1 2 3 4 5 6 7 .. og så er der gået en uge, eller ….fang mig, bind mig fast, lås mig inde og smid nøglen ned i en kloak fyldt med agressive rotter, gider I ikke nok?

 

 

 

Jeg har givet mig selv husarrest!

 

HELE min krop er så smadret af for meget fart på, at jeg desværre er nødt til at stoppe op, en beslutning min hjerne absolut ikke har tænkt sig at samarbejde omkring.

 

 

 

 

Når den tilstand jeg befinder mig i, slår ned og tager over, kan jeg dybest set ikke kontrollere noget som helst, og jeg bliver bare ved og ved og ved til jeg bogstaveligt talt segner. Lige nu har smerterne ramt mig INDEN jeg mentalt er nået til segnepunktet, og derfor kan jeg ikke holde mig selv i ro. Jeg har siden sidste fredag været på sjælland, vandret ture ved sø og vand omkring Isefjorden, tilbage her igen fortsatte jeg med at angribe ukrudt, græsplæne, stenbed, vasketøj og blomsterbede. Jeg har klippet grene med min nye grensaks af de enorme piletræer, så jeg nu har til mindst een kæmpe kurv eller måske et pilehegn, jeg har klippet med kantsaksen overalt, og nærmest uafbrudt alle vegne fordi den er så genial. Der er hevet, revet, rykket og gravet. Der er puslet og nuslet og nurset. I ALT slags vejr og på alle tider af døgnet. Nogle nætter jeg har haft så svært ved at falde ned, at jeg har været oppe nogle timer omkring lysningen, og så er der blevet fejet, revet og samlet til bunke et par timer mere.

 

Jeg elsker timerne fra 20 – 22 fordi her så er ultimativt stille og helt uden andet liv end bare mig og fuglene, frøerne, bierne, haren, agerhønen, fasanen og MYGGENE..

Har alene på den ene ankel lige nu over 30!! myggestik. Jeg holder også af de tidlige morgentimer, hvor alt stadig er i ro. I det hele taget holder jeg så meget af det hele hernede, at jeg allerede dagen efter jeg tog afsted sidste lørdag, ville hjem igen. Selvom jeg opholdt mig i et virkelig skønt område med privat skov og egen sø, kort fra den smukkeste fjord og skønneste havn jeg ku tænke mig, og med får og kat til at klappe, ja så var det bare ikke stille nok. Og jeg ku ikke se langt nok væk. Ikke som her, hvor jeg kan se kilometer væk og hvor der ingen træer eller huse er til at lukke mig inde.

 

Så eet har jeg ihvertfald fået bekræftet i den forløbne uge..

 

Noget er sket efter opholdet på det skide krisecenter. Og for første gang siden, føler jeg mig ikke urolig og lukket inde. Her er ingen grænser hverken oppe eller nede så at sige. Jeg har også lært mange andre ting selvfølgelig, såsom at jeg inderst inde savner en, som kan passe lidt på mig. Jeg klarer fint mig selv jojo, men der ER ting som giver mig en udtalt følelse af tristhed over, at jeg med mine issues nok aldrig kan finde en mand som vil/kan/evner, at leve med de betingelser der følger med mig. Desværre. Jeg er IKKE ensom hernede, er ikke ensom i mit liv, men der er den der sorg over at være endt med et helbred, som indirekte betyder at jeg sansynligvis altid MÅ være alene.  Den konklusion og disse tanker er ikke bare noget jeg siden 2010 har gået og besluttet i mine mange timer hjemme. NEJ!

 

Jeg deler nærmest intet af den side af mit liv, som handler om mænd og dating. Ikke fordi der er så forfærdeligt meget at skrive om, men indimellem har der været/er der muskler og maskuline energier i mit liv, og desværre er det bare sådan at når jeg ikke har flere kræfter tilbage og må sige fra, ja såååå….. Derfor har jeg for længe siden besluttet, at jeg ikke orker/vil/magter et fast forhold. Jeg orker ikke de mange forklaringer, refærdiggørelser og den manglende forståelse, omkring at jeg er som jeg er, og at det bare er sådan det er. Jeg kan heller ikke rigtig klare at genopleve fortiden om og om igen, hver gang jeg ser røven af endnu en herre som syntes det er for besværligt og kedeligt med mig, der ligger på sofaen i dagevis. Det gør simpelthen for ondt indeni, men at jeg ikke orker er ikke det samme som at jeg ikke savner og mangler. Mangler at nogen standser mig når jeg ikke kan stoppe op, at nogen kan holde styr på dagene og struktur på planerne, at nogen kan hjælpe med at kontrollere de impulser jeg ikke selv har snor i. At nogen NÅR jeg så ligger der på min sofa eller i min seng, tager over og sørger for at alt ikke går i stå og hober sig op omkring mig. Og SÅ er det jeg bliver så ked af det.

 

Men nu har jeg altså hussarrest. Må kun gå ud for at handle ind indtil på tirsdag, hvor jeg ufrivilligt må til Lyngby fordi min fyldning i den sidste rodbehandling er knækket!  JOV JOV såmænd, og ikke nok med at den er knækket, den gjorde det satme i bilen på vej retur fra selvsamme sted ( næsten ) i mandags! Af en kiks!!!!

Noget ændrer sig sgu aldrig. Heller ikke at jeg i aftes ku sidde og fortvivle lidt over, at jeg skulle have været til koncert i parken. Jeg var faktisk på vej, men måtte simpelthen vende bilen og snuden hjemad inden jeg var ude af Maribo. Og SÅ var det altså at jeg gav mig selv lænker på..

 

Jeg håber at I ikke er hægtet helt af fordi jeg har været væk så længe, og at I alle får en dejlig weekend.