Den hvide torsdag

 

Jeg har en hvid torsdag. Den farve har vist sig for mig flere steder, så det må være tegn på at, om ikke andet så er det en farve, der er vældig trendy i dag HA!

 

Er ikke sikker på, om jeg nogensinde har set en hvid udgave af erantis, men der står altså sådan nogle nede i haven under kastanjen:

 

 

Indendøre har jeg også hvide pletter :

 

Jeg tog tilfældigvis et hvidt sjal på, da jeg gik tur:

 

Mindre tilfældigt er det, at jeg er noget nær hvidhåret efterhånden. I efteråret fik jeg det farvet, og det har været fint og sjovt at se mig selv som i gamle dage, men så er det også det. Jeg har ikke råd og lyst til at farve forever og i evig fremtid. Jeg kan omvendt konstatere, at jeg siden sommer har tabt rigtig meget hår og at det jeg har, er mere hvidt end gråt og at det har bredt sig. Føler mig sikker på, at stress og alt for mange tanker er årsagen til det. Lige nu kan man heldigvis ikke se hårtabet så tydeligt, for jeg fik for nogle måneder siden foræret en tur til frisør. Efter min konstante forfængelige hylen over, at være blevet så forbandet tyndhåret fik giver nok, og gav mig extensions. Jeg har virkelig elsket at have hår der batter igen, men også det får jo en ende, så inden længe kommer den ægte og virkelige Henriette frem i lyset. Og ve I hva…  Hende er jeg bare ikke tilfreds med, jeg er kun en forfængelig og tåbelig overmidtilivet kone, som ikke kan forholde sig til at livet og tiden har tæret, og bare vent og se.. I vil opdage at jeg har ret. Jeg er mere nedslidt at se på, end det virker til på de billeder jeg smider på her.

 

 

Nå, men det var vist da ikke lige det jeg ville have fortalt. Jeg kommer altid til at være alt for ærlig, men ok.. det ved I heldigvis godt. Næste hvide er sneen i haven. I den listede en ukendt kat sig frem med blikket skarpt rettet mod mine fugle ved foderbrættet.

 

Her ser den lidt bister ud, men i virkeligheden sad den bare og pev noget så ynkeligt. Ikke fordi jeg synes om, at den spiser mine fugle, men HVIS den altså vil ha fugl til frokost, så nytter det da ikke noget bare at sidde og glo. Vel.. ?

 

Næhh den fremmede mis burde nok gøre som sin artfælle, og fange sig en mus:

DET er da en kat der kan bruges til noget HA!

På langs og ikke helt varmet op

Idag er jeg søreme lidt sløj. Småfryser og har ondt i bolden, trods rigelig varme i stuerne. Derfor har jeg opgivet al tanke om praktikaliteter, og ligger pakket ind på sofaen, med en historie i ørene. I sådan en situation kan det virkelig ærgre mig, at jeg kun er lille mig her, for flere lidelsesfæller fra min digitale bekendtskabskreds, fremviser billeder af varm kakao og rigeligt flødeskum...           Det vil jeg da også ha!                                                             

Nå, men jeg får da hæklet lystigt. Har hægtet mig på en gruppe der hækler et særligt projekt, og så snart jeg er på computeren igen, skal jeg nok informere og linke løs..                                            

 Grønt er godt for øjnene :-).                                  

‘nuf said..

 

 

 

Med kærlig hilsen og varme tanker til Lisbeth, og alle I andre oppe i det høje og kolde nord. Hernede sydpå er der da sne jov jov, men vinteren viser sig stadig mest i form af sindssyge frostgrader, som blandt andet betyder minus koldt vandt i køkken, og vandleg i haven..

 

Det skulle have været en islygte med blomster i, men aehm.. noget gik ikke helt som planlagt, og nu gider jeg ikke stå med det indendøre for at tø op igen.

 

 

Sådan kan det gå. Noget er sjovt, andet er ikke. Det sjove er blandt andet mit hækleflip og den strikkede sommertop, som er blevet virkelig sød.

 

 

Mindre morsomt er det, at jeg IKKE i denne omgang heller bliver opereret! Af grunde jeg simpelthen ikke orker at komme ind på her, må jeg til sjælland inden for den næste mdr, og der skal jeg jo bruge begge hænder til at styre bilen, så jeg må bøje nakken og aflyse/udskyde endnu engang.   DET griner jeg sgu ikke meget af. I det hele taget gik det op for mig i aftes, at jeg faktisk ikke går rundt og ler eller smiler særligt ofte. Kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft grineflip, men I aftes.. der fik jeg smil på læben. To friske unge og modige herrer, deltog i forsøg og gennemgik en simuleret fødsel. Og det var totalt morsomt. Og befriende dejligt at grine.

