Fantastisk weekend med dejlige udsigter og grund til håb

 

 

 

 

I dag bliver det bare billeder og stikord. Mit hoved er så fyldt med indtryk at jeg er overstimuleret, men bare rolig.. det er på den gode måde og jeg er kun træt. Har sgu ikke engang hovedpine!

 

 

Lørdagskøretur i eget selskab langs fjorden.

 

Søndag gik turen til Lolland, med en kapabel chauffør. Truckeren guidede rundt og jeg.. jeg slappede af hele vejen. Tog en masse billeder, fandt et sted jeg bare MÅ flytte til, og håbet brænder nu så voldtsomt i mig, at jeg er bange for skuffelsen, hvis ikke det går i opfyldelse. Detaljer følger naturligvis, lige nu kan jeg bare sige, at et lille to etages hus med en lille have er for enden af min køretur. Så fint og velholdt og så for mig uvant et held, hvis det går som jeg håber, at jeg næsten ikke kan rumme det. Mere end rigeligt med plads til mig. Jeg har næsten ikke sovet fordi jeg både er spændt og fyldt med tanker om praktiske huskelister.

Åhhh lad mig mærket heldet. Lad 2013 være MIT år.

Blød fredag og strik er dagens overskrift

 

 

 

 

Jeg har ikke sovet i nat, så indtil jeg endeligt kan falde om i min seng, står den på meget blød lyd og strik til mig, og dermed også til jer:

 

 

Jeg har forelsket mig i den her:

(billede er lånt fra Ravelry)

Jeg gik i gang i aftes og måtte lige pille op en enkelt gang, fordi jeg overså en lille teknisk og ret smart detalje.

Nu går det strygende, og jeg kan kun være en smule bekymret over om jeg har Noro nok til både paneler og ærmer. Garnet har jeg fået foræret af en gavmild, og smadder sød læser i december, og med den bløde luksus er det vigtigt at det bliver brugt godt. Nu får jeg se, er der ikke nok kan jeg altid strikke front og ryg, og så må ærmerne vente til. Det er det smarte ved den her nemlig så. Man strikker flere små dele og samler hele herligheden til sidst med strikkemasker. HEP! det er da nemt.

Pind 4.5 gør det let og luftigt, men jeg håber at det samler sig lidt. Opskriften går kun til str mindre end jeg bruger, så jeg gør også panelerne bredere. Og det er årsagen til at jeg måske kommer til at mangle. Måske jeg burde vente, men det er bare så lækkert et stykke strik, at det kan jeg bare ikke.

 

Øhh så er det jeg lige er kommet i tanke om..

 

 

 

..  kan I se det for jer:

 

 

Henriette alene langt ude på landet. Det er en mørk sensommer aften, og alt er stille.

 

Lige

bortset

fra

..

 

den

sorte

fede

behårede

støvletrampende

..

 

EDDERKOP, som mener at det er tid til at slå sig ned i min stue.

 

Hyl, jeg bliver næsten helt i tvivl om jeg nu også magter det der landliv jeg drømmer om.

 

 

 

Hmm. Jeg får muligvis brug for at skaffe mig en flammekaster, en skumsprøjtedims, en masse flasker gift på dåse OG en ekstra stor dosis beroligende piller.

 

Gisp!  hvad kaster jeg mig mon ud i ?

 

Jeg kender ingen. Der er minus trafik. OG jeg kan lissom ikke satse på at samme metode som DET her, virker på bæsterne.

 

Forresten..

 

det minder mig om dengang Josefine og jeg boede alene i Lyngby. En meget sen midnatstime kommer jeg hjem, og finder datteren stående midt på stuegulvet, bevæbnet med støvsuger og kost. En E-kop har gemt sig bag radiatoren, men den er ikke til at få fat på, og hvad gør en klog men ligeså skrækslagen moder?

