10 november 2010

Bivirkningernes helvede

 

 

 

SNC13263_resize

 

Siden jeg i forrige uge endnu engang blev sat op i dosis, er der sket noget inden i mig  jeg ikke har haft nogen kontrol over. I første omgang mærkede jeg ikke voldsomt meget til nogen forandring, det er ligesom kommet snigene og har omklamret mit sind, med mere og mere kraft og i går gik det helt galt.

 

Ud på eftermiddagen var det så slemt, at jeg lå rystende, grædende og fuld af panisk frygt i min seng. Time for time accelererede farten og mængden af grufulde tanker og billeder indvendigt. Alt det jeg går med til hverdag og som jeg har nogenlunde styr på ( n o g e n l u n d e …) blev så overvældende at jeg næsten ikke kunne trække vejret, og sjældent har jeg haft det så rædselsfuldt. I hvertfald ikke siden jeg var indlagt og det er nu 11 år siden.  Hvad der er fantasi og virkelighed flyder sammen og bliver til eet, så forvirring og desorientering er resultatet.  Rækker af sætninger der alle handler om, hvor frygteligt det er at være i mit selskab og hvor belastende det er at leve med en psykisk syg, gentages om og om igen. Ord der er sagt og som jeg ikke har kunnet opfatte korrekt suser i mine ører. Billeder af ting jeg har oplevet og som har skræmt livet af mig, viser sig for mit indre øje i skarpe farver der får mig til at frygte endnu mere. En sorg så overvældende at den slet ikke kan rummes, fylder mit hjerte og får kvalme og tårer til at stige og flyde over.

 

Rasmus var hjemme, så jeg gemte mig under dynen. Syntes ikke jeg kunne lade ham se sin mor gå helt i spåner, men han er jo ikke dum og det var da også ham der til sidst  insisterede på at jeg ringede efter hjælp. Jeg ringede til en veninde, der hjalp mig. I første omgang med at få fat i John, som jeg heller ikke turde ringe til. Jeg har fået den ide ( fantasi eller virkelighed??  ), at jeg snart har brugt hans kærlighed helt op, så jeg var virkeligt bange for at forstyrre ham på jobbet. Veninden tog affære og fik John hjem til mig. De beroligende piller jeg ellers viger fra, blev slugt og  jeg har nærmest sovet lige siden. En livline blev givet til Rasmus så han har nogen at tale med, hvis det bliver for meget for ham, og i dag har jeg så fået talt med min læge. Alt dette fordi jeg bare IKKE vil indlægges igen. VIL IKKE. VIL IKKE.

 

Det viser sig, at en bivirkning af medicinen, kan være forværring af de symptomer man skulle have styr på!

 

Indtil den rette dosis er fundet og kemien er på plads i kroppen, er der altså en reel risiko for at man bliver endnu mere syg i pæren end man allerede er..  Ku have været fedt at være forberedt på INDEN jeg gik igang for nu næsten en mdr siden  :(

 

I dag har jeg derfor været indhyllet i en tåge af afslappet og sløv tankevirksomhed. Fint nok efter næsten en hel uge uden søvn, men noj hvor jeg hader det. Hader at være sløvet og bedøvet, hader at være besat i mit hoved af tanker der ikke lader sig normalisere, hader ikke at kunne kende forskel på sandt og falsk, hader at jeg med det her udsætter mine kære for al denne uro jeg skaber.

 

Men mest af alt hader jeg tankerne der handler om, at jeg slider mig selv op. Og dermed også slider min elskede op. Måske til et punkt hvor han bare ikke orker mere. Man ville ikke kunne bebrejde ham at gå kold en dag. Når jeg ikke kan rumme mig selv, hvordan skulle han så ku???

15 kommentarer:

  1. Uha, sikke da en omgang du er igennem lige nu.

    Min overbevisning er at ens bedre halvdel kan klare mere end man tror, og til tider rigtig meget mere end man tror.

    Det har jeg i hvertfald fået bevis for, for en del år siden, da jeg lå sengeliggende i næsten et ½ år. Og vores piger var meget små.

    God bedring til dig.

