Jeg kan ikke længere dele videoer med jer herinde! Det er ellers noget jeg har hygget mig vældigt med, især ved juletid. Jeg HAR læst på hjælpesider omkring hvordan og hvorledes, men de siger bare at man skal vælge “gammelt link”, men den mulighed får jeg slet ikke tilbudt uanset, hvor jeg klikker eller hvor meget jeg kikker.
Jeg hader bare når noget bliver lavet om gør jeg. Virkelig.
Røvbananmusikside.
Her er godt nok ikke noget sne, men til formiddag har jeg været ude for at banke (et tykt lag!) is af fuglenes vandskål. Og Holgers selvfølgelig. Selvom jeg var forberedt på frost, er det alligevel totaaaalt mærkeligt, at opleve sådan en kulde nærmest fra den ene uge til den anden. Min vandtank har jeg hele tiden haft halvt fyldt med vand, fordi det er fedt at have vand i haven, når man går derude og roder og griser sig til, men nu er den blevet tømt.
Lørdag blev mit humør og min følelse af tryghed og glæde ved min lille verden her sydpå skubbet til. Her har igen været uvelkomne på matriklen, og denne gang var flere nye bede med tulipaner trampet i, og et sommerfugletræ havde fået toppen knækket af og var blevet revet op med rode. Ingen haveejer vil synes om den slags, men min følelse af tryghed og årene med konstant rykken rundt uden at vide mig sikker på fremtiden, har betydet at jeg slet slet ikke kan håndtere nogen form for uro. At mine fysiske grænser bliver invaderet er simpelthen for meget for mig, så ja.. jeg gik helt ned med flaget. Nogen vil måske sige at det kun er en busk og ingen større skade er sket, men for mig er det selve tanken om, at fremmede dingler/vader/vælter/ rundt i mørket om natten i min have, der hvor JEG har mit liv, imens JEG er inde i huset, som er SÅ ubehageligt. I aftes sad jeg sådan set bare og tudede. I mørke. Fordi jeg ikke kunne andet.
Rødby er en lille by. Alle kender alle, og udefrakommende skal være forsigtige med at stikke næsen frem så at sige, hvis ikke de vil risikere problemer. Jeg skal ikke have klinket noget eller ballade med nogen, så jeg afholder mig fra at være mere konkret her på bloggen. Mit held er, at jeg er som jeg er, en privat person, der lever stille og anonymt. Jeg passer mig selv, går rundt i min have, hilser pænt på folk jeg genkender, er smilende og åben når jeg taler med de handlende, og dem som kommenterer haven og dens forandring. Alligevel er noget ændret og jeg selv tænker at det handler om at jeg er old news så at sige, for når det kommer til udlejer og mit hus er der ikke længere interesse for at udbedre eller hjælpe. Faktisk er det sådan, at jeg slet ikke har lyst til at ringe op mere når der opstår ting, som udlejer står for at holde ved lige. En får bare i bedste fald en sludder for en sladder og lovninger der aldrig bliver fulgt op på, i værste fald et afvisende svar. I morgen er jeg dog nødt til at tage tyren ved hornene endnu engang.
Et par uger inden efterårsferien rendte jeg ind i ham tilfældigt, og der fik jeg besked om at husets vindskede ville blive lavet mandag efter efterårsferien..
Nogle uger senere kom han forbi med en krukke til mig, og besked om at en murer ville komme to uger senere for at mure vinduet på første sal færdigt…
Sidste vinter fik jeg besked om at husets hoveddør ville blive skiftet ud inden vinter..
I foråret lovede han at lukke det store hul en storm fik lavet på skurets tag. ..
I sommer gentog han, at ingen længere må bruge min have som gennemgang til naboens bagdør/terasse.
Alt dette nytter det slet slet ikke at insistere på at han skal se at få ordnet, men især det sidste punkt og så hoveddøren MÅ der tales om nu. Det ligger nemlig sådan, at naboens huslejekontrakt giver ham lov til at benytte min gårdhave som udgang, hvis der er større ting som skal ud af hans lille hus. Det har i årevis ikke været noget problem, da mit hus har været udlejet til den ene mere ligeglade beboer efter den anden. Huset er blevet brugt som varmestue for div typer, og ingen har nogensinde brugt endsige betrådt, hverken gård eller have i årevis. Derfor har naboens familie, venner og skiftende kærester alle været forvænt med at de bare kunne gå gennem det, der nu er min matrikel, når de ikke kunne komme ind ad hans hoveddør. Enten fordi han har ligget i en kæmpebrandert, eller også fordi nøglerne er glemt eller tabt eller hvad ved jeg.
