25 april 2016

Et sybord skifter plads

 

 

 

Et af møblerne fra min moster er et sybord med marmorplade. Hidtil har det stået i køkkenet, bordplads kan man aldrig have for meget af sådan et sted, men det har ikke været bordets endelige destination, foruden at placeringen har været skyld i utallige blå mærker, fordi det er alt for nemt at hamre lårene ind i hjørnerne, når man går forbi.

 

I går da april igen blev sig selv og solen kom frem, gik jeg ud for at begynde den oprydning af alle dimser og dutter, som blev flyttet med og endnu ikke er sat/hængt på plads. Det er en hyggelig gerning, og det er dejligt når haven ikke længere fremstår med alskens spande, bunker og rod. Som jeg gik der og hængte op og flyttede rundt kom det pludselig til mig. Sybordets fremtid lå lige for, og så gik det stærkt.

 

 

2016-04-24 17.29.49

Nu står det så perfekt. Og jeg har med eet fået nye behov!

 

Jeg vil nemlig gerne opsamle det vand, som i en fin lige kant falder som et gardin ned fra taget. Til det vil det være såååå fint, hvis der stod en række zink baljer, så nu er det altså det næste jeg skal se, om jeg kan finde til en fornuftig penge. Det generer mig for det første, at alt det gode vand bare ryger ned og går til spilde, og for det andet underminerer vandgardinet flisesætningen. Lige nu har jeg div baljer og andet sjovt stående til at samle vand i, men for helheds og perfektionens skyld MÅ det bare være de hersenes zinkbaljer, som skal stå der.

 

2016-04-24 17.28.38-1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar