19 november 2010

How to remain sane ( rapport fra afd psyk #1 )

 

 

Det er fredag aften på afd psyk.

 

Efter nu fem dage i tryg varetægt, sidder jeg her og skal igennem min første fredag i mit nye liv uden min elskede. For at sige det som det er, så er det så smertefuldt at jeg hellere vil føde en hest på tværs, end at opleve dette nogensinde igen.

 

Hjertesorg, indlagt, fredag aften, november, og helt alene.

 

“How to remain sane” ? , spørger The Ark.   Tjaaaa…

 

Jeg tager helt bogstaveligt eet minut ad gangen, imens jeg skæver til den mobil der pludseligt er blevet min livline til fornuften udenfor disse fire vægge. Problemet er jo bare at den eneste der IKKE ringer, er ham jeg allerhelst vil høre fra..

 

Vi tager lige remsen fra en ende af, så er det overstået for jer derude for denne gang:

 

Jeg savner HAM

Jeg savner mine børn

Jeg savner HAM

Jeg savner mine små pelsede basser

Jeg savner HANS hænder, som er de smukkeste og tryggeste i verden

Jeg savner mit tøj

Jeg savner HANS favntag som indtil for fjorten dage siden holdt mig så tæt hver eneste nat

Jeg savner mit hjem ( som nu ikke er mit mere..)

Jeg savner HANS duft på puden ved siden af min

Jeg savner mine støvler og sko

Jeg savner at HAN kysser mig godmorgen

Jeg savner den Henriette der var, og som er gemt et sted inden i min sjæl.

Jeg savner HANS krop som er den smukkeste jeg har haft i mine hænder nogen sinde.

Jeg savner mine varme tæpper

Jeg savner det blik som HAN så på mig med,   engang..

 

MEST af alt så savner jeg hele 2008 som var det lykkeligste år i mit ellers bøvlede liv. Savner euforien, glæden og lykkefølelsen.  Savner løfterne om en dejlig fremtid.

 

Hvad jeg ikke savner, er alle de bekymringer og den smerte der har fyldt for meget i 2009 og 2010. Problemet er, at jeg har elsket ( alt for meget) og PÅ TRODS af alt, hvorimod min elskede ikke har magtet at gøre det samme. Ikke magtet at elske mig på trods af sygdom, venners manglende støtte og svære tider. Det kan også blive FOR svært, det ved jeg. Der er grænser og man må stå af når man begynder at svinde ind selv.

 

Bare noget lort at jeg ikke har kunnet stå af selv, da jeg begyndte at svinde…

 

 

Godt så!

 

Hverdagen her på afd er ellers ikke kedelig. I går torsdag blev jeg bogstaveligt talt herset ud af min søvn og seng, tidligt om morgenen fordi en anden og mere dårlig patient skulle bruge stuen. Jeg lå i forvejen på et afsnit der ikke hører til Vanløse, så på ti  min var jeg selv og mine ejendele smidt i pose og sæk, og transporteret til naboafd, hvor en ny stue ventede. I alt det kaos jeg føler indvendigt var det ikke lige det fedeste, men sådan er det. Nu er jeg beboer af den kæmpeste stue i afd med eget bad og toilet. Umiddelbart lyder det jo mægtigt, der er bare det at når man er i en konstant følelse af utryghed, forladthed og ensomhed, ja så ku jeg nok ha ønsket mig et værelse nærmere på størrelse med et kosteskab. Men igen.. sådan er det.

 

Her er patienter af enhver art, hvoraf flere giver ordet lukket afd helt ny mening..  Det kræver en stærk psyke at være indlagt på psykiatrisk afd! 

Bare så I ved det derude. Det er IKKE for sarte sjæle eller folk med tendens til tics.

 

Jeg selv har min kugledyne. Jeg har mine smøger, som desværre ikke bliver lagt på hylden, som planlagt inden for nærmeste fremtid. Jeg har mine Paranødder som jeg kæmper for at indtage ( min appetit er pist borte, og jeg har ikke indtaget fornuftig føde i en uges tid nu). Som et andet egern sidder jeg og nipper små bidder af den fordømte nød, skyller ned med vand og håber at det bliver hvor det skal i min mave. Musik kan jeg slet ikke rumme, da alt musik minder mig om kæresten. Det samme gælder film, og faktisk også denne computer jeg sidder ved nu, og allerværst… strikketøjet.

