19 etage og en sætning

Min veninde bor på 19 etage..



På de fleste dage er det en fryd at nyde udsigten, både i gråvejr og i klart og solrigt vejr. Jeg nyder at kigge ud over byens tage, at se de mange tårne der er i horisonten, de to broer og vandet. Jeg kunne sagtens bo sådan der højt hævet over byen, og så alligevel ikke..


I blæsevejr svejer huset nemlig, og selvom det er meningen, selvom det er ganske lidt, så er det altså bare ikke noget jeg kan vænne mig til. Uha jeg kan mærke bevægelsen helt inde i marven og det giver sådan en underlig fornemmelse i maven. Den helt samme fornemmelse jeg får når jeg sejler. Der er en svalegang uden på huset og den er jeg heller ikke så gode venner med. Jeg har ikke noget mod at gå ud og kigge lidt, men jeg holder altså fast på væggen. Det er nærmest som om jeg bliver draget af den kant der er , og jeg frygter simpelthen at falde ned.

Generelt har jeg ikke højdeskræk. Har været i London Eye flere gange og det var vidunderligt at tage turen hele vejen rundt, har siddet højest i parken og har fløjet flere gange. Det er ikke der det er et problem. Men tænk.. jeg stoler ikke på at jeg ikke kommer til at falde, når det kun er mig selv, jeg skal stole på. Kanten er bare for tæt på syntes jeg.


Klik på billedet og du kan se Tivolis høje tårn med mennesker der snurrer på vej ned igen.

Den store bro kan ses, trods det overskyede vejr.

Og den lille Sjællandsbro er også tydelig fra 19.sal



Lørdag tilbragte jeg så der på 19.sal. Det var en lise for mig at høre lyden af intet. Jeg havde forsynet mig med frugt i kilovis. Kirsebær,hindbær,jordbær,nektarin,æble,stikkelsbær og så lidt Bornhomlske rugkiks med lidt ost. Jeg spiser ikke frugt så tit som jeg gerne ville, for det er simpelthen for dyrt med bær til en familie på seks. Så alle de dejlige røde sunde små saftige bær, var ren forkælelse og de kan sagtens gøre det ud for måltider, når jeg selv skal bestemme. Sundt for kroppen og for mig.

Jeg skiftevis hæklede og strikkede. Langsomt og roligt bare derudaf, uden hast.


Mange timer gik på den måde og jeg er så heldig at jeg kan være der. Jeg ved at jeg i det hele taget er heldig på mange måder, og derfor er det så uforståeligt for mig selv at jeg alligevel tilbragte meget af tiden med at græde uhæmmet. Tårerne bare strømmede ud og ville ikke stoppe. Om det er reaktion på de sidste mange måneders pres og forventninger fra børn og mand, eller om det er en regulær depression der er på vej IGEN.. Det kan jeg ikke selv regne ud.

Trods det at jeg kender symptomerne til bevidstløshed, er det alligevel ikke helt til at finde ud af. Jeg er bare fortvivlet helt ind til benet og aner ikke hvordan jeg skal takle mig selv.

I mine helt unge år var jeg udsat for et overgreb der prægede mig i ufatteligt mange år frem. Det er i dag bearbejdet. Det tog sin tid, og tragedien idag for mig er, at jeg efter at have brugt så megen energi og tid på at kæmpe kampen, for at finde respekten og selvværdet igen, rendte ind i en mand, der med et knips med fingrene sendte mig direkte tilbage til stenalderen psykisk. Det skete efter skilsmissen fra endnu en mand der var stærkere end jeg. Et knips er måske at forenkle det noget, det var en process der tog nogle måneder, men metoden var sådan set ganske enkel. Daglige gentagelser af en enkelt sætning og så regelmæssige krænkelser. Hvorfor fandt du dig i det? -spørger familien og jeg, mig selv

Jeg aner det virkelig ikke. Jeg har hele livet været i selskab med stærke mænd med stor tro på at deres meninger er var den eneste rigtige. Den første var selvfølgelig min far og hans motiv har jo kun været at ville beskytte mig, hans eneste datter mod livets onde sider. Resultatet har nok bare været, at jeg fik tvivlen på egne evner til at beslutte ting, grundigt limet fast i sindet. Det er ikke noget jeg bebrejder ham, at være forælder er SÅ svært og hvor går grænsen for hjælp eller bjørnetjeneste? Jeg sidder jo selv i det samme dilemma med mine børn idag.

Det er de efterfølgende mænd i mit liv jeg kan takke for mange af mine selvdestruktive tanker. Jeg har bare ikke kunnet se på dem, at de ikke var gode for mig.

Som sagt har jeg kæmpet en næsten årti lang kamp for at komme tilbage efter sygdom. Jeg var faktisk så stærk som aldrig før, og jeg husker hvordan jeg kunne se mig selv blomstre og smile af livet. Lige indtil den dag jeg stifter bekendskab med manden med den ondskabsfulde adfærd. Til at begynde med var der ingen tegn på at noget var galt, men ganske ganske langsomt ændrede han karakter og blev anderledes. Jeg vil slet ikke komme ind på detaljerne, jeg er bange for at han måske skulle finde mig her læse dette, og genkende mig, men med alle de ord og sætninger man hører gennem livet, er det mig en gåde at det er netop denne sætning der hele tiden ringer i mine ører:



"Du er kun i mangel af bedre. Der findes ingen mand i verden, som ikke hellere ville bytte med en yngre og mere smuk kvinde, hvis han ku. Du er da ok og sød nok, det er slet ikke det, men du er jo ikke nogen vårhare og du er altså ingen mands drømmekvinde, nu hvor du har slap hud og deller."


Det præger mig hver eneste dag og i alt hvad jeg foretager mig.


Dengang måtte jeg en tur om psykologen, efter at jeg med en venindes hjælp indså, at jeg måtte have hjælp til at komme videre, efter de måneder jeg havde med ham. Det hjalp egentlig hurtigt, jeg har trods alt nogle redskaber gemt fra de mange år i hendes kontor, men i dag i et nyt forhold kører pladen igen og jeg tror ganske enkelt ikke på, at jeg er den rigtige kvinde for min elskede. Især fordi jeg ikke klarer vores liv med de fire børn så godt som jeg skulle.


Når jeg sådan sidder der alene og bare er træt træt i sindet, så kommer de væltende. Ordene bare flyder i en lind strøm og jeg erindrer de ting der ikke er til at komme uden om. At jeg som kvinde er old news, og at jeg ikke er meget værd. Jeg med den slidte krop og mine begrænsede kræfter. De latterligt FÅ kræfter faktisk.. Jeg ved at det jeg ikke magter, det klarer andre kvinder på ti min. Og det forringer min værdi som menneske. Ganske enkelt. At jeg ikke engang kan klare at være i min egen familie er et nederlag og ikke megen respekt værd.



Jeg ved at kæresten sikkert ville kunne finde en, der er bedre,smukkere og mere effektiv end jeg.
En trofækvinde..