Her understreger jeg lige, hvad enhver strikker jo allerede ved. Alt kan I tage, meget kan jeg undvære, men mit garn.. det rører I bare ikke.
Og for lige at understrege at vi mener hvad vi siger os garniale kommer lige et par mere:
Jeg vender tilbage i morgen med svar til alle, der har skrevet til mig i dag. Og NOOOJ hvor er det mange som har gættet og delt. Jeg er vild med entusiasmen herinde .. også når det handler om haver og planter.
Sjældent er jeg logget på og er blevet SÅ overrasket. Jeg mener.. jo, der er jo tider og har jo været mange skriv fra mig, som I har været fantastiske til at melde tilbage på. Det er det bedste ved at være blogger, og jeg elsker at høre fra jer. Det ved I vist også godt, for selvom jeg skriver af lyst og fordi jeg elsker det, så ville her være noget dødt, uden ALLE jer, som trofast og flittigt læser/kommenterer.
Og ja.. skvalderkål/brændenælder viste sig at være noget, som virkelig ku få gang i skriverierne. Jeg er totaaaalt overvældet og glad for alle de gode råd og tips, der er blevet givet videre. Der er bred enighed om, at der skal klippes/skæres med hård hånd, ligeså at det er en god ide at udnytte muligheden for at spise af det. Jeg fik også lige en måde at bruge nælderne til gødning på, og det kan jeg lide fordi det gør processen til en cirkel. Uønsket ukrudt vokser, skæres ned, og siden kan det bruges til gødning af de planter, som jeg gerne vil have skal vokse i stedet for. Det er jo helt magisk ik..
Her sidder jeg i dag, med min nye ynglingskanal TV2fri i baggrunden. Det er så hyggeligt at begynde dagen med et par haveprogrammer, samtidigt med at jeg nyder morgenkaffen og den daglige tur rundt i blogland bla. Jeg er mentalt topmotiveret til at gribe handske og greb, men jeg må vente. Jeg har været flittig i køkkenregionerne de sidste to dage, og har i aftes også lige brugt en halv time på lidt lugning, og nu er der ikke mere tilbage i mig. Jeg må vente med at gå til den. Desværre
Jeg har ikke husket at tage billeder af køkkenet, MEN da solen brød skyerne sidst på dagen var jeg udenfor. Der tog jeg en runde, og jeg har faktisk en OPGAVE mere til jer derude. I skal jo ikke kede jer og jeres viden heller ikke gå uudnyttet hen, så her kommer lige dagens gåde. Kig på billederne og fortæl mig hvilke planter jeg har i haven. Der står nemlig, godt gemt mellem ukrudt og græs, en del forskellige vækster, som helt klart skal befries og forkæles fremover. Jeg ved bare ikke hvad det er..
Here goes:
Ja, det er så de planter jeg håber I kan navngive for mig. Jeg har faktisk haft det vældigt sjovt med at gå og finde de forskellige slags, og visse dele af haven skal nærmest gennemgås centimeter for centimeter, så de blivende vækster kan blive befriet for alt det, som skal væk. En både interessant og lettere slidsom opgave, som jeg glæder mig til at ku tage fat på. Jeg elsker jo at arbejde systematisk, og det må man sige at jeg kommer til her. Nogen vil måske gå helt i sort bare ved tanken, men for mig er det både terapeutisk og beroligende. På samme måde som strikketøjet er det. ( og nu har jeg sgu ikke strikket mere end et par runder i næsten en mdr!!! den er helt gal)
Åhh i dag er jeg igen bare lykkelig og glad for livet. MIND MIG LIGE om det, når jeg rammer hullet i helvede næste gang, gider I..
Ikke mere snak om paragrafryttere og lærde kloge mænd. I dag gælder det min lille hytte og så haven udenfor.
