Torsdag kl halv tolv blev jeg afhentet til aftalt tid af flextrafik.
Og da kl var et, blev jeg sendt retur igen..
Natten mellen onsdag og torsdag var der nemlig dukket et lille kradsemærke op på håndleddet, og DET ville doktormanden overhovedet ikke ha med at gøre, og uanset hvor meget jeg tiggede og bad, forklarede og kom med alternative operationsløsninger, var der ingen kære far.
Sygeplejersken påstod endda med kæmpe smil på læben, at jeg kandiderer til at være værre end en femårig med krudt i røven. Ja ja, siger jeg bare. Jeg er møg ærgelig, og fatter altså virkelig ikke, hvordan jeg har fået den lille bitte rift. Jeg sværger.. den var der altså ikke da jeg gik i seng onsdag. Og aldrig har jeg været så renskrubbet og steril, og kortneglet og totalforberedt, som da jeg ankom til Nykøbing.
Nu er har jeg sundet mig lidt, og selvfølgelig har jeg udnyttet hver et sekund efterfølgende til at være ude. Vejret er jo fantastisk stadigvæk, og jo.. det GØR skide hamrende møgforbandet ondt, nu også i venstre hånd, men jeg har besluttet at jeg skal nå så meget praktisk som muligt inden UGENINDENKRAVLEGÅRDEN.
Weekenden har derfor budt på:
Trøst til mig selv:
Hygge
Beslutninger og afgørelser om frø og forspiring:
Gravning af kommende bede:
Gæstebud med indlagt praktisk hjælp, så nu er pallehegnet på plads i bunden af haven. Jeg fik gravet de sidste meters rende, og nu kan jeg så selv fylde på med grus, jord, og bygge stengærde og sætte klatreplanter. Der bliver også plads til et lusuiøst insekthotel, som skal fylde de øverste riller. Jeg har kviste, kvas og fnuller nok til at huse millioner af små beboere. Tror det bliver super flot til sidst.
Nogen er bedre til at slappe af og dovne end andre:
Alt i alt har det været en skøn weekend. Mandag byder ikke på de store armbevægelser, for igen.. det GØR ondt nu. Så jeg sparer på krudtet, og vil nøjes med at sidde i min stol derude og nyde livet. Lægge flere planer. Drikke kaffe. Glæde mig over at der nu er lukket af for uvedkommende OG.. at jeg har talt med sønnike, som er topglad for tiden. I dag er alt bare godt.
Hvor må det være anstrengende at de operation hele tiden skubbes foran dig !
SvarSletMen godt du ikke hyler over det, men for brugt din tid på noget der gør dig glad.
Sejt hegn !! Hvor er du heldig, at du har så mange paller ! Og planter ! Og frø ! Og hjælp :)
Nyd solen !
Det er det faktisk ja Miri. Mange tak og knus til dig :-)
Sletdu må til að sove med handsker, så du ikke kan klö dig selv til blods. godt du trods alt fik udnyttet tiden til noget fornuftigt. håber det går denne gang så du kan nå at blive frisk igen inden forår for alvor sætter ind.
SvarSletkh.fra Island
Frida
Ja, det har jeg faktisk også overvejet nu Frida. :-))
SletDet er fuldstændigt beundringsværdigt, hvordan du håndterer alle udsættelserne. (Bedre held næste gang.)
SvarSletOg, hvordan dine haveplaner tager form.
:-) Mange tak Tante, der er ikke meget andet at gøre synes jeg, og tak for ordene.Knuuuss
SletHvor mærkeligt - eller ikke ...
SvarSletDet ved jeg så ikke lige hvordan jeg skal svare på??
SletØv. Men godt det har været fantastisk vejr, så du har kunnet være ude og nyde. Hvordan gik det med den brøndagtige jernring - har du fået tjekket, om det bare var bunden fra en kompost-beholder?
SvarSletBirgit
Nå ja Birgit.. Det VAR en bund uden top, så den er fjernet med stor fornøjelse. Tak for tippet, d ville jeg slet ikke selv ha tænkt på :-)
SletKh
sikke noget.... men godt at du tager det med godt humør. Med vejret i disse dage er det næsten også muligt at tilgive alt ;)
SvarSletTja.. Der er ikke meget andet at gøre, og med det vejr vi har, kan ikke meget slå¨mig ud :-)))
SletBare ærgerligt at det igen skal gå ud over sundhedssystemet, som i flere omgange har afsat tid til dig, hvilket gør at en anden patient ikke kommer til :-(
SvarSletMin første reaktion var også undren over hele den historie. Og så læser man en gang til:
SvarSlet"Sygeplejersken påstod endda med kæmpe smil på læben, at jeg kandiderer til at være værre end en femårig med krudt i røven. Ja ja, siger jeg bare. Jeg er møg ærgelig, og fatter altså virkelig ikke, hvordan jeg har fået den lille bitte rift."