    Mange knus og varme tanker herfra.
    Dianna

    SvarSlet
  2. Åhhh for pokker søde Henriette, hvor er det svært og hårdt at være dig lige nu. Jeg tror præcis som Dianna at vores kæreste og nærmeste kan klare meget mere end vi selv tror, og det er du også nødt til at tro på :-)
    Knus og varme tanker sendes til dig
    kærlig hilsen Inge

    SvarSlet
  3. Hej Henriette.
    Sikke en omgang, det virker meget voldsomt.
    Jeg håber snart at de finder den rette dosis til dig så du slipper for disse bivirkninger.

    Jeg tænker dig.

    Kram Sonnie

    SvarSlet
  4. Kære Henriette!
    Sender dig en kæmpeknus og ønsker det bedste for dig. Tænker på dig.

    SvarSlet
  5. Sender dig mange knus og tanker - ønsker alt det bedste for dig. Håber lægerne snart finder frem til den rette medicinering så du kan få det bedre søde. Knus

    SvarSlet
  6. Kære Henriette....

    Tusinde tak for at du er SÅ god til at sætte ord på... Så god til at beskrive hvad der sker i dit indre.....
    Det var SÅ enormt godt skrevet at jeg med et knips blev kastet 8 år tilbage i tiden, hvor den slags skete flere gange om ugen for mig...
    Håber snart at medicinen falder på plads hvor den skal, så den kan hjælpe dig..
    Knuzzer

    SvarSlet
  7. Hvor er det dog synd for dig, at du skal have det så skidt, Henriette. Kan lægerne ikke hjælpe dig lidt bedre med ekstra samtaler og beroligelse eller noget andet? Håber sørme snart at du får has på denne voldsomme omgang.
    Knus og tanker fra Laura :-)

    SvarSlet
  8. Føj, hvor er det dog bare en led sygdom!

    Alt, ALT, du skriver kan jeg genkende og sidder her med en klump i halsen. For to dage siden kom Jon hjem og sørgede for, at jeg tog den beroligende. Og jeg hader at være beroliget, selvom det er rart at slippe for tankerne. Hader det!

    Som de andre skriver, kan og VIL vores elskede klare langt mere, end vi tror. Det er depressionens måde at vride tankerne, der gør at vi er bange for at miste.

    De sidste par nætter har jeg troet at Jon ikke ville sove sammen med mig. Fordi jeg faldt i søvn før ham og han drog på arbejde efter jeg vågnede.

    Kram og kram og kram til dig,
    mette

    SvarSlet
  9. Jeg har altid hadet ordsproget "Det skal gøre ondt, før det gør godt".
    Men det ser ud til at det er det du skal igennem - ÆV!!
    Håber I snart har fundet den rette dosis og at du snart kan få den indre ro tilbage.
    Og hvor er Rasmus en klog dreng!!

    De varmeste tanker, knus og kram til dig og et stort knus til Rasmus fra mig!
    Kærligst Kari

    SvarSlet
  10. Stakkels dig.Det er altså så frygteligt.det kræver en stærk kvinde at være syg!
    Godt Rasmus er en klog fyr!

    SvarSlet
  11. Knus til dig, de kloge ord har de andre kommentatorer skrevet :-)

    SvarSlet
  12. Store klemmer til deg Henriette. Det vil gå over, det er sikkert. Hold ut og ha tro på deg selv. Du er helt unik!

    SvarSlet
  13. Det lyder ikke rart, hvor er det ærgeligt at du skal have det så dårligt. Tro på at du kan klare det, du kan skrive om det og få det ud, det er da en stor ting.
    Tror heller ikke du skal holde dig tilbage for at bede familien om hjælp. De kan meget mere end du tror.
    Mange tanker og knus.

    SvarSlet
  14. Hej Henriette! Det er første gang jeg er inde på din blog - fandt dig gennem Mette B. Jeg har linket til dit indlæg på min blog. Fortsat god bedring!

    SvarSlet
  15. Fy for pokker da, sikken omgang - hvad er det for noget medicin, hvis jeg må spørge? Mon ikke din elskede holder ud og holder ved - du er jo også så meget andet end hende, der lige nu er nede og bide i græsset. Og du kommer op igen. Det gør man heldigvis, selv om det sgu ikke altid føles sådan.

    SvarSlet