Jeg må midlertidigt sygemelde mig fra tasterne..

Det går når jeg bare strikker ell hækler. At bruge højre hånd. Men når der ryger brug af haveredskaber oveni, så går det helt galt, og ja.. nu går jeg rundt med kun een brugbar arm/hånd.                                                                   

Det er totalt bøvlet og tålmodighedskrævende at skrible med venstre, og at blogge konsekvent fra mobilen er dødsygt, så jeg er nødt til at stoppe lidt op. Det irriterer mig vældigt, og endnu mere at jeg efter næste torsdags operation er sat ud af spillet en tid, men jeg må jo bare bøje mig. Var ellers lige ved at droppe planen om at gå til kniven, det gik jo meget godt. Ing'            Lige altså indtil denne uge, hvor jeg virkelig er gået til den derude. Nu er hånden død og jeg sur og tvær. Og jeg kaster lange blikke efter strikketøj og hæklenål.                                                

Jeg må nøjes med at vandre derude. Nyde at vejret er så skønt, og at jeg har smidt støvlerne, ihvertfald så længe vi har de milde og tørre dage.                               I stedet for at blogge, kan jeg heldigvis kommunikere via Instagram, så det gør jeg, og der kan I også kigge med. Hvis I vil hilse på og se hvordan det går.                             

 

 I weekenden er der messe her i byen, og det vil jeg bestemt benytte mig af. Ligesom jeg vil pakke garn og rod lidt væk, så jeg ikke hver dag skal frustreres for meget. Jeg vil deltage i min DAT undervisning hver onsdag. Min Kontaktperson kører mig frem og tilbage indtil jeg selv kan igen, en total luksus som glæder mig meget.  Sidst men ikke mindst vil jeg øve mig på de opgaver jeg får med mig derfra, det kan jeg nemlig nemt. Også med kun een arm hihi.             

Den her udsigt er der lige ved indgangen til kurset. Fantastisk ik..                                See you later :-)         

En smule overvurderet eller.. der ville jeg så lige mere end kroppen ku

 

 

 

Sidder pakket ind i sofaen. Plaid og tæppe og tøj og sjal og tykke sokker. Kan ikke helt få varmen, efter timerne ude i haven. I dag ville jeg mere end jeg kunne, og jeg endte med at sidde mere i stol, end at arbejde. Jeg har været møghamrende slap i koderne for nu at sige det mildt. Indså hurtigt at mine ambitioner var for store, da jeg lagde hårdt ud med at vælte to bakker med nøjsomt plantede klokkerankefrø ud på gulvet.. 

 

Så er det, at man ved at dagen bliver anderledes.

 

 

Klokkerankefrøene er flade og egentlig distinkte nok, men hver pose indeholdt kun seks stks, så det er værdifulde varer vi har med at gøre her. Forrige år lykkedes det mig aldrig, at få indsamlet frøene, fra mine ellers frodigt blomstrende egne ranker, så disse hersens frø SKAL bare give pote i år. Sidste år lykkedes det heller ikke for mig, da de kom alt for sent i gang pga flytningen.

 

Så altså. Et par æggebakker med seks rum var helt perfekte til formålet. En bakke med frø til hvide blomster, og en bakke med frø til lilla. Lige indtil de lå der i en festlig bunke:

Fint ik..

 

 

Vi tager den lige i rigtig rækkefølge:

I går blev de lagt første gang. I dag blev de lagt anden gang og påny. Helt nede på knæ med de stærke briller på, har jeg ligget og rodet forsigtigt efter frøene på gulvet, og det lykkedes heldigvis at fange dem alle på nær et enkelt. Det lykkedes også at få dem indfanget i rette farveorden. Håber jeg. Nu står de igen og hygger sig ude i skuret. På et sikkert sted. NÅ!

 

 

Da var det at jeg besluttede, at jeg nok bare skulle holde mig til de sikre gøremål i dag. Så jeg har gravet afblomstrede hyacinter ned. Undersøgt hvilken tilstand jorden egentlig er i dernede for enden af haven (og den er som sagt lækkerlækker. Dog med så mange rødder og skud af brændenælder, at jeg må lægge hovedet i blød for at beslutte, hvordan jeg bedst griber det an). Jeg har nulret Mr. vildkat, nu ved navn Holger, bag ørene. Har sorteret alle mine frøposer efter farve, da jeg nu ved at haven ikke bare skal være tilfældigt tilplantet. Jeg har været henne med post til Esther haveven, kun sån ca et halvt år forsinket, men NU er der frø på vej til Stevns egnen. HEP!

