Højsommer i haven og en mærkedag

 

 

 

 

 

Her i begyndelsen af juni kan jeg gå rundt i min have og bare forbløffes over, hvor eksplosivt det hele vokser. Aldrig før har jeg set mine planter SÅ høje/fyldige/blomsterrige og grovillige som i år. Det er faktisk sådan, at jeg efter en lille uge uden nævneværdig aktivitet derude, nærmest må slå mig frem med le visse steder! Det er helt vildt er hvad det er. For første gang er jeg også nødt til, at tynde ud sine steder, for simpelthen at kunne holde det hele i skak.

 

 

Med andre ord, er min have min stolthed:

I dag har jeg brugt formiddagen på, at komme lidt i bund med det, som er vokset mig over hovedet, og nu har jeg sat mig ned for at vente på den forudsete regn. Knæ og hånd har bedt mig om det nemlig.

 

Når det er sagt, så ER der bestemt også elementer derude, som absolut IKKE har virket for mig. Der er planter, som lever en pauver tilværelse af uvisse grunde, og om dem vil jeg fortælle næste gang jeg sætter mig til tastaturet. Nu er det nemlig kaffetid, og jeg skal lige have fanget Josefine på mobilen. Hun er ikke hjemme, men hun har fødselsdag og for første gang i flere år, må jeg jo fejre og sige tillykke igen. DET måtte man ikke da hun var gift.. Jeg er en smule morsur over at hun ikke er her, men kun en lille bitte smule. Jeg under hende alt det gode hun kan indfange, og så må vi bare æde lagkage og stegt flæsk når hun er hjemme igen.

 

 

TILYKKE min skat, med de 25 år. (Her skulle have været et billede af pigebarnet, men DET må jeg så stadigvæk ikke, af sikkerhedsmæssige årsager. SUK!)