Hvad den ene ikke kan se, kan de mange.
Underbevidstheden kan spille et menneske nogle gevaldige puds, når en situation forekommer for overvældende. Reel sygdomserkendelse kan også være svært. Så kan man foretage selvskade eller overspringshandlinger på forskellige niveauer. Det er nok svært bagefter. Især lige der, hvor man bliver klar over, hvad der rent faktuelt er sket.
Giver sundhedsvæsenet en tredje chance? Det er jo ikke livstruende. Og når man to gange er mødt op med selvpåførte skader. Det er godt nok en svær situation. Både for Henriette og sundhedsvæsenet.
Måske skal du se tiden lidt an, Henriette? Tænke over det hele. Måske skal der bare ikke skæres i den arm?
De bedste hilsner
Til de to sidste kommentarer: HOLD da kæft! Jeg er helt målløs. Især fordi jeg HAR fortalt, hvorfor der er blevet aflyst de første gange. Det har intet med selvskade at gøre! ( hvis nogen skulle tænke i borderline baner, så lad mig her slå fast, at lige den side af lidelsen har jeg ALDRIG praktiseret.Fordi jeg er en pivskid ) OG... Jeg har OGSÅ skrevet om, at der er blevet aflyst i GOD TID. Den sygeplejeske jeg har talt med nu flere gange efterhånden, har alle dage forsikret mig om, at jeg netop fordi jeg har ringet i god tid, har sikret at tiden IKKE HAR VÆRET spildt. Den er givet til anden side med det samme. Jeg er iøvrigt også blevet takket og rost, fordi jeg netop ringer og viser ansvar, og IKKE BARE BLIVER VÆK fra aftalen. Jeg kan da godt lige memorere her, HVIS nu nogen ikke har læst lige de pågældende dage... at jeg første gang opdagede dagen før, at der ikke måtte være rifter eller åbne sår på operationsdagen, og at jeg derfor skyndte mig at ringe op og forhøre mig om det. Dengang fik jeg beskeden om, at en ny tid var at anbefale, og at de sagtens kunne nå at give min tid til en anden patient. Anden gang handlede det om min bil, og den frist jeg stod med inden pladerne ville blive klippet. Jeg ORKER ikke fortælle de omstændigheder igen, men turen til sjælland ville IKKE have kunnet lade sig gøre med en nyopereret hånd, så jeg prioriterede bilen, talte med sygeplejesken, og hun gav mig en ny tid. Jeg bliver så TRÆT af at skulle gentage mig selv her, men det måske vigtigste jeg vil sige nu er:
SvarSletJEG SELVSKADER IKKE!
Jeg har siden jeg var barn været plaget af eksem. Især om vinteren har det været slemt, men jeg er efterhånden vokset fra det. Det sker stadig at jeg kradser mig, særligt når min hud er tør, og aehm.. det må vi jo så lissom konstatere, at det er den for tiden. Jeg kan sgu ikke selv styre om jeg ligger og kradser mig om natten, men lur mig om ikke andre eksemplagede kan støtte mig i, at det er ret så almindeligt. Jeg er således IKKE mødt op to gange med selvpåførte skader. Jeg er mødt op een gang med en rift jeg ikke lige mente ku ha betydning.
Når det er sagt, så ja.. jeg har været ret så loren ved at skulle opereres, men jeg synes ikke det er en skam at indrømme. Jeg ku selvfølgelig bare have ladet være at være åben om mine bekymringer over tingene, og så en dag offentliggøre at jeg var opereret, men sådan kører jeg ikke min blog. Jeg gentager lige for titusende gang.. jeg skriver om det der fylder mit hoved HER OG NU. Og lige her og nu bruger jeg så tid på at reagere, trods det at jeg i dag nærmest ikke har kunnet holde på en kop.
Det er helt min egen skyld, og jeg beklager mig ikke, for jeg vælger selv at bruge mine hænder som jeg gør. Jeg vælger at være aktiv i haven trods de dårlige hænder, men jeg kan desværre ikke længere hverken strikke eller hækle. Jeg ville dog hellere have ondt fordi jeg har gravet et hul i jorden, end over at jeg endnu engang skal forklare og repetere overfor læsere, som muligvis flyver for hurtigt gennem teksten og derefter tolker på det de TROR de har læst.
Tilsidst er der ikke så meget at undre sig over når nu man lige tænker sig om. Sådan er MIT liv bare. Igen.. jeg klager ikke. Jeg konstaterer bare. Nogen er givet et liv, som går sin jævne gang, og andre får liv som af mange mulige og umulige grunde, altid er bøvlede og bestemt ikke lige ud ad landevejen. Det er faktisk det jeg prøver at formidle og dele ud af, når jeg sætter mig til tasterne. Hele grundlaget for mine skriverier faktisk. At ikke alle lever Alt for Damerne liv.
Som altid med venlig hilsen
Henriette