 

Jamen hun spæner da ned og ud på vejen. Venter i mørket ( som en anden edderkop faktisk), indtil der kommer en sagesløs bilist kørende ad den stille vej. SÅ springer hun frem og vifter med armene, bilisten standser forskrækket op. Hun babler løs om en edderkop, og trækker den fremmede mand, som nu er helt og aldeles forvirret, ud af sin bil og op i lejligheden, hvor han får besked på at få fanget kræet.  Han parerer ordre og der går lidt tid med lys og lygte, hvorefter han på spejderære lover at den er død som en sild.

 

Han får lov at gå.

 

Hvad han har tænkt, og hvad pokker der fik mig til at handle sådan, kan jeg overhovedet ikke svare på, men han har ganske givet aldrig glemt den episode. Se det er en historie fra det virkelige liv. I en storby. 

 

 

Hvad fanden gør man når man bor på landet??

Godnat torsdag og tak for i dag

 

 

 

Nu vil jeg sige godnat og falde i søvn til denne lækre dames lækre sangstemme:

 

( der er lige en lidt lang indledning, og sangen begynder først omkring 4min inde )

I dag reagerer jeg lige lidt

 

 

 

 

Torsdag er jeg vågnet med hovedpine og fuldstændigt udmattet, MEN.. det er sgu ok.

 

Hovedpinene kan jeg bare ikke helt greje. Jeg fik ondt omkring ægløsning og var lettet over at se en sammenhæng, men jeg har faktisk haft ondt dagligt lige siden. Det er sådan ca tre uger nu. Hver dag er forskellig, men mange dage har det været sådan en underlig smerte som har siddet i kæben, omkring ørene og i panden på mig. Det føles nærmest som om jeg har et eller andet, som ikke vil blive til noget, og så igen her til morgen er jeg vågnet med en seriøs migræne.

 

Ihh hvor jeg dog ikke aner, hvordan jeg skal blive det kvit.

 

Nå, men jeg kan jo håbe på at når jeg får ro på mit liv, er flyttet og økonomien glider bedre, at smerterne vil forsvinde. Det er sgu da det, det gør. NÅ!

 

I dag skulle jeg have været til tandlægen, men jeg magter det bare ikke. Tilgengæld har jeg talt med ham i telefonen, for jeg må jo ikke stifte mere gæld, og en rodbehandling er lig med ..  mere gæld. Skruen uden ende er det, og da jeg foreslog at få hevet tanden ud, for at gøre en ende på det problem, fløj han helt i himlen. DET ku bare slet ikke være rigtigt, at jeg nu også skal ende med at være tandløs. Men what to do??  Jeg får et overslag og søger selvfølgelig tilskud, men jeg har problemet alligevel.

 

Og sådan er der hele tiden noget. At være uden midler er en dyr fornøjelse.

 

Når det er sagt, så har jeg allerede flere steder jeg vil kigge på, ikke mindt takket være JER mine Uundværlige læsere og støtter. Lørdag er planlagt til at være kiggepå dag, så jeg pakker strikketøjet og lader mig fragte til Lolland og Falster for at se på tingene. Det er totalt spændende, og jeg er fyldt med glæde og forventning. Sådan skal det bare være. Når nu det skal være.. hihi.

 

I dag vil jeg passe på mig selv og bare se at få taget opvasken. Af en eller anden grund, er det bare en af de ting, jeg kæmper virkeligt meget med. Det generer mig ikke at vaske op, men jeg har ofte ikke kræfter til det, så jeg drømmer helt ærligt om at få mulighed for, at få mig en lille bordopvaskemaskine. Min vaskemaskine er jo noget af det bedste jeg ejer, og den aflaster min hverdag helt enormt.

 

Og her er så et billede af de drømme jeg har genoplivet:

 

Ud på landet, op på cyklen og masser af frodighed og farver.

Jeg er helt i ro med min beslutning og nu skal der så handles

 

 

 

I forbindelse med sådan en beslutning, skal en masse ting sættes igang og chekkes efter. Listen over to do bliver lavet, og indtil nu er nogle vigtige ting sat på plads.

 

 

Jeg vil til Lolland/Falster.

Jeg ku enormt godt tænke mig at bo i Nysted.

