Uden at sige for meget… BANG!

 

 

 

De vildeste brag og bom har lydt spredt igennen hele december måned her i Kabul  Brønshøj, men i dag er det kulmineret på en måde, så vi må spørge os selv om det mon er sådan, at bo midt i en krigszone??? Hvis der så bare var strålende farver og kaskader af guld for enden af larmen, men nej.. det er kun BULDER OG BRAG OG BOM!

 

Det kan undre når man tænker på, at vi taler om økonomiske kriser og sparetider. Hvor pokker kommer pengene fra, til det??  Fra tidlig formiddag har der været en konstant tåge af krudtslam i luften, og da vejret er som det er, ja så letter det ingen steder hen. Her er med andre ord ikke til at se en hånd for sig, og i gadelampens skær kan man se røg og damp alle vegne fra.

 

Mine tanker går i dag til de stakkels dyr, der rystende af rædsel ligger gemt under senge og bag døre. Og mine tanker går til miljøet, atmosfæren, og alt det man kunne betale af gæld for de penge, der bogstaveligt talt ryger op i den blå grå luft.

 

 

Behøver jeg sige at jeg ikke er så stor en fan af fyrværkeri i overdrev??

 

 

HYL!

Mine billeder ser total underlige ud. Jeg vender tilbage når jeg har fået rettet det. ØV altså...

Nytårsdag i billeder

 

 

(  Andet forsøg på at poste dagens indlæg…!   )  Åndssvage computerbilleredigeringprogrambøv   a¤#¤§&(&%¤”**”#&%(/!

 

**************************************************

 

Mit sidste ( måske.. ) indlæg for i år kræver ikke mange ord. Jeg har ellers masser af dem, men de må komme ud i det nye år, for i dag er jeg lidt træt.

 

Prinsen er taget hen for, at ønske sine to poder og deres moder godt nytår, og det giver mig tid til at dovne, efter et par timers gåtur. Egentlig skulle vi bare hente mælk til kaffen, men det endte med at jeg smuttede til mosen, da jeg havde kysset farvel og på gensyn. Og åhh hvor er der smukt på sådan en dag som i dag:

 

Der er også lidt billeder fra de nærliggende kolonihaver, mit nuværende projekt osv, men alle er skudt i dag.

 

 

Jeg vil hermed ønske ALLE mine søde læsere et RIGTIGT godt NYTÅR. 

 

 

 

Jeg vender tilbage med flere mål for 2012, mere om stort og småt, mere om alt muligt i mellem himmel og jord faktisk, inden vi får set os om.

 

Mange knus og tak for året der gik. Tak for al den støtte og opbakning/opmuntring I har givet mig. Det har været uvurderligt for mig, og jeg har virkelig haft brug for det, taget det hele ind, elsket jeg alle for det, og takket i mit indre og af hele mit hjerte, fordi jeg er så heldig at være blogger, med så mange storsindede og varmhjertede læsere fra nær og fjern

 

 

Kærlig hilsen 

Henriette

2011 - året der suste forbi

 

 

 

                                                                                         Mere behøver jeg vist ikke sige om det..

 

****************************************************************************

Jeg gør det nu alligevel, for sikke da et år det har været.

 

Det vil være alt for omfattende, at komme med en genfortælling og det er vel heller ikke nødvendigt, for I ved jo alle hvordan 2011 har været her i  “Det nye liv” .  Jeg vil bare nøjes med at konstatere følgende:

 

 

Det har været et lidt vel rigeligt uroligt år.

Det har været et lidt vel hurtigt år.

Det har været et lidt vel opslidende år OG..

Det har været et år, der også har været dejligt, sindsoprivende, fyldt med strik, ALT for fyldt med sukker og smøger, ALT for præget af for lidt motion og meditation, lige lovligt problemfyldt.  OG det har været et år, der gav mig både flere grå hår og smil i hovedet.

 

 

På denne næstsidste dag, der OGSÅ er Rasmus’  17. af slagsen, opsender jeg en stille bøn om at 2012 må blive året, hvor jeg får lov bare at leve. Sådan uden de store svingninger i hverdagen. Uden de store ballader, men MED masser af zen og åndsforkælelse.

 

Jeg hilser i dén grad 2012 velkommen. Men jeg vender sgu ryggen til, og stirrer surt ind i væggen, skulle det vise sig at jeg har fejlkalkuleret, og flere problemer venter om hjørnet. NÅ!

