Efter besøg fra København sover jeg

 

 

 

 

 

Jeg sover som altid ret meget når jeg har haft besøg. Fra søndag aften til onsdag morgen har jeg hygget og slappet af med min gode ven, og nu restituerer jeg lidt. Og ind i mellem det er jeg naturligvis ude i haven. Onsdag var jeg også ved lægen for at tage tyren ved hornene, og nu håber jeg mit knæ får det bedre. Fire nålestik med binyrebarkhormon blev det til!  I timerne efter bliver smerterne næsten værre, men allerede i dag mærker jeg tydeligt, at det har hjulpet. Tænk engang.. jeg har næsten glemt, hvordan det er at kunne gå normalt. Hvilken fryd det bliver. Hvis det virker efter hensigten.

 

Siden sidst, har jeg især haft gang i saksen i det, der har været et tilvokset buskads af forskellige arter. Jeg er vild med at have så mange grønne vækster, men de har ikke været under kontrol i mange år tror jeg. Det kommer de nu. En tydelig forbedring kan ses på en enorm tjørnebusk, hvor det meste af en meter til alle sider er sakset. Det er nok den sværeste beskæring jeg nogensinde har kastet mig over, alene fordi der er forbandet mange torne på sådan en sag. Da jeg ikke har en trailer, er alt siden møjsommeligt flyttet hen bag træskuret. Der kan det ligge og bare ligge, og der er så meget, at jeg (næsten) er sikker på, at ingen små kattepoter vover sig derhen.

 

Ved nærmere eftersyn viste tjørnen sig at have en tudsegammel og snoet stamme, og den har jeg helt bevidst nu befriet, så den kan nydes og pryde i bedet. Det var Esther der så muligheden sidst hun var her, og jeg er helt enig selvfølgelig. Billederne er totalt overbelyste og det beklager jeg, men kameraet bliver bare dårligere og dårligere. Sorry.

Bagved står et træ, hvor jeg har klippet næsten to meter af. Det trængte også til at få nyt liv, i stedet for de sølle tjavser der strittede så meningsløst mod himlen. I det hele taget er der sakset grundigt næsten hele vejen rundt, men der er stadig buskbom og et par andre, som skal have en tur. Indtil nu fryder jeg mig bare over, hvor interessant den tjørn ser ud.

 

 

Og nå ja forresten, jeg har også husket at tage georgineknoldende frem, for lige at bruse dem over. Det kan for det meste få de mest indskrumpne til at svulme igen. Man kan blive narret til at tro at de er helt døde, og det er de også mange gange, især de tyndeste af dem, men det hjælper på dette tidspunkt inden de snart skal i jorden igen, at give dem fugt til at vågne på.  Har jeg læst mig til..

 

 

I morgen er det planen, at jeg vil kaste mig over endnu et tip fra Pinterest. Her har jeg pinnet en anvisning på, hvordan man kan få beskårede roser til at skyde fra afklippet, i en kartoffel!

 

Se mere her:

 

http://balconygardenweb.com/30-diagrams-to-make-you-master-in-growing-roses/

 

Scroll ned til punkt nummer tolv.

 

 

 

En anden metode jeg også vil afprøve er denne her:

 

https://dk.pinterest.com/pin/102597697741491471/ 

 

Her er det noget med kanel OG kartofler. Det skal da bare prøves, eftersom jo beskar min Ghita rose sidste weekend og dermed stod med en del afklip, det ville være synd ikke at eksperimentere med. De har indtil nu været pakket i fugtet køkkenrulle og plast og lukket inde i køleskabet.

 

Nå, men skyerne forsvandt jo og såååå…

 

 

 

 

 

Da jeg får besøg i morgen og derfor må nedlægge våbene indtil jeg igen er alene, kunne jeg bare ikke lade være med at gå i haven, og sådan gik det altså til at jeg nu kun mangler to klumper der skal i jorden. Hold da kæft det er målstregen jeg kan se der lige foran mig.

 

Nu er det tid til at stene foran tv’et og lige nå et par runder med mit nu knapt så succesfulde strikketøj. Knapt så succesfuldt fordi jeg med sweateren har ramt første mur. Den hvor jeg ikke kan koncentrere mig om at strikke med to farver!  Og det smukke sjal jeg har i hovedet er stødt på grund, fordi jeg har overset mængden af nødvendigt garn. Som jeg ikke har i de valgte farver. Mit strikke comeback er med andre ord ikke lykkedes helt så godt, men der arbejdes på alternativer og så længe det står på, er jeg begyndt på et improviseret sjal der ikke kræver nogen form for tankevirksomhed.

