Jeg må gøre noget. Det siger min fornuft mig, men følelserne dikterer mig at gå i hi.

 

 

Jeg aner efterhånden ikke hvad der er hvad. Hvilke elendigheder og smerter der tilhører hvilke grunde. Min hjerne tænker så voldsomt at, harddisken er brændt sammen ganske enkelt. Jeg er faldet ud over kanten og glider langsomt men sikkert nedad i mudderet af årsager og mulige grunde, uden at blive hverken klogere eller mere frisk af det. Det er ikke fordi jeg egentlig er trist eller har lyst til at kaste mig ud fra en bro, jeg er mere sån handlingslammet.  Overvældet af dagene og livet, og faktisk er det næsten det værste.. at være helt uden følelser. Hverken det ene eller det andet. Bare tom og træt. Gider næsten ikke engang strikke, og SÅ er det sgu slemt.

 

 

Sat systematisk op, er der meget at vælge imellem. Som årsag til, at jeg lige netop nu allermest har lyst til at gå i hi, og blive under dynen for at vente på bedre dage.

 

 

Jeg har været i behandling for kronisk depression i årevis, og det kunne være at humøret og energien dropper fordi det nu er efterår. Lidt tidligt ganske vist, sammenlignet med tidligere sæsoner.  Jeg har måske ikke fået lys nok i denne sommer heller. Det kan også skyldes at jeg har nået en alder, hvor mine hormoner er gået helt i selvsving. Måske jeg er på vej til overgansalderen?  Så er der hele historien med indlæggelsen, årsagen dertil, opholdet på krisecentret og diagnosen på Post traumatisk stress, som er accelereret helt åndssvagt efter jeg fik min lejlighed. Det har jeg slet ikke kunnet styre siden, og jeg mærker ofte hvordan det hele rykker i mig af den grund. Den utrygge situation jeg har været i, er jo slet ikke slut endnu, og jeg har daglige bekymringer om min økonomi og mit hjem. Og om jeg kan handle mad i næste uge.  Det kan også skyldes, at jeg slet ikke har fået talt med en proff om den omgang efterfølgende. Måske der sidder alt for meget indeni, og nu er der ikke plads til mere..  (Der er alle tankerne om min tredje diagnose, som jeg er mega sur over at slæbe rundt på. Jeg er uhyggeligt klar over hvad den får mig til, og hvordan den gør mig utilregnelig i tide og utide. Allermest forvirrende er det, at jeg ved at alle reagerer og føler som jeg ind i mellem, det får jeg ofte at vide, men det gør det ikke lettere. For graden at det jeg har inden i mig er så meget mere voldsom, og hvad skal jeg så gøre?  Jeg tror dog ikke at lige dette her er årsagen til at jeg nu sidder i mørket og er helt i udu ). 

 

 

Alle disse sting snurrer i mit hoved, i forsøget på at finde ud af hvorfor. For så kan jeg måske tage fat, og gøre noget ved det. Bare et eller andet. Hvad som helst. Hvis altså jeg bare orkede og havde lyst ik..

 

 

Jeg ved jeg må bekæmpe mig selv, men dybest set har jeg ikke lyst. Det går i ring og alarmklokkerne bimler højt. Jeg har været her før, og har siddene på rygraden at SÅ er det på tide. Ellers ender jeg med bare at ligge igen. I den tilstand jeg befinder mig i nu, er jeg egentlig ligeglad og helt tilfreds med det, og det er jo det allermest tydelige tegn på at den er gal, for jeg mindes noget om at jeg egentlig syntes det er ganske fedt at være glad og energisk.

 

 

Jeg har en tid ved lægen på onsdag og så må vi se hvad han har af visdom til mig.