At strikke har været noget der i den grad har hængt sammen med vores liv i fællesskab, fordi jeg ikke strikkede før jeg mødte ham. Jeg håber at lysten kommer tilbage, indtil videre kigger jeg bare på det.

Iøvrigt blev alt taget fra mig den første dag, og strikkepindende var stort NO NO. Ligeså saksen i tasken, nøglesnoren, ledninger, plastikposer, glasset med Nescafe og snore i tøjet.

 

Jo jo der bliver som sagt passet ret så godt på mig her. Jeg har dog jo fået det hele tilbage igen, incl kaffen der nu befinder sig i en plastbøtte med låg. Vandet må jeg ikke selv koge, men hvad fa’en :) Jeg må ikke gå løs uden ledsager og der er hegn omkring hele arealet. Det er dog ikke strømførende..

 

For at fokusere på andet end min sorg, har jeg brugt min formiddag på praktiske ting. Talt med boligselskaber og  kommune, meldt mig på Boligportal.dk, og overvejet om jeg skulle oprette en gruppe på Facebook til støtte for Rasmus og Henriettes nye liv. Formålet skulle være at mennesker med ejendele vi mangler nu, meget gerne måtte donere… Men jeg syntes det lyder lidt søgt så det blev ved tanken.

 

Nok for nu, jeg vender tilbage næste gang jeg har ord til bloggen.

24 kommentarer:

  1. Sender bare et stort knus, er tilbage efter en lang, kold dag på julemarked....uden nævneværdigt salg...

    SvarSlet
  2. Knus :)I all din sorg og fortvilelse har du en stor og sterk formidlingsevne jenta mi, du er sterk, sterkere enn du kanskje selv tror...

    SvarSlet
  3. Du... Kunne jo evt skrive her... Hvad du mangler, det kan jo være at vi .. os her i blog land, havde noget der kan undværes ...

    Sender dig en masse tanker

    Marianne

    SvarSlet
  4. Jeg er dybt imponeret over din evne til at få skrevet og fortalt så fint og flot om, hvordan du har det, hvordan det er at være dig, og der er ingen tvivl om at det er mere end svært lige nu.
    Tak for at du alligevel finder styrke og mod til at skrive, det er dejligt at høre fra dig. Dybt i mit hjerte tror og håber jeg på at du kommer stærkt tilbage, og får skabt dig et godt liv sammen med Rasmus.
    Mange varme knus og kram til dig fra mig

    SvarSlet
  5. Tanker og knus til dig på en kold fredag aften.
    Hold ud Henriette, der kommer bedre tider for dig og Rasmus :-)

    SvarSlet
  6. Du gør det godt Henriette. En dag af gangen og skrive...En dag af gangen
    Kh

    SvarSlet
  7. Bare et kæmpe knus herfra.

    SvarSlet
  8. Jeg synes det er flot at du kan sætte dig og skrive, selvom du har det så svært! Mange varme og positive tanker fra Vibeke.

    SvarSlet
  9. Man kan skrive sig igennem mange ting og du har så ret i at en psyk afd ikke er for sarte sjæle...

    sov godt!

    SvarSlet
  10. Kære Henriette.

    Det kræver et godt helbred at være syg, så jeg vil gerne tro det kræver en god psyke at være på psyk. afd. Det så flot det du formidler, jeg er vildt imponeret over hvor meget du får på skrift om hvordan det er at være dig. Du er en stærk kvinde.

    Kram Helle

    SvarSlet
  11. Når jeg ser på din liste, får jeg lyst til at fjerne alle de linjer, der handler om HAM - og så sige, at det jo er alt det andet, du skal fokusere på, alt det, som står og venter på dig, når du er klar igen.

