Septembers uvelkomne gæst

 

 

 

 

 

Hormonella bankede på allerede i går, og hun fik sat sit præg på fredagen med sine sædvanlige dårlige egenskaber. Hun er en kvinde jeg bare ikke gider ha med at gøre, men jeg kan desværre ikke undgå hendes visitter, og nu ved jeg at hun også snupper min lørdag fra mig. Humøret er sort som i helvede, hovepinen lægger et slør for mine øjne og i det hele taget har hun så dårlig karma, at hun burde skydes ved daggry.

 

Hormonella er sådan en slags kvinde, der spreder sine møgsure og grådkvalte frø overalt hvor hun viser sig. Hun er menneskefjendsk, og som Ole Lukøje har hun en evne til at gøre mig så træt, at jeg ikke engang magter at tænde for tv’et.  Utilfreds er hun også. Ligemeget hvad jeg tilbyder hende af humøropkvikkende midler, så nægter hun at slippe sit tag i mig, og hun holder mig nidkært med selskab lige indtil jeg endnu engang får overbevist hende om, at jeg IKKE skal bruge mine æg til noget som helst længere. Hvor længe hendes besøg varer er tilmed begyndt, at være lige vel rigeligt uforudsigeligt syntes jeg. For slet ikke at tale om, at hun nu heller ikke gider besvære sig med at give besked i forvejen inden hun dukker op. Faktisk bliver hendes adfærd mere og mere uartig som tiden går.

 

 

 

Lige nu har hun besluttet, at vi bare skal sidde og kigge surt og opgivende ud ad vinduet, og allerhelst råbe ad enhver der nærmer sig. Smadder ucharmerende syntes jeg.

 

 

 

MØGKÆLLING!