Jeg har fejret min egen lille times haloween her til aften. Tændte en lygte og gik gennem kulsort mørke gennem haven. Helt stille var der. Så sad jeg på min nye hyggeplads og kiggede lidt op på den stjerneklare himmel.. Så tyst og roligt.
Jeg så ingen spøgelser, men en enkelt killing kom vist nok forbi i fuld fart hihi.
På eet punkt fraviger jeg min mission om ikke at invitere sneglene på besøg. Faktisk er det en lidt dobbelt handling, for på den ene side skal de bare have så elendige levevilkår som muligt her hos mig, men på den anden side skal jeg tage hensyn til mine arme, og derfor har jeg også tænkt mig at eksperimentere med de selvsamme planter, som sneglene allerbedst kan lide. So be it.
For lidt siden fik jeg lige leveret ti halmballer af Hermans mormor. Hun bor på en gård med køer, og det nyder jeg godt af nu. Planen har jeg tidligere fortalt om, men jeg gentager gerne hihi. Alle knolde er gravet ned i samme bed nu. Over hver knold stiller jeg en omvendt spand. Dernæst drysser jeg ecostyle og æggeskaller på jorden og dækker af med et godt lag halm. Det hele dækkes over med fiberdug. Jeg håber at det giver pote til foråret.
Han er nuttet ik..
.. men jeg siger det bare, blød pels og store ører er ikke det samme som en from kat.
I aftes omkring det tidspunkt, hvor tusmørket begyndte at vise sig, kom jeg i tanke om at jeg manglede kaffe, så jeg hev mig selv op af sofaen for lige, at gøre et smut hen til supermarkedet om hjørnet. En lille hurtig ind og ud manøvre, og så hjem til sofa og tungt sovende kattedyr igen. Jov jov da.
Ude foran forretningen stopper jeg op et sekund, og i samme ser jeg Herman komme hoppende nok så fornøjet, og i fuld fart tværs over parkeringpladsen en meter foran mig!
Tror I lige at jeg gloede? Og tror I lige at jeg fik et mindre hjertetilfælde??
Jeg kaldte på ham, og hvis en kat kunne lave bremsespor som en knallert i grus, så ville der være sorte striber en meter hen over brostenene. Han stod bare der nok så frejdigt og gloede på mig, og hans overraskelse over at se sin mor lige der var ligeså stor, som den jeg fik over at se ham midt i byen. Her gik jeg naivt og troede at han forblev på matriklen, men næh nej. Og her gik jeg og troede, at han elskede sin gamle mor, men næh nej. Jeg kaldte på ham en gang mere, og efter lige at have kigget mig i øjnene et par sekunder mere, ja så satte han benene i første gear, og accelererede i fuld fart videre. Jeg sværger. Jeg er sikker på at han syntes det var vildt morsomt.
Lige så morsomt, som det er at jage mig ud af sengen, for så at overvære, hvordan jeg i halvmørke, når at jokke på ikke kun een, men hele to døde mus nede i køkkenet! Den lille fis altså.
Og ja, Holger er så fornøjet over et uventet tidligt måltid, at han er fuldstændigt upåvirket af musene lige ved siden af ham. Der skal langt mere til at hidse HAM om da.
Knapt så lille er Herman længere, men jeg lover jer..
Han er godt nok ikke tabt bag af den samme vogn som Holger. Min elskede tålmodige hankat, som finder sig i næsten alt, og som absolut ikke gider fræse rundt i byen på den måde. Jeg tvivler ikke om, at han går sine ture engang imellem, men 90% af tiden er han ikke langt fra mig. Han har haft så rigeligt med et liv på farten, at HAN ikke skal nyde noget. Nemlig.
På plænen bag min matrikel, er der mængder af haveguld lige til at feje sammen. Masser og masser af blade, som jeg påtænker at gå ud og tyvstjæle så de kan gavne min have. Sidste år gjorde jeg det samme, men siden da har jeg lært een ting..
Bunker af haveaffald er det samme, som et ferieparadis for dræbersnegle.