SÅ altså .. jeg kan godt se, at det er svært at vænne små indavlede hjerner til nye forbud, men nu bor JEG her. Og derfor MÅ og skal udlejer altså, hvis han stadig mener at jeg har ret til privatliv i min indkørsel og i min nu pænt passede gårdhave, udfærdige en ny kontakt til naboen. Det har nemlig ikke været nok, at udlejer gentagne gange har slået fast at der ikke længere er fri passage via mig. Det skider de så at sige højt og flot på. I ædru tilstand bliver der undskyldt og lovet bod og bedring, men når sprutten ryger ind, ryger hjernen ud. Og jeg er møgtræt af det. OG det giver mig nervøse trækninger, ondt i maven og ikke mindst frustrationer. Hvad nytter det i det hele taget? At jeg går og knokler derude. Og tingene så bliver smadret.
At jeg har plantet til i hullet ind til naboen er kun et forsøg på at få noget til at dække for vildnisset derinde. Jeg ville være så meget mere tilfreds med et hegn med en låge i. Så kunne den låses, og i tilfælde af at der skulle noget igennem, kunne man så aftale det på forhånd. Noget vel at mærke i form af møbler eller deslige. Vil han ikke sætte låge op, så må jeg tage andre metoder i brug, og vi er ude i noget med strømførende pigtråd feks.
Jeg er også nødt til at ringe til udlejer fordi min hoveddør absolut ikke fungerer længere. Sidste vinter var der ikke problemer, men det er der i allerhøjeste grad nu:
Fredag aften var der så koldt, at trods tæppet for åbningen ind til stuen, sad jeg og storfrøs i sofaen. Faktisk var jeg så stresset over en fremtidig varmeregning, at jeg nærmest ikke sov om natten, men lad det nu ligge. Jeg tog sagen i egen hånd for dog at gøre et eller andet, så nu er alle utætheder stoppet ud med lommetørklæder og tætnet med tape. Det har hjulpet, men er jo vanvittigt kikset og uholdbart i længden, så ja.. mandag morgen er jeg bare nødt til at gribe knoglen. SUK.
Disse små historier om en weekend i Rødby, har for en stund helt ødelagt mit humør. Advent, jul og hyggehejs kan rende mig noget så grusomt. Skulle jeg gøre hvad der ligger mig mest lige for, gik jeg under dynen og slukkede for problemerne med en sovepille, men den løsning er har jeg jo brugt år på at droppe. Nogen påstår at det er en dårlig ide.. bum bum. Så når nu jeg ikke kan bruge den metode længere, kan jeg som det næstbedste tihvertifald sidde og surmule i min lille skidekolde mørke stue. Og JO, jeg har da selvfølgelig varme på radiatoren, men står den på 2, varmer den ikke særlig meget, og skruer jeg op på 3 går kører den på med at koge uden ophold, og DET har jeg bare ikke råd til i længden. Det er enten eller her. En halvkold hytte, eller en varmeregning der sender mig på tiggergården.
Gudsketakoglov for Holger. Intet hjælper så meget, som en varm kat der holder i hånd :
En sidste marathonspeedgravning fik de sidste planter i jorden her til formiddag, og i noget der lignede frostblæst var det afgjort ikke en fornøjelse. Det var faktisk rædselsfuldt, men jeg er trods alt tilfreds med mig selv. Der er ingen der siger at kulden bider sig fast fra nu af, men jeg har alligevel pakket havegrejet sammen, og nu vil jeg læne mig tilbage og bare nyde indelivets glæder for en periode. Går jeg ud er det udelukkende for at få lys og luft, IKKE for at arbejde, også fordi jeg har sk.. ondt i hænder og skuldre og nakke. At knokle derude er både koldt og svedigt, en kombination som ikke er fornuftig. Nå nej, jeg mangler forresten lige en enkelt ting, og det er afdækning. Men SÅ er det altså også slut.
