Jeg har lige været et smut ude at handle lidt ind. Det var jeg bare nødt til, men turen bragte hverken glæde eller smil inden i mig. Sådan en dag har jeg i dag. Lille Fister skal ha sin persille og store dame skal ha sin mælk til kaffen. På med tøjet og i dagens anledning også på med læbestift og fingerringe. Bare fordi jeg syntes jeg burde. For min egen skyld.
I hovedet kværner et hav af tanker. Alle handler de om det jeg ikke har formået at gøre rigtigt, og de svigt over for mine børn jeg bærer med mig. Stille kørte jeg på cyklen derhen, og langsomt tussede jeg forbi hylderne med maxipakninger af det ene og det andet. Mælk og mel til brød, grønt og frugt til centrifugen, lys til bordet og knækbrød med kanelsmag til theen. Det hele røg i kurven og står nu i mit køkken. Pakket ud og sat på plads. Tanken om hjemmebagt er dejlig, men om det bliver til noget ved jeg ikke, for i dag er en dag hvor jeg spørger mig selv om og om igen..
Hvad fa’en skal det hele nytte?
Tilbage i sofaen sætter jeg mig med en kop kaffe, og læser lidt videre rundt i blogland. Havner et sted i Nordjylland. Stopper op og kigger over skulderen af en husmoder, der lige i dag gør det jeg allerhelst selv ville kunne. Og SÅ strømmer det bare ned af mine kinder. Med tårer så salte og svidende, og med en voldsom smerte lige der i øjeblikket, fordi jeg netop på sådan en dag som i dag bare så gerne ville kunne.
Kunne være i en familie. Være en overskudsmor, der forkæler mine børn. Kunne hygge om andre end mig selv, fordi det er DET der er hele livets formål. Men sådan en kvinde er jeg ikke, og i dag gør det bare ondt. Senere går det jo over igen, det ved jeg, og glæden kommer tilbage, men for nu ville duften af børn og kanel bare være lykken.
Måske jeg bare skulle gå i seng og vente på at Hormonella rejser igen..
Kære Henriette - livet er ikke altid let. Heller ikke for mig, men det ved du. Der er bare dage, hvor tårerne presser på og huden flækker bare man rører ved den. De dage kan ingen tage fra os. Vi skal selv igennem dem. Det kommer vi heldigvis.
SvarSletJeg sender en varm tanke i din retning og så er ingen af os uden fejl og ting, vi ikke formår. Ingen af os!
Det vigtigste er, at vi finder dem, som kan rumme os og bære over, når vi har dage, hvor vi ikke kan andet end være. Det er jo alt rigeligt :-)
Godformiddag Liselotte.
SvarSletTusind tak for din hilsen, heldigvis er dage som i går ikke længere så mange og dominerende som de var førhen, og DET er en glæde i sig selv:)Vi mennesker er jo heldigvis skabt til at overkomme de sværeste ting, og rejse os igen.
Det varmer at du kiggede forbi, og så kan jeg heldigvis fortælle at jeg fik det langt bedre i løbet af lørdag aften, og nu her til morgen er skyen drevet over igen.
Rigtig god søndag
Henriette :)