 

 

**************************************

Kæmpe tillykke til min store knægt. Ikke blot er han blevet stor af alder, men han er søreme også vokset så meget det sidste år, at jeg ikke længere kan se ham over skulderen. Hans hænder kan bruges til at skovle sne med, og når jeg får et knus er det en nærdødsoplevelse. Uhh sikke dog, som ham er voksen.. næsten. For heldigvis er der et helt år til endnu, inden jeg ikke længere kan bestemme over ham. Måske jeg når at vænne mig til tanken i de næste 12 mdr..?

 

Fister et og Phister to. Den ene er borte, men den anden er her i høj grad endnu. Heldigvis :-))

 

Dagen skal han fejre med farmor og far, så jeg skal ikke lave hverken lagkage eller bage boller i denne omgang. Ikke i dag ihvertfald. Men i januar tager vi revanche, når energien er til det igen.

En sild og en fisk

 

 

 

Jo altså, silden det er sgu mig. Det står nemlig på det forklæde jeg har på, selvom det er helt tilfældigt at jeg ser det, da jeg får lagt det ind på computeren. Fisken derimod det er den her:

 

En kæmpe og lettere meget klam torsk uden hoved.

 

At jeg sådan har en friskfanget kleppert liggende i mit ellers uslimede køkken, kan jeg KUN takke mig selv for. Jeg har endnu ikke lært at holde min mund lukket, og tænke før jeg taler og så ender det med sådan en DIY fisk. Pokkers osse.

 

 

Forleden var jeg så hoptig kvik, at foreslå fisk til nytårsaften. Både fordi jeg er møgtræt af gris og kød og fed mad, men også fordi jeg tænkte det ku være sjovt, at prøve noget nyt i det nye liv. Min tanke var noget hen i retning af en muslingesuppe, som jeg har drømt om at prøve i årevis, eller måske en lækker omgang sushi. Prinsen derimod…

 

 

… han ankommer frisk og frejdig ind ad døren i går aftes. Med en pose i hænderne og et bredt smil i hele femøren. Glad som en skoledreng langer han en pose til mig og jeg, der jo er noget bedre vant efter decembers lækre og dejlige adventsgaver, glor bestyrtet fra indholdet, til Rasmus og videre til ham.  Så fik han da lige banket mig lidt på plads der, med mine begyndende prinsessevaner. GISP og vantro må have kunnet høres og ses på lang afstand, for jeg har SÅGU da ALDRIG set en fisk med finner, hud og hår og tarme og hvad har vi IRL!!!  Hvad pokker stiller man op med sådan et kræ?

 

Jo altså, først forlangte jeg at han selv måtte til stålet, men da han ikke rigtigt mente mine knive var gode nok, og blev ved med at stå og fedte med det, så var enden på det jo klar. Mor her måtte gribe om kalorius  ( altså fisken… ;)  ), og tage fat som en nonne osv, for at finde ud af hvad der er op og ned og nej.. nu må jeg vist hellere være sød og tale pænt igen.

 

 

Jeg valgte at gribe det an, som når jeg får en røget makrel inden for væggene. Altså først den ene side og så den anden. Dog skar jeg to store stykker af ved halen først, fordi det lignede noget der ku blive til et eller andet jeg har set på tv. Hmm.. Derefter gik det faktisk fint med den første langside. Masterchef bliver jeg aldrig og jeg var nok blevet dømt ude på sekundet, havde der været en proff tilstede, men det lykkedes at få kødet fjernet, og nu ligger der ben  og rester i en bøtte til fond, og frisk fisk vasket fri for blod ( adr.. ) i en pose i køleskabet.

 

MEN HVORDAN OG HVAD skal jeg gøre med det????  Kan det holde sig til lørdag? Eller skal jeg drøne det i fryseren??  Mon kogt torsk ville være en mulighed her??

 

Please kom med forslag, for jeg er blank som skindet jeg smed ud da jeg var færdig.  Og så skal jeg iøvrigt til at ruste mig, for ham dersens hr Prins, han har lige lovligt meget humor, frisk mod og dril i sig syntes jeg nok. Der er udsigt til prøvelser i fremtiden er jeg bange for. Og har jeg så forresten fortalt om hans forkærlighed for at sove udendørs i soveposer??  I guder altså. Han kan sove på min altan kan han.

 

ALENE..

