Jeg siger farvel til august på vanlig facon.. med en ynglingssang

 

 

 

… har ventet et helt år på at smide den på bloggen igen hehe.

 

 

Ikke uventet er jeg lagt ned efter turen til Roskilde, så beretning om det må vente. Alt gik over forventning vil jeg dog lige sige.

 

Jeg nøjes med at byde velkommen til:

 

Vi går ind i et årstid, hvor jeg hører musik som bare hører til, og I kan ligså godt vænne jer til det.. det går ud over jer. Som alle de foregående år. Det er min tradition her at dele stemninger med jer, og det også i form af musik.

 

 

 

Jeg slutter med billeder fra dagen der gik. Den sidste i august. Og hvis I kan huske som jeg, på Dianna’s dødsdag. Ved ikke hvorfor jeg altid også husker det, men det gør jeg.

 

Vi ses i morgen :)

Fredag aftens ro

 

 

 

Lang dag. Træt. Men et lille hyggebillede eller to skal der da lige på i dag.

 

 

Lys i lampen

 

Nem middagsmad

 

Poncho på pindende

Og..

 

 

Krimi på Charlie..

 

 

Det er en fredag lige efter mit hoved.

Når jeg nu alligevel er på Roskilde kanten…

 

 

Jeg har benyttet mig at de uvante omgivelser og besøgt havnen ved Vikingemuseet. Helt spontant og uden at ane, at der var samling. Motorcyler ( nam nam ), biler og mennesker i rå mængder. De tobenede har helt sikkert alle, som jeg selv, villet nyde den måske sidste i en række af smukke sensommeraftener i år. Måske der kommer flere, det vides ikke. Under alle omstændigheder er jeg glad for at jeg også lige var der. I aften. I år.

 

Jeg havde selvfølgelig både kamera og strikketøjet med:

 

Jeg er topklar til i morgen og ikke spor bange for undersøgelsen. Faktisk.. stod det til mig, blev jeg opereret i samme hug, så jeg ku få mine strikkehænder tilbage igen. Sådan er verden nok desværre ikke, men ok.. det er så en tur jeg vil tage med glæde igen, en strikker vil nemlig køre langt og gøre meget for at komme i TOPform. Jeps!

Om at overholde en aftale, eller.. jeg tager afsted i gooood tid

 

 

 

 

Senere i dag tager jeg afsted til en overnatning på sjælland. I morgen kl 09.00 dut, har jeg endeligt en tid til undersøgelse af fingre og hænder, men i tråd med min natur er jeg overdrevet bange for at komme for sent. Overdrevet bekymret for, om jeg nu får beregnet tiden korrekt, så jeg kan komme til hospitalet og få parkeret og komme fra p-plads til den rette indgang, inden jeg skal være på afdelingen. Ikke så meget af respekt for personalets tidsplaner, det indrømmer jeg gerne, men fordi jeg kommer så langvejs fra og har ventet så længe, at jeg ikke kan overskue at måtte køre den lange vej hjem igen, uden mere viden om smerterne.

 

Førhen var det bare noget jeg gjorde, og jeg har godtnok haft mange af den slags aftaler igenne årene, og for de fleste er det også bare et punkt på dagsordenen, bare ikke for mig. I dag. Som jeg fungerer nu.

 

SÅ altså.. jeg tager afsted i meeeeeget god tid. Første etape i dag, og den næste i morgen. Er jeg frisk nok i aften, kan det sgu være at jeg tager en prøvetur, så jeg ved på forhånd hvordan Roskilde hospital er indrettet, og hvordan det er med p-pladserne. Erfaringen fra Kbh er nemlig, at det kan være nærmest umuligt at få en plads i nogenlunde afstand, og jeg skal muligvis beregne gåtid ind også.

 

Små mennesker små problemer, store mennesker store problemer.. jeg ved det, men jeg lever jo også i en lille verden ik..