 

Garn fra lageret er alt hvad det kræver og limegrøn Arwetta har jeg masser af. Ligeså det stribede strømpegarn, som jeg er vild med og har gemt på i årevis til lige det rette dukkede op.

 

Anderledes succesrig er jeg når det handler om at nå målet i haven. Det mål der går på ikke at bruge hele sæsonen på at grave som en anden jord og betonarbejder. Lige om lidt er jeg der, og SÅ kan jeg bare nøjes med at have det sjovt med finesser og påfund som det nu falder mig for. Fire måneder er der gået siden jeg begyndte mit marathon nummer fire, og i dag blev dagen hvor min bil igen fik sine bagsæder tilbage. Det sidste større læst med affald blev kørt væk i denne omgang og dermed er der kun en seriøs rengøring tilbage, og DET trænger den i den grad også til.

 

 

Sidste weekends voldsomme regnskyl har været en gave for min have, forstået på den måde at jeg med de seneste dages arbejde allerede næsten har tømt den ene af to tønder.

 

 

Her er dagens udvikling. Som altid ser det meste kun halvgjort ud, men det er fordi jeg har fokuseret på at få rette plads frigjort til planterne. Færdig kan jeg altid blive senere, og det gælder såvel kanter som facon på buksbom og andre buske.

 

 

 

Jeg lover hermed alle og mig selv, at jeg i morgen søndag vil hellige mig en let rengøring af huset, og en endnu lettere oprydning så jeg kan ligne en, der har styr på sagerne når jeg får besøg. HA!  Besøget var egentlig først planlagt til på torsdag, men er fremskudt, hvilket får den kiksede betydning at jeg nu kun kan afhente min gæst ved stationen, støttet af en stok og krumrygget som en heks. Planen var nemlig også, at jeg kunne nå at bruge nogle dage på at få rettet mig selv ud igen, inden rollen som superkvinde og overskudsagtigogitopformekskøbenhavnsk værtinde blev kørt i stilling.

 

Så kan man da bare lære ikke, at være for tidlig på den når man skal på landet… :- )

 

Forresten er min gæst ingen ringere end Rene, som jeg efterhånden har kendt i seks år, OG som jeg kærestede med inden jeg flyttede herned. Sidst han var her er to år siden, men han kender mig rigtig godt, og påstår at han efter næsten to års fravær er vældig forberedt på, at jeg ikke længere er den han mødte, da hun stadig boede på krisecenter og var dybt forstyrret, men også mere tjekket og fire størrelser mindre! Ja ja min ven, vi får se gør vi. Spøg til side, så har vi aldrig helt sluppet kontakten, simpelthen fordi vi er lige underlige og egne. Vi taler godt sammen og begge har vi været alene så længe, at tanken om en partner gør os akut paniske og smådårlige. Jeg har dog forsøgt ret længe, at overtale ham til at flytte herned eftersom han elsker udelivet endnu mere end jeg gør. Han sover for eksempel glad og gerne i telt!!! EEEw siger jeg bare, men hvis nogen husker det var det faktisk ham jeg overtalte til, at sove på stranden en varm sommer. Først bagefter fortalte han, at han er totalt bange for vand. UPS!  Han hader dog havearbejde, og DET er jo et ret så stort minus, men omvendt.. han kan godt lide at være stille, hvilket i min optik er afgørende. Så altså, jeg tager mine talegaver i brug igen, og ser hvor hurtigt han smutter hjem til storbyen. Det ville være så fedt at have en god ven tæt på, og det siger jeg til ham igen og igen, især fordi han er dødhamrende træt af at bo på Frederikssundsvej, et af mine ynglingsargumenter for at blive Lollik. Hehe. Han skal jo “bare” lige sælge sin lejlighed, få sig et job her og et lille hus og så er den ged barberet. Syns I ik?

 

PS: da jeg fandt det link, hvor der er billeder af ham her på bloggen, viste det sig at der også er en del billeder af Holger. Dengang var han jo stadig min lille nye katteven, og på billederne er det så tydeligt, hvor meget mindre han var dengang. Blev helt beskæmmet da jeg genså dem faktisk. Han så sgu helt killingeagtig ud dengang. SE bare lige her:

Her er han i august 2014. I øvrigt står han og undrer sig for første gang ligesom jeg, over alt det vand, der kom ned inde i huset. Det var dengang.

Der røg alle mine links!