Nytårsfortsæt nr 1

 

 

 

 

# Jeg vil aldrig mere sove efter kl 01.30 (senest) om natten.. #

Oj oj, hvor jeg bliver straffet for at være let at lokke. Hele dagen småsmadret. Små ondt i maven og intet planlagt er gjort. Nå, men så kan jeg vel lære at passe min nattesøvn, for sådan har jeg det nu engang bedst. Egentlig er jeg ikke den der hylder nytårsfortsætter, for jeg har erkendt min egen regnormsrygrad, men jeg kan vel sætte mig nogle mål ikke..?

 

Så mål nummer 1 bliver at overholde min natterytme, af hensyn til mig selv og den generelle livskvalitut ;)

 

Flere mål følger senere, når jeg er VÅGEN og KLAR i bøtten igen. Jeg har nemlig masser af mål har jeg. Og det er gode mål syntes jeg selv, så I’ll be back.

Hvor tumpet er det lige..

 

 

… at være træt som en syvsover, søvnløs som et spøgelse og indfanget af Dickens kl vanvid om natten???

 

 

Ja jeg spørger bare.  Eller jeg mener, jeg spørger egentlig ikke for jeg VED, at det er fuldstændigt idiotisk. Ikke desto mindre er det sådan jeg nu har tilbragt de sidste mange timer. Først smed jeg prinsen ud fordi jeg var træt og ville sove. SÅ udvandrede drengebarnet i bare protest over det kedsommelige i, at være hjemme med en halvdød mor, og SÅ da jeg på denne måde pludseligt befandt mig mutters alene på adressen, gik jeg helt i koma fordi der var FOR stille!

 

Hun er sgu da heller ikke til at stille tilpas tænker jeg om mig selv.

 

Det var bare så mærkeligt, for uanset hvor meget jeg hylder fred og ro, så har jeg uden at vide det hurtigt vænnet mig til piv og gnasken i hjørnet. Ubevidst kigger jeg på bordet, hvor jeg plejer at blive mødt med store udsultede øjne som jeg gør, hver eneste gang jeg går forbi. Her til aften var der bare ingen at holde øje med. Og ingen der skulle ha skænd over at være små asener der spiser deres mor ud af huset.

 

Så jeg ender i min seng som ønsket med et lille stykke strik. Den ene pind tager den anden, og så skal jeg lige måle og tælle. En ide springer som en raket ud af min hjerne og SÅ kan jeg slet ikke sove. Så er det i stedet mig, der har øjne som tekopper og ingen trang til at hvile. Den ene time tager den anden. Og jeg påkalder fanden. Fordi DR2 har Dickens på programmet kl helt åndssvagt og ikke nok med det..  De sender TO afsnit i een køre. Jeg bliver revet med, tager lige ti min mere, og fem min, og en tår vand og en skive brød, og skal da lige se hvad der sker med Ester og de to andre myndlinge på Bleak House og ja..

 

   .. nu sidder jeg så her. Der mangler endnu seks afsnit, alle med sendetid når jeg bør sove tungt. Udenfor har stilladsarbejderne kun nødtørftigt lagt tagdækning på huset tættest på mit, og i stormen hænger der metalstiger og banker monotont imod et eller andet. Uhyggeligt er hvad det hele er. Det store træ udenfor mit vindue er oplyst af to enorme spots, der aldrig bliver slukket og som ikke er dækket til, hvilket får skyggerne til at danse på mine vægge, og hele stuen til at være lys som en sommerdag.

 

 

Kl er fire.. Skal man forsøge at sove, eller gi natten et spark bagi, med mere strik eller måske lidt oprydning? Fornuft eller følelse?  Vi får se hvad det ender med, men nu ved I ihvertfald hvorfor I intet hører fra mig ( måske), når torsdagen vågner.

( PS:  Mind mig lige om, at Rasmus har fødselsdag på fredag. Jeg ku godt gå hen og glemme det er jeg bange for, når nu min hjerne er sat helt ud af spillet. DET ville være både pinligt og uheldigt og IKKE ok. )

Så sådan bliver det..

