Klokkeranker.
Smukke, frodige, og ikke mindst voksegale. Når altså det lykkedes. Og det her med at få gang i de reserverede flade frø, er som at forsøge at lokke en nonne til at danse poledance. Der er ringe succes og når det endelig lykkedes bliver man så taknemmelig, som en ungersvend der endelig bliver kysset af den udkårne. Statistisk set er disse planter også kostbare som diamanter og frugtbare som en 50 årig. Det KAN lade sig gøre, men det koster..
Og de skal behandles som babyer i kuvøse når de endligt er født.
Lad mig nu se. Jeg har plantet 30 frø. Fra tre forskellige sælgere. De er lagt med intervaller på nogle uger. Og indtil nu ser det sådan her ud:
Fire sunde og glade ranker i fuld sving med at vokse. To der efter den første centimeter, aldrig er blevet større, OG en enkelt spire som måske/måske ikke, udvikler sig. (De andre spirer er georginer og stedmødre).
Som det fremgår er det jo en alt for elendig score, men den der er, og den giver uendelig taknemmelighed og løfter om en plads i haven, hvor jeg senere på året vil sidde og kigge forelsket på den. Man bliver så nøjsom. Og ganske som med livet selv, minder de en om ikke at tage noget som helst for givet. Man investerer uden lovning på afkast.
Iøvrigt er det mig en gåde, hvad der er årsagen til at de to af planterne midt i det hele standser væksten??? Tænk sig. De kæmper sig til liv, folder et par grønne, sprøde og saftige kimblade ud, og så… sker der ikke mere????
Det er sgu godt jeg har en masse andre dejlige planter med masser af grovillighed, liggende på lager.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar