You won’t be missed..

 

 

 

 

Faneme nej. Ikke det der ligner. Forbandede opfindelse. NÅ!

 

 

Nu kan man måske så få lov, at vågne lidt op igen snart hva? Februar bringer inden længe lysere dage, og mit ønske er kun at vi må få en kopi af sidste års, hvor jeg begyndte min haves genopbyggelse allerede d 2. Kigger jeg tilbage kan jeg da heldigvis se, at det man dybest set ikke kan se forskel derude, fra sidste og og i år. Meget er sket siden, og det jeg brugte krudt på dengang, behøver ikke gøres nu, men eet sted trænger dog særligt til lidt omsorg. Mit stakkels skur, som har været præget af huller og vand og hvor jeg aldrig nåede at rydde op, kan slet ikke bruges lige nu. Jeg har flere slags frø, som skal/kan lægges til at spire allerede nu, så jeg må igang med at rydde bordet og få vasket potterne. En jagt på priklejord skal også indledes, for jeg har næsten ikke noget tilbage, og HELDIGVIS har jeg sparet op til netop det formål. Ku lige mangle, at jeg har været om mig med at sørge for frø af alverdens slags, og så har jeg ikke råd til jord!

 

Første skridt er energien.

 

Den mangler stadig, men jeg har faktisk været derude i dag. Bare en smule. Jeg VILLE have mine klokkeranker i jord nu, for de er længe undervejs og da sidste års forsøg døde i fødslen, så må intet gå galt i år. Jeg har frø til dem fra forskellige firmaer, og flere end de seks styks jeg stod med i 2014. Alle sejl er sat til. Det SKAL lykkedes. Punktum

 

Så er der de smukke grønne frø, der bliver til ligeså smukke planter. De er kuldekimere, så de kan stå udenfor og bare sørge for, at fryse og varmes indtil de skal til at vokse.

Husker I de her:

Bittesmå juveler ligner de. Det er frøene som bliver til ligeså fantastiske limegrønne spir.

Jeg er syg med dem, og da den portion jeg prøvekøbte i december kun var på ca 20 styks, vil jeg lige bevilge mig selv lidt ekstra. Lige nu har Isabella’s dem nedsat til 15 kr for en pose med nok til 165 planter sååååå, den handel er noget mere lukrativ end den jeg foretog på Etsy.

 

 

 

Jeg siger farvel til januar med begejstring og slutter af med et lille øjebliksbillede

 

 

Man siger at måltider er bedst indtaget i et roligt tempo. Ja, men det er så altså skrevet til mennesker, der ikke deler plads med en kat. Især en kat, der ikke er tilfreds med menuen, og som derfor nedstirrer sit menneske, lige indtil sidste plet er ren på tallerkenen. Glemt er den frokost samme kat indtog i en ruf ti minutter tidligere.. Mennesker skal ikke spise noget katte ikke kan lide.

Den sne så jeg ikke lige komme

 

 

 

Trods det, at jeg altid ser nyheder og vejret, er det gået min næse helt forbi, at jeg skulle vågne op i et hus, som er begravet i sne. Eller.. ihvertfald pakket godt ind i det. Helt hvidt har der været derude, men det er tøvejr nu af værste skuffe, så samtidigt med at der stadig falder hvidt ned fra himlen, er der tø i luften, og dermed har vi et vejr som er temmeligt vådt for nu at sige det sådan. Lille Holger er ikke afskrækket, men personligt bliver jeg under dynen indtil videre.

 

Og her fra min hule i hjørnet af sofaen, går min verden i disse dage. Når jeg ikke sover, henter jeg kaffe og føde, og så hækler jeg.

 

Min mor ønsker sig en lille fluesvamp, og da jeg også selv vil have en at stille i haven til sommer, ja så er der ikke andet for end at lave to på een gang. Det går langsomt med de fine tråde garn jeg bruger, men allerede nu synes jeg godt man kan fornemme, hvor godt resultatet bliver med uldgarn. Kænguruen blev lavet med bomuldsgarn, men jeg synes at farverne var for klare til at de ville egne sig til svampedrengen.

 

To helt ens og så alligevel forskellige!  Den ene er en smule større end den anden, så jeg har sikkert lavet en tællefejl eller to hen ad vejen, hvilket også helt sikkert skyldes at jeg er så sk.. søvnig altså.

Jeg stikker lige næsen op over dynen

 

 

 

Dagene går i uden de store begivenheder. Jeg havde egentlig planer og ambitioner, men i dag er jeg nået frem til ( sikkert som en million år før ), at jeg bare er og bliver syvsover i januar. Mærkeligt er det. Jeg sover og sover og sover, og så sover jeg lige lidt mere. Mine vågne timer runder vel ikke mere end seks styks alt i alt, fordelt med et par i løbet af dagen, og så resten om aftenen. Arh ok, måske det er lidt mere end seks timer, for nogle gange er jeg vågen midt om natten, hvilket ikke hjælper på planen om, at være vågen når der er dagslys. Det er bare sådan. Jeg må være en hulebjørn eller et pindsvin i forklædning.