Jeg håber på en husleje der hedder 3000 + A/C

Jeg har talt med Lolland kommune, og får nu tilsendt info og skema til ansøgning om boligstøtte.

Jeg beholder af samme årsag min bil, og mine forældre kan være i baghånden, skulle jeg i fremtiden få brug for lidt tilskud til vedligeholdelse, så den holder mange år endnu.

Jeg har talt med Skifteretten igen, og de har bekræftet at min situation er at betragte som “ særlig”, og at jeg derfor IKKE vil blive holdt op på at jeg måske må låne til indskud i kommunen, da det handler om at skaffe penge for at kunne nedbringe gæld.

Jeg har talt med ungerne som sagt.

Allerhelst vil jeg leje mig et lille hus eller rækkehus.

 

 

Sidst men ikke mindst, vil jeg i denne uge få ringet til de to ( eneste ) kreditorer som jeg har måttet droppe at afdrage til ( ikea og briller). Jeg vil forsøge at få dem til at acceptere mit forslag om at droppe foged og hvad har vi, og i stedet lade mig genoptage afbetaling, så snart jeg er flyttet. Det skader jo ikke at prøve en forhandling.

 

 

Og ja.. det er så onsdagens gerninger indtil nu. Pheww..  Eneste jeg får problemer med er, at kontrollere min ræserhjerne, som allerede er 15 skridt længere fremme i forløbet :-)))

Nogen har sagt noget med nogle døre som lukkes og andre der åbnes..

 

 

 

 

Jeg husker ikke helt nøjagtigt hvordan talemåden lyder, men som denne dage er ved at gå over i nat, har jeg mærket en fremmed fornemmelse vokse i mig.

 

Det er tid at gå andre veje, at tænke i nye retninger, og at bruge mandagens besked til at gøre en gammel drøm til virkelighed. I stedet for at se det som en trist nødvendighed, så vælger jeg at se det som min chance for at forandre mit liv til det bedre.

 

I mange år har jeg drømt om at flytte ud af byen. Det var noget vi også talte om, dengang jeg endnu boede i Vanløse. Både børn/skole og andre ting var en af grundende til, at det ikke kunne realiseres, men nu er der kun mig. Jeg har også her i Brønshøj vendt tanken i hovedet flere gange sidste år, men foruden det faktum at det koster penge at flytte, så betyder det alt for mig at mine børn ikke oplever det som endnu et svigt, at deres mor ikke bor tæt på dem.

 

I aften har de begge støttet mig og erklæret at det er ok.

 

Så nu vil jeg arbejde målrettet på, at finde mig en billig bolig i udkanten af danmark. Jeg ved, at det kan jeg godt klare fordi det skal være min måde, at få pengene til at række så jeg også kan afdrage gæld. Mange vil sikkert mene, at det må være døden at flytte ud på landet, men med det liv jeg allerede nu lever, gør det sgu ikke den store forskel. Jeg bor midt i en by, men ser ikke flere mennesker af den grund i det daglige. Jeg bor i fornuftig afstand på mine forældre og mine børn, men alligevel er det sjældent at vi ses, så nu skal det bare planlægges lidt i god tid når vi vil være sammen. Josefines kæreste har bil, og Rasmus er tæt på et kørekort, så også på den måde er der ikke de store forhindringer, hvis de vil besøge mig. 

 

Når det er sagt, vil der være mange glæder for mig, hvis jeg kan finde mig et sted langt væk fra storkøbenhavn.

 

Jeg har brug for ro, langsommelighed, stilhed, kontinuerlige hverdage, natur, og himmel. Faktisk tror jeg på, at dette er en fantastisk mulighed for mig, for at give mig selv et nyt og andet liv. Jeg tror også på at de venner jeg har, vil være indstillet på, at et besøg vil være en lille udflugt værd, og så bor der jo bloggere i alle egne af landet og over hele sjælland, så mon ikke jeg alligevel vil have nogen der vil besøge mig.  Det er jeg sikker på.

