Vinterhaven #2. Armchairgardening og duften af fed muldjord

 

 

 

Året 2014 har budt på en ualmindeligt venligtsindet februar hernede på sydhavsøerne. Jeg er klar over. at vejret og betingelserne for udeliv bestemt ikke har været ligeligt fordelt over hele landet, så jeg er dybt taknemmelig for de lune dage med høj himmel og strålende solskin, vi indtil nu har kunnet nyde godt af. Med tanke på januars rekordgrå dage, føler jeg mig sikker på, at vi i år på vores kanter, har rekord i februarsol.

 

Det er naturligvis noget en ny havelejer ikke kan sidde overhørig, og jeg har da også mærket det krible i hele kroppen, i flere uger efterhånden. Forleden blev jeg gjort opmærksom på, at den form for havemagasin/bogs læsning jeg fordriver noget af min tid med, har et ganske særligt udtryk i England, de smukke havers mekka.

 

Armchair gardening..

 

Hvilket fuldstændigt vidunderligt og dækkende udtryk. For det er jo det jeg, og mange andre haveejeremedlængselefterjordunderneglene, gør. Vi dyrker vores haver i vores lænestole. Vi inspireres, lægger planer, handler frø, skriver lister og ser med længsel efter sol og varmere dage i kalenderen. For de hårdest ramte af os, er det da lige før vi sniffer jord i smug!  Ud i haven og ned på knæ med en lup og udspilede næsebor, på jagt efter nye skud under laget af snerester og blade.

 

 

 

I går begyndte langsomt og netop sådan. På langs med en stak udklip fra magasiner, jeg kasserede da jeg flyttede herned. Med læsning om haveindretning, og hvordan man bedst udnytter sine kvm. Med kaffen inden for rækkevidde og et skarpt blik på vejret udenfor. Omkring kl tolv var forholdende perfekte, og jeg trak i røjser og arbejdshandsker. Allerførst blev en af stolene flyttet og anbragt i solen. Den blev foret og kaffen sat frem. Min lille balje med fornødenheder blev klargjort, og dernæst var alt parat til nogle timer udendørs. At jeg for anden gang i år, endte med en garncone fuldstændigt ødelagt, taler vi ikke videre om i dag. Vi er ude i noget med en fuld kop kaffe, dårlig motorik og sjaskvådt baljeindhold.

 

 

Moving on..

 

INDEN skaden var en realitet:

 

 

 

Arbejdet med at fjerne års lag af blade og kastanjer forsætter i mange dage endnu. Det er vildt hårdt arbejde, og jeg holder mange pauser med højrødt ansigt, og mindre og mindre kluns på kroppen. I går blev det til seks – syv trillebørsture og en flot bunke med kvas og kviste. Jeg er stadig helt høj over kvaliteten af jorden, der åbenbarer sig nedenunder, og jeg går rundt og sniffer duften af den blødeste, rigeste, og fedeste muldjord begærligt ind. Kan godt være jeg troede min have var et mareridt, men jeg er blevet lykkeligt overrasket, og til forskel fra Alsøvej, hvor hver en skovfuld jeg tog, var fyldt med alskens sten, glasskår, og andet skrald, er her kun jord at arbejde med. Der er dog et hjørne over ved kastanjen, hvor nogen har ment det var passende at dumpe gu ve hvor mange poser med betonrester og plastiskhejs, hvilket selvfølgelig er møgirriterende, men det er heldigvis kun der det ligger, og jeg er systematisk gået i gang med at grave det frem under jord og erantiser, for at fjerne det:

 

 

Vejret i denne måned betyder også, at der ivhertfald her på disse kanter er helt frostfri jord. Jeg har været rundt med spaden for at mærke efter hist og pist, og sagen er klar.. de sidste af de planter jeg har medbragt kan komme i jorden nu. I går var det roserne og et par klematis, som i første omgang har fået en plads nede for enden af haven. Der befinder sig en underlig brøndagtig jernring som skæmmer mit øje, og det passer med mine foreløbige haveplaner, at jeg etablerer et bed halvejs rundt om den ind mod haven, så jeg ikke skal gå og glo på den. For nu er der lige smidt nogle bambus, så der er noget at vokse op ad, men det bliver lavet om senere. Det vigtigste er at planterne kan overleve, og da jeg fik hevet dem frem fra deres skjul i skuret viste der sig de fineste knopper og nye skud, som jeg sætter min lid til er tegn på liv. Yeah..

 

Som sagt holdes der mange pauser, og så snart jeg har sat mig til rette, kommer det smukke duepar og underholder mig med deres kurren og nussen rundt. Det er så hyggeligt.

 

Tiden spæner når jeg går udenfor, og inden jeg må fortrække når der næsten at gå fire timer. Som en gammel kone pakker jeg krumbøjet og humpende sammen, kaster et sidste blik rundt, og glæder mig allerede til næste gang jeg kan komme derud. Til den tid er det to Helleborus som skal ha nyt hjem. Og flere blade som skal rives sammen. Og beton der skal flyttes. Og trærodsskud som skal fjernes. Og. Og. Og…. 

 

A gardeners work is never done, and I love it