 

I dag feks, vidste jeg på forhånd ville være solrig, og jeg dinglede ned af trapperne ved halv otte tiden, for at være nogenlunde klar et par timer senere, hvor jeg havde tænkt mig at gå ud i verden. Når jeg skriver dingle, så er det helt bogstaveligt ment. Min krop opfører sig som om jeg er beruset, når jeg forsøger at vågne uden at være klar til det. Mine øjne ruller rundt, og lågene bliver ved med at ryge i, og således gik det også i dag. Flere forsøg på at holde fokus og stirre stift ud af vinduet og med tv’et kørene, endte med at jeg væltede til siden og sov videre. Det kan nogle gange tage flere timer inden jeg overhovdet er klar i hovedet efter jeg har sovet.

 

Dagens sejr har derfor været, at jeg ved to-tiden kunne åbne køkkendøren og træde ud i lyset.

 

Jeg var endda i bilen en tur  hen i nærmeste skov, hvor jeg fik fyldt et par sække med løv, og jeg har også fået fyldt depoterne i køkkenet op. Skulle jeg sove videre en uge mere, så er der rationer klar når jeg dukker op til overfladen.

 

 

For ikke at jeg glemmer dagen helt, har jeg fanget sol og lys. Det skulle bare mangle andet da.

 

 

   ZZZZZZZZZZZZZZZZZZZZ   ZZZZZZ  ZZZZ   ZZZZZZZZZ

Sprød søndag og høj sol og lalylaladukken er færdig

 

 

 

 

 

Tidligt oppe efter et døgn med nærmest konstant søvn, MÅ jeg bare lidt ud i den friske sprøde luft. En kort tur til lige at minde mig om, at der ER så meget mere end bare bøvl og bekymringer her i livet. Feks en luddoven kat, der som jeg godt kunne trænge til lidt bevægelse og frisk luft. Derfor blev han nødet til at gå med ud over plænerne, men ih guder der var ingen større begejstring at spore i dag. Hans små poter bliver også hurtigt kolde, så det var fint med bare en lille tur før vi igen var retur i sofaen.

 

 

Fredag aften blev jeg endeligt færdig med den lille kængurudukke kaldet Kira. Jeg begyndte i december, holdt pause da Rasmus var her fordi der skal tælles en masse, og endte med først at genoptage hæklingen igen forleden dag.

 

Trods et par småfejl for begyndere, er jeg rigtig tilfreds med den, og selvom det er sååå hårdt for fingrene, er jeg klar til at lave en anden fra samme designer. Min mor er forelsket i en lille svampedreng, og så må jeg jo til det igen, og min kontaktperson er så forelsket i kænguruen at hun vil købe den af mig, men hvad pokker skal man tage for sådan en sag?? Jeg mener.. det er ikke det store budget i garnforbrug, men oj jeg har siddet og fedtet med nål 2.5 i mange mange timer. Det er noget værre småtteri at arbejde i, så det er mere arbejdet der koster synes jeg. Men HVAD koster det så?

 

Holger vågnede forresten af dyb søvn, på et tidspunkt midt i mine fumlerier med garn og nål, og på et splitsekund havde han sat alle kløerne i mit ene lår for, at fange det underlige væsen jeg sad med. Så er det man hyler i stilhed og forsøger at forklare kræet, at det altså kan mærkes ret så meget, og at mennesker ikke er så tykhudede.

 

Ved ikke om man kan fornemme det, men hans kløer er bare totalt spidse og virkelig effektive når der skal holdes fast på noget. PIV HYL og av for pokker, hvor gør det nas. Når det er sagt er jeg også lidt stolt over, at jeg har kunnet lave dukken. Det er noget andet end at sidde med firkanter og stribede tæpper, og jeg troede aldrig jeg skulle kunne hitte ud af sådan noget, men det lykkedes. En fed fornemmelse.

 

Det skal nok gå.. giv mig bare lige et par dage

 

 

 

 

Intet her i livet er stationært. Et faktum, som jeg stadig i visse situationer kæmper med, at forstå med den del af hjernen, som løber sine egne vegne. Den anden del HAR lært det. Det er vist nok den del, som også har at gøre med rationel tænkning, men jeg er ikke sikker.

 

Fredag fik jeg igen brug for at tænke rationelt, men det skal jeg nok lige bruge et par dage på, for lige nu er det allersværest bare at forstå. Og acceptere. Jeg fik nemlig en besked, som igen igen igen igen, vender op og ned på min hverdag, og ærligt talt .. nu var den ellers lige begyndt at fungere rigtigt fornuftigt. Økonomisk.

 

Vi skal helt tilbage til dagene, hvor jeg havde status af hjemløs. Tílbage til søde mennesker, der var fulde af støtte og løfter om bedre tider, medsamt hjælp til at nå dertil. Dengang måtte jeg acceptere, at jeg endnu engang skulle låne penge, for at kunne få en bolig og få flyttet mine ting. Så langt så godt. Sød dame fra dengang lovede, at den sum ville ryge i samme pulje som der, hvor min skattegæld lå og på den måde skulle jeg godt nok afdrage længere, men så kun med det samme ene beløb som var aftalt med skat.