Jeg tror ikke at det just bliver havevejr i dag, men jeg har et spørgsmål til de af jer, som har haft have længere end jeg. Jeres erfaring må jeg trække på nemlig. Min have kommer til at være ihvertfald et år undervejs, og jeg er blot begyndt i det små, med at rydde et hjørne eller to. Lige nu står græsset så højt, at der vel nærmere er tale om en lille jungle, men det finder jeg en løsning på. Tænker at jeg må ud med en le eller noget, og derefter er det ikke svært at slå græsset. Arealet er ikke større end at jeg kan bruge en rugbrødsslåmaskine, det giver mig også lidt motion. Smart ik..
Jeg ku selvfølgelig google mit spørgsmål, men helt ærligt er det da sjovere at kaste det ud her. Så får jeg jo sludret lidt med de af jer, som har haver nemlig. Og det I skal hjælpe med handler om skvalderkål og brændenælder.
Jeg ved, at det er en pest at komme af med, men hvad gør jeg? Hvordan angriber man den slags med bedst resultat? Lugning og ihærdighed. Gift? Eller findes der en mere økologisk metode, som ikke ødelægger miljøet? For jo, det kan godt være at jeg angriber små sorte slyngler med gift på dåse, men jeg vil altså allerhelst undgå for meget af den slags.
Jeg så et eller andet sted, at man IKKE skal smide rester af de planter på komposten. Noget med at det så bare vokser videre, men er det virkelig nødvendigt at køre det på lossepladsen?
Af de gode nyheder kan jeg informere om, at det ser ud til at jeg beholder min tommeltot i denne omgang ;-) Den er øm og lidt hævet, men jeg kan da her til morgen vippe med den. Det betyder heldigvis, at køkkenet kan komme endnu mere på plads i dag, og.. at alle kan ånde lettet op, fordi jeg ikke er nødt til at henvende mig allerede nu igen til ny lille læge hehe.
Syns’ da bare lige at I skal høre, at jeg idag tabte det tonstunge arbejdsbord med skarp metalkant, ned over min højre tommeltot. Nu sidder jeg med lammet tot, ondt helt op i armen, og en lænd som værker. Kan godt være jeg ikke opfatter mig selv som et offer, men til gengæld ser jeg helt klart mig selv som en dumstædig klodsmajor.. Ku bare ikke vente til at nogen kom forbi med hjælp.
Bordet er tømt og jeg nåede faktisk en hel masse i dag i køkkenet, og altså også at forsøge at håndtere selve bordpladen selv. Den er massiv og lige så tung som den er lækker, hvilket jeg burde have overvejet inden jeg flyttede rundt på den.
Højre hånd er sat ud af spillet, og nej.. jeg kan ikke engang strikke nu. Skriver med venstre hånd og to fingre på højre, hvilket tager en krig, og det jeg engentlig har til hensigt med min klagesang er bare, at jeg IKKE lige nu er i stand til at skrive tilbage på forrige indlæg. Alt er læst og meget vil jeg gerne udtrykke, men det må vente. Godt jeg fik sluttet mikrovnen til, for efter fire år uden er mikropopcorn bare lige sagen til at trøste sig selv med.. Her er der kun tale om, at jeg er offer for min egen stædighed HA!
Jeg har lige siddet og læst kommentarene fra i går, og det slår mig så forskelligt man kan opfatte både situationer og mennesker.
Flere læsere opfordrer mig til at holde op med at lege offer!! Jeg føler mig øjblikkeligt både mystificeret, pikeret og også en smule provokeret.
Lad mig slå fast allerede nu, at jeg IKKE opfatter mig selv som et offer. Lidt sjovt er det at de, som fortæller mig at jeg opfører mig som et offer, alle er anonyme læsere. Der er stor forskel på at føle og opføre sig som offer, og på at reagere på en given oplevelse med vrede. I mine øjne er et menneske, der opfører sig som et offer ( og.. jeg vil på ingen måde bruge ordet offer negativt, for der kan være mange gode grunde til at man havner i den “rolle” på et tidspunkt af sit liv) et menneske, som oplever modgang og IKKE handler på det. Måske dette menneske oplever modgang igen og igen og igen uden at gøre andet end, at sukke, græde og trække sig tilbage og bare være passiv. DET kan der i sig selv OGSÅ være en årsag til.
