Sidste fredag i februar blev forhåbentligt et vendepunkt

 

 

 

 

 

Ude i højre side har jeg lagt en lille tekst. Det er Helle, der så skarpt og nøjagtigt har formuleret den, noget jeg ikke selv lige har formået, så den skal stå fremme på forsiden. Jeg håber, at den kan være med til at give endnu mere oplysning, om de mekanismer jeg oplever. Og SÅ..

 

 

. . .  blev medicinen hentet i formiddags.

 

 

Min ene kontaktperson kom forbi, og hun kunne se at idag var en dag, hvor den slags assistance var behøvet. Medicin og nogle enkelte nødvendigheder blev hjembragt, så jeg kan komme igang med den, og også få lidt føde. Og komme på toilettet.. for ja, jeg var også udgået for alle former for brugbart papir til den slags.

 

Jeg har taget til mig, et spørgsmål jeg også blev stillet af Helle i går, og nu vil Lizette sammen med mig, forsøge at få mig en regelmæssig kontakt med en psykiatriperson. Af en eller anden grund er det hele tiden blevet udsat, af de praktiserende læger jeg er i kontakt med. Faktisk bad min læge mig i morges, om at få en opringning fra de som besøger mig, efter at jeg havde talt med ham. Han ville liiiige have deres vurdering også. Og tænk sig!   Da hun så ringede nogle timer senere var klinikken lukket!!!!  Det ku han da godt have sagt, men vi prøver igen på mandag.

 

Og så går jeg videre til det dejlige faktum at februar dør ud i morgen.

 

FANDENS til skøn og længe ventet skæringsdato. Nogen skulle måske lige sende en brevdue til himmels, så det også går op for dem som bestemmer over sol og blæst. Det ser ud til at lørdag bliver nogenlunde, så nu må målet været at komme hen til køkkendøren. Bare lige åbne den en tid og kigge ud. Det kunne jeg nemlig idag.

 

Tag dig så sammen, og rejs dig op!

 

 

 

 

Tjaaa… den bemærking kender de fleste, der har haft/har depression/er. Det skinner også igennem herinde, når jeg læser kommentarer og hilsener. Der er ikke noget nyt i det. Man kunne måske have forestillet sig, at man i 2015 var så oplyst, at der ikke blev tænkt og sagt sådan længere. Og så nok om det.

 

Her til morgen tog jeg mig sammen og ringede til lægen.

 

Det er gået hurtigt den sidste tid, og jeg har det nu så elendigt, at jeg bare ligger under dynen det meste af tiden. ALT kræver kræfter og lyst. Bad/hårvask, mad, indkøb, strik, have og alt det andet der gør livet, er mig inderligt ligegyldigt. Jeg fodrer fuglene, elsker Holger, laver kaffe og peger min fjernkontrol i retning af tv’et og hækler et par firkanter. På en hel dag. Og gør det kun, fordi jeg ikke synes jeg kan været andet bekendt. Jeg kan sidde i timevis og overveje, hvorvidt jeg skal løfte armen for at tænde eller slukke. Og sådan bliver hver dag en smule ringere end den foregående.

 

Det GÅR bare ikke.

 

Lægen mente jeg burde indlægges, men det må jeg indrømme at jeg nægtede. Jeg har Holger at passe på, og han passer på mig. Iøvrigt holder jeg ikke tanken ud, for SÅ dårlig er jeg heller ikke synes jeg. Trods alt. Men han beskar min medicin sidste år, og til at begynde med gik det jo fint. Jeg kørte på en bølge af milde vinde og lys, som nu forlængst er brugt op, så jeg fortalte ham, at med den erfaring jeg har fra tidligere års eksperimenteren fra diverse læger, så er det fint nok om sommeren, men jeg kan ikke klare mig igennem en vinter uden at blive syg. Det store og sidste slag kom, da jeg aflyste besøget til Esther. DET var sådan et nederlag, at jeg bare lagde mig.

 

Det siges, at jeg bare har ondt af mig selv, og at jeg “leger” offer. Det er så nem en rolle nemlig. Det GØR jeg altså ikke. Et offer springer ikke rundt som en duracell kanin et helt år i vild ekstase over have og natur. Et offer flytter ikke et helt hus’ indbo helt alene i en toyota starlet. Fire ture om dagen i en måned. Et offer flytter ikke ene kvinde rundt på kilovis af træstubbe, fletter hegn og redder katte. Eller tager billeder af frostklare himmelvidder på kanten af Danmark. Og blogger om glimt af lykkefølelse.

