Jeg har endnu ikke aflyst, så jeg tror søreme det lykkedes ..

 

 

 

Om nogle timer er jeg den der bliver hentet, og så er der ingen måde at udskyde på længere. Selve operationen er jeg ikke bekymret for, og I går i DAT gruppen, fik jeg vendt mine spekulationer, hvilket var rigtigt godt. Jeg er dog stadig loren ved selve det, at være alene de næste dage, med en hånd som ikke må noget som helst, og som skal pakkes ind når der er badetime..

 

 

 

Lige ved siden af Behandlingshovedkvarteret i Maribo ligger kajakklubben.  Det er simpelthen ( på denne årstid..) det mest rolige og skønne sted, så jeg var et smut forbi igen i går. I tåge og fugtigt vejr lå klubhus og sø øde hen, og der var så tyst som i en hemmelig skov. Trods byens liv lige ved siden af, er det som om alt forsvinder når man står på bådebroen helt alene sådan en dag. Ikke en vind rører sig. Kun ænder og småfugle giver liv til vandoverfladen, imens en enkelt måge bralrer op. Fuldstændigt fantastisk. Intet mindre.

 

 

 

 

I haven har jeg gjort hvad jeg kunne. Sat alt hvad jeg har haft stående i jorden. Gravet rødder op. Lavet hegn ( der mangler endnu tre paller for, at der er lukket fornuftigt af ) flyttet sten og grus, sat redskaber på plads og lavet forsøg med enkelte frøsorter. Når weekenden rammer med den lovede sol, kan jeg med sikkerhed sige at jeg vil være at finde derude uanset hvad, om det så bare er med min kaffekop. Har ind i mellem tanker om, hvorvidt jeg er en rablende tåbe, for HVER evig ENESTE dag, kan jeg samle en ulidelig mængde skrald op derude. I går var det bla et stykke fransbrød, som lå lige midt i haven!!  Foruden et par tomme dåser. og en enkelt knækket blomst.. Det er nærmest skruen uden ende, og selvom jeg HAR bedt udlejer om hjælp, så er det altså ikke sket endnu.

Nå, men så er det da godt at jeg selv kan, og nu står de første paller altså på plads. Der mangler stadig mange sten som jeg vil fylde i bunden, men lidt har jeg allerede lagt der til at støtte, og som bund for stenbedsplanter. Fra midten og op, fylder jeg på med kviste og kvas, og hvad jeg ellers synes der passer, og så har jeg faktisk uden at det var tiltænkt fået bygget mig et kæmpe insekthotel. Det går slag i slag, men jeg gider altså ikke at det hele er nyttelyst fordi skoleungerne ikke kan kende forskel på dit og mit. Og på en skala fra et til ti, hvor belastende er det mon så, at jeg kan stå og se hvordan den ene fulderik efter den anden, helt uden blusel og direkte foran mig, står og pisser i min indkørsel?? 

 

Jojo, her er ihvertfald liv og et par udfordringer at tage op. Senere. For nu er udfordringen af en helt anden art, og nok så irriterende. At være en enarmet hystade i en periode. HA!