20 juli 2009

19 etage og en sætning

Min veninde bor på 19 etage..



På de fleste dage er det en fryd at nyde udsigten, både i gråvejr og i klart og solrigt vejr. Jeg nyder at kigge ud over byens tage, at se de mange tårne der er i horisonten, de to broer og vandet. Jeg kunne sagtens bo sådan der højt hævet over byen, og så alligevel ikke..


I blæsevejr svejer huset nemlig, og selvom det er meningen, selvom det er ganske lidt, så er det altså bare ikke noget jeg kan vænne mig til. Uha jeg kan mærke bevægelsen helt inde i marven og det giver sådan en underlig fornemmelse i maven. Den helt samme fornemmelse jeg får når jeg sejler. Der er en svalegang uden på huset og den er jeg heller ikke så gode venner med. Jeg har ikke noget mod at gå ud og kigge lidt, men jeg holder altså fast på væggen. Det er nærmest som om jeg bliver draget af den kant der er , og jeg frygter simpelthen at falde ned.

Generelt har jeg ikke højdeskræk. Har været i London Eye flere gange og det var vidunderligt at tage turen hele vejen rundt, har siddet højest i parken og har fløjet flere gange. Det er ikke der det er et problem. Men tænk.. jeg stoler ikke på at jeg ikke kommer til at falde, når det kun er mig selv, jeg skal stole på. Kanten er bare for tæt på syntes jeg.


Klik på billedet og du kan se Tivolis høje tårn med mennesker der snurrer på vej ned igen.

Den store bro kan ses, trods det overskyede vejr.

Og den lille Sjællandsbro er også tydelig fra 19.sal



Lørdag tilbragte jeg så der på 19.sal. Det var en lise for mig at høre lyden af intet. Jeg havde forsynet mig med frugt i kilovis. Kirsebær,hindbær,jordbær,nektarin,æble,stikkelsbær og så lidt Bornhomlske rugkiks med lidt ost. Jeg spiser ikke frugt så tit som jeg gerne ville, for det er simpelthen for dyrt med bær til en familie på seks. Så alle de dejlige røde sunde små saftige bær, var ren forkælelse og de kan sagtens gøre det ud for måltider, når jeg selv skal bestemme. Sundt for kroppen og for mig.

Jeg skiftevis hæklede og strikkede. Langsomt og roligt bare derudaf, uden hast.


Mange timer gik på den måde og jeg er så heldig at jeg kan være der. Jeg ved at jeg i det hele taget er heldig på mange måder, og derfor er det så uforståeligt for mig selv at jeg alligevel tilbragte meget af tiden med at græde uhæmmet. Tårerne bare strømmede ud og ville ikke stoppe. Om det er reaktion på de sidste mange måneders pres og forventninger fra børn og mand, eller om det er en regulær depression der er på vej IGEN.. Det kan jeg ikke selv regne ud.

Trods det at jeg kender symptomerne til bevidstløshed, er det alligevel ikke helt til at finde ud af. Jeg er bare fortvivlet helt ind til benet og aner ikke hvordan jeg skal takle mig selv.

I mine helt unge år var jeg udsat for et overgreb der prægede mig i ufatteligt mange år frem. Det er i dag bearbejdet. Det tog sin tid, og tragedien idag for mig er, at jeg efter at have brugt så megen energi og tid på at kæmpe kampen, for at finde respekten og selvværdet igen, rendte ind i en mand, der med et knips med fingrene sendte mig direkte tilbage til stenalderen psykisk. Det skete efter skilsmissen fra endnu en mand der var stærkere end jeg. Et knips er måske at forenkle det noget, det var en process der tog nogle måneder, men metoden var sådan set ganske enkel. Daglige gentagelser af en enkelt sætning og så regelmæssige krænkelser. Hvorfor fandt du dig i det? -spørger familien og jeg, mig selv

Jeg aner det virkelig ikke. Jeg har hele livet været i selskab med stærke mænd med stor tro på at deres meninger er var den eneste rigtige. Den første var selvfølgelig min far og hans motiv har jo kun været at ville beskytte mig, hans eneste datter mod livets onde sider. Resultatet har nok bare været, at jeg fik tvivlen på egne evner til at beslutte ting, grundigt limet fast i sindet. Det er ikke noget jeg bebrejder ham, at være forælder er SÅ svært og hvor går grænsen for hjælp eller bjørnetjeneste? Jeg sidder jo selv i det samme dilemma med mine børn idag.