 

Bum bum bum

 

 

Nu viser det sig, at jeg af uforklarlige årsager ikke endnu har afdraget een krone af beløbet, OG at jeg ikke kan få det lagt i skattesækken. For nu to år siden ringede jeg ellers rundt fra Herodes til Pilatus for at finde ud af, hvad der foregik med den sum, men ingen kunne komme med et klart svar. Jeg talte med SÅ mange statsansatte og forklarede og tegnede. Det endte blindt. Ingen vidste, hvad der skete hvor eller, hvem der havde med lige min ydelse at gøre. Nu sidder jeg så her. Med en gæld jeg troede jeg havde afdraget på i minimun tre år inden jeg blev insolvent, men deeeeeet ser ikke sådan ud. I stedet hedder det nu afdrag af fastlagt beløb. Eller nedsættelse af pensionen.

 

Jeg har klaret mig før, og jeg kan gøre det igen. Skal bare lige sluge den kommunale kamel, som handler om højre og venstre hånd, der ikke arbejder sammen. Damen der lovede mig noget, er der selvfølgelig ikke mere, og hun ville sansynligvis heller ikke kunne huske lige min sag fire år tilbage. Mandag prøver sød dame fra Lolland kommune at få KK i tale endnu engang, for at se om de kan tales til fornuft, men jeg har IKKE store forventninger der.

 

Billedet i dag viser noget jeg var begyndt at gøre mig i. Frisk frugt. Blandt andet på min morgenmad ind i mellem. Det, og en del andet luksus skæres væk fra på fredag. Kan man vænnes til kan man også vænnes fra tænker jeg. Forskellen mellem frugt eller ikke frugt kan groft sagt gøre i de 300kr jeg nu får skåret fra hver uge.

 

 

Jeg sover bare lige lidt på det.

 

 

Og PS:  jeg glæder mig nu endnu mere over, hvor fremsynet og dygtig jeg har været i november og december. Der har jeg nemlig handlet nedsatte frø på nettet, så haven kommer ikke til at sygne hen. Især har jeg handlet ind så der kan etableres køkkenhave, og hvilket held er det ikke lige nu, og naboen har arvet et drivhus, så NU skal vi faneme til at producere lager til næste vinter. Nemlig

Frøken frost kigger forbi

 

 

 

 

Det skal bestemt nydes, for smukt er det. Udenfor. Indenfor er knapt så idyllisk, men den tager vi en anden dag. For nu er det frostvejr, det er fredag og det er fred være med det.

 

Et seriøst kokosproblem!

 

 

I forbindelse med den store nedgradering af lageret i køkkenet, kom turen så lørdag aften til spisekammeret alias skabsskuffedariet, der i tidernes morgen har været medbragt fra ægteskabets opløsning. Hvad det skab ikke kunne fortælle er ikke værd at vide, men det har opbevaret alt fra fint porcelæn over bøger, strik og nu er det så endt som, ja altså spisekammer. Dets begrænsning har jeg mildest talt set stort på …

 

..  og foruden disse to hylder har der været samme tilstande i skufferne nedenunder, og på hylden ovenover. Jeg ved det. Jeg har et problem. Noget med, at jeg tror jeg dør uden et godt tørlager eller også kaldet, en endnu ikke overvundet fetish fra min tid som køkkennørd, og derfor har jeg store problemer med at gå forbi supermarkedets hylder med spisekammersager. Foruden et ikke ringe lager af pasta og nudler i ALLE former og udgaver, gik det i aftes op for mig at jeg er endt med, at have lidt vel rigeligt med kokos!

 

Rundt omkring lå der poser med revet kokos fra flere fabrikanter, og i mere end eet eksemplar. Der lå et par poser med ristede kokoschips, og en som bare er groft revet. Og så har jeg ikke engang lagt de to… dåser med kokosmælk i skuffen endnu. Eller de to økologiske bøtter med kokosfedt!!!!

 

Hvad fanden sker der lige for det ??

 

Jeg laver jo nærmest ikke thaimad mere, og der er vel også grænser for hvor mange kokoskugler jeg må og bør fortære selv. For slet ikke at tale om, at det er år og dag siden jeg sidst bagte drømmekage fra Brovst. Eller noget.

 

Nu ligger det så sådan, at jeg også forsøger at opretholde linien fra “stop spild af mad”, og da alle de nævnte kokos’er IKKE, i modsætning til syltekrydderierne, er uddøde i forrige årti, ja så nægter jeg at smide et eneste gryn kokos på møddingen. Spørgsmålet er bare

 

Hvordan får jeg gjort kål på det lager???

 

 

 

Og burde jeg i virkeligheden ikke i stedet for at bo i dukkehus, flytte ind i sådan et her: