Jeg er lidt spændt på, om det allerede er nu den begynder?

 

 

 

Inde under overfladen, bag alle billederne og den lette tekst, gemmer der sig den anden Henriette. Hende med den trofaste og aldrigt svigtende følgesvend, i form af en tosidet djævel ved navn borderline/personlighedsforstyrrelse.

 

 

Jeg har jo valgt at det ikke længere skal være så meget i forkus her, for jeg VIL bare ikke ha den identitet. Jeg er så meget andet, men det er ikke det samme som, at jeg ikke mærker og kæmper hver eneste dag. Nogle gange mere end andre. Den sidste månedstid synes jeg det har været mere end svært, at holde djævelen fra døren, og når sandt skal siges har jeg faktisk småtudet så godt som hver dag. For ikke lang tid siden skrev jeg også lidt om det, og dengang som nu var jeg bevidst om at familie og andre sager udemærket kan være årsagen, men der ER bare et eller andet galt.

 

Nu går jeg og spekulerer lidt på, om mit nedtursbarometer allerede har udsving, selvom det allerhelst ikke skulle begynde før senere på efteråret. Der er symptomer og fysiske tegn på det, men jeg håber at jeg når at få nogle flere mentale solskinsuger i år.

 

 

Jeg har generelt, nærmest ikke evnen til at “overblikke” særligt langt frem, og derfor havner jeg hele tiden i umulige og uoverskuelige situationer, hvor jeg må gi op eller bede om hjælp, og ve I hva..

 

Jeg bliver så ked af det over det. 

 

Synes det er et alt for svært liv jeg skal igennem. Jeg ved at mange andre kæmper med deres, men at have en mental lidelse oveni ganger det almindelige op med mange tusinde i følelsessekunder. Det er deri forskellen ligger. Barometeret for, hvad man kan rumme og hvor meget, ligger på en helt anden skala. Jeg skriver ikke for at angle medlidenhed, men for at formidle og fortælle.

 

Mine dage for tiden ser nogenlunde sådan ud:

 

Jeg er møgtræt, så jeg vågner ikke længere tidlig morgen, men senere og senere og lige i øjeblikket, ved otte halv ni tiden.

Jeg står op og går ned i køkkenet. Der skinner solen så skarpt og lavt på himlen nu, at jeg burde slå persiennerne ned, men det orker jeg ikke fordi de trænger så meget til at blive fedtet af, og jeg går ud igen.

Ud i haven, hvor jeg bliver overvældet af alle de projekter jeg har gang i, men som jeg pludseligt ikke magter at komme videre med. Mit tørrestativ er væltet med det rene tøj på, vandkander er blæst omkuld og omkring, potter med blomster er også nedlagt, jeg er igang med at lægge fliser, rense jord, klargøre til flytning af stauder, og og og, så jeg vender om og går ind igen.

Tænder for vandmaskinen og går ud på toilettet, hvor der ligger vasketøj i en bunke. Min vaskemaskine virker ikke ordentligt, men jeg kan ikke overskue at finde ud af hvorfor eller hvordan, så jeg går ud igen.

Med halvlukkede øjne ( fordi solen virkelig svider mine øjne ), laver jeg en kop kaffe og sætter mig i sofaen. Tænder for computeren og nyhederne på tv. Computeren er stadig syg, men jeg kan ikke overskue at rense den, så jeg lukker den igen. Ved siden af mig ligger papirer flere steder fra, hvor jeg skal henvende mig om de betalinger jeg omtalte forleden. Jeg kan stadig ikke finde hoved eller hale i alle ordene i min hjerne så, hvordan jeg skal formulere mig i en telefon er en gåde og jeg lader dem ligge. Drikker min kaffe færdig og går i seng. Op under dynenerne.

 

Et par timer senere begynder den samme omgang forfra, men denne gang overvinder jeg min trang til at ende i sengen, og jeg bliver istedet siddende og ser tv, imens jeg klikker formålsløst rundt på nettet. Jeg grubler over noget jeg slet ikke har nævnt her endnu, men som jeg faktisk er lidt foruroliget over. Det med mine øjne..

 

Øjnene fejler ikke noget ( for tiden altså!!!), men jeg har siden jeg kom herned, hver eneste dag været hævet og kløende på huden omkring dem. Mine øjenlåg er helt smadret efterhånden, af min konstante kløen, eksemcremen jeg bruger, solcreme i rå mængder og fugtighedscreme, som hjælper på det tørre men gør kløen værre pga varmen fra fugten. Hver morgen når jeg vågner er jeg hævet og har nærmest bobler på lågene. Nogle gange er jeg også svulmet op under øjnene.

Jeg kan slet ikke kende mig selv når jeg ser i spejlet, men magter jeg at gøre noget ved det??

 

Næh.

 

I det hele taget gør jeg ikke noget ved noget. Hvad nytter det hele nemlig? Det har nemlig ramt mig, at ( hvad andre sikkert allerede HAR forudset) jeg aldrig får det anderledes. Eller bedre. Eller lidt lettere.

 

Og så er det jeg ligeså godt kan gå i seng igen. 

 

Har I læst med helt herned til, fortjener I også den sandhed, at jeg hver eneste dag på trods af alle disse tanker, er dybt taknemmelig for de sidste fire mdr jeg har oplevet. Det er ikke hverdag for mig, at være opløftet, glad, lykkelig eller med overskud, i så lang tid i eet stræk. Det er en gave for mig at have prøvet det, og jeg har aldrig forestillet mig, at jeg bare fordi jeg flyttede, så ville jeg være ubekymret, glad og lykkelig forever and ever. Jeg havde bare håbet måske..

 

Til sidst vil jeg også fortælle, at for en borderliner er det værste følelsen af at blive forladt. At være overladt til sig selv uden nogen der kærer sig. Det er irrationelt, men ikke til at ændre og jeg er altså begyndt at have det virkelig skidt med at være alene. Jeg veeeeed godt at man kan klare sig udemærket alene, men faktum er at det gør jeg jo slet ikke. Altså klarer mig særligt fantastisk. Den der fornemmelse af at være uelsket er simpelthen så overvældende og gyseligt voldsom, at man skal være min lidelsesfælle for at forstå omfanget. Jeg kan fortælle om det, forklare og rationelt dissekere årsagerne, men jeg er fanget i den. Fælden af tanker og følelser og ensomhedsfornemmelse og det gør mig ked af det.

 

Nu vil jeg strikke og i morgen lover jeg at være glad her på siden igen. Jeg lover det.