 

Hvad det end er jeg kan stemples som, så ved jeg selv at sådan som jeg har det nu, er det ikke nødvendigt at have det, MEN.. det er ikke det samme som, at jeg sidder og har ondt af mig selv fordi livet er tarveligt og alle er onde. Selvom jeg tudbrøler. Mange meget mere syge end jeg, ville nok blive noget stødt, hvis de fik at vide, at de hellere skulle se at snappe ud af det, og komme igang med at leve. Det er sandt at det kan ende med at være tryggest at blive i den syges verden, men sådan mener jeg slet ikke selv at jeg opfører mig. De der er endt der, ved jeg nemlig af erfaring, ikke GØR noget som helst selv. DE sidder bare. I år efter år. Det syntes jeg ikke jeg selv har gjort.

 

Jeg forsøger hver eneste dag, at SE det smukke og gode foran mig. Lige nu er jeg desværre røget ned fra hesten, og det kan være virkelig svært at rejse sig igen. Sådan en fald, giver både buler, blå mærker og ømhed over det hele. I sindet. Med mindre man brækker nakke eller ryg, så kommer man sig langsomt igen. Og ligeså gør jeg. Det tager bare lidt tid, og det kræver muligvis en smule hjælp.

 

Det beklager jeg.

 

Men et offer.. DET er jeg altså ikke.

 

 

Bedre sent end aldrig, tulipaner og sjaler

 

 

 

Ud på eftermiddagen lagde vinden sig, og jeg tog mig sammen til at skrubbe ud i haven. Jeg fik lagt nogle af de mindste dahliaknolde i potter, og kigget rundt i bedene. Knoldene kunne godt vente lidt endnu, men de er udsatte efterhånden. Jeg mangler endnu et godt sted at overvintre dem, og selvom de har stået mørkt og køligt oppe på første, er de mindste af dem ved at skrumpe af indtørring. Nu ligger de første i jord, og resten er dushet med vand. Næste skridt bliver at få fundet flere potter frem fra skuret. Det ser ud til at lørdag bliver en udemærket udedag, så jeg håber at det holder, og SÅ tager jeg fat på den opgave.

 

Der er godt med grovilje i alle de tulipaner, og andre løg jeg lagde for nogle måneder siden.

 

 

Allerede nu ville jeg ikke behøve sidde og fryse med hænderne i skødet derude, men som sagt er kulden begyndt at gå mig på nerverne. Humøret er ikke som sidste år på samme tid, men hva.. ingen år ligner hinanden såååå…

 

 

Jeg slutter af med et par sjaler jeg har set på IG, og de kunne jo være udemærkede venterpåforår projekter:

 

 

Når sandt skal siges, har jeg et par år gået og haft et let bomuldshalstørklæde i tankerne, men sjaler er bare så skønne at strikke. Halstørklædet skal være sådan lidt i retning af dem, vi rendte rundt med for år tilbage, a la pashmina. Husker I dem?  Brede og lange, men lette og ikke så varme. Det er en udfordring til mig selv, for jeg kan bedst lige at strikke i uld, men sådan et sommerklæde ville være smukkest og behageligst i en arts bomuld/hør, så jeg skal have fundet det rette garn og i rette farve. Og så lige mande mig op. Det er nemlig totalt kedeligt at strikke en lang ensfarvet bane, gaaaaaaab, men det er sådan et jeg gerne vil have.

 

SÆT i gang!

Jeg har det lidt bedre nu

 

 

 

Måske det hjalp at få nedfældet på “papir”, hvordan jeg går og har det, måske det er lyset der er anderledes her til morgen. Jeg ved det ikke, men jeg har det lidt bedre. Faktum er at jeg er ved at blive vanvittig af ikke at kunne være ude. Kulden går mig på nu. Jeg er sikker på at vi er mange der har det sådan. Det er ikke kun mig, som bare såååå meget har brug for bare lidt mildere temperaturer. Efter en længere periode inde i huset, bortset fra den vidunderlige forrige lørdag, ja så slår det sgu klik for selv den bedste. Især når man ikke går på arbejde og har noget man skal hver dag. Dog.. at jeg ikke kan komme ud og afsted, er noget jeg er rigtig ked af, og det har intet at gøre med vind og vejr.

