Bivirkningernes helvede

 

 

 

 

Siden jeg i forrige uge endnu engang blev sat op i dosis, er der sket noget inden i mig  jeg ikke har haft nogen kontrol over. I første omgang mærkede jeg ikke voldsomt meget til nogen forandring, det er ligesom kommet snigene og har omklamret mit sind, med mere og mere kraft og i går gik det helt galt.

 

Ud på eftermiddagen var det så slemt, at jeg lå rystende, grædende og fuld af panisk frygt i min seng. Time for time accelererede farten og mængden af grufulde tanker og billeder indvendigt. Alt det jeg går med til hverdag og som jeg har nogenlunde styr på ( n o g e n l u n d e …) blev så overvældende at jeg næsten ikke kunne trække vejret, og sjældent har jeg haft det så rædselsfuldt. I hvertfald ikke siden jeg var indlagt og det er nu 11 år siden.  Hvad der er fantasi og virkelighed flyder sammen og bliver til eet, så forvirring og desorientering er resultatet.  Rækker af sætninger der alle handler om, hvor frygteligt det er at være i mit selskab og hvor belastende det er at leve med en psykisk syg, gentages om og om igen. Ord der er sagt og som jeg ikke har kunnet opfatte korrekt suser i mine ører. Billeder af ting jeg har oplevet og som har skræmt livet af mig, viser sig for mit indre øje i skarpe farver der får mig til at frygte endnu mere. En sorg så overvældende at den slet ikke kan rummes, fylder mit hjerte og får kvalme og tårer til at stige og flyde over.

 

Rasmus var hjemme, så jeg gemte mig under dynen. Syntes ikke jeg kunne lade ham se sin mor gå helt i spåner, men han er jo ikke dum og det var da også ham der til sidst  insisterede på at jeg ringede efter hjælp. Jeg ringede til en veninde, der hjalp mig. I første omgang med at få fat i John, som jeg heller ikke turde ringe til. Jeg har fået den ide ( fantasi eller virkelighed??  ), at jeg snart har brugt hans kærlighed helt op, så jeg var virkeligt bange for at forstyrre ham på jobbet. Veninden tog affære og fik John hjem til mig. De beroligende piller jeg ellers viger fra, blev slugt og  jeg har nærmest sovet lige siden. En livline blev givet til Rasmus så han har nogen at tale med, hvis det bliver for meget for ham, og i dag har jeg så fået talt med min læge. Alt dette fordi jeg bare IKKE vil indlægges igen. VIL IKKE. VIL IKKE.

 

Det viser sig, at en bivirkning af medicinen, kan være forværring af de symptomer man skulle have styr på!

 

Indtil den rette dosis er fundet og kemien er på plads i kroppen, er der altså en reel risiko for at man bliver endnu mere syg i pæren end man allerede er..  Ku have været fedt at være forberedt på INDEN jeg gik igang for nu næsten en mdr siden  :(

 

I dag har jeg derfor været indhyllet i en tåge af afslappet og sløv tankevirksomhed. Fint nok efter næsten en hel uge uden søvn, men noj hvor jeg hader det. Hader at være sløvet og bedøvet, hader at være besat i mit hoved af tanker der ikke lader sig normalisere, hader ikke at kunne kende forskel på sandt og falsk, hader at jeg med det her udsætter mine kære for al denne uro jeg skaber.

 

Men mest af alt hader jeg tankerne der handler om, at jeg slider mig selv op. Og dermed også slider min elskede op. Måske til et punkt hvor han bare ikke orker mere. Man ville ikke kunne bebrejde ham at gå kold en dag. Når jeg ikke kan rumme mig selv, hvordan skulle han så ku???