DET HER MÅ I altså bare lige se … , og hvor er jeg egentlig henne?

 

 

 

  …..

Hvad jeg ikke ville give for, at æde mig en mavepine til af den her is. Jeg siger det bare.. Og nej.. så vidt mine halvblinde øjne kan se, så er det vist bare garn, men ideen er da herlig. Og skulle man få lyst til andre gode sager uden kalorier i, sååå..

 

Hvilket tålmod der skal til for at lave sådan noget, tænker jeg bare.

 

 

**************

 

Jeg vender tilbage til sydhavsøerne i morgen, og jeg venter med længsel på gensynet med min have. Jeg kom godt afsted, da først jeg overvandt mig selv. Nød turen. Har ikke lidt hverken nød eller overlast, MEN.. jeg har været møghamrende syg tirsdag nat og onsdag. Sikkert kroppen, der på sin egen overbevisende måde gør opmærksom på, at når man tvinger sig selv ud i noget man ikke har det godt med, så ja.. så er der en pris. Prisen er vanvittig migræne med de nu efterhånden sædvanlige følgeopkastninger, døde arme og synsforstyrrelser. Har kravlet rundt på fremmede gulve, og bare forbandet mig selv langt væk. Dog skal det siges, at jeg omvendt også forsøger at forklare min krop, at der altså ER ting og opgaver her i tilværelsen, som man er nødt til at gøre, uanset om man synes om det eller ej. NÅ!

 

I mit sidste indlæg fik jeg vist også skrevet på en måde, så det kunne misforståes, at jeg er afsted på kursus lige nu. Det er jeg altså ked af, for det var bøvlet skrevet. Jeg ER begyndt i et særligt forløb, som henvender sig til mig og mine lidelsesfæller, og der skal jeg bla lære at håndtere følelser og den slags på en fornuftig måde, men det er IKKE det jeg er i gang med på denne tur. Jeg sukkede derimod over, at jeg ikke allerede ER i besiddelse af de evner jeg nu skal til at lære, for så ville denne udflugt ikke have været så forbandet svær for mig.

 

Uden at gide at forklare i vilde detaljer, så er jeg på langfart for at redde min bil. En øvelse, som betyder at jeg skal være social og glad og på, på en måde jeg bare ikke orker for tiden. Jeg er i selskab uden at ha den fornødne energi, men omvendt så betyder denne tur forskellen mellem INGEN bil, eller bil i endnu to år. Og derfor har jeg ikke kunnet sige fra eller nej. Til tilbud om assistance. Eller til i det hele taget at få lavet det, der skal laves uden beregning. At få sådan et tilbud i min situation er jo en gave fra himlen, og så nytter det sgu ikke, at jeg sidder hjemme i dukkehuset og piver fordi jeg ikke har lyst til, at snakke eller underholde nogen som helst. Det er bare at bøje og takke og iøvrigt være dybt taknemmelig. Og det er jeg. Helt inde fra hjertet. DYBT taknemmelig og meget meget lettet, da jeg lige netop for et par timer siden fik at vide, at bilen er gået fejfrit gennem syn, og at jeg nu kan trille roligt hjemad igen, med den bekymring mindre.

 

Jeg gider heller ikke diskutere for eller imod, hvorvidt jeg i det hele taget kan tillade mig at eje en bil for faktum er, at den er min livline, og de sidste snart otte år om og om igen, har været min redning i flere akutte situationer. Uden den bliver min radius lige præcis så langt som til apoteket i Rødby, og hjem igen. Jeg bliver stavnsbundet til min matrikel, og så kan det godt være at mange ikke fatter, hvorfor jeg ikke bare tager cykel, tog og bus. Til det vil jeg bare sige, at ku jeg så gjorde jeg sgu nok allerede det. Jeg har førhen ELSKET at rejse med tog feks. Hvilket fire ture til London t/r, på netop den facon har bevist. Det er bare ikke sådan mere. Eller.. jo, jeg elsker stadig togture, men de tager så meget på mig, at jeg når jeg er fremme ved bestemmelsesstedet, må gå lige i seng. Lidt lissom ikke det, som er meningen med at rejse til en festlig begivenhed, et strikkemøde, fødselsdage, gensyn med venner, børn og familie, eller på messe, indkøbstur til Garnudsalg.dk, og alle mulige andre ting som jeg faktisk super gerne vil kunne. Bare en gang i mellem. Jeg vil jo gerne, i den udstrækning det er muligt, gøre ting som helt almindelige mennesker kan og gør i min alder.

 

Så jeg synes det er turen, bøvlet, smerterne og bekymringerne værd. Og jeg kan nu se frem til yderligere to år, hvor jeg HAR MULIGHEDEN for at være social, når jeg kan være det. Uden bare at drømme om det.

 

Denne tur har ikke været let, men den var nødvendig. Desværre har den også trættet mig så meget, at jeg ikke i denne omgang kan få hilst på hverken familie eller venner. Omvendt betyder netop denne tur, at jeg nu KAN besøge venner, familie og andre arrangementer. I fremtiden.

 

I morgen triller jeg glad og fro hjem. I baggagerummet ligger sække og poser fyldte med havegodter. Jeg har nemlig også fået et udvalg af stauder og løgplanter med mig. Har haft muligheden for, at være ude i en have også her, når jeg har været frisk til det. Så nu skal der etableres lidt flere bede og nydes lidt mere have. Og køres i bil..