Da der i går blev meldt ud om nattefrost, blev alle planer om at tage den helt med ro og koncentrere mig om indeliv og lidt jul skrinlagt til efter fredag. Med et blev jeg en smule stresset. Jeg har en del planter, både store og bitte små, der bare ikke ville kunne klare sig som de står nu, ovenpå jorden og i venteposition. Eller.. det er ihvertfald jeg jeg frygter. Har jo ikke erfaring omkring det. Så i dag, efter en af de mest gyselige nætter længe, trimlede jeg ud og gik igang. Ikke så meget tid til nus og omtanke var der, selvom der egentlig mindst ligger en uges knoklen i mit normale tempo, i det bed. Bare hug til, grav ud og læg i. Jeg nåede mindre end satset på, for blæst og temperatur fik det til at gå igennem marv og ben på mig. Halvanden time ude og så tager jeg endnu en omgang i morgen. Det som står tilbage, må pakkes ind og få bolig i en balje, til den næste periode med lunt vejr.
Der er slet ingen mystik i, at det er blevet koldt og svært at være ude, nærmere har jeg været en møghamrende forkælet haveflipper, med det vejr vi har haft hernede sydpå. Så jeg glæder mig over hvad jeg har nået, og tager resten som det kommer, dog håber jeg at komme i skoven så jeg kan fylde nogle sække med blade, for jeg har ikke flere at dække af med, og det tror jeg bliver nødvendigt.
At jeg er endt et sted i livet, hvor have og kat er en mulighed.
At jeg dybest set er rask og ved godt helbred.
At jeg ikke længere går op i hot or not.
At jeg har ikke een, men hele to bostøtter.
At ikke ALT arvegodset er forsvundet eller kasseret efter 2010.
At jeg elsker kål, når nu det er så sundt.
At min nabo er kok…
Og..
…. at det i år bliver en dejlig december med både lyst til rødt og hygge, og uden flyttekasser og utryghed.
Hvad er I taknemmelige for derude?
Har lige set vejrudsigten. Så vejrudsigten tidligere i aften. ( Holger bestemmer hvornår jeg må skrive.. ) I går aftes i vejrudsigten på dr1, var der et indslag fra en planteskole. Her melder man om udvidet sæson og perfekt plantevejr. Så altså, nu er jeg vanvittigt tilfreds med mine aktive timer udenfor, selvom jeg også har monster dårlig samvittighed over at forsømme ALT det, der venter i huset. Her skal stadig gøres endnu mere rent, og ikke så meget som en tanke har jeg brugt på jul og advent. Eller.. jo. Jeg har tænkt, at jeg muuuuligvis ikke får styr på kransen inden søndag, men hul i det. Jeg når det nok, og der kommer med garanti masser af grå og våde dage til den slags gøremål.
Jeg har knoklet som en vanvidsramt. Jeg ved det godt. Det har jeg selvfølgelig fordi jeg elsker at jeg kan, men det handler også om terapi. For jeg går rundt med en bold inden i, lige der i solar plexus I ved, som gør SÅ ondt. Jeg går rundt med frustration og magtesløshed og sorg. Lige nu kan jeg ikke ændre på noget af det, så det eneste jeg kan finde ud af at gøre, er at gribe skovlen og grave huller. Fokusere på ukrudt og rødder, planter og positioner. Og konstatere, at det er sandt når man siger at børn bringer een usigelig lykke, men sommetider også ubærlig sorg.
Ham her bringer masser af skæg og ballade.
Et bed er ved at tage sin form. Ville egentlig helst have noget med lidt højde på, men for nu bliver det sådan her. Planen er noget med et langt bed ned langs midten af plænen. Mandag gik jeg i gang med at rense for ukrudt og græstotter. Et første udkast til form og fremtid så at sige.
Jeg kom også lidt længere ned i hullet, der skal give mig åkander og måske en enkelt lille frø. Eller to. Lige nu er jeg dog bremset af to rødder, som min grensaks ikke kan klare. ARGHHH!
Tirsdag blev der så lagt puslespil. Rykket lidt om og flyttet lidt rundt.
Om det bliver godt kan jeg først se til næste sommer. Problemet med skygge og lys I ved..
Mandag fik jeg forresten også gjort noget ved den synligt misligholdte syren. Uden blade blev det pludseligt muligt at se, hvordan den reelt er vokset uden beskæring i årevis, og det har resulteret i ca halvanden meter uden løv, og ca en meter med sparsomt løv og næsten ingen blomster. Jeg synes sådan en er smukkest når den er tæt og smukt blomstrende så jeg gik igang. Har konsulteret div havesider, og der er kun een måde at få det til at ske på. Tynd ud og skær ned. Heldigvis er der masser af nye skud inde mellem stammerne, og jeg regner med at resultatet af mine anstrengelser med grensaksen vil kunne ses i 2016. Om ikke andet kan de mærkes.. Mine hænder var totalt smadret bagefter!