At opleve modgang og tage fat om det, kræver styrke og parathed, noget som man ikke sådan lige kan forventes at besidde, midt i en krise eller ovenpå en stribe af nederlag/skuffelser eller chok feks. Man skal befinde sig lige på det der rette sted, hvor man har ramt bunden og dermed også rammes af klarsyn og pludselig mærker, at FANEME nej.. det kan ikke blive ved. Noget må gøres.
Så altså..
Nej, jeg er sgu ikke et offer. Jeg HAR følt mig som et sådant, dog uden at være klar over, at det var sådan jeg følte mig og at det ku betegnes på den måde. Det var da jeg sad i min seng på den lukkede. Der følte jeg mig slået. Og opgivende. Og forladt. Og trist. Og og og.. Men jeg kan henvise til de beretninger jeg udgav på bloggen fra netop DEN indlæggelse, og der vil man så også kunne læse sig frem til, at bare uger senere fik jeg gennemtrumfet en udgang til nærmeste garnforretning, hvor jeg insisterede på at få lov til at være frivillig hjælp, for jeg netop IKKE ville fortsætte mit liv ad den vej jeg var endt på. Midt i den omtrent værste krise i mit liv, tog jeg tøj på og gjorde noget..
Siden dengang har jeg kæmpet. Set mig slået tilbage, men igen og igen fortsat og nu sidder jeg så her. På FUCKING skide dejlige Lolland. Jeg KUNNE have været et offer, og sat mig til at glo ind i væggen da jeg blev nægtet gældssanering, men istedet valgte jeg at se det som en udfording og en måde at få et nyt liv. Og JA, jeg skriver som jeg gør, fordi det alligevel provokerer mig lidt, at nogen tilsyneladende ser mig som det offer jeg IKKE selv gør, og egentlig gider jeg faktisk ikke bruge tid på at forsvare mig, men omvendt er det vigtigt.
Det er vigtigt at kunne se forskel. Det er vigtigt at kunne skelne og endnu vigtigere er det, at man VED hvad man taler om. Og det gør jeg sgu. Jeg har nemlig været der. Jeg har selv skrevet om det. Hele vejen faktisk.
Til sidst skal jeg også lige huske at takke alle, OGSÅ de anonyme for de kommentarer I gider sætte jer ned, og skrive til mig. At I gider og gør det, er jo hele humlen ved at jeg deler. Jeg skriver af egen lyst, men uden jer var det sgu lidt en kedelig envejs samtale, så alle kommentarer er velkomne. De giver liv herinde. Ligeså meget liv, som jeg nu oplever lige uden for min havedør:
Jeg er faldet ned igen. Helt derned hvor jeg er udmattet og også sååå mentalt træt over, at jeg nu skal i gang med at skifte læge, hvilket ikke er let når først man HAR fået en tildelt.
Nå, men jeg var ellers ovenpå en noget hektisk start på dagen, i top humør da jeg tog afsted. Høj sol og bare tæer i sandalerne, Magtens Korridorer på anlægget og glade køer i søen
Mit humør skulle hurtigt vise sig, at blive mørkt som i helvede meget hurtigt.
Den aftalte tid ved pedantisk ny læge, fik jeg lavet fordi jeg gerne ville møde ham og få talt lidt om, hvem og hvad jeg er for en. Hvilken medicin jeg bruger, og hvad jeg har med i baggaen..
Disse ting ved I jo alt om herinde, så jer behøver jeg ikke liste op over for, men det er jo klart at en ny læge skal ind i tingene, og lige ha en grundviden at arbejde med. Min journal er fremsendt, og altså klar til at læse tilbage i, for bedre forståelse.
Faktisk ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal formulere det møde. Men sidste indlægs overskrift er ikke en dårlig beskrivelse af manden, som ud af de 20 afsatte minutter brugte ca 10 på at fremdrage en nydelig lille folder, og dernæst meget langsomt og grundigt gennemgå, hvilke mekanismer en migræne er bygget af!!!! HVAD FANDEN????
Jeg var målløs og lettere pikeret over, at skulle skoles i netop den sygdom.
Nu er jeg jo høflig og ved at det er ikke god tone at afbryde, men jeg forsøgte da at inskyde nogle bemærkninger i strømmen af belæring og klogskab, der flød fra den lærde mands mund, og da han var færdig forsøgte jeg også at invie ham i min 22 år lange smertehistorie. Fik sagt noget om at jeg som patient MED migræne, selvfølgelig IKKE ville belære HAM om noget, men at jeg nok alligevel kunne mønstre en vis viden og erfaring på området, OG at jeg så iøvrigt ( hvilket også står i min journal), har været testet i hoved og røv omkring det her, at neurolisk afd( i samråd med div psyklæger), har konstateret at min slags er af den art, som opstår når jeg er syg i pæren. Med andre ord når jeg ikke har det særligt godt. Har været mere end presset, og har for meget at takle i hovedet.
Jeg orker bare ikke referere ord for ord hele samtalen, men summa summarum er:
- Jeg skal fremover møde personligt frem, HVER gang jeg skal forny en recept. Uanset hvad jeg så skal bruge, og uanset hvordan jeg så måtte have det den givne dag.
- Jeg kan fremover KUN modtage recept på EEN afhentning og ikke som nu, få en som virker flere gange.
- Jeg kan iøvrigt fremover IKKE få udskrevet ketogan
- Jeg SKAL nu begynde helt forfra, og han vil så revurdere den medicin jeg indtil nu har fået udskrevet.
Igen.. med andre ord er de sidste 15 års arbejde med at finde lige den kombination af kemi, som giver mig det bedste liv jeg nu kan ha, fuldstændigt og med en vindtør lille mands krogede hånd dømt ude. Skide være med at jeg forsøgte at forklare ham, hvordan jeg særligt om vinteren IKKE fungerer. Skide være med, at jeg fortalte om de anfald jeg feks begyndte at få da jeg var på krisecenteret. Skide være med noget som helst faktisk. Han har IKKE læst min journal igennem, han er tydeligvis heller ikke på højde med de indlæggelser, og de diagnoser jeg har fået foræret i den forbindelse, og dermed er han IKKE klar over, hvilken effekt hans beslutning har på mig.
Han brugte en rum tid på at sidde tilbagelænet i sin stol, og med sine foldede renvaskede hænder forklare mig, at min forrige læge har været ualmindeligt sjusket til at soignere journalen. Han brokkede sig over, at der var påskrivelser helt tilbage fra 2001, hvilket jo er hele humlen ved at gemme et forløb.. så man kan kigge tilbage lissom ik!!! Han belærte mig om sundhedsstyrelsens nye ( WRONG, den er mindst fire år gammel), regel om at man ikke længere kan få udskrevet beroligende midler over telefon, og jeg replicerede at netop den regel er jeg fuldt bekendt med, og at det IKKE er de midler vi her har til debat.
Frem og tilbage gik det, og spilde min tid gjorde jeg. Her er et menneske, som helt klart må have issues på hjemmefronten. Anden forklaring KAN der ikke være på, at gud med eet har taget bo i hans krop. Han har autoriteten og videnskaben på sin side, og jeg er bare en lille dum københavnerkælling, som tror hun kan komme valsende ind og forlange at blive behandlet som hun altid er blevet. “Jeg skal lære hende skal jeg”, har han sikket tænkt.
Der var meget mere af samme skuffe. Jeg må fremover sørge for at være på forkant så jeg ikke løber tør! Ok, godt så.. jeg rammes af et anfald, lad os sige bum bum natten til en torsdag. Fire dage og tre daglige piller senere når vil til søndag, og med sidste pille i hånden, hvad gør jeg så? ( En æske indeholder 12 stks) Jooo lille frøken, så ringer du jo bare til vagtlægen. Jamen han vil jo ikke udlevere medicin længere hr læge, det har du selv lige siddet og givet mig ret i. Nej, men han kan udskrive en recept til dig søde. OG DEN SKAL JEG SÅ SELV KRAVLE UD EFTER, EN VINTER SØNDAG I MØRKE OG FIRE METER SNE MÅSKE???? for ja, jeg må jo ikke få udleveret til lager vel?? Nej det må jeg ikke.