 

 

 

Uden at ane hvordan, så kom jeg altså i går aftes til at slette alle mine uundværlige links! De lå sorteret efter kategori i Speed Dial, hvor alle var lagt ind så de var lige til at trykke på. Jeg bandede og bander stadig over det, for jeg kan jo på ingen måde huske en brøkdel af dem. Her hjælper det en smule på ærgrelsen, at det er blæsende og overskyet, så jeg kan blive i min stol og bruge kedelig tid på at genskabe det jeg nu kan. Der var en tre sider lang havekategori og den bliver den sværeste at genoprette. Værst er det dog, at jeg bare ikke gider bruge al den tid det kræver, men nu gør jeg det. Øv øv.

 

 

 

Det der er langt sjovere selvom det også er møghårdt, er jo haven udenfor. Netop her til morgen har jeg været ekstra glad for at stå op til den, for jeg havde det mest vanvittige og gyselige mareridt lige inden jeg vågnede. Var helt rystet, kender I det? I drømmen blev jeg uden at tænke over det, overbevist om at jeg ville tilbage til København og bo, og i næste øjeblik boede jeg i en kælderlejlighed, hvor en lille bitte altan var den eneste udemulighed jeg havde, og den skulle jeg endda dele med naboen. Lejligheden lå i et kompleks med direkte udgang til et indkøbscenter i Rødovre!!!  Jeg fik besøg af min mor og en gammel kæreste, som har givet mig virkelig mange smertefulde minder, hvilket er virkelig mystisk, for det er mere end 15 år siden han var i mit liv på den måde. Da jeg først var flyttet ind, gik det op for mig at jeg slet ikke kunne forklare, hvorfor jeg ville bo i lejlighed igen, og hvorfor jeg havde forladt Lolland og haven. Jeg blev fyldt med desperation over ikke at kunne slippe ud af den lejekontrakt jeg havde nået at skrive under på. Totalt mærkeligt altså.

 

Den drøm sidder stadig i kroppen som jeg skriver om den, men værst af alt er den sorg, der ALTID følger når jeg kommer til at tænke på den omtalte mand  selvom det er så mange mange år siden. To mænd har jeg elsket i mit liv, og samme to har knust mit hjerte så voldsomt, at jeg den dag i dag begynder at tude som på kommando når de dukker op fra dybet. Begge elskede jeg alt alt for meget, og så voldsomt at jeg blev indlagt fordi det gjorde mig syg. Begge slog bak fordi de ikke kunne klare mine alt alt for voldsomme følelser, hvilket jeg er smerteligt klar over i dag.  Jeg gør alt hvad jeg overhovedet kan for aldrig aldrig at tænke på dem, men i mine drømme dukker de hver for sig op med jævne mellemrum, og det kan ødelægge dage bagefter. Faktisk dukker de op oftere på årsbasis end jeg bryder mig om og forstår. I hverdagen føler jeg at jeg er videre, men er jeg i virkeligheden det? Er det den virkelige årsag til at jeg ikke kan være i forhold i dag? At smerten fra de to forhold, er det der giver mig kvalme, mavepine, hovedpine og galopperende panik, så snart jeg forsøger at nærme mig et andet menneske? Indtil for få år siden havde jeg troen på at det sagtens kunne overvindes, men jeg er helt modsat bare blevet mere og mere ødelagt og indesluttet, og som alle der læser med her ved, så kan jeg uden at overdrive slet ikke være i andre menneskers selskab i dag. To livskærligheder og en del andre mindre skuffelser, er for meget at håndtere for en borderliner. Det nåede jeg da at indse, i de timer jeg fik med mig fra DAT-kurset. Borderlinere er ikke i stand til at bearbejde den slags på en fornuftig måde.

 

Uha.. her kom jeg helt på afveje for det var slet ikke det jeg ville skrive om i dag!

 

Tilbage på sporet.

 

Haven.

 

DEN er min redning hver eneste dag, og de sidste to dage har været dejlige, men hårde for kroppen, så gråvejret er velkommet.

 

Jeg har nu kun ca otte spande med planter tilbage, heriblandt nogle roser, som mangler at få en plads. Alle mine storkenæb og løvefod kom i jorden i går, hvor jeg næsten kunne se en ende på udgravningen af det bed de skal bo i. Fokus har været at få dem på plads, og selve bedet mangler stadig at blive gravet helt færdigt, men det haster heldigvis ikke så meget. Det næste der skal i der er georginer, og der går en rum tid endnu før det skal gøres. Bedet bliver kantet med de træklodser jeg har fået af naboen, og det er endnu flottere end jeg havde forestillet mig. Der er sådan en orden over et bed der har grænser.

Det næste der lige skal gøres, at at få glippet vissent løv af, men da det er helt umuligt for mig at gå ned i knæ eller bøje ryggen, må det vente lidt.

