02 februar 2015

Det ses tydeligt

 

 

Flere gange er det blevet sagt, at det er utroligt jeg stadig står oprejst, og at jeg er både stærk, sej og alt muligt andet. Der har været meget de seneste fire år. Mere end jeg selv har kunnet forudse, og ja.. jeg står endnu, for det nytter ikke at lægge sig. DOG er der alligevel tydelige spor af, HVOR meget tiden har ædt sig ind på mig. Der er tydelige tegn på, at jeg er tæret og at al kampen slider. Faktisk er det SÅ indlysende, at jeg uden at overdrive bliver både ked og også lettere rystet af at konfrontere mig selv med virkeligheden.

 

mig

 

Markant ik..

 

Billederne er taget på samme tidspunkt med fire års mellemrum, og jeg kan konstatere at jeg i dag, i feb 2015 ikke ser et hak sundere eller friskere ud end for et år siden. Nok mere tværtimod.  Jeg har ruget over det et tid, og jeg er kommet frem til at noget må gøres, for trods det at jeg kæmper hver dag med indre og ydre problemer, så ER jeg altså stadig ikke fyldt 50, men jeg har det som om jeg er 80. Mindst. De mange års medicin og psykiske nedture har slidt og tæret på min krop feks. At jeg ikke har sovet ordenligt i flere år hjælper heller ikke, og jeg er lige nu et udemærket bevis på, hvad forskere har talt om i årevis. Uden søvn og med stress ældes man urimeligt hurtigere. Usund hurtig kost og smøger lægger desuden ekstra på alderskontoen og i det hele taget ER det rigtigt, at man kan se på psykiatripatienter, at de ikke har overskuddet til at leve anbefalelsesværdigt.

 

Det er IKKE let for mig at offentliggøre sådanne billeder, men måske andre kan få nytte af at se realiteterne af, hvad der sker når livet har skrammet. Oveni det, ligger der også en skam begravet i det her, for jeg har hele livet været værdisat efter udseende. Mine menneskelige kvaliteter har ikke været det væsentlige, så det siger sig selv at jeg nu virkelig har det svært med at være slidt, for så er min værdig jo forringet. Logik for burhøns. At jeg har terpet med diverse terapeuter, at de indre værdier er vigtigere end at se godt ud, hjælper ikke en hujende fis ved det af, at jeg den dag i dag stadig ikke har mødt nogen, der kunne klare min personlighed i længere tid ad gangen. Jeg er for svær at leve med. og som tiden er gået har JEG svært ved overhovedet, at være sammen med mennesker.  Og så er vi tilbage i tiden igen.

 

Til den dag på den lukkede. Da jeg sad dybt medicineret og lyttede til kæresten, som fortalte at hans nye kæreste havde forklaret ham, at borderlinere er der ingen der kan leve med.

 

Det er den bitreste pille at sluge. Sandheden. Den GØR ondt.

 

Hver evig eneste lange dag.

12 kommentarer:

  1. Kære Henriette,
    JA det foto fra d.d. falder ikke ud til din fordel, hvis vi taler "smuksak". Til gengæld vidner det om en kvinde, der trods indre kampe, stadig står ;-)
    Oooog det er nok heller ikke skide flatterende, at tage et foto efter flere døgn i sengen uden søvn.
    Din psyke vil jo desværre altid være en kamp.
    Juleaften, da du var "dullet op", var du smuk på ydersiden. For mig vil du også altid være smuk på indersiden.
    Kærlig hilsen
    Mayer

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Mayer :-) Synes jeg ser sådan ud hele tiden nu.. men nok om det.

      Slet
  2. Kæreste Henriette
    Nu må du ikke gå helt i dørken. Vist er der forskel på de to billeder, men måske ikke så meget, som du lige nu lægger i det. På det gamle billede har du makeup på, og den slags løfterhelhedsindtrykket betydeligt. Desuden har du ikke gjort dig så megen umage med håret : - ) hvilket også trækker nedad. Og ja, du har taget på i vægt, hvilket der nok ikke er så meget at gøre ved pga medicinen, men i USA, hvor jeg kommer en del, er der mange lidt velpolstrede kvinder. Rigtig mange af dem ser imidlertid godt ud alligevel, for derovre bruger man mere makeup, end vi gør her.

    Nu mener jeg ikke, at du bør gå i gang med den helt store farvelade, men bare en smule mascare og lidt læbestift gør en stor forskel ..... også på humøret. Når man lever alene og tilmed somme tider slås med depression , forfalder man let til at give en god dag i forfængeligheden. Det har jeg erfaret de gange, hvor jeg selv har været der, så jeg forstår dig godt. Jeg kan godt huske de år for snart længe siden , hvor jeg syntes, at jeg nærmest var usynlig i verden. I retrospekt forstår jeg imidlertid, at det nok snarere var min lidt opgivende attitude, som gjorde sig gældende. I dag er der mange, som bliver forbavsede, hvis de får at vide, at der kun er et par år til jeg bliver firs. Og det skyldes altså ikke, at jeg ikke har hverken rynker eller en smule kalkunpludder på halsen eller mormoroverarme, men derimod en efter sigende energisk udstråling (selv om jeg somme tider har næsten ulideligt ondt i ryggen og i det ene ben, slæber jeg altå ikke fødderne efter mig hen ad gaden).

