Torsdag morgen er da bare sååååå meget efterårsagtig

 

 

 

 

Føj, hvor jeg bare ikke er vild med det her. Det manglende lys. Og jeg er ikke alene om det, for især Herman er da helt skæv på den. Han kan slet ikke forlige sig med, at vi ikke så snart jeg er vækket og lodret, går tur udenfor. Hvad er nu det for noget uorden?? Denne morgen bidrager han på sin egen måde, så han har benyttet sig af at jeg sidder halvdød i sofaen, og nu ligger der tørrede ærteblomstebælge spredt ud over hele stuegulvet… De er nemlig så sjove, og de siger en skøn knaslyd når man bider i dem. Hmmm

 

 

Noget siger mig at torsdag om ikke andet skal bruges på at få puttet de tørrede frø af vejen.

 

 

 

 

Indtil det bliver til noget, så sidder jeg her med morgenkaffe og ser den store bagedyst. Udenfor på vejen holder min dyrebare lille blå bil. Den er nysynet, godkendt, og afleveret af mekaniker både støvsuget og vasket! Det slog mig næsten helt af banen for tænk, hvilken service og omtanke den knægt er i besiddelse af. Han er på alder med min Rasmus, så der blev prikket lidt til mine moderfølelser her.

 

Den første store rejse vi skal ud på bilen og jeg, bliver en fejring af at den kan, men også en trist tur, som jeg insisterer på at tage uanset, hvordan pokker jeg så end måtte have det. Jeg skal hjem til Lyngby. Og morfar på de 104, som nu er ved at takke af. Det er et langt liv der er levet, så det er naturligt og forståeligt at hjertet ikke længere orker, men åh min seje morfar, som har overlevet mormor med hele ni år, jeg VIL nå at sige farvel og lade dig vide at jeg selvfølgelig kom forbi. Heldigvis er han hjemme i egen seng. Det meste af familien er om ham, og tager sig af ham. Sådan er det bedst og mest ønskværdigt, at vi alle kunne gå herfra. I trygge rammer og med de kære i hånden.