at segne. Ingen vind og høj sol, så hold den sidste uges ferie i Danmark :-)

    Knuuuusss ;))

    SvarSlet
  19. Det hadde vært noe om vi hadde hatt de berømmelige kronene til det, men jeg arbeider såpass liten stilling at det gjør de ikke i år ( og ikke kan jeg vente noen kroner av oljemilliardene våre heller, det hadde vært noe, fått en sånn liten ekstraslant til ferie, hver og en innbygger i Norge :) he he ) Nei, jeg får vel heller håpe at det snart kommer i et lite hull i skylaget her :)Håper du får det riktig hyggelig imorgen :)
    Knus

    SvarSlet
  20. Nå ja Oliemiliardærene.. de ku godt tage at dele lidt ud af jeres fælles pengetank i havet :-)

    Her er der jo heller ikke slanter til ferie, så vi var også hjemme. Men det ved du jo hihi.

    Tak og i lige måde og forresten.. har du gang i noget strik for tiden :-)

    Knus Henriette

    SvarSlet
  21. Hei igjen Henriette, dette er på pinnene : Den søte bomullsjakken til pike på bildet i min blogg, Multnomahsjalet i Orange/jordtoner i Evilla, 2 par sokker i Fabel - dame og herre str. Ett par pulsvanter i Drops Alpaca og et par pulsvanter i Puno. I tillegg tror jeg det kan ligge noen prosjekter i Bris og litt annet , men det snakker vi ikke om ;) For ikke å snakke om bestemorsrutene jeg hekler... HA EN GOD DAG :)

    SvarSlet