 

På turen hen til postkassen var jeg så glad for livet, at jeg kom til at købe en lille blomst til mine naboer inde ved siden af. Aner ikke hvor det lige kom fra, men de sidder altid i vinduet når jeg går forbi, og da det egentligt er så hyggeligt at vinke til dem, når de sidder der og spiller kort, ja så røg der en blomst af mig. Banke på ruden og sige hej og værsågod. Bare fordi. Jeg tror de blev glade, og i hvertfald var jeg det. Glad altså. Ku ikke være andet, som jeg gik der og februar igen havde givet mig en smuk og solrig dag at være til i. Glemt er, på sådan en dag, at det kun er een mdr siden jeg bare ku ha hoppet ud fra en bro.

 

Lyset og livet er sgu en underlig størrelse.

 

 

Skøjtegalla. Varm mad lidt senere. Barnaby. Det er min lørdag aften. Matheden fratager mig energi til at hækle eller strikke. En god indikator for HVOR dvask jeg er, men det er kun for en stund. Heldigvis.

Endelig weekend

 

 

Det er en dejligt stille morgen. Min ven, vildkatten Holger er fodret, jeg har fået min kaffe, hovedet er fyldt med dagens planer i haven, men jeg er endnu for træt til at være aktiv fra morgenstunden. Ugen har taget på mig. Og nu forresten Holger ing’. Han ligger simpelthen på måtten, og venter på at jeg står op og åbner døren til køkkenet. Jeg bliver mere og mere tålt, og nu kan vi også nusse og kilde på maven. Det er jo det jeg hele tiden har sagt..  Jeg ender sgu som hende den sære kattedame i nummer 12!

 

Der er vel ikke meget andet at sige end:

 

 

Rigtig god weekend, og husk forresten at det er nu, der skal slås hårdt ned på havens fjende numero uno..

På Haveselskabet’s hjemmeside kan I læse hvordan man sætter kampen ind allerede nu:

http://haveselskabet.dk/artikel/nu-er-det-jagts%C3%A6son-dr%C3%A6bersnegle.

Jeg har snegledræber på lager, men nu hvor jeg har haft gang i at fjerne det tykke lag blade er det heldigt, at jeg er faldet over den artikel, for der er lige noget jeg har overset her. Nemlig de æg der er lagt, så jeg tager fat senere i dag.

 

 

Solen er oppe, men varmen skal lige ha fat. Indtil da fortsætter jeg min stille morgen i selskab med havelitteratur og søvnige hjerneceller.

DET HER MÅ I altså bare lige se … , og hvor er jeg egentlig henne?

 

 

 

  …..

Hvad jeg ikke ville give for, at æde mig en mavepine til af den her is. Jeg siger det bare.. Og nej.. så vidt mine halvblinde øjne kan se, så er det vist bare garn, men ideen er da herlig. Og skulle man få lyst til andre gode sager uden kalorier i, sååå..

 

Hvilket tålmod der skal til for at lave sådan noget, tænker jeg bare.

 

 

**************

 

Jeg vender tilbage til sydhavsøerne i morgen, og jeg venter med længsel på gensynet med min have. Jeg kom godt afsted, da først jeg overvandt mig selv. Nød turen. Har ikke lidt hverken nød eller overlast, MEN.. jeg har været møghamrende syg tirsdag nat og onsdag. Sikkert kroppen, der på sin egen overbevisende måde gør opmærksom på, at når man tvinger sig selv ud i noget man ikke har det godt med, så ja.. så er der en pris. Prisen er vanvittig migræne med de nu efterhånden sædvanlige følgeopkastninger, døde arme og synsforstyrrelser. Har kravlet rundt på fremmede gulve, og bare forbandet mig selv langt væk. Dog skal det siges, at jeg omvendt også forsøger at forklare min krop, at der altså ER ting og opgaver her i tilværelsen, som man er nødt til at gøre, uanset om man synes om det eller ej. NÅ!