Det er de efterfølgende mænd i mit liv jeg kan takke for mange af mine selvdestruktive tanker. Jeg har bare ikke kunnet se på dem, at de ikke var gode for mig.

Som sagt har jeg kæmpet en næsten årti lang kamp for at komme tilbage efter sygdom. Jeg var faktisk så stærk som aldrig før, og jeg husker hvordan jeg kunne se mig selv blomstre og smile af livet. Lige indtil den dag jeg stifter bekendskab med manden med den ondskabsfulde adfærd. Til at begynde med var der ingen tegn på at noget var galt, men ganske ganske langsomt ændrede han karakter og blev anderledes. Jeg vil slet ikke komme ind på detaljerne, jeg er bange for at han måske skulle finde mig her læse dette, og genkende mig, men med alle de ord og sætninger man hører gennem livet, er det mig en gåde at det er netop denne sætning der hele tiden ringer i mine ører:



"Du er kun i mangel af bedre. Der findes ingen mand i verden, som ikke hellere ville bytte med en yngre og mere smuk kvinde, hvis han ku. Du er da ok og sød nok, det er slet ikke det, men du er jo ikke nogen vårhare og du er altså ingen mands drømmekvinde, nu hvor du har slap hud og deller."


Det præger mig hver eneste dag og i alt hvad jeg foretager mig.


Dengang måtte jeg en tur om psykologen, efter at jeg med en venindes hjælp indså, at jeg måtte have hjælp til at komme videre, efter de måneder jeg havde med ham. Det hjalp egentlig hurtigt, jeg har trods alt nogle redskaber gemt fra de mange år i hendes kontor, men i dag i et nyt forhold kører pladen igen og jeg tror ganske enkelt ikke på, at jeg er den rigtige kvinde for min elskede. Især fordi jeg ikke klarer vores liv med de fire børn så godt som jeg skulle.


Når jeg sådan sidder der alene og bare er træt træt i sindet, så kommer de væltende. Ordene bare flyder i en lind strøm og jeg erindrer de ting der ikke er til at komme uden om. At jeg som kvinde er old news, og at jeg ikke er meget værd. Jeg med den slidte krop og mine begrænsede kræfter. De latterligt FÅ kræfter faktisk.. Jeg ved at det jeg ikke magter, det klarer andre kvinder på ti min. Og det forringer min værdi som menneske. Ganske enkelt. At jeg ikke engang kan klare at være i min egen familie er et nederlag og ikke megen respekt værd.



Jeg ved at kæresten sikkert ville kunne finde en, der er bedre,smukkere og mere effektiv end jeg.
En trofækvinde..

23 kommentarer:

  1. Søde , smukke , kloge , kreative , kærlige, omsorgsfulde og sårbare Henriette- jeg bliver ganske mundlam , når jeg læser dine ord.... Jeg ejer ikke evnerne , ordene eller viden om hvordan jeg kan hjælpe dig. Jeg sender knus og håber vi snart kan mødes.
    Og du er god nok !!!!!!!!!!!!!!!!!

    SvarSlet
  2. Tusind tak Miri. Du kan tro at vi ses om ikke så længe. Jeg sender dig ihvertfald lige en mail :-)

    Mange knus og tak for de ord du har skrevet.

    SvarSlet
  3. Selvdestruktive tanker tror jeg mange af os har en flig af - i større eller mindre grad - kunsten er vel, at børste dem af sig og tænke fremad. Nu skal jeg ikke gøre mig klog på, hvad der er din måde at komme videre på, men personligt hjælper det mig med netop den viden: at vi alle i perioder tvivler på os selv.

    Bortset fra det:Hvor lækker var ham der duden selv? Han kan da ikke have været et fund, når han sådan "blev nødt til at nøjes med dig" - sådan en bonderøv.