 

 

Iøvrigt hedder det noget så fint som:

Nerveledningshastighedsundersøgelse, på neurofysiologisk laboratorium. SÅDAN!

 

Jeg har valgt IKKE, at læse op på det på nettet efter jeg fik klikket mig ind på en side, hvor der stod at det kunne handle om Sclerose. I den forbindelse blev der listet andre symptomer op, og der ku jeg selvfølgelig sætte hak ved mange af dem. Man kan hurtigt komme til at lide af alt muligt når man læser om sygdomme, så jeg vælger at tro det kun handler om det der syndrom vi tidligere har talt om herinde.

Karpaltunnelsyndrom. Også et fint ord ik.. :-)

Når haven tager sit sjal på, bliver det hele lidt indviklet

 

 

 

Ikke så mange ord, men billedspam i rå mængder. Det orker jeg i dag. Jeg insisterede overfor mig selv her til morgen på, at stå tidligt.. bum bum op, fordi jeg så gerne ville indfange og opleve de tågede morgener vi har nu. Godt jeg gjorde det, for det ER en skøn årstid, selvom jeg så må leve med kronisk panik efter mørkets frembrud. Om nogle måneder kan jeg igen tænde lys når det bliver mørkt, så jeg kan bevæge mig rundt i huset uden at være nervøs, og med tiden går denne tåbelige angst vel i sig selv. Ligeså er det et held, at ingen kan opleve min adfærd når jeg skal alene fra den ene ende til den anden om aftenen.. 

 

Naturens sjaler ser sådan ud:

Foruden alle de fineste lacesjaler, som hænger allevegne i min have, var luften også tyk af fugt i morges. Så tyk faktisk, at dråber faldt tungt fra blade og tag. I byen har jeg aldrig oplevet eller bemærket det, men hernede i stilheden er lyden af sådan en fugtig morgen helt utrolig. Det lyder som stille regn, men ER kun lave skyer som man kan kalde det.  Knitrende og klikkende nærmest. Som en masse instekter der taler sammen derude et sted.

 

 

Se det er sgu et eventyr, der omringer et liv helt i bund..

Der kommer lige eet ekstra nedturs skriv så spring videre, hvis I kun er til blomster og violer i dag

 

 

 

I forlængelse af i gårs skriv ( som jeg håber at finde overskud til at besvare senere ), er der lige et par detaljer mere, som jeg går rundt og tumler med.

 

Den ene ser sådan ud:

Jeg fik foræret en brændestabel i fødselsdagsgave. Glad og overrasket, overvældet og benovet var jeg over det, og det viser sig da også at intet er som det ser ud. Det er nemlig super let at fremstå som den glade giver, der effektivt, handlekraftigt og storsindet slår ud med armene og siger “ få nu bare ringet efter det brænde. Husk at få en pris. Det går ikke at du går og fryser”, når jeg for 1000 gang gentager at JO, det er uholdbart at jeg ikke har råd til varmen, og JA det er noget skidt, men NEJ jeg har altså bare ikke de penge i den mængde…

 

Jeg ved ikke.. måske det er mig, og måske jeg kan skyde skylden på min manglende evne til at se mellem linierne, men noget siger mig at de fleste ville opfatte tingene som jeg har gjort.

 

Trods mine protester blev jeg som sagt overtalt til, at brænde det SKULLE jeg ha.  Aftalen bliver at den handlekraftige og insisterende person, så selv skal sørge for tingene, da jeg jo ikke skal have noget at gøre med det praktiske og betalingen. Der meldes tilbage, at nu er der indgået en aftale om levering. Et par uger går og jeg bliver spurgt om brændet er leveret og næh.. det er det ikke, men bonden er jo også igang med at høste, så det er vel først når den er i hus, at turen kommer til mig tænker jeg. Der følger en række spørgsmål til mig om kvalitet, mængde, tørhedsgrader, og alt muligt andet jeg slet slet ikke har begreb om, og som gør mig helt svimmel af at skulle forholde mig til, og lige der. Lige midt i denne trættende samtale kommer det for en dag, at denne levering af brænde slet ikke er en gave!  Det er meningen, at jeg skal afdrage på en eller anden facon, og det har hele tiden været tanken. Jeg HAR godtnok selv været vildt overvældet som sagt, over denne gavmildhed. HAR tænkt lidt, at det var for godt til at være sandt. Og ja..