DEN hopper jeg ikke på een gang til, og selvom jeg godt ved at der prædikes afdækning af bede, så er jeg ikke længere med på den. Faneme nej. Her i foråret gik jeg nærmest i hjertestops tilstand, da der allerede i marts, var tegn på at mine tulipaner blev guflet væk. Alligevel skal de dyrebare og letkomposterbare blade ikke gå til spilde, så de bliver hentet og samlet i sorte sække, hvor de kan få lov at stå og hygge sig i fred. I det hele taget, er jeg bevæbnet til tænderne med alle mulige tiltag, som skal hindre sneglebestanden i at eksplodere. Lige nu er der stadig masser af babysnegle at finde. De hygger sig under alle former for læ, så jeg løfter og flytter flittigt rundt på krukker og alt det andet, så de ingen fred får. Jeg sakser stadig, der er spredt snegledød fra Ecostyle de steder, hvor de er særligt glade for at være, og sidst men ikke mindst, så ligger der æggeskaller allevegne efterhånden.
Ej hvor sjovt! lige nu fortæller de netop om løvfald i DR-vejret
Nå, men jeg ved godt hvad jeg skal i weekenden som sagt, og nu ser jeg at vejret er med mig. Det er da skønt. Her på kanten af november
Jeg kunne ikke rigtigt falde i søvn i aftes, og natten har været urolig, så træt var ikke ordet da banditten Herman vanen tro, pludseligt kom springende ovenpå mig. HAN er frisk. Så frisk er han at Holger sukker lydeligt, når killingen spæner foran mig og forbi den sovende storebror. Selv er jeg mere ovre i noget med at klamre mig til gelænder, og kravle igennem stuerne. Nogle morgener er mere aehm.. friske end andre. Når det er tilfældet er der kun eet at gøre, så på med overtøj og røjser, og ud for at brænde krudtet af.
Denne morgen har været ret så kølig, så nu er det rart at sidde under varme tæpper og med kaffen i koppen. Jeg vil ikke andet i dag end, at være inde i huset. Jeg vil strikke og tænke lidt over, at oktober allerede er ved at være gået. Det går tjept med de måneder.
Jeg kan ikke helt følge med.
… .. hvor det er uff mørkt, når jeg vågner efter min eftermiddagslur. Endnu er vi ikke helt der, men der går ikke så længe før det er sådan. Jeg hader det. Jeg kan ikke undvære den lur, men ved gud det tager en krig at vågne igen, fordi krop og hoved går helt i kiks, og tror det er nat.
I formiddags slog det min pludseligt, at jeg er gået i gang med helt forkerte vanter. Jeg har lige strikket det fineste grå sjal, så det går jo overhovedet ikke, at mine vanter bliver blå og grønne. Vel..
De blå blev lagt til side, de kan sidenhen blive til håndledsvarmere, og nu er der grå på programmet. Jeg strikker med en million pauser, man har jo kat, så det går ikke så hurtigt, men jeg har da nået lidt.
Holger gider endnu ikke være inde dagen lang, men Herman er en værre lille hyggefis, så når jeg tager mig en indedag, er han på pletten. Først skal vi lige have reglerne på plads, omkring garn og poter, og når vi har nået en form for forståelse, ja SÅ kan jeg få strikket lidt.
Min Marygenser er godt i vej, men de tykke pinde er hårde for fingrene, så jeg har vanter på programmet lige nu.
I øjeblikket TOPtrender strik i flere farver. Norsk, islandsk og højlandsk strik strømmer gennem strikkehjerner i en sådan fart, at det er svært at følge med. Bøger skydes igennem trykkerierne i en lind strøm. Ingen strikker med respekt for sig selv, vil ses offentligt iført ensfarvede klude. Det er en veritabel epidemi vil jeg vove at påstå. En epidemi, som det er næsten umuligt ikke at blive smittet af, for det ER smukke sager vi har gang i her. Der er alle varianter at få, og der er strik at gå til for både øvede og ikkeøvede, og et sted læste jeg endda, at en hel uge var dedikeret fairisle, et sted oppe i Skotland. Tror jeg det var. Jeg har lige glemt min geografi, men fænomenet hedder
Tænk sig.. et sted i retning deroppe af Skotland til, gik der en hel uge rundt, hundredevis af kvinder (ogsikkertogsåmænd), iført alle mulige farvestrålende kreationer, i alle mulige sindrige mønstre. Det må have været en fest at være med til. Der er udgivet en gratis hueopskrift i samme anledning, som kan hentes på deres hjemmeside. Huen er SKØN..