    Godt, at du skriver om det. Få det ud! Ud af systemet, så der bliver plads til noget bedre.

    Kærligst

    SvarSlet
  4. Jeg evner slet ikke at hjælpe her på afstand. Det gør mig så ondt. Men et kan jeg sige - du må ikke definere dig selv ud fra din betydning for en mand. Fog mig at se skal du se at få noget hjælp, du er komplet udaset af det liv du lever. Kan du mon selv? Jeg bliver bange,når jeg læser hvad du skriver, jeg har joosse stået der, været der, er stadig på medicin...kan I ikke være ind imellem kærester eller weekends, for det er da helt klart at den menage ville meget få kvinder sådan liige kunne kapere!Du er noget værd for mig, der aldrig har mødt dig, tænk på det, så er du selvfølgelig endnu mere værd IRL stort kram

    SvarSlet
  5. Kære Henriette! Det, du beskriver, er forhåbentlig kun forbigående tanker, som vi alle kan få i mørke stunder. Jeg har mødt dig og er kisteglad for det - for mit indtryk af dig er, at du er smuk, du er klog, du er eftertænksom og indfølende og en hel masse positive ord mere. Men ikke én eneste kvinde ville kunne klare at leve 24 timer i døgnet i en lille lejlighed, selv med sit livs kærlighed, men fire store børn, der aldrig giver dig ro. Prøv at tænke over, hvordan I kan indrette jer, så du får mere plads i både bogstavelig og overført betydning!
    Varme kelm til dig.

    SvarSlet
  6. Min søster har en borderline med i bagagen, så jeg kender alt til den usikkerhed der popper op og ned som bølger på havet blå. Nogle dage skal der bare meget mere bekræftelse til end andre. Jeg håber, at solen snart vil skinne på dig igen.
    Alle tager tudeture - når jeg så skriver alle, så læs alle piger/kvinder - og når det er ovre, så er man ligesom udrenset.

    Pas ekstra godt på dig selv. Lav en dagsorden, som på sigt skal give dig mere frihed/alenetid.

    Kh
    Lise (alias Lisensliv)

    SvarSlet
  7. Få det ud, få plads til dig selv og vid at ingen er mindre værd end andre, og husk at værne om dig, og dine værdier :)

    SvarSlet
  8. Sjovt nok Susling, var han faktisk jyde!!! Og en rigtig bonderøv ja. Men dengang var jeg bare utroligt forelsket og lyttede mere til ham end mig selv. Jeg ved med min forstand at han ikke skulle have sådan en indflydelse stadigvæk, men mit hjerte glemmer åbenbart ikke sådan lige. Hvordan jeg normalt kommer videre, kan jeg simpelthen ikke huske. Det er ligesom blevet langsomt værre siden november/december. Bare sådan stille og roligt er spøgelset blevet mere og mere dominerende.

    Mange tak for dine altid gode input. Mange knus Henriette :-)

    SvarSlet
  9. Tusind tak Lavendel. Vi bor jo sammen, og det er ikke lige sån at ændre.. Dengang vi flyttede sammen, var der ingen af os der vidste hvad der ville ske siden hen. Med Miras diagnose og Rasmus' indflytten Og Theis pludselige falden om og og .. :-)

    Jeg ville nok have ventet, havde vi kunnet se ud i fremtiden dengang.

    At definere mig selv som mig selv, har altid været svært, men jeg øver mig på det.

    Det er så pæne ord du skriver at jeg slet ikke ved hvad jeg skal sige til det andet end tusind tak igen.

    Knus Henriette :-)

    SvarSlet
  10. Kære Madame. Jeg tænker over det dag og nat. Jeg aner ikke hvordan jeg skal løse det, kun at erkende at giver jeg op og flytter fra min kærlighed, er det pga børnene og ikke ham. Det syntes jeg sgu er et nederlag.
    Vi vil jo så gerne være sammen.

    Også til dig vil jeg skrive tak for de ord du har brugt på mig, det er meget overvældende og jeg bliver altså helt stum.