 

Jeg føler mig dum, naiv og sindssygt åndssvag, for det har jeg slet ikke gennemskuet. Det er aldrig blevet sagt, og da jeg jo på dansk og mange gange har forklaret, at jeg IKKE har penge til een samlet levering, så har jeg simpelthen ikke kunnet opfange andet end, at det var en foræring. Jeg mener.. hvad andet kan jeg, når jeg på trods at mine egne ord, bliver bedt om at få bestilt det skide brænde?

 

Som sagt.. jeg føler mig dum. Og jeg hader at føle mig dum. Og så bliver jeg sur og vred, men det nytter ikke noget heller, og derfor tuder jeg så istedet. Min hud er ikke tykkere end, at sådan noget får den til at lække.

 

 

Det andet har jeg sgu glemt hvad var nu da jeg er nået hertil i mit skriv, så skal vi ikke bare sige, at dumme naive Henriette holder for idag?  Jeg tror det.

Jeg er lidt spændt på, om det allerede er nu den begynder?

 

 

 

Inde under overfladen, bag alle billederne og den lette tekst, gemmer der sig den anden Henriette. Hende med den trofaste og aldrigt svigtende følgesvend, i form af en tosidet djævel ved navn borderline/personlighedsforstyrrelse.

 

 

Jeg har jo valgt at det ikke længere skal være så meget i forkus her, for jeg VIL bare ikke ha den identitet. Jeg er så meget andet, men det er ikke det samme som, at jeg ikke mærker og kæmper hver eneste dag. Nogle gange mere end andre. Den sidste månedstid synes jeg det har været mere end svært, at holde djævelen fra døren, og når sandt skal siges har jeg faktisk småtudet så godt som hver dag. For ikke lang tid siden skrev jeg også lidt om det, og dengang som nu var jeg bevidst om at familie og andre sager udemærket kan være årsagen, men der ER bare et eller andet galt.

 

Nu går jeg og spekulerer lidt på, om mit nedtursbarometer allerede har udsving, selvom det allerhelst ikke skulle begynde før senere på efteråret. Der er symptomer og fysiske tegn på det, men jeg håber at jeg når at få nogle flere mentale solskinsuger i år.

 

 

Jeg har generelt, nærmest ikke evnen til at “overblikke” særligt langt frem, og derfor havner jeg hele tiden i umulige og uoverskuelige situationer, hvor jeg må gi op eller bede om hjælp, og ve I hva..

 

Jeg bliver så ked af det over det. 

 

Synes det er et alt for svært liv jeg skal igennem. Jeg ved at mange andre kæmper med deres, men at have en mental lidelse oveni ganger det almindelige op med mange tusinde i følelsessekunder. Det er deri forskellen ligger. Barometeret for, hvad man kan rumme og hvor meget, ligger på en helt anden skala. Jeg skriver ikke for at angle medlidenhed, men for at formidle og fortælle.

 

Mine dage for tiden ser nogenlunde sådan ud:

 

Jeg er møgtræt, så jeg vågner ikke længere tidlig morgen, men senere og senere og lige i øjeblikket, ved otte halv ni tiden.

Jeg står op og går ned i køkkenet. Der skinner solen så skarpt og lavt på himlen nu, at jeg burde slå persiennerne ned, men det orker jeg ikke fordi de trænger så meget til at blive fedtet af, og jeg går ud igen.

Ud i haven, hvor jeg bliver overvældet af alle de projekter jeg har gang i, men som jeg pludseligt ikke magter at komme videre med. Mit tørrestativ er væltet med det rene tøj på, vandkander er blæst omkuld og omkring, potter med blomster er også nedlagt, jeg er igang med at lægge fliser, rense jord, klargøre til flytning af stauder, og og og, så jeg vender om og går ind igen.

