Min tredje fødsel

 

Rigtigt mange af kvinderne i blogland har født børn. Som jeg selv kender I derfor forløbet..

 

Man venter i ni lange måneder. Med længsel og i spænding. Man ved aldrig helt hvad der venter, og man gør sig en masse forestillinger og har en masse forventninger til, hvordan det bliver når baby endelig vil ud i livet. Fødslen kan være mere eller mindre hård og langstrakt. Den opfattes med forskellige grader af smerte, men smerte er der uanset hvad. Bagefter er man lykkelig og stolt. Smadret og træt. Når lykkerusen fortager sig, begynder sandheden om det nye liv at gå op for en, og typisk omkring tredjedagen rammer den berømte tudedag. Overvældet af skræk og bekymringer, og sikkert også af den anstrengelse kroppen har lagt for dagen, med hormoner der fræser forvirret rundt, sidder man der med baby i armene og bare tuder. Det kan tage et par dage, men lige pludselig retter man sig op, med lidt mere mod og optimisme på hvad der venter, kigger på det lille væsen og glæden begynder igen at overtage fra angsten.

 

Sådan nogenlunde kan man jeg kort beskrive graviditet og fødsel. Jeg har prøvet det to gange. Med børn..

 

Lige nu gennemlever jeg en kopi af forløbet bare i en anden betydning. Billedet på sammenligningen dukkedr op, som  jeg i dag går her og prøver at finde min plads i Brønshøj.

 

I ni lange måneder har jeg ventet på det nye liv til mig. Først i chok og med en overvældende følelse af “hvad fanden gør jeg nu”. Så i passiv venten og med voldsom utålmodighed. Til sidst, ganske som ved en forestående fødsel, med en vanvittig og energisk iver efter at bygge rede. Da dagen oprandt for det nye livs komme, var jeg spændt og muligvis parat og forberedt til tænderne, men så alligevel med en vis bæven. Mandag og tirsdag var jeg høj af glæde og lykke og lettelse. Øm i hele kadaveret, og udmattet efter alle mine anstrengelser i den sidste måned, for at være helt klar. På den tredje dag i det nye liv, slog virkeligheden mig i hovedet med en voldsom kraft og jeg gik helt i sort. Onsdag og torsdag blev tilbragt med voldsom hovedpine og tårer. Angsten og bekymringen for hvad det nye liv bringer med sig slog ind, og jeg blev fuldstændigt handlingsslammet. Jeg måtte indkalde assistance for at få samling på tankerne, overblikket tilbage og rebootet min indre computer, så jeg ku komme til at køre igen.

 

I dag fredag, mærker jeg langsomt modet komme lidt tilbage igen. Jeg VED at jeg er stærk. Det har jeg jo indset i de mange måneder der er gået. Jeg VED at jeg får det godt, men jeg har også opdaget at en ny uro er kommet ind i mit liv. En uro og en angst jeg aldrig før har besiddet og, som slet ikke har været en del af mine tanker. Der er helt klart noget jeg skal have bearbejdet når jeg igen får råd til det, for jeg går nu rundt med en angst dybt i mit indre. Ikke for at blive forladt, ikke for at blive ensom eller gå til at kedsomhed. Nej, jeg er kommet til at frygte mere end noget andet, at stå på gaden igen. Min situation som pensionist og snart med et barn der ikke længere bor her, betyder at jeg reelt ikke ved hvordan min økonomi bliver, og der kommer frygten for igen at måtte rykke ud på gaden, ind i billedet. Det er muligt at det er chokket der stadigt sidder i mig, men det er sådan jeg har det.

 

Jeg er skide hamrende bange for at miste mit hjem og mit fundament igen.

 

Jeg har også måttet indse, at for hver kasse jeg åbner genser jeg ikke kun mine ejendele, jeg bliver også konfronteret med en voldsom smerte og sorg. De følelser er pakket ned sammen med alt det andet. Jeg troede mig sikker på at jeg var ovre og videre, men der ligger den og venter på mig. Sammen med bøger, garn og køkkentøj. En kombination af glæder og sorger i en papkasse. Onsdag ku jeg bare ikke klare at åbne flere af dem. Ku ikke rumme alt det der lå i dem. Jeg savner ikke længere manden, eller det liv vi havde. Jeg har ikke længere nogen lyst, eller nogen interesse for hvad der var, men sorgen og smerten er der endnu. Og jeg forstår det ikke helt. Jeg genoplever hele forløbet, mærker igen følelsen af chok, svigt og angst. Det var heller ikke ligefrem godt, at jeg skulle modtage mit gamle komfur i går. Det har han haft stående til mig, til den dag jeg igen skulle bruge det. Jeg er endnu ikke det sted, hvor jeg kan klare at se ham. Hvilket gør det meget svært for mig at vide at jeg i morgen lørdag endnu engang skal turen igennem. I morgen er nemlig dagen, hvor han kommer med mine elskede marsvin.

 

Jeg håber det er sidste skridt i processen omkring et brud, der nu viser sig for jeg gider ærligt talt ikke bruge mere tid på det. Jeg vil videre. Nyde hvad jeg har og hvad der venter. Der er fulgt så meget positivt og fantastisk i kølvandet af min nedtur, at jeg ikke KAN være andet end stolt af mig selv, og forventningsfuld over hvad der mon venter om hjørnet.

 

 

Jeg skal bare lige have åbnet de sidste forbandede kasser…