 

Min beslutning er ikke en som skal ske hu hej, for det er jeg slet ikke klar til, men jeg vil indstille mig på det. Undersøge hvordan jeg kan få det til at ske. Tale med hvem der nu skal tales med. OG så tror jeg på at der lige pludselig viser sig noget.

 

Det skal der bare.

 

Jeg elsker min lejlighed og især min altan, men nu hvor heller ikke Fister er her til at bruge altanen, ja så er jeg motiveret til at tage skridtet, og pakke endnu en gang. Jeg svor, at det ville blive sidste gang da jeg flyttede hertil, men sådan bliver det ikke alligevel. Istedet kan jeg konstatere, at jeg siden 2006 kun har boet ca to år det samme sted, og at jeg nok ikke finder det sidste og evige sted før gælden reduceret. Jeg hader at flytte. Det skal ingen være i tvivl om. Det er en pest og et helvede.

 

Endnu værre end at flytte er det dog, at være bastet og bundet til et liv uden midler, og en utryg fremtid. Så hellere finde en billig og mindre bolig, hvor jeg dermed kan få mulighed for at give mine børn gaver og mig selv mad på bordet og ro i sjælen. Og afdrage min gæld.

 

Jeg tror jeg kan sove helt godt i nat..

 

Hvordan forløber sådan et gældsmøde så???

 

 

 

 

Jooo mit gik sådan nogenlunde sådan her:

 

 

Først ankommer jeg til en bygning med høje vinduer. Jeg går ind og vælger at tage trapperne til anden sal ( motion I ved.. ), og derfor står jeg lidt efter foran en lettere udtryksløs receptionist, gispende efter vejret og melder min ankomst. Hun beder mig om at gå til venstre og ned af en gang, jeg beder om et glas vand.

 

En kort ventetid på en stol senere, bliver jeg hentet ind i et kontor med et bord og nogle stole omkring. For enden af bordet på et forhøjet podium sidder manden og skuer ud ( ned ..) på mig.

 

Den unge mand, som både var flink og med et islæt af humoristisk sans, begynder med at forklare hele processen, men opdager hurtigt at det behøv’s ikke, for jeg har nemlig læst grundigt på mine lektier, og imens jeg smider regnfrakken, fortsætter han med de sidste formalia. Iøvrigt mener han også at jeg er lidt sej, fordi jeg ankommer UDEN bisidder. ( Den historie har I endnu tilgode forresten)

 

Sæt igang.

 

Han beder mig forklare lidt om bankgælden. Jeg smider sjalet. Vi går videre til næste punkt, og jeg smider min sweater. Så vil han gerne høre lidt om Johns rolle, og jeg får problemer med at trække vejret, så jeg begynder at gå lidt rundt og lave åndedrætsøvelser. Vi taler lidt om kronologien og begynder at gennemgå min ansøgning, og nu hænger jeg halvvejs ud af et af de høje vinduer for at kunne få luft. Mine fødder kan ikke nå gulvet. Han vil dernæst gerne forklare nogle ting for mig, jeg lukker vinduerne igen, sætter mig i stolen og må lige tørre øjenkrogen for den tåre, som er begyndt at vokse. 

 

Han fortæller mig at der er flere grunde til, at jeg ikke kan godkendes som ansøger, at jeg reelt har gode og valide grunde til sanering, MEN ..

 

En enkelt del af min gæld er for ny.

Jeg har forsikringer. ( Det må man ikke have i et saneringsforløb)

Jeg har tv og internet. ( Det må man heller ikke have i et saneringsforløb)

Bilen er et issue ja, men i mit tilfælde ikke afgørende.

 

SÅ altså det blev et nej. Jeg hørte ikke noget jeg ikke var forberedt på i og med, at jeg da jeg udfyldte ansøgningen netop hæftede mig ved, at der ikke var fælter til disse ting, under faste udgifter. Den unge mand var både behagelig og som sagt også humoristisk, så han taklede mine hedeture og det lille angstanfald heeeelt roligt, og da jeg fortalte ham at han skulle huske på mig, når hans egen kone engang rammer overgansalderen, grinte han bredt og sagde at det ku jeg være sikker på at han ville.

