3. søndag i advent og nuet

 

 

 

 

 

Mor og far var her i går. Et kort og dejligt besøg, som dog var en smule mere bøvlet end beregnet, fordi deres gamle trofaste bil valgte at sætte batteriet ud af spillet på vejen herned!  Derfor måtte far bruge noget af tiden i min bil på at køre rundt for at lede efter et sted hvor man kunne købe et batteri, hvilket ikke er lige det nemmeste på disse kanter. Det lykkedes heldigvis, men det forkortede vores hyggetid sammen en smule. ØV.

 

Jeg insisterede på at de ikke måtte blive for længe, for hvis jeg skal være  helt ærlig er jeg bekymret for min aldrende farmand. Hans syn er ikke godt og han døjer med forskelligt, så lige nu er jeg ikke sikker på om de overhovedet kan komme herned igen. Jeg nægter at han skal køre med dårlige øjne, og bliver de ikke bedre så er det bare sådan det er. Men det er trist, og jeg hader at nu hvor jeg endelig har det “godt”, har en have som de ville elske at vi kunne være sammen i og om engang imellem, så kan det vise sig at være umuligt. Alder er i den forbindelse noget lort. BUM.

 

En anden ting jeg ikke har det godt over, er minder der er kommet op til overfladen siden ungernes besøg..

 

For nu at sige det som det er, så har jeg nærmest tudbrølet dagligt lige siden. Overfladen er i orden. Jeg er glad for min have. Drømmer konstante drømme om alt det, jeg har at se frem til når det igen bliver lysere og varmere. Især efter jeg uventet fik udviddet mine jordbesiddelser, er mit hoved helt rundtosset af muligheder. Jeg har fået pyntet op til jul, og gør hvad jeg kan for at nyde og hygge mig med det. Jeg nusser med mit hækling. Glæder mig enormt til at Rasmus kommer herned. Nyder varmen fra brændeovnen, MEN jeg har svært ved at være i nuet. Fortid og fremtid fylder det hele. Under overfladen er der knapt så fint.

 

Nuet er så at sige fyldt med alt andet end nu.

 

Det handler om indre billeder fra mine børns barndom, som jeg bare ikke kan få væk fra nethinden. Mere præcist handler de om Josefine, og den måde hendes far har behandlet hende på, og hvordan jeg intet kunne stille op i den lange årrække jeg var indlagt og syg. Det er ganske forfærdelige minder for mig, for selvom han aldrig har været direkte voldelig, var han verbalt grufuld, for nu at sige det på den måde. Det er ikke noget jeg har med mig hver eneste dag og altid, var det det, ville jeg slet ikke kunne leve og fungere, men lige nu er det utroligt påtrængende, og jeg kan hele tiden høre ham inde i hovedet. Råbe og skrige hende ind i hovedet. Styrte rasende omkring. Se ham ryste hende. Være truende overfor mig, og endda mine forældre i børnenes påhør. Siden de var ganske ganske små. Og jeg kan ikke rumme sorgen over, at have udsat hende for den behandling. Indirekte..  ( Min søn har for det meste oplevet en far der var på en anden måde som lille. Dog ikke længere.. I dag giver hans far sig ofte af med at udspy trusler overfor mig, til Rasmus. Han bruger et sprog der ikke er for sarte sjæle, og kalder sin søn for en latterlig taber nærmest på ugentlig basis. For bare at nævne nogle småting. Og JA.. det er altså OTTE år siden vi blev skilt!!! )

 

Jeg ved ikke hvorfor jeg føler det så voldsomt lige nu. Ejheller hvordan jeg skal få styr på sorgen. Jeg har talt lidt med hende om det, selvom jeg helst ikke vil have at hun skal involveres for meget. Mit barn skal ikke hele mig, men det har alligevel betydet alverden for mig, at hun ikke føler nogen form for vrede eller bebrejdelse overfor mig, faktisk har hun ikke selv erindringer om præcise hændelser, men ved gud jeg bekymrer mig konstant om hendes tilstand her i livet. Om jeg har ødelagt det lille menneske hun var. Det skønne lille barnemenneske der altid var glad og hoppende. Lige indtil en dag.

 

En dag var det som om hun ikke længere var glad og jeg har ikke set hende hoppe af glæde siden.

 

 

Jeg ved at nogle ikke kan rumme min ærlighed herinde, til dem kan jeg bare sige, at det er min virkelighed. Lige nu. At det jeg fortæller i det daglige er virkeligt, men at der inde bagved også er en skuffe fuld af oplevelser som er knapt så smukke og dejlige.

 

Hvad jeg ikke ville give for at komme tilbage i tid, så jeg kunne give mine børn en anden barndom end den de fik.