Jeg vænner mig til vendestrik

 

 

 

Efter de to cardigans jeg strikkede, og de mere eller mindre mislykkede forsøg på at strikke en Nessie der ku pryde mine skuldre, er det krøbet ind på mig. Princippet omkring vendestrik.

 

I ugen mellem jul og nytår slog jeg op til et nyt sjal af den slags fra julekalenderen. Tænkte det kunne være praktisk at få genopfrisket metoden, hvis nu der skulle være spørgsmål. Inden jeg overhovedet var nået så langt, voksede der noget andet frem og her er resultatet:

 

 

Allerede inden jeg var færdig, opstod ideen til et helt nyt sjal. Og dette her er første udgave. Jeg har brugt tilfældige rester af garn og Kauni, har forsøgt forskellige metoder og ud/indtagninger, har brugt to forskellige pindestr og har glemt at skrive ned.. jeps! Sådan går det når jeg freeform’er kan jeg bare sige. Den ene maske tager den anden, og jeg bliver helt revet med. Bliver så optaget af processen at jeg glemmer alt det andet.

 

Nå, men dette her sjal mangler nu kun kvaster. Det bliver lige prikken over i’et, og skal være med til at give især spidsen på ryggen tyngde.

 

 

Farverne er ok, men noget anderledes end det jeg ellers foretrækker. Sisse har udtrykt begejstring for den meget lysende røde, som jeg selv mener er helt i hegnet sammen med de rustne kulører. Hendes forslag om at mine kvaster ku være røde også, for at give samling til det hele er jeg med på så røde bliver de.

 

I går gik jeg så igang med forsøg nummer to. Jeg er ret så optaget af at man kan forme strik på alle mulige måder, alene ved at vende rækkerne,  så det leger jeg med nu.

 

 

Hvor jeg ender og med hvad.. det må tiden vise, men jeg har det sjovt og får faktisk også brugt de små grå. Fedt :-)