    Så op med humøret, Henriette! Prøv at sætte håret som på det første billede. Find mascaren og læbestiften samt måske ligefrem lidt rouge frem og tag så et nyt billede. Så skal du bare se!

    Med kærlig hilsen
    Jytte
    www.danishknitdesign.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har lissom mistet motiveringen til det. Hvad skal det gøre godt for, er hele tiden den sætning jeg går rundt med, når jeg tænker i initiativ til forandring. Det kan være lige meget, men jeg holder øje med om det bliver ved med at føles sådan, og satser på at forår er lig med flere smil :-)

      Slet
  3. Haha. Henriette, altså ...! :-) Sådan nogle billeder kan vi alle sammen lave: God hårdag/ dårlig hårdag. Foto udendørs i dejligt lys/ indendørs gulligt lys,. Rullekrave, der dækker lidt dobbelthage, frit syn til dobbelthage. Med mascara/uden mascara. Friseret/ikke friseret.

    Skal vi ikke bare blive enig om, at dagen i dag ikke føles så god, og så er det det. Ny dag i morgen, nye muligheder, ny vinkel også på frisurer, makeup og dobbelthager. Nogle gange hjælper det at rette fokus væk fra sig selv (taler af erfaring). Så bliver livet lige pludselig let og lyst igen. Eller send en medfølende tanke til de sørgende familier i Nakskov, der i en tragisk ulykke lige har mistet deres kære. Så igen: Flyt fokus. Man får også sådan et frygteligt hold i nakken af hele tiden at kigge ned på sin egen navle.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ny dag i morgen .. ja det er der heldigvis :-) mandag er røvdag

      Slet
  4. Det er så sejt gået, at du viser det her frem. Det er sådan du har det lige nu og her. Den følelse skal også anerkendes. Ellers tilslutter jeg mig de andres skriv. Men hvem andre end Henriette tør stå frem sådan her? Vi er alle grimme og savner ungdommens glød omkring de 50 og sørger over det tabte😢

    SvarSlet
  5. Vel er vi da ej grimme - haha - vi tilhører de vise kvinders klub, som Dharmas mor siger i "Dharma og Greg" om kvinder efter overgangsalderen :-) Vi har levet, nogle af os med mand, kærester og børn, på godt og ondt. Nu er vi et andet sted i vores liv. Selvfølgelig skal vi da ikke have ungdommens glød i vores alder. Så har vi måske erfaringens glød, livsglædens glød. Og for søren da: Vi skal glæde os over hver dag, vi er i live.

    Men at SVÆLGE i sit udseende på den måde, det er da næsten komisk. Vær glad for kroppen, hvis den stadig fungerer og opfylder sin funktion. Der er mange, også yngre, der kæmper med kroppe, der ikke makker ret pga. sygdom og smerter. Be happy! Hvis ikke i dag, så i morgen igen. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har både ret og uret :-) Og helt så enkelt er det så bare ikke for mig. Ville ønske det var. Men jeg ER i en sort zone nu, og det bliver vel bedre. Det siger min livserfaring mig også.

      Slet
  6. Jeg synes heller ikke at det sidste billede viser dig i dit fineste øjeblik - men så har der minsandten været så mange andre billeder, hvor du strålede - feks da dine børn var på besøg. (Kan for resten huske, at jeg skrev til dig efter sidste nytårsaften, hvor du så så smuk ud) Jeg har også (alt for tit) nogle billeder af mig, hvor jeg ligner l..t, eller rettere havde, for jeg sletter dem! Kig op og ud - du ved jo, at det bliver bedre. Alt vel.

    SvarSlet
  7. Kære dejlige dig..

    Hvor er det modigt af dig at du lukker sådan op og åbner for noget som kan være så svært at tale om. Jeg synes du er mega sej og virkelig dejlig..

    Jeg har selv ofte blevet mødt med ord som - hvis man møder en psykopat så løb væk.. Du bliver ødelagt af at bo sammen med sådan en..

    Jeg er dog så heldig at jeg har en fantastisk kæreste og har har snart hold mig ud i 5 år. Det gode ved vores forhold er at vi 100% er der for hinanden. Jeg tror har har problemer med at forstå mig til tider, men han acceptere mig altid som jeg er.. Han har også haft sit at bakse med og der har jeg kunne gi' lige så meget tilbage som han gir mig hver eneste dag..

    Man skal ikke lade andre diktere hvordan livet "burde" være, man kan kun leve sit eget liv. Jeg synes personligt at det er utrolig vigtig at man tager ansvar for sig selv og for det liv man gerne vil leve. I vores tilfælde er det jo ikke noget som man lige ændre over en nat, men så længe man har viljen og man øver sig, så er man utrolig langt og dette indlæg viser at du øver dig.. og det rør mig..

    Knus <3

    SvarSlet