 

I mit sidste indlæg fik jeg vist også skrevet på en måde, så det kunne misforståes, at jeg er afsted på kursus lige nu. Det er jeg altså ked af, for det var bøvlet skrevet. Jeg ER begyndt i et særligt forløb, som henvender sig til mig og mine lidelsesfæller, og der skal jeg bla lære at håndtere følelser og den slags på en fornuftig måde, men det er IKKE det jeg er i gang med på denne tur. Jeg sukkede derimod over, at jeg ikke allerede ER i besiddelse af de evner jeg nu skal til at lære, for så ville denne udflugt ikke have været så forbandet svær for mig.

 

Uden at gide at forklare i vilde detaljer, så er jeg på langfart for at redde min bil. En øvelse, som betyder at jeg skal være social og glad og på, på en måde jeg bare ikke orker for tiden. Jeg er i selskab uden at ha den fornødne energi, men omvendt så betyder denne tur forskellen mellem INGEN bil, eller bil i endnu to år. Og derfor har jeg ikke kunnet sige fra eller nej. Til tilbud om assistance. Eller til i det hele taget at få lavet det, der skal laves uden beregning. At få sådan et tilbud i min situation er jo en gave fra himlen, og så nytter det sgu ikke, at jeg sidder hjemme i dukkehuset og piver fordi jeg ikke har lyst til, at snakke eller underholde nogen som helst. Det er bare at bøje og takke og iøvrigt være dybt taknemmelig. Og det er jeg. Helt inde fra hjertet. DYBT taknemmelig og meget meget lettet, da jeg lige netop for et par timer siden fik at vide, at bilen er gået fejfrit gennem syn, og at jeg nu kan trille roligt hjemad igen, med den bekymring mindre.

 

Jeg gider heller ikke diskutere for eller imod, hvorvidt jeg i det hele taget kan tillade mig at eje en bil for faktum er, at den er min livline, og de sidste snart otte år om og om igen, har været min redning i flere akutte situationer. Uden den bliver min radius lige præcis så langt som til apoteket i Rødby, og hjem igen. Jeg bliver stavnsbundet til min matrikel, og så kan det godt være at mange ikke fatter, hvorfor jeg ikke bare tager cykel, tog og bus. Til det vil jeg bare sige, at ku jeg så gjorde jeg sgu nok allerede det. Jeg har førhen ELSKET at rejse med tog feks. Hvilket fire ture til London t/r, på netop den facon har bevist. Det er bare ikke sådan mere. Eller.. jo, jeg elsker stadig togture, men de tager så meget på mig, at jeg når jeg er fremme ved bestemmelsesstedet, må gå lige i seng. Lidt lissom ikke det, som er meningen med at rejse til en festlig begivenhed, et strikkemøde, fødselsdage, gensyn med venner, børn og familie, eller på messe, indkøbstur til Garnudsalg.dk, og alle mulige andre ting som jeg faktisk super gerne vil kunne. Bare en gang i mellem. Jeg vil jo gerne, i den udstrækning det er muligt, gøre ting som helt almindelige mennesker kan og gør i min alder.

 

Så jeg synes det er turen, bøvlet, smerterne og bekymringerne værd. Og jeg kan nu se frem til yderligere to år, hvor jeg HAR MULIGHEDEN for at være social, når jeg kan være det. Uden bare at drømme om det.

 

Denne tur har ikke været let, men den var nødvendig. Desværre har den også trættet mig så meget, at jeg ikke i denne omgang kan få hilst på hverken familie eller venner. Omvendt betyder netop denne tur, at jeg nu KAN besøge venner, familie og andre arrangementer. I fremtiden.

 

I morgen triller jeg glad og fro hjem. I baggagerummet ligger sække og poser fyldte med havegodter. Jeg har nemlig også fået et udvalg af stauder og løgplanter med mig. Har haft muligheden for, at være ude i en have også her, når jeg har været frisk til det. Så nu skal der etableres lidt flere bede og nydes lidt mere have. Og køres i bil..

Jeg har bare ikke lyst..

 

 

 

I dag er der afgang til Sjælland. Jeg har bare ikke lyst. Desværre. Elsker ellers at køre langt. Elsker at besøge mit gamle hood, og har normalt ikke problemer med at komme ud af røret. Jeg mener… jeg har lissom været på farten frem og tilbage rimeligt mange gange sidste sommer og efterår, men nu ORKER jeg det bare ikke.