 

Inden jeg gav hånd og klædte mig på igen, blev flere ting vendt. Såsom hvordan jeg kan takle min gæld lige nu, banker som beredvilligt har lånt penge til deres kunder og som nu, hvor kunderne har problemer, IKKE vil være med til at forlænge låneperioden på den gæld, som de selv med brede smil har oprettet.

 

************

 

I dag har jeg ganske som forventet virkelig voldsom hovepine og jeg er udmattet mentalt. Jeg skal også lige bruge et par dage til at på virkeligheden på plads, men så må jeg videre og se om jeg kan finde ud af hvad jeg så skal gøre. 

 

TAK for jeres kommentarer i går, og BLIV VED med at skrive til mig, for det har jeg lige nu meget god gavn af.

Jeg blev afvist og kan ikke søge gældssanering..

 

 

 

Jeg er ok. Jeg er træt. Jeg skriver mere detaljeret om det i morgen.  Men for nu vil jeg bare lige fortælle at nej jeg blev ikke godtaget.

 

Jeg er i det store og hele en reel ansøger sagde manden, MEN jeg blev sendt hjem igen, alene fordi en del af min gæld er for ny!

 

Nu hviler jeg på sofaen, tænker tingene igennem og indstiller mig på, at jeg ihvertfald må og skal flytte. Hvordan jeg skal finde penge til indskud aner jeg ikke, men billigere husleje er nødvendig. Om jeg så skal flytte til den yderste kant af danmark, så gør jeg det. Men lige nu hviler jeg. Og terper for mig selv, at en eller anden dag så MÅ også jeg få lov at opleve held og lykke.

 

Husk at det er i dag mandag, at I skal sende alle jeres positive vibrationer i min retning…

 

 

Mandag kl 13.00 dut, skal jeg til møde i skifteretten. Det er i første omgang for, at blive vurderet om jeg i det hele taget kan godtages, som ansøger..

 

Efter mødet er jeg med garanti træt, men jeg skal nok melde tilbage og fortælle om processen. Jeg er ikke den eneste som må gå den vej, så jeg vælger at skrive om det. Det findes større skammere end en gældsanering. Jeg ku for eksempel være bedrager, tyv, bigamist ik :-)

 

Noter, papir og kuglepen er klar. Det er jeg også.

Det blev en frostklar søndag morgen

 

 

 

 

..  der fik lokket mig ud på altanen igen, efter Fisters død.

 

 

En lille halv time sad jeg med kaffen, og nød solens vej henover taget på nabohuset. Et par støjende måger underholdt hele nabolaget, og lige ved siden af dem sad en enkelt due, der lignede en som ikke fattede deres iver

 

 

Nu er der friske fuglekugler på krogen igen, og jeg har fået taget hul på modviljen mod at gå derud. Så dejligt det er at sidde helt alene søndag morgen, og bare være. Stilheden ( altså bortset fra de uopdragne måger .. ) er øredøvende, for her omkring vover menneskene sig ikke ud i weekenden før omkring middagstid.

 

 

 

Sådan en morgen bliver jeg mindet om, hvorfor jeg trods alt elsker livet.

Messe i Rødovrehallen

 

 

 

 

Jeg havde valgt den fra fordi jeg ikke synes, jeg har råd til at snolde og fordi entreen også er en smule pebret for mig, MEN…

 

… så dumpede der alligevel en fribillet ned fra “strikke”himlen og sååå

 

 

Desuden stod Sisse og manglede lidt ting og sager, så jeg hentede det for hende i Vanløse og fortsatte til messen. Heldige mig kan for en gangs skyld nyde godt af en messe, som er tæt på og måske alene af den grund ville det også være ærgeligt at droppe oplevelsen, for jeg kan jo slet ikke tage med til alle de andre messer, som bliver afholdt laaaangt fra Storkøbenhavn.