Der var en snert af tilfreds nydelse i hans blik da jeg gik. Den slags nydelse, som giver mig lyst til at spænde ham op, og ringe efter den ondeste domina jeg kan opdrive i landet, til at nå ja.. ydmyge ham må samme måde. Han er ikke den første læge på min vej, som har opført sig sådan. En historisk rigid en af slagsen mødte jeg på Frb hosp tilbage i ‘99, og ham endte jeg med at spidde til et fællesmøde, den dag jeg blev udskrevet to mdr senere. På det tidspunkt var hans diagnose, som lød på hysterisk stress, tilbagevist og lavet om til dyb og muligvis uhelbredelig depression, som følge af langvarig metalt slid i ægteskabet. Den slags læger bruger kitlen og titlen til at bygge deres eget lille bitte ego op med, gør de. Og det kan jeg bare ikke respektere.
Det er jo en given ting, at jeg nu fordi jeg har været så hidsig, har hovedpine. Det var ventet, men ikke desto mindre irriterer det mig, alene fordi jeg så må tage en pille og dermed er een pille nærmere en ny recept. Og hvad er jeg så ude i tænker jeg??
Nu bruger jeg de næste dage til at gå i haven. Lade op og slappe heeelt af. Dernæst står den på en opringning til kommunen, hvor jeg vil insistere på at få en anden læge. Vel at mærke en som jeg på forhånd ved hvad er for en..
Jeg har talt med min nye læge…
Efter en lang, og ad mange unødvendige omveje, køretur senere virker kun landskabet, øl, sild og snaps på det, for mig så sjældne, raseri jeg koger over med nu
*********************
Når jeg senere er færdig med at se pletter for øjnene, og min puls igen ikke ligger på 553, vil jeg komme med en forklaring. Faste læsere af min blog, vil vide at jeg har haft endog MEGET svært ved at blive vred og tosset, hvilket nok kunne have været på sin plads flere gange siden år 2010, men i dag.. HOLD DA KÆFT jeg mistede besindelsen. Bare synd jeg først reagerer sådan bagefter. OG bare endnu mere synd, at jeg ikke har noget at afreagere på, for sikken energiudladning det er. Og for de hårdkogte og ikkesarte kan jeg kun tilføje, at var der en mand i nærheden ku han ha nydt godt af det på den sjove måde, for alkohol og raseri viser sig at være en ret så potent kombi, men ok.. jeg kan også bare grave mig et hul kan jeg. Indtil jeg igen er mig selv og heeelt rolig.
Anderledes er det med deres naboer. De ænser ikke vandet fra oven, pudser bare fjer, gnækker og spiser af det saftige grønne græs. Lige nu er der mere end rigeligt til både tonbenede og firbenede
Dyrene befinder sig inde bare en afspærring, men der er en lille holdindplads, hvor man kan stå ud af bilen, eller stoppe med cyklen for at nyde udsigten:
Jeg tror jeg er havnet lige midt i en lille flække af det smukkeste Danmark.
Jeg venter bare. Og med min venten følger små hverdagsglæder. Og oplevelser.
Lydløst og med god tid, hoppede denne kæmpe og smukke fætter frem fra markens skjul. Ud i vejkanten, hvor der blev gnasket i mælkebøtter i en rum tid. Tror han ville sidde der endnu, var det ikke for den larmende knallert, som pludseligt fræsede forbi. Et hop og et spring, og væk var han. Haren. Men jeg takker for besøget :)
Hans besøg faldt i sol, men ikke længe efter kom regnen. Og med den pytterne og dråberne.
Sidst på dagen fandt jeg de sprødeste skovsyre et sted i nærhenden, men glemte kameraet. De må vente til en anden gang, dog kan jeg sige at de smagte vidunderligt som ganiture på min tzatziki..
