Jeg skulle have..

 

 

 

 

.. været til Slangerup i dag.  For en mdr siden virkede det ikke som en helt umulig plan, men i dag er det. Migræne fra morgenstunden går ikke godt sammen med talende strikkedamer hihi. Jeg havde sådan set frem til at møde de tilmeldte og til at snolde et par nøgler til mine slunkne hylder, men der ER jo andre måder at proviantere på…  hehe.

 

Da jeg vågnede første gang lå jeg stille og ventede på, at hovedet skulle arte sig med lukkede øjne, men med ørene slået helt ud. Tv’et kan jo godt formidle nyheder til mig uden at jeg kigger på det, og der måtte jeg så endnu engang sørge lidt over, at en af min ungdoms helt store er væk. Desværre kan man heller ikke her sige at det er helt uventet, men alligevel er det alt for tidligt og utroligt trist. Whitney Houston blev kun 48. Jeg hørte hende for mange år siden i Parken og var skuffet som en havegang over hendes krukkeri, og alt for ligegyldige måde at levere varen på, MEN trods det kan ingen tage fra mig at mange mange stunder fra mine unge år dukker op, når jeg hører hende synge.

 

R.I.P  og tak for alle sangene.

 

Indrømmet… jeg kom til at hyle lidt da jeg lagde denne på her. Så sentimental er jeg. 

 

Jeg elsker også denne her, men mon ikke vi lige skal tage en sidste, der er liiiidt mere happy:

 

 

 

Jeg vil kigge ud på sneen, drikke en kop kaffe og tænke lidt over, hvorfor vi ødelægger vore egne liv, når vi er så priviligerede og har så mange muligheder for det modsatte.  Livet er både dejligt og uhyggeligt.