Når haven tager sit sjal på, bliver det hele lidt indviklet

 

 

 

Ikke så mange ord, men billedspam i rå mængder. Det orker jeg i dag. Jeg insisterede overfor mig selv her til morgen på, at stå tidligt.. bum bum op, fordi jeg så gerne ville indfange og opleve de tågede morgener vi har nu. Godt jeg gjorde det, for det ER en skøn årstid, selvom jeg så må leve med kronisk panik efter mørkets frembrud. Om nogle måneder kan jeg igen tænde lys når det bliver mørkt, så jeg kan bevæge mig rundt i huset uden at være nervøs, og med tiden går denne tåbelige angst vel i sig selv. Ligeså er det et held, at ingen kan opleve min adfærd når jeg skal alene fra den ene ende til den anden om aftenen.. 

 

Naturens sjaler ser sådan ud:

Foruden alle de fineste lacesjaler, som hænger allevegne i min have, var luften også tyk af fugt i morges. Så tyk faktisk, at dråber faldt tungt fra blade og tag. I byen har jeg aldrig oplevet eller bemærket det, men hernede i stilheden er lyden af sådan en fugtig morgen helt utrolig. Det lyder som stille regn, men ER kun lave skyer som man kan kalde det.  Knitrende og klikkende nærmest. Som en masse instekter der taler sammen derude et sted.

 

 

Se det er sgu et eventyr, der omringer et liv helt i bund..