 

I går var jeg tidligt på færde, og i Maribo allerede kl halv elleve..

 

 

… i dag bliver jeg her:

Forholdsvis friske temperaturer hva..

 

 

 

Var lige ude for at fylde op med mad til hende her og alle de andre småfugle i haven, men jeg skal da lige love for at jeg kom ind igen i en fart. Ingen havevandring til mig i dag. Ku selvfølgelig bare have taget overtøj og vanter på, men man er vel en doven hund, som ikke tror på hvad vejrprofeterne siger, men ok.. det ER virkelig koldt i dag. Som i bidende hamrende helt åndssvagt frysende blæsende blålæberødnæseøjneivand KOLDT!

 

Faktisk har jeg skruet lidt op for varmen, for væggen ved sofaen er så kold nu, at det mærkes på mine ellers godtistrikindpakkede arme. Jeg er heldig at jeg har den mulighed, for de små kræ derude, har ingen radiatorer eller brændeovne at varme deres reder eller hække med, med maden skal jeg nok sørge for. Købte en kæmpe sæk i november og sjovt nok er frøene et hit, men kuglerne jeg har hængt op til dem, gider de overhovedet ikke ha  med at gøre..  Uf nej da.. det er åbenbart kun byfugle, som giver sig af med den slags fastfood.

 

Forresten er her da lidt forår i stuen. Blomsterne holder endnu og jeg nyder dem hver eneste dag.

 

Tror lige jeg snupper en ekstra kop kaffe, og så vil jeg ellers krybe sammen i den sofa jeg allerede nærmest bor i. Med masser af tæpper og andet hyggehejs, kan lørdag gå hen og blive helt udemærket for en hulebjørn.

Regnbuer og hækleleg

Jeg er slap efter endnu en vågen nat, men jeg SKAL holde mig vågen lidt endnu, for kl 10 har jeg en aftale.                          

Jeg holder mig vågen med en regnbue og min hæklenål.                                                                          

Glæder mig over at jeg gennem alle mine nørkleår har samlet på bomuldsgarn, så udvalget er fantastisk og smukt og lige til at tage fat i, især nu hvor min økonomi ikke er til nye garnflip.                                                             

Jeg har en opsparing liggende, og den bliver langsomt til uldne og bløde blomster og firkanter. En ulden opsparing er heller ikke at kimse af for en garnelsker.                                                                                        

 

 

 Dagene er en smule, men alligevel mærkbart lysere. Det er min fredags fixpunkt. Lyset og regnbuen. 

 

Jeg overgiver mig til biologien og Instagram

 

 

 

Det er som det er, og som det plejer at være her i vintermånedernes allermørkeste mørke. Kroppen lukker ned og jeg bliver til en hulebjørn, som jeg jo også har skrevet om flere gange, og derfor har jeg nu overgivet mig. I stedet for at bruge kræfter mentalt og fysisk på, at kæmpe imod systemet er det sgu lettere bare at acceptere, og så tage den derfra.

 

 

Så jeg har flyttet mit døgn. Går først i seng når jeg er sikker på at jeg kan falde i søvn, og sover dermed også længere, og fra dagens første mange timer i grålys. Når jeg står op tænder jeg lyslampen. Jeg går ud når det er allerlysest. Og har droppet at spare så meget på strømmen, at jeg ikke tænder lamper generelt om dagen. Det nytter bare ikke at sidde i det lille dukkehus uden at jeg fungerer bare en smule, så ja.. det hele er lidt på hovedet en tid.

 

 

Når man sådan er vågen skævt, og ikke rigtig er aktiv som på en sommerdag, så bliver andre interesser plejet, og håndproplemer eller ej bliver der strikket og hæklet lystigt. Faktisk har jeg sjældent fået lavet så meget på så kort tid, og det gør da også bragende ondt nu, men det sk.. jeg på, for om lidt er også den fornøjelse slut for en periode, og så bliver det virkelig træls at være hulebjørn.

 

Nu det med hækling..