 

Så meget af græstørven som muligt bliver genbrugt som bundfyld i de næste bede jeg tager fat på. De bliver bygget ovenpå jorden, for at slippe for mere graveri. Generelt er de sidste næsten fire måneders knokleri ved at vise sig som lysegrønt liv. Hvor det glæder mig, at jeg har været så stædig.

 

Det er lykkedes for mig, at overvintre enkelte stedmødre og her kan man se, hvordan de begynder at leve igen. Ret sejt faktisk. Mere sejt end at jeg har mistet mere end halvdelen af mine pelargonier denne vinter. Jeg tror jeg har overvandet dem simpelthen, og i dag er det blevet til endnu en, der viser tydelige tegn på nærdød. Den største af dem er det desværre, så nu må jeg gå den tunge gang ud efter saksen, så jeg kan forsøge at redde stiklinger fra den. Satans i hede hule helvede. Noget lykkedes fint, og andet går helt i smadder, hvilket vist nok er en haveidiots mest vise erfaring.

 

 

En anden plante, der skal have med saksen selvom det er lige sent nok, er min flotte Ghita rose fra Blomsterverden.dk.  De har en udmærket vejledning  i rosenpasning, men jeg har overset indtil nu, at en ny rose har det bedst med en treårig plan, så den kan vokse sig flottest muligt. Den hedder sådan her:

Efter første år klippes den tilbage til ca 10 cm. Andet år klippes den tilbage til ca 20 cm og tredje år til ca 25 cm.

 

Der er sikkert roseneksperter, der kan komme med mere uddybende råd og tricks, men nu gør jeg en smule forsinket, som der bliver sagt. Klipper den tilbage og sørger i øvrigt for, at ingen af grenene står og gnider op af hinanden, eftersom det kan give slid på stammen og dermed være åsted for sygdomme. PHEWW” der er meget at huske, hvis man vil lykkedes med en fantastisk have! Det med sliddet har jeg set på tv, hvor Monty Don  min store havehelt fortæller om det.

 

Og netop Monty gør mig klogere i dag, hvor jeg foruden at måtte bøvle med computeren, har tv2-play og Gardeners World  til at køre nonstop. Det er så fedt at der er fire sæsoner med havenørderi at tage af.

Holger min Holger

 

 

 

 

 

Et skriv om Holger har været længe undervejs, men det er simpelthen så svært for mig at fortælle om hans liv lige nu, at jeg faktisk ikke helt ved, hvordan jeg skal formulere det.

 

Min absolutte ynglingskat er og bliver Holger. Alle ved jeg har stor glæde af Herman, men Holger kom først og sådan er det. Da jeg i oktober fik at vide, at jeg endnu engang måtte flytte var aller aller første tanke på Holger. Otte måneder var gået siden forrige flytning, og kun var han lige netop begyndt at finde tilbage til sit gamle jeg, så jeg vidste bare at DET her, det ville være om ikke en katastrofe, så uden tvivl et voldsomt tilbageslag for hans trivsel.

 

Og det gik som frygtet. Faktisk endnu værre..

 

 

Jeg er ikke i tvivl om, at hvor jeg er er også Holger, og at han er tæt knyttet til mig. Jeg er heller ikke i tvivl om, at han hurtigt har tilpasset sig de nye omgivelser, MEN.. min pelsede ven har været dybt dybt stresset og nedtrykt. Selv har jeg været fokuseret på at finde min plads her, og overskuddet til at tage vare på både mig selv, hus, have og kæledyr har været mere end jeg rummer. Så jeg har knoklet for at komme på plads, så vi alle tre hurtigt fik vante genkendelige rammer igen. Jeg har knoklet ude og inde med at gøre det jeg mente der skulle til. Jeg har givet Herman en del ekstra opmærksomhed fordi han kom til skade, og næsten hele februar måtte medicineres.. Jeg har været syg med migræne og har sovet meget. Tid og energi er gået til det og fra Holger.

 

Og hele tiden har han været påvirket.

 

 

For nogle uger siden knækkede filmen simpelthen for mig, og jeg hylede et par dage. Af bare fortvivlelse over ikke, at kunne gøre det der er bedst for ham. Over at jeg har været så træt, at alle former for stress fra tiggende missekatte er blevet lukket ned med mad. Og mad er et af kodeordene her. Som mennesker ofte gør det, har Holger simpelthen været så påvirket af det sidste års forløb, at han konstant har spist. Og han har pebet som en slået baby fra morgen til aften. Kun foran madskålen har han været i ro, og så når han har ligget på mig..