Egentlig er det jo ikke fordi det er såååå koldt endda. Jeg mener.. vi har slut november og stadig ofte temperaturer omkring de 10 grader, men alligevel er luften anderledes. Det konstante gråvejr giver en følelse af kulde ind til knoglerne, så der er ikke basis for mere stillesiddende ophold derude i haven.
At lægge tulipanløg er netop det. En ret så stille beskæftigelse. Derfor holder jeg kun et par timer, men det er nu også ok. Jeg synes alligevel jeg når en masse på den tid, og hver dag sker der noget, som til næste år skulle kunne ses på havens udseende. Der er nemlig sket det helt utrolige, at jeg nu oplever at gå ind i mit ANDET år/nummer TO sæson på samme sted!
Det betyder at jeg får den lykke at se en udvikling i mit arbejde og af mine anstrengelser med at få udnyttet alle kvadratmetrene på en god måde. Der ligger en kæmpe udfordring i at kunne begynde i en have fra scratch. At have fuld indflydelse på, hvordan der skal indrettes og se ud, så en ny have er spændende, men det er noget helt andet at få lov til at gå ind i sæson nummer to. Nu er der rykket rundt på planter der er vokset, de er delt og fordelt så et større område er frodigt i forhold til året før. Der er formeret og investeret i flere nye planter. Man ved hvad der fungerer og hvad der skal laves om på.
I det hele taget ligger der mange mange timers fornøjelse og slidsomt arbejde i haven.
Det fede ved efterår og vinter er muligheden for at bruge sin energi på andet end decideret pasning og nus af det grønne. Tiden er til at tage sig af det grove. Huller i den bløde muld kan blive gravet, man kan sørge for brændstabler og flytte rundt på kompostbunkerne. Der er også hygge i at få styr på redskaberne, noget jeg ikke selv er igang med endnu, for da de stadig er i brug, har jeg ikke taget fat på seriøs slibning og oliering.
I min have er det lige nu et spørgsmål om, hvor meget brænde jeg i det hele taget får ud af de mange tykke meter træ jeg fik foræret. Jeg elsker jo at bygge og finde på med de ting der dumper ned fra oven, og lige nu er stræstubbe ved at indtage haven på forskellig vis. Arealet med det såkaldte græs skal gøres mindre. Ikke fordi jeg ikke vil have en plæne, men fordi det er SÅÅÅ ringe lige nu, at jeg skal tænke kreativt. Et mindre areal er nemmere at overskue, når man som jeg skal grave og fjerne rødder og ukrudt “by hand” så at sige. En mindre plæne er nemmere at rense og forbedre. Så nu er jeg ved at lave lidt sjov derude.
Sådan en omgang nysavet træ er vidunderligt at skue og dufte til. Alle stubbene er forskellige, og de mange ringe og årer i træet så smukke, at de hver for sig nærmest er små skulpturer. Og der er muligheder i sådan en stabel. Jeg kan lave skamler. Havde jeg det rette redskab, ville jeg også elske at lave små ting til huset af noget af det. Bore huller til lys, lave små figurer som en anden Emil, udhule til blomsterkummer, skære skiver til at sætte tallerkener på, osv osv. Der er SÅ meget at finde på.
Heldigvis for mig, har jeg plads til at opbevare, og så lade tiden gå. Jeg kan gå og finde på, og tage et stykke når det falder mig for, at jeg vil lege med det. Og jeg kan bruge det hele til at gøre haven mere levende. Alle stubbene kan bruges til andet, indtil jeg begynder at save nogle af dem over til brænde. Så det gør jeg. Bruger løs som en anden millionær faktisk. En havemillionær… Det er jeg. Rig på de gratis glæder.
Lige nu leger jeg som sagt bare. Det er ikke til at vide, om det ser sådan ud til foråret.
Et hul er ved at blive til. Jeg skulle bruge mere jord i gårdens bede, så det blev slået sammen med, at jeg gerne vil have et lille vandhul. Jeg graver en murerbalje ned.
Noget af en udfordring, da der er rødder i forskellige tykkelser overalt under plænen. Jeg er SÅ glad for min grensaks. Med sådan en er det lidt nemmere at komme i dybden med tingene.
Og Holger er naturligvis på pletten.
Der bliver lavet fuglefodringsalternativer
Og endnu flere blade samlet i bedene.