 

Hele ugen har jeg fået det en lille bitte smule værre hver dag, ved tanken om pakning af tøj og fravær fra min have. Jeg har stadig ikke styr på, hvad jeg skal have med, for jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig om det. Men jeg skal. Så det gør jeg. Om nogle timer.

 

Lige nu sidder jeg og tager dybe indåndinger for, at få styr på vejrtrækning og svimmelhed. Sipper til min kaffe. Og kigger ligefrem. Trangen til at gå lige under dynerne igen skal holdes i ave, for det nytter ikke noget. Jeg SKAL afsted. Og det kommer jeg. Om nogle timer.

 

Jeg plejer jo at aflyse for et godt ord når noget er svært, men denne gang er der ingen vej ud om, og jeg må prøve at ignorere de protester, der fylder hver en fiber i min krop. På kurset jeg er tilmeldt, skal vi bla træne i at udholde følelser, og den træning ku jeg virkelig godt have brugt nu, for det er netop en følelse jeg kæmper med og, som får mig til at flippe helt ud. Følelsen som hedder “jeg vil ikke”. Selv forstår jeg ikke en bønne!

 

Hvorfor pokker er lige netop denne udflugt så svær at håndtere? Hvorfor har jeg denne gang så ulidelige kvaler over at skulle afsted hjemmefra, når jeg ellers altid synes det er skønt at komme ud og opleve?  Jeg aner det simpelthen ikke, men måske det handler om at jeg SKAL afsted, og ikke selv kan vælge til eller fra. Måske det er fordi jeg endnu ikke har så meget overskud, at jeg orker turen og det sociale der følger med. Og måske det er fordi jeg ikke denne gang kan sige fra, og udskyde det til et tidspunkt hvor jeg er ok med at forlade min hule.

 

Heldigvis er der mange timer at tage af, og jeg skal bare sørge for at tage afsted i så god tid, at jeg når frem inden det bliver mørkt, for i mørke får jeg problemer med at koncentrere mig, når jeg har det sådan, og det er nok ikke det smarteste når man kører bil. At være ukoncentreret og småforvirret.

 

 

Under alle omstændigheder er jeg fraværende de næste dage, og om jeg dukker op og får skrevet lidt her, må tiden vise. Jeg har da planer om at få udnyttet, at jeg trods alt er i nærheden af velkendte steder, og det ender såmænd nok med at blive en rigtig dejlig oplevelse at komme afsted. Lige nu har jeg bare ikke lyst..

Crotchetmoodblanket2014.. et herligt projekt

 

 

 

 

Jeg har sovet dårligt i nat, så derfor har jeg haft en stille tidlig morgen i sofaen. Har siddet og nørdet med farver og garn. Og nydt stilheden i verden omkring mig.

 

 

Mine hæklerier griber om sig efterhånden, selvom jeg nu igen har problemer med hænderne, efter jeg har været så ivrig i haven. Det ER altså besynderligt, at lige netop havearbejde med redskaber gør problemet værre, synes jeg. Igen er det ikke kun sovende fingre og kolde arme, men smerter helt op til skulderen der generer, men jeg er stædig er jeg. Jeg hækler videre, nu bare i et lidt langsommere tempo.

 

Grunden til min iver er et projekt jeg har kastet mig over. For første gang, har jeg meldt mig til noget, som en masse andre også deltager i, og det er susende sjovt. Et billede på Instagram blev startskuddet, og nu er jeg så altså i gang med et årstæppe.

 

Crotchetmoodblanket2014  hedder det. Gruppen kan findes på Ravelry også, og her kan man følge med i alle de udgaver, som der hækles på verden rundt.

 

Ideen er, at man hækler een lap eller række til et tæppe om dagen. Dagens humør afgør tilfældigt, hvordan lappen/rækken skal se ud, hvilken farve man bruger, og om der evt er skiftende mønstre. For mit eget vedkommende kom jeg lidt sent fra start. Midt i januar.. Så jeg har jo hæklet løs for at komme up to speed med mine lapper, problemet er bare at jeg nu slet ikke kan holde mig til een om dagen. HA! 