 

Jeg er jo ikke den fremmeste fod i skoen, så jeg er først hoppet på Instagram for et halvt års tid siden. Stille og roligt er jeg blevet hooked på den hurtige form for kommunikation der følger med, og efterhånden er det også gået op for mig, HVOR meget sjov der er i den verden. Det tog mig en krig før jeg fandt ud af det der med # feks, og jeg har også været en klovn til at finde rundt derinde generelt. Sådan er det når man sidder alene, og ikke lige har en at spørge om den slags nørderi. Med Radio Nova (en irsk FEEEEEEED radio på mobilen)  i baggrunden, er jeg blevet suget ind i en Instaverden, fyldt med 1000’vis af inspirerende billeder af hækling og strik. Og have. Og mad. Og hækling. Og strik. Og have og og og …..  Som med computeren, kan man hurtigt forsvinde i tid og sted, fordi man liiige skal ha det næste foto med også. Og sådan går det til at jeg nu nærmest har krogehånd!  For NOJ, hvor er der mange skønne ideer, og hvor er der mange dygtige hæklere rundt om i verden. Jeg har nu skrevet med ligesindede fra USA, England, Sverige, Norge, Holland, Italien, hvilket må siges at være ret så godt klaret for en, som kan gå i ugevis uden at sige en lyd.

 

Nu ved jeg ikke hvordan det er med copyright og den slags, så jeg tør ikke begynde at lægge billeder på her, af alle de  flotte tæpper jeg feks har set derinde, så I må tage mit ord for det. Der er en meget kulørt og fiberrig verden at finde på mobilen. Jeg har til gengæld taget billeder til mig selv, af de ting jeg gerne vil kunne bruge som inspiration senere, og de ligger nu gemt i en mappe her på skrivebordet, så jeg kan kigge på det når det passer mig. Hvor smart er det forresten også ikke lige, at man kan det hva..  Den funktion har jeg selvfølgelig også først for nylig lært at bruge, men nu bliver den flittigt benyttet: Se en super ide. Klik. Ledning. Kopier, og snupti så ligger den firkant/hexagon/stribe/, man ellers måske ikke ville kunne finde igen, gemt til senere. Klar til at blive forstørret op og regnet ud og prøvet af.

Og nu har jeg ikke tid til mere.. jeg vil hækle

Siden sidst og kort sagt

 

 

Jeg har fået taget lidt billeder med mobilen i denne uge, og dem bruger jeg til at fortælle sidste nyt fra syden.  ( obs: igen et laaaangt skriv )

 

Jeg sover SÅ ringe i øjeblikket. Ja faktisk har jeg tre nætter i rap slet ikke sovet, og den ene af dem, var natten med det sne vi fik i denne omgang. Ved tretiden tog jeg en rask beslutning og gav fanden i fornuft, trak i tykt tøj og støvler. og stornød den SJÆLDNE ro, stilhed og fred man finder i Rødby. ( beklager folkens.. det er muligt at Rødby bliver betragtet af storbyfolk (( incl mig selv FØR 1. dec)), som en død by. Det er IKKE tilfældet, og faktisk er her til tider ligeså meget uro, støj, bilræs og ballade, som midt i Brønshøj! ) Nå, men jeg tog de første skridt i sneen på fortovet. Gik ned gennem haven og hen til skolen og tilbage igen. Åhh det var fantastisk. Og jeg indrømmer her, at jeg i den grad har svært ved at komme videre. Ved godt det vil få nogle op af sofaen og skælde ud, fordi jeg er en forkælet pensioneret kælling, der ikke kan klage sålænge jeg dog har tag over hovedet. Det er bare sådan JEG føler det. I mit lille dukkehus, som har mange fine, og for andre også skønne muligheder, sidder jeg altså. Og aldrig før har jeg boet SÅ mørkt et sted. Jeg er 161 cm høj og jeg kan røre loftet med hænderne, hvilket måske bidrager til den underlige fornemmelse jeg har af, at hovedet bliver trykket ned i lungerne på mig. Jeg har det ligså skidt her, som da jeg sad på krisecenteret, og der var vinduet større end her! Da huset ligger ud til fortovet kigger alle forbigående ind i min stue, så jeg synes ikke om at trække persiennerne op. Kun dreje dem lidt, og det giver ikke lyset nemme forhold at komme ind under. Som det sky menneske jeg er i den virkelige verden, er det virkelig svært at vænne sig til, men.. jeg ved at jeg er en dør til at vænne mig til nye omgivelser, og uanset hvordan jeg kæmper er følelsen af uprivathed ikke til at slippe af med.. Den fylder mig når jeg sidder ude i haven for, at få lidt rum over mig og luft ind i mig, og jeg ligeså tydeligt kan høre det brage ud af værtshuset med den knaldrøde gummibåd, og samtidigt også kan høre en nabo brokke sig over manglende sex og for lidt bajere.. Ja undskyld, men det er altså det jeg har at arbejde med, og min tanke er at når det bliver sommer, så vil det næsten stensikkert være en saga blot med stille aftener i haven. Man kan vænne sig til alt, også jeg. Så det kommer jeg vel også til, men ro og fred DET er der ikke her. Heller ikke når der sent om aftenen i mørket pludseligt lyder råb og løben.. Fra ukendte teenagere, som bruger min indkørsel og have til at spæne igennem, når de skyder genvej et eller andet sted hen. Og jeg næste morgen kan gå ud og samle tomme dåser, slikpapir og plastikaffald op. I min have..