 

Det sidste har været nemt nok at efterkomme. Maden er på den anden side kommet helt ud af kontrol, og resultatet er at han i dag nok vejer omkring 15 kg. Det sender ham videre i en cirkel, hvor han også nu af den grund ikke er glad. Han har ligget i timevis og bare stirret ud af vinduet skiftevis med at han har sovet. Selv har jeg kigget på  og været magtesløs, men nu er der lagt en plan. For jeg vil have min gamle Holger tilbage, og han skal bare have det så godt som muligt.

 

Jeg ringede til en katteven og forklarede og talte og hylede på skift. Vidste, at her var der en pragmatisk og klartseende person, som uden tvivl ville kunne tale mig ned og komme med rationelle råd. Et af dem førte til en rådgivende samtale med et andet kompetent kattemenneske, og da jeg lagde røret på var jeg SÅ meget mere rolig inden i. Det skal nok gå. Vi fandt flere gode løsninger, som jeg allerede er i gang med nu, men desværre er det vigtigste simpelthen ikke muligt for mig at efterleve, så jeg prøver et alternativ. Jeg blev rådet til at skifte til et særligt diætfoder, som jeg allerede har haft købt tidligere, men det var så kostbart at jeg gik væk fra det igen. Humlen ved diætfoderet er jo, at det foruden at være kaloriereduceret også er fyldt med fibre, som giver længere mæthedsfornemmelse, og det mangler i de fleste tilgængelige mærker, som står på de hylder jeg kan komme i nærheden af i min hverdag her i byen.

 

Når jeg har haft købt det gode foder, er det blevet handlet over nettet i Tyskland, og nu vil jeg se om budgettet i april kan frigive penge til at gøre det igen. Et andet råd, som jeg uden tvivl lige skal have styr på, er at genoptage rutinen med at have en dims i stikkontakten, som har hjulpet virkelig godt henover flytning og nytår. Jeg droppede den i februar, men det har været for tidligt kan jeg godt se nu. Den hedder Felifriend, og er et godt middel til at gøre begge katte mere rolige. Holger har haft rigtig svært ved at forholde sig til Hermans legesyge energi, så her skulle Felifriend hjælpe er rådet. Jeg er gået tilbage til at give Holger Zylkene hver aften fordi det også giver ham indre ro, og det er heldigvis helt uden kemi. Siden jeg genoptog den rutine er der sket en mærkbar forandring med min lille ven, og jeg er så glad over at han igen virker mere livsglad.

 

En anden rutine, som blev droppet da vi kom til Søndergade, er de gåture som Holger har været så glad for. Det var bare ikke særligt trygt at gå der, og det er det egentlig heller ikke her, men jeg følger nu det råd jeg fik om at gå med Holger alene. Det er han og jeg der har den tid for os selv, og i mellemtiden kan Herman snildt underholde sig selv, som han jo gør så fortrinligt allerede. Faktisk er den lille bandit nærmest ved at gå til af iver, fordi der er så mange fluer og andre insekter der skal fanges ind nu. Han spurter og spæner og hopper fra morgen til aften. De to gamle kigger trætte på og tænker.. hvor fanden får han al den energi fra? Ligeså frisk og overmodig han er på egen matrikel, ligeså nølende er han når vi bevæger os lidt væk fra den, så det er nemt nok at gå med Holger alene. Herman nægter som oftest at gå med, så han bliver siddende i carporten og venter lige til vi er tilbage igen. Det her med trafik og fremmede omkring ham har han simpelthen ikke nogen fidus til.

 

 

Det sjove er, at samme dag efter at jeg havde talt med den søde katteekspert, viste begge katte mig at der heller ikke er nogen tvivl om, at de er gode til at være katte sammen. Trods Holgers træthed over Hermans energi, går der ikke een dag uden at de to tager sig nogle vanvittige spæneture sammen. Der er så meget fart på, at jeg nærmest må springe for livet, når de kommer galopperende over stok og sten, det går i fuld fart på plæner og stier, videre ind gennem huset og ud igen. Begge elsker at tumle sammen, og begge er også så kære når de mødes efter at have været ude hver for sig. Så bliver der nusset snuder og slikket ører til den store guldmedalje. Det viser mig, at der ER livsmod i maxikatten, jeg skal bare gøre mit til at han kommer i form igen. Mentalt og fysisk.

 

Så mit fokus skal være på daglige gåture, sundere kost der langsomt kan reduceres ned til fornuftige rationer, beroligende hjælp en tid fremover indtil alt er stabilt og trygt og så masser af kærlighed. Målet er også at Holger får sin pels tilbage på maven igen, for den har han slikket endnu mere væk af nu, end da vi kom til Søndergade. Stakkels Holger, er uden tvivl ikke en kat der trivedes med alle de flytninger.

 

Han ligner mig er hvad han gør.