Tag dig så sammen, og rejs dig op!

 

 

 

 

Tjaaa… den bemærking kender de fleste, der har haft/har depression/er. Det skinner også igennem herinde, når jeg læser kommentarer og hilsener. Der er ikke noget nyt i det. Man kunne måske have forestillet sig, at man i 2015 var så oplyst, at der ikke blev tænkt og sagt sådan længere. Og så nok om det.

 

Her til morgen tog jeg mig sammen og ringede til lægen.

 

Det er gået hurtigt den sidste tid, og jeg har det nu så elendigt, at jeg bare ligger under dynen det meste af tiden. ALT kræver kræfter og lyst. Bad/hårvask, mad, indkøb, strik, have og alt det andet der gør livet, er mig inderligt ligegyldigt. Jeg fodrer fuglene, elsker Holger, laver kaffe og peger min fjernkontrol i retning af tv’et og hækler et par firkanter. På en hel dag. Og gør det kun, fordi jeg ikke synes jeg kan været andet bekendt. Jeg kan sidde i timevis og overveje, hvorvidt jeg skal løfte armen for at tænde eller slukke. Og sådan bliver hver dag en smule ringere end den foregående.

 

Det GÅR bare ikke.

 

Lægen mente jeg burde indlægges, men det må jeg indrømme at jeg nægtede. Jeg har Holger at passe på, og han passer på mig. Iøvrigt holder jeg ikke tanken ud, for SÅ dårlig er jeg heller ikke synes jeg. Trods alt. Men han beskar min medicin sidste år, og til at begynde med gik det jo fint. Jeg kørte på en bølge af milde vinde og lys, som nu forlængst er brugt op, så jeg fortalte ham, at med den erfaring jeg har fra tidligere års eksperimenteren fra diverse læger, så er det fint nok om sommeren, men jeg kan ikke klare mig igennem en vinter uden at blive syg. Det store og sidste slag kom, da jeg aflyste besøget til Esther. DET var sådan et nederlag, at jeg bare lagde mig.

 

Det siges, at jeg bare har ondt af mig selv, og at jeg “leger” offer. Det er så nem en rolle nemlig. Det GØR jeg altså ikke. Et offer springer ikke rundt som en duracell kanin et helt år i vild ekstase over have og natur. Et offer flytter ikke et helt hus’ indbo helt alene i en toyota starlet. Fire ture om dagen i en måned. Et offer flytter ikke ene kvinde rundt på kilovis af træstubbe, fletter hegn og redder katte. Eller tager billeder af frostklare himmelvidder på kanten af Danmark. Og blogger om glimt af lykkefølelse.

 

Hvad det end er jeg kan stemples som, så ved jeg selv at sådan som jeg har det nu, er det ikke nødvendigt at have det, MEN.. det er ikke det samme som, at jeg sidder og har ondt af mig selv fordi livet er tarveligt og alle er onde. Selvom jeg tudbrøler. Mange meget mere syge end jeg, ville nok blive noget stødt, hvis de fik at vide, at de hellere skulle se at snappe ud af det, og komme igang med at leve. Det er sandt at det kan ende med at være tryggest at blive i den syges verden, men sådan mener jeg slet ikke selv at jeg opfører mig. De der er endt der, ved jeg nemlig af erfaring, ikke GØR noget som helst selv. DE sidder bare. I år efter år. Det syntes jeg ikke jeg selv har gjort.

 

Jeg forsøger hver eneste dag, at SE det smukke og gode foran mig. Lige nu er jeg desværre røget ned fra hesten, og det kan være virkelig svært at rejse sig igen. Sådan en fald, giver både buler, blå mærker og ømhed over det hele. I sindet. Med mindre man brækker nakke eller ryg, så kommer man sig langsomt igen. Og ligeså gør jeg. Det tager bare lidt tid, og det kræver muligvis en smule hjælp.

 

Det beklager jeg.

 

Men et offer.. DET er jeg altså ikke.