Den truende udsigt

I søndags flyttede jeg rundt på møblerne, så jeg kan se årstiderne udenfor skifte. Faktisk foregik det med Holger som assistent, for han var som altid nysgerrig efter, hvad jeg NU havde gang i. Især var det spændende da jeg formåede at vælte en reol fyldt med sager og discs og pynt og dims. Bunken på gulvet bagefter blev efterset af en snude, og siden gik han ud for at tage sig en lur. At se mig kravle bandende rundt var lige et nummer for kedeligt tror jeg.

Så her sidder jeg altså. Alene i sofaen, men dog med Herman på plads i stolen lige ved siden af.

Jeg kigger ud på et uvejr der er ret voldsomt, allermest er det blæsten som åbenbart er nervøs for, at vi mennesker ikke skulle tage det alvorligt. At det er efterår. At efterår betyder blæst, og at blæst ikke er til at spøge med. At bo i et hus er dejligt, men når det blæser bliver jeg altid utryg. Kan ikke rigtig vænne mig til at det knirker og knager og brager alle vegne fra. Ganske, som jeg ikke helt kan vænne mig til den tomme plads ved siden af mig. Jeg tager mig i, at række ud og mærke efter, men nej han er der jo ikke.

Indtil nu har jeg ikke grædt i dag. Jeg har brugt en masse energi på ikke at dvæle for meget. Jeg ved skam godt at sorg og gråd er i orden og at det må til for at komme videre, men der er bare lige den lille hage ved min psyke og sorg/gråd. Får gråden/sorgen først lov at tage fat, bliver den næsten ikke til at komme af med igen. Jeg personligt går i selvsving, og sorgen accelererer helt ud i det åndssvage. Det bliver en svælgen i sørgelige tanker, som æder sig ind på min forstand. Det bliver usundt og næsten ikke til at komme tilbage fra igen. Jeg skal sådan passe på mig selv hele tiden, for at balancen ikke tipper.

Alle, der har mistet, kender den der frygtelige tanke man bliver overvældet af. TÆNK, hvis man skulle gå hen helt og glemme. Tænk  hvis det skulle ske, at man forglemte sig, og kom til at gøre noget ikke sorgagtigt.. Så ville det jo være som at man slet ikke savnede, eller at tabet intet betød. Vi ved med fornuften, at den mistede jo ikke aner en dyt om, at man er “troløs” og går videre i livet, en dag endda med glæde og optimisme. Det er kun i os selv, at den tanke bor. Jeg grubler over, om det vil være bedst at slette alle spor af hensyn til Herman feks. Han kom forbi den kurv Holger lå i allersidst, og straks begyndte han at snuse til den. Hvis han skal vænne sig til, at Holger er væk, er det måske noget skidt at han hele tiden støder ind i hans duft, og måske så tror at han er kommet tilbage..

Selv er jeg vendt 80grader siden i går. Nu bærer jeg ikke tanken om, at fjerne Holger fra bloggens brevhoved! Ejheller bærer jeg at slette alle spor efter ham i hjemmet. Selv kattebakken står her endnu. Det er en hårfin balance mellem fornuft og vanvid. Jeg vil ikke være det menneske, der opbevarer den mistedes “tøj i klædeskabet” i årevis. Jeg kan heller ikke forlige mig med, at leve videre som om han aldrig var her, så det må komme når det føles fornuftigt.

Den der mister, bærer på tabet meget længere end alle de, som befinder sig i nærheden. På den måde får sorg en dobbelt ensomhedseffekt.

Så jeg sidder altså her som sagt. Er næsten igennem onsdag. Dag tre. Herman er ligeså. Vi to Herman og jeg. Hvem skulle nu have troet det!  Jeg har hele tiden været overbevist om, at Herman ville være den der forsvandt først, alene fordi han kommer så meget til skade og laver ulykker jævnligt.

Jeg tog fejl.

Dagens haveterapi:

Holger skal bo under solsikker blandt andet har jeg besluttet.