 

 

HOV!   Det var slet ikke meningen at jeg ville fortælle om det her. Frygter i den grad blive skudt i skoene, at jeg er både utaknemmelig og tvær. Det føler jeg nemlig ikke selv jeg er. Jeg føler mig kun ked af det. Og lidt fortabt. Her. For enden af Danmark. På en ellers helt vidunderlig ø.

 

Undskyld. Vi skynder os videre:

 

 

I sidste weekend fik jeg strikket mig en cardigan. I den lækreste uld. Kæmpe og oversize var den, men øh.. ikke da den var nænsomt koldskyllet og tørret. Beklager at jeg ikke har klædt mig fint på for at vise den frem, men som det ses går den ikke længere ned til knæene eller har dejligt lange brede ærmer. Det er som det er, og jeg må bare lære at lige præcis dette garn ER krympevenligt. Det er 3. gang jeg prøver det, sååå jeg tror jeg må finde nye måder at bruge resten af garnet på. Selve trøjen er bare lavet. Først en bred hæklet krave/kant. Så ret derudaf, med udtagninger et godt stykke ned. Så videre og til sidst strikke ærmer. Afsluttet med mere hækling og HEP! så har jeg nu en fin frisk forårscardigan. I den virkelig verden er den skønt æblegrøn, meeeen det kan man ikke se her.

 

 

Har også strikket et halstørklædeagtigt sjal. Nomineret til det underligste af slagsen EVER. Jeg kan bare ikke fastholde mig i noget særligt længe lige nu, så det blev aldrig helt som tænkt, men når det sidder om halsen ser man ikke hvor kikset det er hihi. Blødt.. DET er det heldigvis, og det vil være super som haveting.

Egentlig er det for pinligt at vise frem, men ok.. ingen er ufejlbarlig så her er væsenet:

Var jeg fortsat med striberne var jeg aldrig blevet færdig og det var endt så langt som et ondt år.

 

 

Nu er jeg så igang igen. Med en sommerting a la den her:

Er spændt på hvor meget jeg kan få den til at ligne, da jeg ikke kan koncentrere mig om opskrifter jo. Her strikkes der som sagt kun frit fra leveren, og så må jeg håbe det bedste. Laber synes jeg altså at den er.

 

I haven står tulipaner. Jeg har besluttet at de skal stå der, for de bliver de sidste jeg kommer til at købe i en rum tid fremover. Fra 1. feb overtager kommunen alt omkring mine papirer og min økonomi, hvilket jeg håber bliver en kæmpe lettelse i hverdagen for mig. Dog bliver netop hverdagen også lidt en fortsat udfordring. Jeg har selv bedt om at få min pension udbetalt på ugebasis, fordi jeg ikke kan overskue og forvalte pengene fornuftigt. 400 kr bliver det til. 400 kroner mere end jeg er vant til, men ikke desto mindre 400 kroner som er meget svære at få til at række til alt incl. Deraf de søvnløse nætter..

 

 

Til sidst.. Et syn jeg KUN kan frydes over. Smukke smukke duer i en helt særlig farve. Lige der på en stolpe i min have. Åh jeg har siddet derude og bare stirret på dem med smil og varme i maven. Jeg kender en vis hr. ynglingsoplæser, som i den grad ønsker mine to duers søstre og brødre helt ned i helvede, fordi de holder ham vågen om natten med deres kurren, men JEG må bare indrømme at jeg elsker dem. Synes der er en ro over dem, som de sidder der og puster sig op. Måske jeg ikke er helt almindelig, jeg ved det ikke..

 

 

Ugen der gik er gået. Jeg er gået med. I min stue står endeligt den sovesofa jeg bestilte i december. Her står grene til drivning og et par hyacinther. Her er heldigvis tørt og varmt og jeg ved det godt.. mange har det værre end jeg. Så jeg kæmper da bare videre. Og håber jeg bliver fri for skældud, fordi jeg ikke længere synes det er så skide fedt at være bybo..