Det der tynger mest

 

 

 

Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg mentalt ikke forskrækket over endnu en flytning. Nu er det som det er, og det er spild af gode kræfter at tænke deprimerede tanker om det. Moving on. Det, der tynger mig allermest er det faktum, at min krop er slidt og at jeg egentlig ikke kan sådan en omgang igen. Sagt på godt dansk, er jeg fandeme helt ødelagt efterhånden. Der er bare ingen vej udenom, så jeg gør det selvfølgelig, men for hver gang turen er taget, tager det lidt længere tid at restituere, og hver gang støder nye “ødelæggelser” af bevægesystemet til. Jeg bliver lidt mere slidt for hver gang. Og det gør møghamrende ondt. Jeg ved allerede nu, at arme og knæ vil komme på overarbejde og at kan godt grue lidt for, hvad kroppen siger til det. Det ender jo med at jeg ikke KAN lave noget fysisk i en have!

 

 

 

Nå, men efter fem dages følelsesmæssige rutsjebaneture, sidder jeg onsdag og er såååååååå udmattet. Mine problemer med at høre og opfatte betydingen af det, som ligger mellem linierne blev understreget i går nede hos mægleren.

 

Han havde sagt, at det ikke var noget problem, at jeg kørte flytningen over tid, når bare indskuddet var røget ind på kontoen. Det har jeg opfattet sådan, at jeg ville kun tage det roligt og ikke stresse. Som jeg også fortalte om i går.

 

I virkeligheden mente han, at jeg for at få huset, skulle have adresse og betale husleje fra 1. december, hvilket jo også er en helt normal måde at gøre det på. Som han sagde det, ville jeg så frit have hele november til at flytte i, og dermed god tid. Jeg sad som fastfrosset i hans stol, fordi han jo ikke på nogen måde er urimelig, tværtom, de fleste som lever med normale kroppe og sind, ville ikke gå ned på den frist.

 

Men det vil jeg.

 

Der ramte realiteterne mig for uanset, hvornår jeg så end ville have fundet et andet sted at flytte hen, ville det når først aftalen kom på plads, være noget med at pakke på en måned og rykke på en dag. Og det indså jeg lige der på hans kontor. Her har jeg ramt min grænse. Jeg har flyttet så mange gange, og nu KAN jeg simpelthen ikke mere klare den slags på den måde. Tvinges jeg til det, SÅ sætter jeg mig ned gør jeg. Og så må jeg bæres ud herfra. Jeg KAN ikke.

 

Jeg blev bare SÅ træt og var tæt på at tude, men jeg gjorde det da heldigvis ikke. Nu må det sgu være nok med al den flæben overalt hvor jeg viser mig. Jeg accepterede det, fordi jeg nu allerede føler, at jeg kommer til at få det godt der. Og så gik jeg ellers med beton om anklerne tilbage til min bil. Vel hjemme kørte tankerne på højtryk. Flyttekasser, jul med ungerne/hvad ligger hvor, og hvordan gør jeg/hvad med kattene/plastikposer/fyldt bil to tre gange om dagen/løfte/slæbe/op og ned ad trapperne/ husk at drikke/og at spise ordentligt/flere flyttekasser/hvad med transport/og hjælp/kan jeg låne en bil og en trailer så jeg kan gøre det alene uden at belemre andre/ jul med ungerne/op og ned ad trapperne…………. SUK.

 

Alternativet er at betale dobbelt husleje indtil jeg er ude her fra.

 

Det ER reelt ikke en mulighed, så jeg har talt med min nuværende udlejer. Forklaret ham hvilken elendig situation jeg er havnet i. Under normale omstændigheder er det som det er og helt efter bogen, men her taler vi om uendelige og denne gang helt uventet igen, flytninger. Jeg er tvunget ud i det her uden at jeg er kommet mig ovenpå sidste omgang. Det er kun nær 11 måneder siden!  Heldigvis var der fuld forståelse for hvordan jeg har det, og hvad jeg har været igennem. Udlejer er sådan set selv på røven for nu at sige det sådan, forstået på den måde, at han jo heller ikke havde forestillet sig det her.

 

Jeg har fået lov at tømme huset i ro og mag selvom jeg ikke betaler husleje fra 1.december.

 

GUDSKETAKOGLOV.

 

Det skyldes nok allermest, at han slet ikke er nået så langt som jeg er. Mentalt. Han sidder nu som 72årig, og skal til at rykkes op med rode efter mange mange års ægteskab. Den er endnu mindre morsom end min er. Situationen. Her kommer min fortids evne til at handle når det er nødvendigt mig til gode. Der gror IKKE mos på mig. Jeg starter motoren og så kører jeg med det samme. Holder ikke i tomgang og brænder benzin af ud i den blå luft i længere tid. Kan det ikke være anderledes kan jeg lige så godt smøge ærmerne op, jokke sømmet i bund, og så ellers håbe jeg ikke får en fartbøde undervejs. Man flytter intet ved at sidde i sin stol og nøjes med at overveje hvordan man gør det. En dag..

 

Lige nu er jeg dog godt nok smadret.

 

Det må jeg også godt have lov at være, og jeg tænker at jeg vil bruge de næste par dage sådan her:

 

 

Derefter banker første november på, og så tager jeg sgu da bare og går i gang. Får fyldt medicinskabet med et lager af smertestillende. Tager en snak med maven om, at den godt lige må tage IKKE at brokke sig over kemien. Aftaler med hovedet, at det altså gerne må se at få styr på migrænen. Ifører mig en rustning af knæbind, håndledsbeskyttelse, indlæg i skoene og ekstra støtte til ryggen. Fylder bilen ( min elskede og endnu engang Uundværlige lille starlet), tager så mange ture jeg orker. Fylder, tømmer, bærer ind og sætter på plads med det samme. I de mange skabe der er i huset. Ud, tilbage og så een gang til.  Sådan kan jeg snildt få rykket en masse.

 

Jeg har jo for fanden gjort det før. Mange mange gange.