 

Alle de farver jeg leger med kalder på mere. Jeg har også hele tiden tanker om, hvordan det i sidste ende skal monteres, og OM jeg mon kan begynde at montere efterhånden som jeg arbejder. Det kan jeg selvfølgelig godt, men det kræver at jeg så ved præcist, hvordan det skal ende med at se ud, og deeeet gør jeg så ikke helt endnu. Men jeg leger med muligheder og afprøver ideer, for tanken om minimum 365 lapper som sidst på året skal hækles sammen, giver mig lettere hedeture.

 

Forløbet har været sådan her:

 

Jeg fik samlet mig en kasse med alle de farver jeg har på lager.

 

Dernæst fik jeg knækket en begyndmedencirkel kode. Godt hjulpet på vej af PurlSoho, som har en virkelig skøn hjemmeside, med en masse inspiration. Det er der, jeg har fundet den firkant jeg ville bruge.

 

Derefter er det bare gået slag i slag. Jeg er gået systematisk frem, med en firkant i hver farve. Først de grønne, så de blå, alle frugtfarverne og til sidste blomsterfarverne i lyserøde og lilla nuancer.

 

 

Undervejs har jeg også leget med blomster, og det gik op for mig at jeg kunne inkludere de AfricanFlowers, jeg har øvet mig på i begyndelsen af januar. DER er jeg så bare kommet til kort, for jeg har problemer med logik og matematik, hvilket betyder at jeg bare ikke sådan lige kan hitte ud af, at få en sekskant til at blive en firkant. NOJ hvor jeg koncentrerer mig.Og jeg stirrer og stirrer på de sekskanter jeg har i hånden. Jeg glor og glor lige lidt mere på de billeder jeg kan finde på nettet, af løsningen på den gåde, MEN.. det tager en krig, og jeg må også bruge markører for hele tiden, at kunne fokusere på de fire hjørner. Indtil videre er jeg endt op med tre fuldstændigt forskellige udgaver, og det gør mig vanvittig, at se på den sidste jeg har lavet, da den er vind og skæv. Jeg HADER når der ikke er lige kanter, og hvis der er bølger på. Uhh, jeg har givet mig selv en trættende udfordring, men det SKAL bare lykkedes, og jeg har da heldigvis et helt år til, at få de fordømte blomster til at ende i firkanter. NÅ!

 

I mellemtiden leger jeg med mulighederne for sammensætning. Alle farverne skal have hvide kanter bla.

 

Her nåede jeg til i går. Og så er det forfra igen med en ny omgang af hver farve. Jeg gør det sådan fordi jeg ellers går død i tingene. At hækle løs i een farve indtil nøglet er brugt, er for kedeligt for mig, så jeg vil hellere veksle og have lidt leg ud af det.

 

Heldigt der er et helt år at tage af, for jeg regner med at nå et mætningspunkt, og igen få trang til at lade strikkepindende overtage lidt. Jeg skal også lige have opereret hånden, hvilket betyder en lidt længere pause. Så jeg hækler. Og hækler. Og laver lektier på forhånd, som man næste kan kalde det. De kulørte bunker vokser, og bliver smukkere og smukkere hver eneste dag. Og jeg bliver glad i låget af det. Foruden at det er herligt, at følge alle de andre deltageres fremgang. Både på IG og via Ravelry. En stor vid verden samlet om en fælles last.

Vinterhaven #2. Armchairgardening og duften af fed muldjord

 

 

 

Året 2014 har budt på en ualmindeligt venligtsindet februar hernede på sydhavsøerne. Jeg er klar over. at vejret og betingelserne for udeliv bestemt ikke har været ligeligt fordelt over hele landet, så jeg er dybt taknemmelig for de lune dage med høj himmel og strålende solskin, vi indtil nu har kunnet nyde godt af. Med tanke på januars rekordgrå dage, føler jeg mig sikker på, at vi i år på vores kanter, har rekord i februarsol.

 

Det er naturligvis noget en ny havelejer ikke kan sidde overhørig, og jeg har da også mærket det krible i hele kroppen, i flere uger efterhånden. Forleden blev jeg gjort opmærksom på, at den form for havemagasin/bogs læsning jeg fordriver noget af min tid med, har et ganske særligt udtryk i England, de smukke havers mekka.