    Mange knus og kram Henriette :)

    SvarSlet
  11. Kære Lise. Ja det er netop som du siger det. Det er hele tiden op og ned i bølger. Men dybest set aldrig helt væk.

    Hvor pænt af dig at skrive til mig, det sætter jeg stor pris på.

    Jeg må nok til at planlægge min tid noget bedre, men planer her i huset er jo legendariske for at blive skubbet til fordel for akutte uventede ting.

    Tudeture renser ja, men jeg syntes også de udmatter, og jeg vil bare have glæden tilbage igen.

    Tak for dit skriv og knus Henriette :-)

    SvarSlet
  12. Kære Pernille. Jeg ved du har ret, men inde i kan jeg ikke rigtig tro det. Jeg ved også at det lyder både umodent og tåbeligt, men ikke desto mindre kan jeg ikke finde ud af det der med at være et indre og et ydre. Min psykolog siger at det er et symptom på Borderline og at det nok aldrig bliver helt godt med det.

    Jeg må bare blive ved at øve og prøve på at få det bedre.

    En borderline er jo netop en, der ikke kan splitte det der høres op, med det der går ind i følelsesregistret. Svært at forklare egentlig.

    Jeg takker mange gange for din kommentar. Det glæder mig at du har skrevet. :-)

    Knus Henriette

    SvarSlet
  13. Jeg er nu sikker på, at han aldrig nogen sinde vil finde så dejlig en kvinde som dig. Fat mod brave kvinde.

    Kærlig hilsen Jeannette Mariae ;-)

    SvarSlet
  14. WOW Henriette, jeg kan ikke gøre andet end sende dig gode tanker og masser af klem.Men en ting er sikker - du må ikke tro dig dårligere end andre. Din blog vidner på at du er både er spændende, smuk og sjov at være sammen med. - du skal bare selv se det også :-)

    SvarSlet
  15. Jeg sender dig masser af kram og tanker. Ville ønske der var noget jeg kunne gøre så tingene blev lettere for dig. Jeg er naturligvis fuldstændig enig med alle de andre - du er en skøn kvinde og jeg elsker at følge dig via din blog. Kærlig hilsen Anette

    SvarSlet
  16. Nå, Søster Kartoffelmos, hvad kan bringe dig på ret køl igen? Smid ud, smid væk og tænk på, at mange andre ikke tilnærmelsesvis har lige så meget finger i plovfuren, som du. Se dig omkring - det står ikke særlig godt til med kærlighed og omsorg for andre, vel!
    Kan du ikke bare anerkende din søde, bløde side og være stolt?

    Knejs med nakken, søster!

    SvarSlet
  17. Tak Jeanette Mariae. Jeg vil øve mig i at tænke sådan. :-)

    Mange knus til dig på engen. ;)

    SvarSlet
  18. Hej Lis. Tusind tak for de pæne ord. Jeg kigger på dem og skal nok øve mig i at se det sådan :-)

    God aften til dig og mange knus Henriette :-)

    SvarSlet
  19. Åhh tak Anette. Det varmer jo at I alle skriver så pænt til mig. Jeg ved slet ikke hvad pokker jeg skal sige.. er bare helt rørt. Det er jeg altså.

    Mange knus Henriette. :-))

    SvarSlet
  20. Ihh altså Susling. Een ting er sikkert,du får mig altså til at grine. Jeg skal nok knejse med nakken når nu du skriver sådan hihi.

    Mange tak fordi du skriver så festligt. Jeg bilder mig ind at jeg kan se dit ansigt for mig når jeg læser, selv om jeg slet ikke aner hvordan du ser ud. Teksten ligesom giver et hint om dit udtryk. Det er sgu dejligt.

    Mange knus Henriette.
    ;))

    SvarSlet
  21. En stor og varm krammer fra mig til dig - der er en mail på vej!!!

    Stort knus
    Lis

    SvarSlet
  22. og så er den sendt ;-)

    Knus igen
    Lis

    SvarSlet
  23. :-)) tak Lis, jeg går ind og kigger nu. Jeg håber da i øvrigt at vi snart skal ses igen. Det er så længe siden allerede syntes jeg.

    Mange knus Henriette ;)

    SvarSlet