04 oktober 2009

Afsted til praktik med Josefine


I dag skal jeg køre Josefine afsted til Asnæs..



Hun skal jo i praktik i hele næste uge i Odsherreds Zoo og i den forbindelse er hun blevet indkvarteret i nærheden. Hendes lærer bor i Asnæs og har plads til at hun kan bo på et værelse i den periode.

Jeg kan ikke sige mig fri fra en vis bekymring i den forbindelse. Ikke fordi jeg tror der vil komme problemer i arbejdstiden, næh det er fritiden jeg har mine bange anelser omkring.


Det ville være synd at sige, at hun griber tingene an som jeg selv ville ha gjort, og belært af ekstrem bitter erfaring, så ryger bolden og problemerne durk tilbage til mig. Jeg bliver den der må finde panikløsninger og smide hvad jeg har i hænderne for at redde trådene ud.

Desværre har hun fra tiden da hun var optaget af ungdomshuset, tilegnet sig den livsstil der handler om ikke at ville se frem i tiden, hun lever i nuet og tager tingene som de kommer. En rigtig dårlig ide når man som hun er indrettet, går fuldstændig i panik og i spåner, når der så opstår uventede situationer og praktiske logistiske problemer. Hun er meget afhængig af at alt går som hun forestiller sig i sit hoved, men netop når man ikke gider planlægge, udersøge og være parat, er det virkelig kikset for intet går af sig selv.

I denne uge skal hun jo så altså i praktik i en zoo. Hun skal bo i et værelse på en gård der er indrettet til at fremmede kan leje sig ind i kortere perioder og det er jo fint. Jeg selv ville så have fået styr på forskellige spørgsmål i god tid. Feks:


Hvad med måltider? er det meningen at jeg selv skal sørge for at få noget at spise, eller kan jeg spise med hos lærerinden i de fem dage?

Koster det mig noget, eller er det underforstået at jeg bor der gratis?

Hvordan med fritiden? er det nødvendigt at jeg finder på noget at lave selv, eller er der feks tv på værelset? er der netadgang? Kan jeg have den bærbare med?

Hvad får jeg brug for af tøj??

Er der nogle af mine klassekammerater der bor i nærheden, så vi kan ses efter arbejde?

Osv osv osv ...


Sådan griber hun det så ikke an, og fredag ( sidste skoledag inden zoo), fik jeg en hysterisk opringning fra hende, for der var hun pludselig begyndt at tænke over den næste uges forløb. På en eller anden måde bliver jeg inddraget i en diskussion om hvorvidt hun nu skal sidde og rådne op et fremmed sted ude på landet, uden internet og hvad med tøj og mad???


Jeg er hendes mor, og vil gerne hjælpe, men efter tre år med total passivitet omkring eget liv, to måneders koncentreret indsats for at få hende ind på skolen og skolehjemmet, uden at hun selv har løftet en finger, gider jeg faktisk ikke ha med næste uges problemer at gøre. Det er muligt at hun kommer til at sidde mutters alene i en hel uge efter arbejde, og det er muligt at hendes jakke ikke er egnet til at bruge i zoo, og det er muligt at hun kommer til at sulte fordi hun ikke ved hvad hun skal gøre omkring mad, MEN det skulle hun knagme ha beskæftiget sig med i de tre uger der er gået siden hun fik pladsen. Hun har mere end een gang fået at vide, at det var på tide hun smuttede i T. Hansen efter en varm arbejdsjakke og et par ekstra bukser. Nu har hun ikke de ting og derfor må hendes alm jakke bruges og dermed spoleres.

Jeg får hoved og mavepine af hele tiden at skulle rede trådene ud for hende, og mener at hun nu er så gammel, at hun burde kunne klare sådanne ting selv, jeg bliver desperat fordi vi endnu ikke har fået en indkaldelse til en egentlig behandling af hende fra Hejmdal og TRÆT fordi det ser ud til at det ingen ende får med børn der hele tiden skal bæres igennem livet.


Jeg VED at jeg når jeg skal køre hende til Roskilde efter hendes baggage og derefter videre til den anden side af fjorden, vil blive modtaget med raseri og skæld ud, fordi hun selv mener at det tidspunkt jeg vil ha turen overstået på, ikke passer hende.... Jeg VED også at hun vil få et flip på tværs når jeg beder hende om at rydde op efter sig inden hun forlader mit soveværelse. VED at det vil flyde med opvask efter to dages måltider hun ikke har villet indtage andre steder end foran computeren. Jeg VED at det bare er et spørgsmål om at skære igennem og konsekvent være stærk og ikke indgå i diskussioner om de regler vi har her, men med fire af hendes slags så er jeg faktisk ikke så stærk mere...

10 kommentarer:

  1. Det er også hårdt for dig - og jeg kender det desværre kun alt for godt fra min søn. Men i hvert fald kan du glæde dig over, at hun har opnået mange succeser i den senere tid - og vi kan jo ikke bære vores unger gennem livet. Mit råd vil nok være at fokusere og ikke lade dig vælte over ende.