 

 

Jeg fik taget en masse fotos, men de er desværre ikke særligt gode. Jeg var lidt rystende på hænderne, og ku heller ikke koncentrere mig om finjustering, men pyt. Jeg fik minder med mig hjem. Og sikke minder.

 

 

Jeg hjalp lidt til i Nørkleriets lille stadeplads, fik delt en bunke visitkort ud og også hilst på en masse damer. Visitkortene var en impulsiv ide, så jeg tog opstilling helt fremme, og tog fat i hver eneste menneske som gik forbi. Jeg har aldrig haft problemer med at tale med fremmede, tværtimod glemmer jeg at tage den med ro, så jeg ikke går kold for hurtigt, men det er bare så herligt at sludre med så mange forskellige :-)

 

Hallen i sig selv var godt fyldt, og jeg måtte også køre rundt i en evighed efter en P-plads!  Den havde jeg ikke lige set komme på en fredag formiddag, men der var virkelig run på. Et godt tegn kan man sige, for så er der jo basis for en gentagelse næste år. Også foran indgangen var der kø:

 

 

 

Min bedste oplevelse var helt klart mødet med Bente Geil.

Jamen hvor er hun da bare sød og dejlig. Og tænk sig.. hun vidste hvem jeg var!!  Stor var min forbløffelse, da hun udemærket vidste at jeg er mig, og at hun følger med på min blog. Jamen jeg er jo IKKE en del af the IN crowd i strikkeverdenen, er ikke trofast deltager i alt muligt, og kender ikke personligt alle de damer, som ellers mødes og er med hvor det sner, så hvordan kan det gå til at hun husker  mig???

 

Joo, det kan hun pga det her indlæg:

 

http://defemibyen.blogspot.dk/2011/04/det-behver-ikke-vre-kedeligt.html

 

Skal jeg være ærlig, så gør det mig sindssygt glad at hun husker mig for min humor og et sjovt indlæg. Det varmer bare i det hele taget at høre fra bare een, som jeg selv er begejstret for, at hun også kan lide mig. Helledusse da.

 

 

Her er lidt flere indtryk fra mit mødet med messen:

Garnet i stabler til højre på billedet… HOLLAOP! hvor er det lækkert og NOOOJJJ hvor jeg bare godt gider eje bare lidt af det. Tweedet, blødt og tykt. Suk altså. Heldigvis har jeg visitkort med mig hjem fra damen på billedet. Hun hedder Lotte Kjær og er også super sød.

 

Faktisk har jeg endnu en billet til rådighed, og jeg vil ikke afvise at jeg tager afsted igen. Det ku være så dejligt at hilse på de af jer, som også skal derud. Skriv til mig i kommentarene, hvis I har planer ik.. :-)

“Heaven” bliver bare bedre og bedre jo mere man “besøger” den..

 

 

 

Jeg elsker Depeche Mode. Har været grebet og påvirket siden jeg var ganske ung. De er en del af mit følelsesliv. En del af min udvikling. Stor har fortvivlelsen været over, at jeg ikke har kunnet magte at se dem live de senere år, for jeg har trofast været på plads når de har spillet både her og i London, i mere end 17 år.

 

Jaja, vi bliver alle ældre og ligeså gør bandet, selvom jeg nok må sige at Dave Gahan faktisk bare bliver smukkere og bedre, som tiden går. Jeg er fan ja, og jeg har givet fanden i mig selv og mine elendigheder. Jeg har taget mine forholdsregler, og forsøgt at forudse alle mulige forhindringer. Jeg missede et andet band i 2011, som jeg er meget meget glad for ( Foo Fighters ), men denne gang SKAL det faneme være.

 

Jeg har givet mig en billet til deres koncert her i DK til sommer. Helt alene vil jeg tage afsted. Sætte mig på Nedre C, række 12 i Parken. Der mellem 40.000 ( ca ) fremmede og højrystede medfans, vil jeg suge til mig og bare give los. Jeg vil lytte, synge med, tude og danse. Simpelthen fordi jeg trænger til det. Jeg vil mindes og jeg vil glædes. Og jeg vil begynde her: