For første gang i de 15 år der er gået..

 

 

 

…  siden jeg knækkede, har jeg i dag løftet røret og ringet til Livslinien.

 

IKKE at der er noget alvorligt galt, men så alligevel. Et eller andet er helt usædvanligt anderledes. Så på en søndag. Uden for offentlig åbningstid, og fordi ingen andre bør skulle forholde sig til noget så voldsomt, så tog jeg konsekvensen og greb telefonbogen. Vidste faktisk ikke helt, hvem eller hvor jeg skulle ringe til, men det endte altså med at blive Livslinien. Synes ikke det var relevant at tage fat i de resterende muligheder såsom krisecentre, brandstationer, politi, misbrugslinier eller mandehjem.. Mest aktuelt var faktisk socialpsykiatrien, min kontaktperson eller egen læge, men da det jo er søndag såå..

 

Uden omsvøb, og fordi jeg her på bloggen igennem så mange år efterhånden, har fortalt om det meste tror jeg godt jeg kan afsløre, at jeg siden fredag har været ramt af en sjældent voldsom dethelekanværeligemeget følelse. Den fornemmelse kulminerede i formiddags. Forstærket blev den af, et ellers normalt velkomment besøg fra gamle dage, men i dag kunne jeg bare ikke klare det. Heller ikke hverken havearbejde eller solskin ku ændre på humøret. Det blev bare sortere og sortere, og jeg selv mere og mere udmattet af timevis med anfald af gråd.

 

Jeg blev ærligt talt bekymret, og noget fik mig til at tænke på den medicin jeg har fået ekstra siden feb. Og som jeg efter anbefaling af sødnylæge, ku prøve at øge en smule fordi effekten ikke helt var optimal. Jeg har indtil da fået en allermindste teeny weeny dosis på 25 mg ( normalt gives den i 100 – 300 mg), så 50mg virkede ikke som noget dramatisk skridt, MEN…

 

.. et eller andet sted i mit baghoved ligger en erfaring og en viden om, at visse psykofarmaka ved øget dosering kan give selvmordstanker..

 

Sidst jeg oplevede det, var jo i 2010 kort forinden jeg røg ind på den lukkede.

 

Nå, men det korte af det lange her er at jeg, for nu at kalde en spade for en spade, har haft for mig helt ukendte tanker om, at livet ikke er værd at kæmpe så skide indædt for. Og DET er, trods alt hvad jeg ellers kan pine og plage mig selv med, IKKE noget jeg giver mig af med at overveje. Jeg har to børn for helvede. Og de to øgleunger er den direkte årsag til, at jeg aldrig aldrig ku finde på at give op. Eller slip. Var jeg barnløs ved jeg ikke om sagen ville være anderledes, men sådan ligger landet.

 

Efter at have ligget og tophylet et par timer på sofaen, greb jeg altså knoglen. For at finde ud af, om det er en kemisk fremkaldt reaktion, eller om jeg i så fald er ved at blive ravende vanvittig på kort tid. Jeg forstår intet, og VIL forstå og kunne forholde mig realistisk til det her. Jeg gik jo lige og var ved at glæde mig over forår og hvad har vi, ING’

 

Dramatisk som det lyder, er jeg glad for at jeg overvandt mig selv og gjorde det. En rolig og forstående stemme med god tid og de rette spørgsmål, fik mig kølet så meget ned, at jeg til sidst kun sad tilbage med en knaldhamrende hovedpine, et nummer til akutpsyk som ku svare mere prof på pilleproblemet, og en aftale om at jeg nok skulle ringe igen, hvis ikke jeg fik det bedre inden sengetid. Der er åbent til kl 03 i nat, men jeg ved allerede nu, at jeg kommer igennem natten til mandag uden mere fis. I morgen ringer jeg til sødnylæge og taler med ham, og så er der indtil videre ikke mere sjov medicin til mig. Faneme om jeg vil ha’ det sådan her, bare fordi jeg ikke sover godt om natten. Søvnproblemet er nemlig årsagen til, at jeg i det hele taget fik ordineret de hersens sataner. De er i modsætning til benzodiazepiner nemlig ikke vanedannende. Omvendt får giver de mig så altså bare lyst til at gå i graven..

 

Lidt af et pest eller kolera dilemma af værste skuffe sku jeg mene!