 

Jeg har besluttet mig. Efter at have talt med den sødeste dame ikke langt herfra, kommer Phister nu til et godt og trygt nyt hjem, med små legekammerater og god forplejning. Jeg har siddet med ham et par gange i dag, og ja.. jeg hyler også lidt, men i min sjæl mærker jeg, at jeg må have en pause. Jeg må få mig selv helt på plads her. Fra næste uge begynde på den normale hverdag igen, en hverdag med rutiner og ro på. Det har været liiige lovligt turbulent følelsemæssigt de seneste fire mdr, med flytning, gensyn med dyrene, aflivninger, håndværkere i tide og utide, og december med hvad deraf følger.

 

Min trøst og mit mantra er, at jeg jo altid kan få nye dyr. Lige nu kan jeg bare ikke være dyremor. Jeg skal have lidt tid til at komme mig over, hvordan og hvor hurtigt det gik med de to der var her så kort. Og så vil jeg bruge de næste dage på at fjerne alle spor, få gjort rent og vasket deres tæpper, få det pakket ned til brug på et andet tidspunkt, og så.. bare se at komme videre. Sikke da en afslutning på en ellers glad december!

 

 

PS: Jeg er igen på vej ind i fasen med ægløsning, så jeg VED jo nu af erfaring at jeg bliver helt håbløst tudevorn, måske det også har indflydelse på mit humør lige i disse dage. Jeg syntes selv jeg tager det ret så tungt, men om to uger skulle jeg gerne være mig selv igen.. pyhh ha. Det er godtnok ikke let at være hormonella.. ;)

Onsdag med grå på

 

 

Juledagene har været en lille smule mere trættende, end jeg lige havde planlagt de skulle være, men dyr og helbred kan man jo ikke sådan forudsige, så i dag er jeg ligeså grå som vejret udenfor. Pyhh ha altså.

 

Jeg er stadigt SÅ meget i tvivl om hvad jeg skal gøre med Phister, for når jeg kigger på ham vil jeg bare ikke af med ham. Omvendt så er det det bedste for ham, at få sig nogle legekammerater. Jeg ved godt at beholder jeg ham som enebarn, kan han blive et rigtigt tamt og lille skønt kæledyr at have, men jeg ved ikke… Jeg er bare så træt nu. Det har været en lang måned, og nu hvor hverdagen igen viser sig, er det som om min hjerne har taget ferie. Jeg er helt tom for handlekraft og rationelle tanker, men een ting ved jeg… Det har været hårdt at miste sine to elskede kæledyr på så kort tid, efter at have savnet dem så længe. Og jeg ved også at jeg vil savne IKKE at have nogen overhovedet.

 

What to do?? 

 

 

 

Striksammen hjælper

 

 

Ja ok, billedet er genbrug og fra november, men jeg glemte rent at lege fotograf i dag. Vi mødtes denne gang hos Karina, som havde bagt det lækreste brød jeg har fået længe. Uhm der er ikke noget, som et nybagt endnu lunt brød med sprød skorpe.

 

Det var rart lige at komme lidt væk fra hjemmet, og tankerne om Lakridsens endeligt, men ligeså dejligt at komme hjem igen og tage lille Phister op for at ae ham lidt. For at give ham lidt selskab og minde ham om, hvem der passer på ham, blev han pakket ind i et sjal så jeg kunne vaske op, med ham hængende på maven hihi. Jeg ved det godt, jeg er skingende gal, men hellere sørge for at han ikke er overladt for meget til sig selv, end at han føler sig glemt og forladt af sin storebror. Jeg har haft ham så meget oppe siden i aftes at han nu ved hvad der venter, så han lægger sig straks til rette i mine arme og kigger misfornøjet op på mig, hver gang jeg lige kigger væk eller tager en nussepause.  Han er søreme så kær den lille fis :)

Jeg tænker så det knager

 

 

 

 

Lille Phister kan slet ikke forstå hvor Lakridsen er henne. Jeg har ham her hos mig, men det er bestemt ikke det samme, som en tryg og pelset ven at putte sig op af. Jeg er i syv sind, vil nemlig gerne beholde ham, men samtidigt så har jeg egenligt ikke lyst til at få flere dyr lige nu. Derfor ender det nok med, at jeg må finde en god ny familie til ham, og så bare håbe at det er et godt sted han kommer hen.

Phister er en frisk lille fyr, men samtidigt overhovedet IKKE nysgerrig efter at gå uder over de kendte enemærker. UHA, man kunne jo komme ud for alverdens ulykker nemlig. Så hellere følges lige i hælene på storebror. Men hov han er der jo ikke ..