Tænder for vandmaskinen og går ud på toilettet, hvor der ligger vasketøj i en bunke. Min vaskemaskine virker ikke ordentligt, men jeg kan ikke overskue at finde ud af hvorfor eller hvordan, så jeg går ud igen.

Med halvlukkede øjne ( fordi solen virkelig svider mine øjne ), laver jeg en kop kaffe og sætter mig i sofaen. Tænder for computeren og nyhederne på tv. Computeren er stadig syg, men jeg kan ikke overskue at rense den, så jeg lukker den igen. Ved siden af mig ligger papirer flere steder fra, hvor jeg skal henvende mig om de betalinger jeg omtalte forleden. Jeg kan stadig ikke finde hoved eller hale i alle ordene i min hjerne så, hvordan jeg skal formulere mig i en telefon er en gåde og jeg lader dem ligge. Drikker min kaffe færdig og går i seng. Op under dynenerne.

 

Et par timer senere begynder den samme omgang forfra, men denne gang overvinder jeg min trang til at ende i sengen, og jeg bliver istedet siddende og ser tv, imens jeg klikker formålsløst rundt på nettet. Jeg grubler over noget jeg slet ikke har nævnt her endnu, men som jeg faktisk er lidt foruroliget over. Det med mine øjne..

 

Øjnene fejler ikke noget ( for tiden altså!!!), men jeg har siden jeg kom herned, hver eneste dag været hævet og kløende på huden omkring dem. Mine øjenlåg er helt smadret efterhånden, af min konstante kløen, eksemcremen jeg bruger, solcreme i rå mængder og fugtighedscreme, som hjælper på det tørre men gør kløen værre pga varmen fra fugten. Hver morgen når jeg vågner er jeg hævet og har nærmest bobler på lågene. Nogle gange er jeg også svulmet op under øjnene.

Jeg kan slet ikke kende mig selv når jeg ser i spejlet, men magter jeg at gøre noget ved det??

 

Næh.

 

I det hele taget gør jeg ikke noget ved noget. Hvad nytter det hele nemlig? Det har nemlig ramt mig, at ( hvad andre sikkert allerede HAR forudset) jeg aldrig får det anderledes. Eller bedre. Eller lidt lettere.

 

Og så er det jeg ligeså godt kan gå i seng igen. 

 

Har I læst med helt herned til, fortjener I også den sandhed, at jeg hver eneste dag på trods af alle disse tanker, er dybt taknemmelig for de sidste fire mdr jeg har oplevet. Det er ikke hverdag for mig, at være opløftet, glad, lykkelig eller med overskud, i så lang tid i eet stræk. Det er en gave for mig at have prøvet det, og jeg har aldrig forestillet mig, at jeg bare fordi jeg flyttede, så ville jeg være ubekymret, glad og lykkelig forever and ever. Jeg havde bare håbet måske..

 

Til sidst vil jeg også fortælle, at for en borderliner er det værste følelsen af at blive forladt. At være overladt til sig selv uden nogen der kærer sig. Det er irrationelt, men ikke til at ændre og jeg er altså begyndt at have det virkelig skidt med at være alene. Jeg veeeeed godt at man kan klare sig udemærket alene, men faktum er at det gør jeg jo slet ikke. Altså klarer mig særligt fantastisk. Den der fornemmelse af at være uelsket er simpelthen så overvældende og gyseligt voldsom, at man skal være min lidelsesfælle for at forstå omfanget. Jeg kan fortælle om det, forklare og rationelt dissekere årsagerne, men jeg er fanget i den. Fælden af tanker og følelser og ensomhedsfornemmelse og det gør mig ked af det.

 

Nu vil jeg strikke og i morgen lover jeg at være glad her på siden igen. Jeg lover det.