    Jeg ved godt, det er nemmere sagt end gjort. Men alligevel :)

    Fortsat god bedring og tak, fordi du holder os opdateret herinde :)

    SvarSlet
  12. Dejligt at høre fra dig - også selvom det hele er meget svært lige nu. Med tiden vil de minutter, du tager ét af gangen, blive til dage.

    SvarSlet
  13. Dejligt at høre fra dig og flot, at du har overskud til at skrive. Jeg håber du kan finde trygheden på afdelingen og få ro til, at bearbejde?
    Stort klem herfra

    SvarSlet
  14. Har ikke været omkring i Blogland et stykke tid, så vidste slet ikke ALT dette !!
    Du godeste!
    Det gør mig så ondt.

    SvarSlet
  15. Du har styrke til at skrive så åbent og ærligt her i blogland - hatten af for det!
    Du har styrke til at komme igennem og ud på den anden side, med fornyede kræfter - det er jeg helt sikker på!
    DU er et fantastisk menneske - husk det!
    Knus fra Kirsten

    SvarSlet
  16. Ingen ord kan trøste nok, så jeg "nøjes" med at sende de varmeste tanker og kram med ønske om god bedring.

    Knus Dianna

    SvarSlet
  17. Kære Henriette!
    Inden i det sarte bor et stærkt menneske.
    Knus og tanker.

    SvarSlet
  18. Kæreste Henriette - jeg sender dig de varmeste tanker og kram. Jeg håber så inderligt at du finder vejen frem igen. Den bliver svær - men jeg tror på at du kan. Jeg er sikker på at du er i gode hænder lige nu. Pas på dig selv...

    SvarSlet
  19. Puha Henriette der er vel i grunden ikke længere ned lige nu, at læse at man ikke engang kan få lov at være i fred på en psykiatrisk afdeling, men i al hast må pakke sine ejendele sammen, for at flytte til et andet værelse lyder skræmmende, dejligt at læse at du er i stand til at dele dine oplevelser med andre, det kan ikke andet end gøre ondt lige nu, det kan jeg godt føle dig i, men du er nødt til at finde en mening med det hele, og så forsøge at komme videre, jeg glæder mig til at høre en smule mere positivt til din situation og ønsker dig alt muligt held og lykke.
    Varme klem herfra Odense.

    SvarSlet
  20. Jeg ville ønske, at jeg kunne puste på dine sår - og så var det på magisk måde mindre smertefuldt. Men det virker desværre ikke rigtigt på mennesker, der er mere end 5 år gamle.

    Du skal vide, at jeg tænker på dig - og krydser fingre for, at du snart komme ud fra den lukkede til en mere åben afdeling og derfra ud i dit nye liv sammen med Rasmus. Det skal nok blive godt igen. Måske ikke helt så godt som 2008 - men i hvert fald bedre end det sidste lange stykke tid. Glæden fra 2008 kommer også din vej på et tidspunkt. Det er jeg sikker på.

    Kærlig hilsen
    Karina

    SvarSlet
  21. *kramm*

    Ønsker dig det bedste!

    SvarSlet
  22. Henriette, her kommer en hilsen fra den anden side af Atlanterhavet; jeg har læst med her på din blog i nogle måneder og er så imponeret over din åbenhed og ærlighed. Rigtig god bedring! Glæder mig til at høre, at du få fat i nogle træstrikkepinde, noget dejligt garn og, med tiden, en lejlighed!

    Kærlig hilsen
    Mette

    SvarSlet
  23. Kære Henriette.
    Når man når bunden, er der kun een vej, og det er op. Og det bliver bedre fra nu. Du har rakt ud og fået hjælp. Det går fremad nu. Helt sikkert. Og jeg sender dig de varmeste tanker.

    Strik er terapi. Lad endelig være med at binde det sammen med en mand. Det er DIG og DIT - det har han IKKE nogen del i.... Find en simpel ting at strikke. Pulsvarmere i retstrik f.eks. Det er 30 masker og derudad, og strik når du mærker uro. Føl stoffet der kommer og tænk at man med to pinde og en snor kan få noget magisk og dejligt. Som dig!

    SvarSlet