På Istagram har jeg fulgt med i udviklingen, og strømmen af strikkde huer med får på. Alle mulige farvekombinationer er der brugt, og fantasien kender ingen grænser, så jeg har naturrrrrligvis downloaded mig en opskrift, og efter vanter kommer huer.
Og nu det her med vanter.
Også her er der milliarder af udgaver at tage fat på. Igen.. der er nemme og svære, ensfarvede og multikulørte. Med striber, prikker, hjerter og så de indviklede a la de her feks:
(foto lånt fra Pinterest)
De må være de (for mig) ultimativt sværeste at gå i gang med, for de er dobbeltstrikkede. Altså er der en indvendig OG en udvendig vante i eet. OG de yderste har flere farver. Det svimler i min hjerne ved tanken om, hvordan de bliver fremstillet, og de er IKKE på min to do liste. Jeg magter det simpelthen ikke, men smukke er de.
Hvad jeg derimod magter er at tage fat på flere farver i det små. Som det enkle, men smukke bladmønster på min kommende sweater. Jeg magter også at improvisere og at øve, så det gør jeg. Flittigt. Jeg øver flere farver med en basisopskrift, som jeg har fundet ovre hos Liselotte. Hverken hun eller jeg hævder, at vanterne er en nyhed sådan rent teknisk, men hun har sat sig ned og har brugt tid og tanker på, at skrive en dansk og letforståelig opskrift, og det skal man ikke kimse af. JEG gider jo ikke engang selv. Jeg har flere stykker strik som kunne være fine at lave en opskrift ud af, og så måske jeg endda kunne tjene lidt håndører, men jeg magter det ikke. For det er nemlig sin sag at forfatte noget, som andre kan bruge og som andre forstår, og som fungerer. Det tager tid, og det er i sidste ende stadig ikke sikkert, at man undgår at få på puklen, hvis der alligevel skulle have sneget sig en fejl eller to ind.
Nå, men de hersens vanter synes jeg om. De er fine som de er, men der er med lidt fantasi og øvelse, også muligheder i det uendelige for at lave de føromtalte så hypede flerfarver på dem. Det er bare at gå i gang, Brug grundopskriften og snup så en rapport hist og her fra, og strik den ind. Lav lange eller korte skafter, strik kun tommelen med mønster, eller hvad med noget som kun kan ses på spidsen af vanten..
Opskriften kan hentes her: http://garnudsalg.dk/
De vanter jeg vil lave som de første skal være blå.
Jeg er faktisk allerede godt i gang, og jeg vil have en vante med et let mønster på håndleddet til at begynde med. Bare lige for at øve mig ing..
I aftes nåede jeg faktisk et lille stykke op over tommelen, men det er trevlet op igen, for godt nok har jeg en bred hånd, men alligevel synes jeg at vanten var liiiige stor nok. Den er i to størrelser, og jeg gik efter den store, men det var en fejlvurdering, så jeg begynder forfra.
Når første par er i hus, og hvis jeg til den tid gider, kunne det snildt være noget lidt mere spændende jeg tog fat i, som feks de her:
Den opskrift er ligesom huen med får på gratis, og den kan hentes lige her:
http://www.justcraftyenough.com/2014/11/project-orla-mittens/
Flere vanter kan ses på Pinterest her:
https://www.pinterest.com/henriettehald/knitted-hats-scarfs-mitts-and-socks/
og selvfølgelig på Ravelry som de her:
(foto lånt fra Ravelry og Heidi Mork )
Vi kommer ikke udenom, at det nu er vantevejr, så bare kom i sving. På med vanten..
Jeg har overgivet mig endnu engang til Dropbox. Metoden med at sende nye fotografier via mail til computeren, og så kopiere over i en mappe er faktisk lige mig. Det er både let og fikst, bortset fra at når jeg sender fra min Ipad, så kan der gå T I M E R før de ankommer i indbakken. Det kan jeg så ikke lige holde ud at vente på. Derfor er der endnu engang en dropbox i mit liv. Det er tredje gang jeg henter den. De to andre gange blev den sparket ud af mine daglige vaner, fordi den alt for hurtigt blev fyldt op. At købe mere plads var jeg for nærig til. NU bruger jeg den kun til denne hersens operation, med at overføre billeder. Punktum.
Mine timer i haven her til morgen gav lidt mere på ordenskontoen. Det er det jeg så godt kan lide ved efteråret.
Foråret er vidunderligt. Sommeren dejlig, men efteråret. DET er lige mig. Her kan man se orden og geleder. Ukrudtet vokser knapt så hurtigt, så når man har renset et bed, forbliver det fint i længere tid. Annelise siger jeg er en smule ud over det almindelige, for hun kender ingen anden, som vil have farvekoordineret sit tøj efter sæson. Det mener jeg nu ikke er så sært, men ok.. det er måske ikke alle, som bliver småpippet hvis tingene ikke passer sammen. Lidt som med procelænet ik. Det skal da også være tilpasset sæsonen. Det blomstrede om sommeren, og de mere mørke og varme farver om vinteren. Og ligeså tæpperne i sofaen.
Nå, men jeg er ved at få ryddet op hos det, som har været naboens område tidligere, og det begynder virkeligt at ligne noget nu. Hver dag et par timer gør en forskel. Her er seriøst tykke nælderødder, men de ligger lige under jorden, så nu hvor den er ved at være medgørlig igen, er de forholdsvis lette at få fat i. Jeg får flyttet bunker af affald. Også de mystiske sager, der ligger begravet hist og her. Plastik, kapsler og masser af potteskår. Det er en regulær arkæologisk udgravning jeg har gang i.
Endnu ved jeg ikke helt, hvordan området skal benyttes, men eet er sikkert. Det skal være noget som er let at gå til, af hensyn til mine arme. Højbede er på tapetet. Og interessante buske tror jeg. Jeg tog i Brønshø et billede af en, som jeg aldrig har glemt synet af. Det er fra oktober, og en dag når jeg har fundet ud af hvad den hedder, så vil jeg have sådan en i min have.
Der er for alvor knald på efterårsfarverne i haven og naturen nu.Inden længe er “ilden” slukket, og så er der kun det brune og nøgne tilbage, men indtil da SÅ nytter det ikke at være havedame, uden at tøjet passer. VEL!
Jeg føler mig så rig. Humøret er SÅ meget bedre end for bare en måned siden. Om det skyldes den enorme lettelse over, at min bil blev reddet ( for det har altså virkelig fyldt en del indeni), eller om det handler om, at jeg hele tiden og hver dag tvinger mig selv til at modarbejde trangen til dyne og verdensfjernhed, ved jeg ikke. Eet er sikkert. Det gør en stor forskel, at jeg har to så dejlige børn. To uerstattelige unger, som hver på deres facon er med til at give mit liv betydning. De to er bare blevet rigtigt fine unge mennesker.
I søndags stod Rasmus og en kammerat her lige pludseligt.
En fugl havde sunget lidt om, at de ville en tur over vandet, og da indkøb af snol og sodavand var overstået, slog de heldigvis vejen forbi mig. For pokker da, hvor var det dejligt. Jeg fik hilst på vor tids Thorkild Thyrring, som jeg kun har hørt tale om. I flere år faktisk. Mit morhjerte må virkelig tage sig sammen for ikke, at gå helt agurk ved tanken om to fartglade gutter i fri dressur på motorvejen. Mine formaninger, og den hysteriske bekymring slås hen med forsikringer om, at de er fornuftige…. men det virker ikke. Jeg har det bare ikke godt, når jeg ved der er fart på. (kun når det er mig selv der kører…….)
Jeg fik chokolade og masser af knus inden de var væk igen.
Josefine kommer omvendt ikke sådan lige forbi. Vi sludrer når det er aktuelt, for vi er begge uhyggeligt dårlige til at tale om alt og ingenting i telefonen, og derfor er det ikke hver dag vi ringer sammen. Hun og husbond kæmper til stadighed med at finde noget at bo i. Han bor hjemme hos sine forældre og hun på kollegieværelset, men det er bare ikke fedt at være gift, og så måtte bo uden hinanden. Det gør mig så frustreret på deres vegne. Når det er sagt, så er det en fryd at høre hendes stemme i telefonen. Jeg kan høre at hun er glad. Hendes tilværelse som husmor og studerende er hun vældig tilpas med, og så kan jeg sådan set ikke ønske mig mere. I ved jo, at jeg har det lidt stramt med hendes konvertering, MEN der er så også bare nogle værdier i hendes nye liv, som jeg synes er noget man kan lære af. Respekt og omsorg for de “gamle” i familien feks. De har også en “arbejdsfordeling” de to i mellem, som giver ro på, og dermed plads til at begge har en god hverdag. Hun går hjemme og han arbejder. Hun er husmor og han er forsøger. Det er det, som de to har det godt med, og så har jeg det godt. Ikke mange moderne kvinder ville føle sig tilfreds med det, men min datter er. Hun hviler mere i sig selv nu, end nogensinde. Jeg er lettet over, at hun bliver forkælet og passet på af min svigersøn. Han har stor ansvarsfølelse i det hele taget. Og jeg siger jer lige. Hun er godt nok strid ved ham synes jeg til tider. Ganske som sin mor, har hun sine meninger og ideer, så den stakkels mand må finde sig i lidt af hvert. Han pisker rundt for min skønne, smukke, elskede og beslutsomme datter.
Og så er vi omsider tilbage til overskriften..
Jeg har nemlig fået ny vinterfrakke. Juhuu.
Min gamle og aldeles udmærkede vinterfrakke, er jeg aehm.. host host … vokset ud af. De sidste to vintre har den mildest talt ikke været særligt varm, for knapperne mangler og den kan af andre.. årsager ikke længere lukkes, men den har hele tiden være bedre end slet ingen, så det har været som det nu har været. Jeg er blevet ved med at bruge mine penge på andre ting, og har også haft lidt svært ved at finde lige den model, som jeg synes er mig. Man kan sådan set sagtens finde sig et stykke overtøj til 4-500 kroner, men det holder så heller ikke særligt længe. DEN har jeg været på. Med min hidtidige frakke feks. Syninger og knapper er altid det, som ryger først. Også selvom man ikke tager på i vægt, vil jeg lige slå fast. Så jeg har været påholdende med at kaste mig ud i at købe nyt overtøj.
For et par måneder siden så jeg så pludseligt bare lige DEN vinterting, der bare var lige i øjet. Desværre var den også prismæssigt en smule svimlende. Ok.. den ville sikkert være noget bedre i kvalitet, og med garanti mere holdbar, og den var uden tvivl mere laber end alt andet vintertøj, men alligevel. Der er grænser for snot så at sige. Omvendt kunne den være min garanti for varme vintre i mange år fremover, en investering om man vil. Jeg sværmede og talte med Josefine om det. Hun og husbond ville meget gerne hjælpe, og vi endte med at jeg lånte til vinterfrakken.
I mellemtiden blev den så sgufanmeedderhuleodder udsolgt!
Jeg siger jer.. jeg flippede en lille smule. Ringede sågår fimaet op for, at brokke over deres elendige evner til at disponere osv osv. KÆFT jeg var sur. Den slags gider jeg ellers slet ikke normalt, dertil er mit temperement ganske enkelt for ukrigerisk, men her blev jeg så skuffet og øv, at der skete en lille kortslutning i fornuften. Fandme mand. Her står jeg med en løsning og totalt dejlige børn, som gerne vil hjælpe, og så… så dør den der.
Frakken jeg IKKE fik er den her:
Den er helt uimodståelig ik? Og så var der foruden den blå her også en i orange. Og det var den jeg forelskede mig i. Den græskarorange. Ihvertfald ikke en farve man forsvinder i, i de mørke måneder vi går i møde.
Som sagt blev det ikke den. Senere viste der sig en næsten ligeså flot en i horisonten, og lad mig sige det sådan.. Den kostede kun en tredjedel, den er ligeså lækker og dejligt varm, men den er bare sååååå kedelig i farven, synes jeg nu. I hegnet med det, og sådan gik det til, at jeg nu kan gå rundt med rive og spand i min have, behørigt påklædt i matchende farver. HEP! (jeg har endda arvet et par dødsmarte busker af en fra byen, og de er bare så fede altså. De er olivengrønne, har knapper i siden under knæene, labre lommer og numsegod pasform)
Jeg er bare så rig. Fik jeg sagt det?
