13 maj 2009

En dag i sofaen og lidt om asperger

I går var en sofadag..


Jeg trak mig tilbage og ind i mig selv. Det er en nødvendighed, og egentlig er en dag slet ikke nok, for på et tidspunkt kommer familien dryssende hjem igen, og så er der igen uro og lyde i mit liv.


Rasmus' findus med sokker på , holder mig med selskab i sofaen..

Jeg har det hele indenfor rækkevidde og findus er faldet helt ned bag sofaen, kun halen stikker frem.. :-)



Det er en ting der går igen hver gang jeg rammer muren og må kapitulere over for mine egne kræfter både mentalt og fysisk. Jeg bliver ekstrem støjfølsom. Det nærmer sig det perfide, men jeg kan bare ikke klare de lyde der er omkring mig. Jeg har tidligere brugt tid på at finde en måde at håndtere det på, men det eneste der virker er at være helt i ro og stilhed i en periode. Jeg har lært at det skyldes den mangeårige overbelastning jeg har været ude i psykisk, og at stress eller uvante situationer, får lyde til at virke meget voldsomme.

Det er selvsagt ret så upraktisk, når man bor småt og mang mennesker sammen. Endnu værre er det, når man bor småt og mange TEENagere sammen, OG den får lige en ekstra tand når man bor småt OG med en asperger og mange teenagere sammen...

Teenagere giver sig selv, de er totalt selvoptagede og kan slet ikke forholde sig til det der, med at tage hensyn, indrette sig og at vi alle har forskellige behov. Det er sådan set kun deres behov der er i centrum.

Det er straks noget helt helt andet med en asperger.

Jeg må bare indrømme at når jeg selv er træt og lidt slidt, er det endog meget svært for mig, at klare de specielle karaktertræk de har. De karaktertræk, de handler om motorik og nonforstålelse ( findes det ord ???), for hvordan man færdes i social sammenhæng. Det kræver endeløs tålmodighed, gentagelser og forklaringer på hvordan man omgåes andre, så alle kan trivedes. I en aspergers verden får den egoistiske og behovscentrerede vinkel en ekstra skrue.

Vores asperger har foreksempel ikke noget forhold til håndtag.. Der betyder at alle døres hamres i hver gang de skal lukkes. Når en dør skal åbnes foregår det med 100 kmt og med fuld knald på, så alle døre flyver op og uværgeligt rammer alt hvad der måtte stå bag dem, med en voldsom kraft. I vores hjem er der ikke meget plads og derfor må vi alle færdes med omtanke for ikke at gå ind i /vælte noget. Dette gælder ikke en asperger. Selv efter så lang tid, hvor vi alle har boet sammen, bliver hun stadig dybt forundret, HVER eneste gang hun knalder sin dør op, hvorefter den hamrer ind i den lampe der står ved min stol. Hun fatter det simpelthen ikke, og mine nerver der er lidt slidte, bliver endnu mere lasede for hver gang der tilføjes en ekstra ridse i døren og mine ører bliver ramt af orkanen Cathrina. Som små børn, kan hun ikke gå, men løber i høj fart gennem rummene, det foregår med tramp og hop, og sammenstød med alt hvad hun ikke lige når at styre udenom..

Og det er så en anden ting der kan glatte mit krøllede hår ud og øge de hvide striber ved tindingerne. Den dårlige motorik. Generelt er det noget jeg har lært mig selv, ikke at tage mig af, men det kan være svært lige nu. Motorik er jo ikke noget vi andre overhovedet skænker en tanke. Vi bevæger os rundt i livet, uden at mærke noget til det. Det er først når den ikke virker, at det bliver iøjenfaldende HVOR stor betydning det har i hverdagen.

Helt enkle manøvrer som at gå uden at styre ind i alt på sin vej, er svært som asperger. Det er en daglig forhindringsbane at bevæge sig rundt. Vi har så vidt muligt forsøgt at holde en rute hun kan gå på igennen lejligheden, men alligevel er der gentagene sammenstød med møbler, vægge/dørkarme, hjørner og kanter hver eneste dag. At afstands bedømme er umuligt og der er derfor hele tiden en lyd af ting der vælter eller skubbes til i farten.

At skrælle en gulerod er også meget problematisk, for samtidig med at der skal følges en nøjagtig gentagelse af en bestemt rutine.. så skal alle skrællerne jo helst ned i skraldespanden.

Vi har mange mange gange forsøgt at lære hende at skrælle ned i vasken. Derefter kan hun samle det hele i hånden og smide det i spanden.
Dette bringer hende helt ud af balance. Det bliver faktisk kategorisk nægtet og afvist som en mulighed.
Hun skræller jo så helt og aldeles udemærket ned i spanden... Der er bare det ved det, at de sjældent ender I spanden, men bag posen på døren, på gulvet og nogle gange så langt som en halv meter henne af gulvet. Hendes motorik kan ikke styre arme og hænder, så det ender hvor det skal. Det så at sige flyver om ørene på hende, når æbler og rødder skal skrældes. Derefter er det op til mig eller kæresten at fjerne dem. Hun ser det slet ikke. Endnu værre er det når det er flydende ting hun skal håndtere.. Der er små søer fra vandhane og helt ind på hendes værelse. Pjask pjask siger det.

Det bringer hende ud af balance fordi vi beder hende ændre på en metode hun altid har brugt, men også fordi hun ikke kan se meningen med det. Hun forstår det simpelthen bare ikke. Uanset hvor meget man prøver at forklare betydningen af at alle skrællerne ender i spanden og ikke på gulvet og en meter omkring den, så fatter hun det bare ikke, for det virker jo for hende, og skrællerne ser hun ikke når først de er fløjet væk og ud af hendes univers. Når en skræl ikke længere er på guleroden, er den ikke længere en del af hendes verden. Den er glemt og uden betydning.