Jojo. Det ser effektivt ud, men husk nu på at jeg går derude næsten hver dag. Nogle timer. Man kan nå en masse når man ved at det er tidsbegrænsning på. Nemlig.
Det er godt nok en uge for tidligt, men jeg var i humør så lev med det hihi.
Holger ligger og varmer sig ved ovnen, og jeg sidder i sofaen og hygger med computer og guf.
Nu håber jeg at farver og tekst igen falder i alles smag, og at det er til at læse, også for de af jer, som har problemer med øjnene. Det kender jeg jo alt til selv, med efterhånden fem par forskellige briller at jonglere med er jeg helt med på, at der er stor forskel på, hvad synet kan holde til. Jeg selv har endnu ikke problemer med det, for jeg skruer bare op og ned for lysstyrken efter behov, på min computer.
Nu er bloggen kørt i stilling til en solid hvid jul. Jeg satser på at gøre vejrguderne SÅ trætte af mig, at de til sidst giver op, og lader sneen falde for at slippe for flere plagerier. JEG VIL HAVE SNE. NU! Jeg har nemlig mit på det tørre og alle løg i jorden. Hehe.
Arh ok, så måske alligevel ikke helt. Jeg overdriver en smule, for jeg skal liiiiige have de sidste lagt i løbet af næste uge, men jeg tænker heller ikke at sneskyerne kan nå at kommer her til disse breddegrader SÅ hurtigt.
For lige at sætte snekampagnen igang :
…. er der masser at tage fat i. Ihvertfald hvis solen skinner og vejret er inviterende.
Sådan en dag var det heldigvis i går. Det var fredag. Solen var fremme og generelt var det mildt og uden vind, så jeg greb koppen ved middagstid og satte mig i udestuen for at lægge planer. I en have er det oftest, at man jeg ender et helt andet sted end først tænkt, så ingen træstubbe blev flyttet og bladene ligger stadig på plænen. Omvendt er hullet til baljen, der skal give mig en lille vandhave med åkander, ved at være gravet ud, endnu flere løg lagt langs huset og Holger motioneret. Han mener nu nok selv at det er omvendt..
Jeg har jo sådan en lille fiks knæpude, som er rigtig rar at have i mangel på regnbukser, og den ligger jeg på når jeg skal lægge løg. Der bliver fulgt nøje med i processen af en nysgerrig kat, og når så jeg lige henter den der skovl jeg glemte sker det her:
… og så er det lissom slået fast, at jeg ikke længere ejer en pude til mine knæ.
Intet i verden kan få kræet til at opgive sit nye fund. Hverken leg med pind, pelspleje eller løfter om friskfanget mus får Holger til frivilligt at afgive pladsen. Resten af tulipanerne er lagt på mine knæ’r og på det kolde grus. Man er vel crazy cat lady eller hur :- )
GIVE IT UP WOMAN!
Et par timer blev det til i går, og i dag tager jeg et par mere. Vi er nu nået til et tidspunkt, hvor temperaturerne afgør hvor længe jeg kan holde til at være der. Jeg døjer lidt med ondt i nakken, fordi der er en kuldebro langs væggen hvor sofaen nu står. Det er der bare ikke noget at gøre ved, for den kan ikke stå andre steder, så når jeg kommer ind fra haven, tager jeg et varmt bad, lidt længere end ellers, så jeg kan blive godt varm helt ind til knoglerne, og så er det skønt at kunne sidde klædt på i uld og slappe af. Og den er fedtemusen helt med på. Det er frygteligt hårdt jo, sådan at skulle supervisere et menneske, så der bliver snorket højt bagefter.
Og skrevet til venner og bekendte.
“ Kære katteværn. Mit menneske er så velafrettet nu, at jeg skriver for at få en præmie. Helst i form af dejlig tyk sovs eller måske lidt ekstra fede mus i bur. Jeg gider nemlig ikke selv fange dem. Kærlig hilsen Holger”
![IMG_1438[1]](https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEint3S2cv5aghLUDOcGzaFIqvQzevEqQ0aF2B8CboqNfNTtdE0L0E_pHhmq0dACqZI9m0vmK3CHoj-VNU9LhnJ6l8KvJAbOW67Db7kUSMg3MS7p2H60Sh57IysB2RejEoC6ACFuF8WNyx4/s1600-h/IMG_1438%25255B1%25255D%25255B3%25255D.jpg "IMG_1438[1]")