 

Får Phister ikke en legekammerat, så ku han godt ende med at blive alt for ensom og isoleret, trods mine forsøg på at forkæle ham. Det går jo ikke især fordi han slet ikke vil komme frem fra sit skjul for at spise. DET er alt for farligt..

 

Allerede i dag må jeg gøre noget, men noj hvor er det trist at tænke på.

Fra Phisters første dag hos mig.

Farvel Lakrids.

 

 

Tjaa, der er ikke meget mere at sige, end at det mest humane var at lade ham aflive. Det er gået hurtigt de sidste dage, og her til eftermiddag var den så gal igen, og han var så fortvivlet og stresset af kløe, at jeg ikke kunne lade det fortsætte.

 

Han fik nummer to behandling for skab i går. Det var de foreskrevne ti dage siden første behandling, men det har været svært at dosere, da han jo var et meget stort marsvin. OG han fik det faktisk kun lidt bedre, inden det igen tog til. Dyrelægen kunne bare bekræfte at han virkelig var hårdt angrebet, og den før så kraftige og flotte pels var nu næsten helt forsvundet hen over ryggen.

 

Jeg har i timerne inden vi tog afsted, ikke kunnet andet end sidde og kigge på, at han har løbet rundt og rundt af bare desperation over kløen. Hoppet og spjættet for derefter at falde forpustet sammen hen over mine lår, hvor han så lå og kiggede op på mig. Han plejer bestemt ikke selv at søge mit selskab, men idag gjorde han. “ Klø mig mor.. “ lyste de mørke øjne. Men hvis jeg bare rørte hans pels, spjættede han igen som om det gjorde ondt.

 

Noj hvor har det været forfærdeligt at se på, og jeg er helt sikker på at jeg tog den rette beslutning, men derfor skal jeg jo lige igennem lidt tuderi nu. Jeg vænner mig aldrig til at se dyr lide og dø.

 

Her ligger han og lurer lidt på mig, kort efter at jeg fik ham tilbage i august.

2. juledag med overblikket tilbage

 

 

 

Jeg er alene hjemme idag, og det har været kodeordet for et par timer med systematisk oprydning, udsmidning og lidt rengøring.

 

AHHHH, hvor det altså bare er det bedste, efter en måneds tætpakket julehejs i hytten. Det meste af det rødeste er fjernet, adventsgrenen og alle de døde hyacinther ligeså, og nu er her til at ånde igen. Lidt får lov at være indtil efter nytår, men der er ligesom lysere igen nu.

 

Jeg har været så heldig, at de gaver jeg har modtaget fra Pernille, har ramt 100% lige i skabet, så de skal bestemt stå fremme helt indtil det igen bliver lysere i verden.

 

Der er det lille hvide hus til fyrfadslysene:

 

Og der er de to skønne strikkede lysestager:

 

 

 

 

Ham her får også lov at sidde lidt endnu. Nu har den lille nisse siddet på samme måde i henved 30 år, men i går fik det en ende. Rasmus mente at han skulle være lidt mere nutidig, så nu står han sådan:

 

Og nå ja, så er der den lyserøde ren, han har fået ærespladsen på spisebordet:

 

 

 

I køkkenet står en mega opvask, og der bliver den lidt endnu for jeg løb tør for opvaskemiddel allerede juleaften. I går glemte jeg at købe nyt da jeg var ude, og nu gider jeg ikke gå nogen steder, men helt ærligt så er det jo mig der bestemmer her, hvilket betyder at jeg ikke får bebrejdelser eller skæve blikke over det. Nemlig så ;)

 

 

I eftermiddag vil jeg sætte mig i sofaen, og så skal der mailes. Der er SÅ mange, der gerne vil modtage opskriften til sjalet, og hvilken glæde det er. Nu skal den bare sendes ud i landet, og jeg håber selvfølgelig at få lov at se resultaterne. LOV mig at vise jeres sjaler frem, for det er jo lidt spændende at se hvordan I vælger at det skal se ud. Jeg har tænkt mig at lave en fane, hvor man kan klikke ind og se alle sjalerne, med links tilbage til jer. Ku det ikke være sjovt? Så fat pindende og god fornøjelse :)

Jeg har da helt glemt denne her..

 

 

….  utroligt smukke julesang.  Det er ikke for sent endnu heldigvis, da julen jo stadigt ringer i vore ører ;)

 

 

Håber I vil nyde den ligeså meget som jeg.

 

God aften og fortsat dejlige juledage til alle.