At tage fat om nældens rod, eller lidt om konsekvenser

 

 

 

 

 

 

Mina ambitioner om, at gøre 2016 til et vendepunkt i det liv jeg lever, er jo godt i gang. Godt i gang er dermed også de konsekvenser, som følger med når man så at sige, tager fat om nældens rod. Det gør med andre ord nas både fysisk og mentalt, og det er absolut ikke en nem øvelse jeg har kastet mig over.

 

Jeg har været motiveret og klar, men jeg indrømmer at jeg lige nu er ret så medtaget. Det er bare ikke morsomt, men hvem har også lige sagt at det skulle være det. Til at toppe det hele af, har jeg mildest talt aldrig været en heldig julefis, så foruden de gamle “skader” det har taget mig lang tid at tage mig sammen til at få gjort noget ved, ja så er det da kun logisk, at jeg lige snupper et par smertende knæ med. Så lige nu kan jeg opremse en status der lyder som følger:

 

- to styks knæ iført knæbind tilsat en dosis medicin som skal afhjælpe hævelsen

- en styks nyopereret hånd, som heler godt, MEN.. som har lidt alvorligt tilbageslag fordi ovennævnte knæbind er så skide svære at trække på, at tomme og pegefinger er stået af. Jeg er hævet og øm på ny og kan derfor nærmest ikke bruge venstre hånd. IGEN!

- en midlertidig fylding er næsten væk, så jeg har haft tandpine siden fredag! Jeg har selvfølgelig talt med tandlægen og der er styr på det, men hold nu OP altså!!

- lidt hovedpine er der inde over de fleste dage, sikkert fordi jeg er pivstresset af ovennævnte OG især pga næste punkt på listen af morskab

- den allergi jeg har frygtet siden jeg blev så voldsomt angrebet sidste sommer/efterår/vinter, er langsomt ved at dukke frem fra sit skjul igen. Allerede for et par uger siden kunne jeg mærke tegn på, at noget er på vej. Jeg forsøgte at ignorere det, men den er god nok. Mine lunger piber igen og jeg må dryppe øjne fordi de svider. Der kommer nu daglige opdateringer fra Allergiforeningen og der står det sort på hvidt..

 

 

Især allergien var faneme ved at tage livslysten helt fra mig sidste år, og der gik flere måneder hvor jeg havde problemer med at trække vejret. Det er så min egen skyld, at jeg aldrig er kommet videre med det, men efter en røntgen og lungetest gik jeg bare død i al den forbandede sygesnak. Jeg GAD bare ikke mere. Nu står endnu en sæson for døren, og med den sandsynligvis flere måneder sådan her:

 

                                                       (eller nå nej forresten, for jeg har i år ingen fryser til isposerne som dulmer..)

 

Gider nogen ikke være så venlige bare at komme, og skyde mig en kugle for panden??

 

At jeg skriver og fortæller om noget, som egentlig er møgkedeligt at høre om har det ene formål at, hvis min erfaring kan få bare een af jer til at passe bedre på jer selv, SÅ har jeg ikke skrevet forgæves. At min krop er så elendigt kørende skyldes nemlig for en stor del mig selv. Jeg er lovlig undskyldt fordi jeg har været medicineret og psykisk hægtet af i lange perioder siden ´99, og at jeg havner i et hus som er fyldt med svamp er heller ikke til at forudse for en københavner, men  alligevel. Uanset om om man ikke kan eller ikke gider, så går det sådan når man ikke passer på sig selv, og jeg kan vel i reglen tilmelde mig det program som sendes på DR3:

 

“ til skræk og advarsel”.

 

Her fortæller en række mennesker i forskellige programmer, om de konsekvenser deres valg har fået. Blandt andet har det handlet om ambitioner kontra stress. Nå, men det var lige et sidespor, det var mit ønske om at få skudt en kugle for panden vi kom fra..

 

Det ønsker jeg selvfølgelig ikke, men lige nu har jeg ramt det sted, hvor jeg er møghamrende træt og træt af det hele. Set i det lys kan det ikke komme bag på mig eller I som kender mig IRL og herinde fra, at jeg ikke er til så meget andet end bare at passe på mig selv og forholde mig i ro. Lidt mere overraskende og svært håndtérligt er det for kæresten. Det ER bare ikke let at forholde sig til, og i sidste ende kan mit elendige helbred, og den deraf følgende evindelige udmattelse, vise sig at blive begyndelsen til enden. En cirkel er ved at dannes, af konstant dårlig samvittighed, endeløse forklaringer om tingenes sammenhæng og forventninger fra to mennesker, som står hver sit sted. Personligt er det ikke fremmende for min indre ro. Jeg forstår virkelig godt, at det udefra må være vanskeligt at forstå, HVOR små resourser jeg kan diske op med, og netop derfor kan det vise sig, at jeg for min egen skyld må afstå fra at leve i tosomhed. Jeg fortryder ikke et sekund at jeg troede det kunne lade sig gøre, for har man en drøm skal den om muligt prøves af. Hellere det end fortryde man ikke turde prøve.