 

Armchair gardening..

 

Hvilket fuldstændigt vidunderligt og dækkende udtryk. For det er jo det jeg, og mange andre haveejeremedlængselefterjordunderneglene, gør. Vi dyrker vores haver i vores lænestole. Vi inspireres, lægger planer, handler frø, skriver lister og ser med længsel efter sol og varmere dage i kalenderen. For de hårdest ramte af os, er det da lige før vi sniffer jord i smug!  Ud i haven og ned på knæ med en lup og udspilede næsebor, på jagt efter nye skud under laget af snerester og blade.

 

 

 

I går begyndte langsomt og netop sådan. På langs med en stak udklip fra magasiner, jeg kasserede da jeg flyttede herned. Med læsning om haveindretning, og hvordan man bedst udnytter sine kvm. Med kaffen inden for rækkevidde og et skarpt blik på vejret udenfor. Omkring kl tolv var forholdende perfekte, og jeg trak i røjser og arbejdshandsker. Allerførst blev en af stolene flyttet og anbragt i solen. Den blev foret og kaffen sat frem. Min lille balje med fornødenheder blev klargjort, og dernæst var alt parat til nogle timer udendørs. At jeg for anden gang i år, endte med en garncone fuldstændigt ødelagt, taler vi ikke videre om i dag. Vi er ude i noget med en fuld kop kaffe, dårlig motorik og sjaskvådt baljeindhold.

 

 

Moving on..

 

INDEN skaden var en realitet:

 

 

 

Arbejdet med at fjerne års lag af blade og kastanjer forsætter i mange dage endnu. Det er vildt hårdt arbejde, og jeg holder mange pauser med højrødt ansigt, og mindre og mindre kluns på kroppen. I går blev det til seks – syv trillebørsture og en flot bunke med kvas og kviste. Jeg er stadig helt høj over kvaliteten af jorden, der åbenbarer sig nedenunder, og jeg går rundt og sniffer duften af den blødeste, rigeste, og fedeste muldjord begærligt ind. Kan godt være jeg troede min have var et mareridt, men jeg er blevet lykkeligt overrasket, og til forskel fra Alsøvej, hvor hver en skovfuld jeg tog, var fyldt med alskens sten, glasskår, og andet skrald, er her kun jord at arbejde med. Der er dog et hjørne over ved kastanjen, hvor nogen har ment det var passende at dumpe gu ve hvor mange poser med betonrester og plastiskhejs, hvilket selvfølgelig er møgirriterende, men det er heldigvis kun der det ligger, og jeg er systematisk gået i gang med at grave det frem under jord og erantiser, for at fjerne det:

 

 

Vejret i denne måned betyder også, at der ivhertfald her på disse kanter er helt frostfri jord. Jeg har været rundt med spaden for at mærke efter hist og pist, og sagen er klar.. de sidste af de planter jeg har medbragt kan komme i jorden nu. I går var det roserne og et par klematis, som i første omgang har fået en plads nede for enden af haven. Der befinder sig en underlig brøndagtig jernring som skæmmer mit øje, og det passer med mine foreløbige haveplaner, at jeg etablerer et bed halvejs rundt om den ind mod haven, så jeg ikke skal gå og glo på den. For nu er der lige smidt nogle bambus, så der er noget at vokse op ad, men det bliver lavet om senere. Det vigtigste er at planterne kan overleve, og da jeg fik hevet dem frem fra deres skjul i skuret viste der sig de fineste knopper og nye skud, som jeg sætter min lid til er tegn på liv. Yeah..

 

Som sagt holdes der mange pauser, og så snart jeg har sat mig til rette, kommer det smukke duepar og underholder mig med deres kurren og nussen rundt. Det er så hyggeligt.

 

Tiden spæner når jeg går udenfor, og inden jeg må fortrække når der næsten at gå fire timer. Som en gammel kone pakker jeg krumbøjet og humpende sammen, kaster et sidste blik rundt, og glæder mig allerede til næste gang jeg kan komme derud. Til den tid er det to Helleborus som skal ha nyt hjem. Og flere blade som skal rives sammen. Og beton der skal flyttes. Og trærodsskud som skal fjernes. Og. Og. Og…. 

 

A gardeners work is never done, and I love it