Hvis det bare er sådan det er, hvorfor så bruge så meget energi på at ændre??

 

( Advarsel: Langt og kedeligt indlæg følger. Kun skrevet fordi det er nødvendigt for mig selv at se ordene sort på hvidt, MEN skulle nogen alligevel ramme bunden, så vil jeg meget gerne høre jeres tanker om det.  TAAAAK)

 

 

 

 

Måske jeg skal til at gribe tingene an fra en helt ny vinkel? 

 

 

 

Jeg har brugt en del tid på, at læse andres erfaringer omkring Borderline. Også de proff udlægninger og hvad der ellers findes af info. Helt overordnet kan jeg konstatere, at jeg heldigvis ikke længere er så syg som mange af mine medlidende er. Jeg kan ( men det vidste jeg heldigvis godt) konstatere, at de syv års intensive behandling jeg var igennem faktisk hjalp, og at noget af den indlæring jeg fik stadig sidder fast et sted inde i mig. Hele problematikken omkring vredesudbrud og selvskade er slet ikke en del af mig længere. Lige det der med vreden er måske knapt så praktisk, og jeg tænker lidt at også her gælder enten/eller princippet åbenbart. Før var mine raserianfald legendariske og skræmmende, nu KAN jeg slet ikke blive vred..  Det har jo blandt andet betydet, at jeg stort set ikke har reageret med andet end sorg dengang jeg blev indlagt og  “smidt på porten”, og måske jeg ville have haft godt af at blive godt gammeldags rasende, men lad det nu ligge.

 

I alle disse tekster, i alle ordene og beskrivelserne har der også være nye aha’er for mig. Jeg troede ellers jeg vidste det hele, og var mere end almindeligt klarsynet og bevidst omkring min egen manglende evne til at være “normal”. Heldigvis er det aldrig for sent at blive klogere, selvom jeg er lettere forbløffet over, at jeg ikke allerede havde fattet sammenhængen. For der ER faktisk ( og åbenbart .. ) en sammenhæng mellem det psykiske og det fysiske. Jaja.. jeg ved godt at det er sagt mange gange, og på et eller andet plan ved jeg det også godt, men alligvel. Det er noget jeg har meget svært ved at forstå, og især blive ved med at huske.

 

 

Jeg mener selv, at jeg var en af de første ( måske DEN første, men det skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed ), som gik i gang med at skrive om Borderline. Siden er der kommet mange flere til, og i går ramte jeg et sted jeg ikke er stødt på før. Det er en blog, hvor der kun er skrevet ganske få indlæg og det sidste er fra september 2010. Total anonym er hun som fortæller, og pist verschvunden er hun altså igen, men det gør ikke hendes ord mindre aktuelle eller interessante. Jeg har ikke selv problemer med at forklare mig på skrift, men alligevel har jeg indimellem problemer med præcist at belyse, hvordan og hvorfor tingene sker for/med mig som de gør. Denne hersens anonyme blogger ramte mig på flere punkter, og jeg er ret så paf over det.

 

 

Jeg vil og må jo ikke direkte kopiere hendes tekst af her, men jeg opfordrer og håber at I vil klikke ind og læse hende. Hun forklarer helt detaljeret omkring mekanismerne ved vores personlighed, og det så enhver kan om ikke forstå, så ihvertfald forholde sig til denne dysfunktion.

 

Læs her om vores selektive hukommelse

 

Læs her en detaljeret forklaring på kriterierne for diagnosen

 

 

Til sidst er der dette indlæg, som egentlig er lidt rodet og usammenhængende, men alligevel. Det er rammende og beskriver udemærket problemerne omkring vores måde at bruge energi på, samt de sociale problemer vi oplever i større eller mindre grad.

 

 

Og hvad ER det så jeg syntes jeg har lært nyt om?

 

Tjaa, jeg har feks aldrig vidst at mine søvproblemer kan skyldes sygdommen, og måske de heller ikke gør, men det er da alligevel interessant at formanden for B-foreningen fortæller, at hendes erfaringer viser det samme søvnmønster hos alle borderlinere. 

Jeg har heller aldrig været klar over at min evne til at blokere for  erindringer er kakakteristisk. Det kan vi alle i en vis udstrækning, men der hvor det bliver et problem, er når man som jeg ikke kan huske, hvis jeg har haft en samtale om noget jeg ikke kan forholde mig til. Det forsvinder simpelthen.

 

 

 

Efter alle disse ord og med denne lange kedelige smøre spørger jeg nu mig selv..

 

 

 

Nytter det, at jeg bruger så meget energi på at ændre på, at være anderledes?  jeg ved allerede nu, at al denne opsøgen viden for at forstå og måske kunne ændre, har fået det til at hænge ud af halsen på mig.  ( Jeg bliver forresten også både mere dårlig og ked af det ). Jeg ved, at bare tanken om fornyet terapi og selvindsigt gør mig såååå træt. Jeg gider bare ikke at det skal fylde så meget i mit liv mere. Jeg har arbejdet så rigeligt med mig selv synes jeg, at jeg er ved at kaste op over det. Mig mig mig.. hæng mig, og giv mig noget mere interessant at bruge kræfter og tanker på. At leve med en problematisk psyke er nok det mest selvoptagede og navlepillende man kan leve med, og jeg er bundhamrende træt af det. Gider ikke mere. Mange medpatienter er blevet vældigt vrede og pikerede over at jeg siger sådan, men det er jo sandt. Vi kan ganske vist ikke gøre for det nej, men egoistiske det er vi altså.

 

 

Hvorfor vil jeg så gerne forstå og ændre, når det nu viser sig at det ikke er til at lave om på medmindre jeg sætter alt til side, og igen bruger alle mine kræfter på terapi. Det vil jeg altså lige se om jeg ikke kan samle mig om længe nok til, at jeg kan beslutte at jeg IKKE vil.

 

 

Giver det overhovedet mening for jer fornuftige og efter alt at dømme “normalt” tænkende medmennesker?