    Jeg sender varme klem og pas nu godt på dig selv!

    SvarSlet
  2. Hold Fast Henriette, hold fast :)
    For hvor er det svært ikke pludselig at falde tilbage i den rolle, der er så indarbejdet og ikke gør nogen godt.
    Jeg kender det selv, og min fornemmelse er, at jeg ikke er alene.

    Livet er hårdt og det er det også for vores børn, men de skal lære det, skal lære at tage ansvar - selvom vi hellere end gerne skærmer dem, mod alt det onde og problemerne.

    Du har taget en beslutning - husk at holde fast.

    Hav en dejlig søndag :)

    SvarSlet
  3. Jeg er enige med Madame og Pernille - stå fast Henriette! Og husk du er ikke alene, verden er fuld af mødre der kender til lige præcist det du kæmper med idag!
    God søndag.

    SvarSlet
  4. Sikke kloge kvinder :-) Jeg kan kun være enig ! Og det er svært..

    SvarSlet
  5. Der er ikke så meget at gøre, ud over at stå fast på det du mener er det rigtige.
    Vi har de samme problemer med Ældste. Han mener han kan klare sig selv og at vi skal blande os uden om, men når det går skævt og han ikke får lavet lektier eller kommer for sent i skole, så er der vores skyld. Vi skal lade ham være og nurse ham samtidig.
    Det er vildt opslidende og jeg bliver så nedtrykt af det, at det går ud over hele familien.

    Koncentrer dig om dig selv. Lad hende flippe og lad hende lære.

    De kærligste hilsner og kram
    Kari

    SvarSlet
  6. Ja, jeg kan kun tilslutte mig de andre kloge kvinder :-). Hårdt - men så meget desto vigtigere at stå fast. Kender det også så udmærket...men vi gør dem bare ingen tjenester ved at give efter - heller ikke selvom, det ligger lige for. Havde selv en ordentlig tur med Sofie i fredags - hun er meget fortørnet over, at vi kræver, at hun deltager i 2/3 af sommerferien næste år (og i god tid er hun også). Så åndforladte vi bare er....men det står bare slet ikke til diskussion, hvilket jeg også sagde. Og SÅ brød helvede da løs...men det er bare ærgerligt. OG hun vælger selv, om hun vil se frem til 2 dejlige uger eller 2 dødsyge af slagsen. Men med skal hun. Hun er stadig kun 15 - ganske vist 16 til den tid - men hun skal dælme ikke køre 'frihjul' i 3 uger. I sådanne sager mærker jeg efter dybt ind - og kan bare pr. automatik mærke, hvad der føles rigtigt/forkert. Heldigvis er jeg også ret tykhudet i forhold til vrede og tårer i den sammenhæng - jeg ved bare, hvor langt jeg vil gå. 1 uge på frihjul - 2 uger med familien. Basta. Og på det lange stræk er jeg ovenikøbet ret sikker på, at hun vil takke mig en dag :-)))).
    Tja, Henriette - jeg håber, du orker at holde fast - for jeg er så sikker på, at du har fat i den rigtige ende.
    Rigtig god søndag til dig.

    KH Gittemay

    SvarSlet
  7. Hun skal jo lærer det på en eller anden måde. Åbenbart den hårde:( God søndag til dig.....

    SvarSlet
  8. Jeg er helt enig med de andre der har kommenteret. Pas på dig selv (det tror jeg nu også du gør) Knus

    SvarSlet
  9. Det er en kæmpe sejr for hende, hvis du holder fast i, at hun er gammel nok til selv at klare tingene. Man kan ikke så godt overføre sin erfaring med helt samme effekt som det er at mærke det på egen krop og de ting du beskriver hun ikke har styr over er der vel heller ingen der er død af at opleve. Mange unge i dag får ikke det ansvar som de senere får rigtig meget brug for og det er faktisk synd, hvordan bliver de så lige som voksen? Fint du lader hende sejle bare lidt... Helt ærligt. Mavepinen kan jeg nu sagtens forstå, men du gør nu det rigtige. Knus

    SvarSlet
  10. Kære alle sammen. Åhh hvor er det godt for mig at "sparre" med jer her i blogland. Mine egne veninder har endnu ikke børn i den alder og kan slet ikke forholde sig til at set skulle være som jeg beskriver.

    Når I så kommer med input fra jeres egen hverdag og egne erfaringer, så aner I slet ikke hvor meget det hjælper.

    Så lad mig lige her understrege at det er en KÆMPE støtte for mig at læse at jeg har fat i noget af det rigtige, at jeg ikke er alene om den slags oplevelser, og at det nok skal gå.

    Tusind tak for det, det betyder rigtigt meget for mig at læse det I skriver. :)))

    Generelt er jeg jo en ond ond mor der kun er ude på at ødelægge hendes liv... ! Hmmm
    I think not.

    Dejlig aften til jer alle og masser af knus fra mig :)

    SvarSlet