Dette er skrevet for at forklare hvordan overskud er vigtigt i min familie. Hun er en meget dejlig pige med en masse godt humør. Der er bare en masse ekstraarbejde forbundet med hende. Arbejde som man jo ellers normalt slipper for, så snart børn rammer skolen og bliver større. Jeg syntes det er så svært til tider og det giver mig dårlig samvittighed, at jeg ikke kan håndtere det lige godt hver dag. ØV




Tilsidst lidt godt humør fra mit tæppeprojekt. Det skrider langsomt fremad og jeg sad jo der i aftes godt plantet og parat til at slutte dagen af med en tirsdagskrimi, Lewis. Desværre var han aflyst pga MGP for voksne og jeg var noget knotten. Men godt er det jo så, at jeg kan hækle til lyden af min søn der skriver stil på den bærbare. Det er en ny lyd, men den er stille og monoton.

11 kommentarer:

  1. Uha det ser hyggelig ud. Jeg forstår godt du trænger til pausentid, hvor du kun gør/laver gode selvting. Lige meget diagnose eller ej - man sige dit liv har kørt i overhalingsbanen og den slags koster. Jeg håber du får en god dag og får samlet fornyet energi så du er klar til næste omgang. Hvordan går det med Lakrids efter han er flytte tilbage til sit fødested?

    SvarSlet
  2. glemt lidt ord her og der - typisk mig, men jeg hber du forstår meningen

    SvarSlet
  3. Smil... jo det gør jeg bestemt Lakridsen er i rekreation hos et gravid marsvin. Den passer så godt på ham, og de hygger sig vældigt sammen. Gitte og jeg er enige om, at bliver det ved på den måde, ville det være synd at skille dem ad, og jeg må finde en helt anden, hvis jeg skal have en ny. Rasmus' er stadsig for lille og den får vi først om tre uger. Uhh han glæder sig.

    Tak for din hilsen og god eftermiddag :-)

    SvarSlet
  4. Jeg kan godt forstå et du indimellem har brug for en pause. Jeg er enebarn og har indimellem haft brug for Catarina tid. Det har min familie altid vidst og har så givet mig den fornødne tid til bare at sidde for mig selv. Det er ikke så tit det sker, men de kender mig og kan fornemme hvornår det er tiltrængt. :-)

    I din familie er det en tand værre, da I har en AS og I er også mange flere mennesker, på meget mindre plads. Jeg tænker lidt på om det ikke er muligt for dig at smutte ud i det fri, når det bliver for voldsomt. Om du ikke i en park eller skov kan få den fornødne ro.

    Dit tæppe er vildt flot ud. Kan du have en god aften. :-)

    SvarSlet
  5. I dag har jeg slet ikke overskud til at læse alt det du har skrevet - så beklager at jeg kun har læst en lille smule - men jeg kender alt til det med at være støjfølsom, sådan har jeg det nemlig også og det har stået på siden jeg fik min depression.

    Det er trælst, for man får det virkelig dårligt med nogle lyde og hvis der er for meget larm ...

    Knus

    SvarSlet
  6. Pauser er gode! Især når der er så meget tryk på som i din familie...hold da op!
    Men dog befriende at læse, at I ikke er blevet helt rablende, selvom I har lidt plads. Det har vi nemlig udsigt til her på matriklen, når vi flytter (forhåbentlig snart). Så skal vi 5 bo på ½ så meget plads som idag, inkl. 2 katte og det 'løse' :-))Jeg har flere gange tænkt, at vi må være vanvittige - og hvis ikke, så bliver vi det formentlig :-)))). Men - når I kan, så kan vi dælme også.
    Dit tæppe ser rigtig flot ud. Er selv i gang med et lignende projekt...og kors hvor det tager tid.

    KH Gittemay

    SvarSlet
  7. Jo flere der er på lidt plads, jo mere er der brug for ro. Og det er jo ligefrem overflod af plads hos jer (men masser af hjerterum!).

    Jeg er enebarn og altid været vant til stilhed og ro og selv efter 20 år som par og 15 år med børn, savner jeg tit, bare at være mig selv uden forstyrrelser.

    Rigtig god onsdag aften :0)

    SvarSlet
  8. Godaften Catarina. Jeg er også selv enebarn og måske det også kommer derfra, behovet for at være lidt sig selv..

    Jo jeg har faktisk muligheden for at gå ud, det er bare svært for jeg slapper jo bedst af, med mit håndarbejde. Men.... jeg skulle måske ændre vaner. :-)

    God aften til dig også.

    Tak for din søde kommentar.

    SvarSlet
  9. Hej Trine. Jeg forstår godt at du ikke lige orker al den tekst.:-) For mig er det jo en slags aflastning at skrive.

    Jeg takker for at du alligevel har skrevet til mig, det værdsætter jeg meget.

    Mange knus tilbage til dig.

    SvarSlet
  10. Hej GitteMay.
    Mange tak for besøget her hos mig. Det er pænt af dig at lægge en kommentar, og jeg kan kun sige at det kan være lidt trangt ind i mellem, men det går når man også har masser af kærlighed og opbakning. :-)

    At hækle er helt nyt for mig, og jeg har lært det ved at klikke hos forskellige bloggere.
    Jeg nyder at sidde med farverne og det giver mig ro.
    Men ja... det tager tid Hihi

    Kh tilbage til dig

    SvarSlet
  11. God aften Kari.

    Jeg er som nævnt også enebarn og det kan være det der trænger igennem her også. Helt sikkert.

    Tak for din søde kommentar og rigtig god aften til dig også :-)

    SvarSlet