 

Og SÅ til noget helt andet..

 

 

I nat har jeg sovet på sofaen. Vi har haft en aehm.. episode her i huset. En edderkop, der sad lige præcis en centimeter fra min hovedpude. Den var ikke rekordstor, ejheller rekord ulækker, men alligevel stor nok til at jeg ikke lige synes det var det fedeste, at skulle have den hængende over mit hoved. Så den fik et klask. Katte har ni liv, og edderkopper har 100, og kort efter kom den til syne på den ene side af madrassen, hvor jeg sad og ventede på den. Med min elektriske ketsjer..

 

Der lød et knald og det føg med gnister.

 

Og væk var den!

 

Jeg har oplevet spyfluer, der efter en kort pause er fløjet videre efter en tur i maskineriet, så selvom edderkoppen var højlydt ristet, gik der alligevel en smule panik i mig, da jeg ikke kunne finde liget. Det er mig stadig en gåde, hvor pokker den blev af, men selve tanken om at den nu kunne slæbe sig videre og endnu mere hævngerrig op i sengen, fik mig til at tage pude og dyne og gå nedenunder. Holger var tilfreds med den beslutning, så om ikke andet har han da hygget sig i nat. Selv har jeg ikke sovet sådan helt super, og da lyset begyndte at komme frem udenfor, ja så var Holger på pletten ovenpå mig. MAD!NU!

 

 

Nu er dyret fodret af og jeg vil snuppe endnu en kop kaffe. Og HVIS det ikke er så pivkoldt som det var i går, vil jeg se om jeg ikke kan komme lidt ud i haven ved middagstid. Det er mere end en uge siden nu, så der er sikkert sket ting og sager.

Æblemos eller kartoffelmos

 

 

 

 

 

 

Jeg ved det ikke. Ingen af delene vel, for det er hjernen jeg taler om. MIN hjerne. Den er helt i udu nu, og jeg har ikke engang lyst til at overveje årsag og afhjælpning. Det eneste jeg har lyst til er at glo eller sove, så det holder jeg mig til, imens jeg i hemmelighed stiller spørgmål til det store intet om, hvad det hele skal til for. Hvad er det, som driver mig til at stå op og gå videre hver dag?  Lige nu aner jeg det ikke, og jeg er også ligeglad. Man kan vel sige, at pelsdyret lige nu er grunden til, at jeg i det hele taget STÅR op. Han er så sød og kærlig, at han fortjener mad og kæl. Dog har jeg det sværere, når han med piv og miv insisterer på at vi skal lege… Jeg har bare ikke lyst, men han får sin vilje i ti minutters tid. Vi flår i hver sin ende af bånd og snore, og han er en meget snu og farlig tiger, der jager sit bytte.

 

Hver dag tvinger jeg mig selv til at gøre enkelte ting i normalitetens navn. Jeg SKAL hækle lidt. Eller strikke et par runder. Det tager tre gange så lang tid, fordi jeg hele tiden glemmer hvad jeg er ved. Hæklenålen er tung som en brosten. Jeg vander mine blomster og får tømt opvaskemakinen. Ser nyheder med vejret klokken halv syv. Sådan har det været noget tid, selvom jeg ikke har ladet det sive igennem herinde før.

 

Årsagen er sløret. Og jeg evner ikke at analysere på vinter, vejr, medicindoser eller hvad har vi. Faktum er, at tordagens falliterklæring har slået mig helt ud nu, og hvis ikke jeg var træt og loren ved hele det skide liv før, så er jeg det nu. Hvad pokker nytter det hele? Når man går rundt i hussarest uden fodlænke? Ikke lever ordentligt?

 

Med det spørgmål hængende over hovedet, er det meningsløst at så frø feks. Så bortset fra klokkeranken jeg allerede har sat igang, gør jeg ikke noget ved det. Orker ikke. På samme måde er det med kontaktpersoner og andre væsener omkring mig. Jeg orker ikke. Lad mig være og gå væk!

 

Tænker jeg.

 

Jeg siger det ikke højt og I ved jo alle, at hvad jeg skriver her er en hemmelighed, så ingen behøver vide, at jeg igen er havnet i en kasse med mos. Hjernemos.

 

 

Det går vel over. Som altid. OG så rejser jeg mig endnu engang. Uden at ane hvorfor.

Efter Oscar mandag

 

 

 

 

 

Så har det endnu engang været Oscar nat. Jeg talte med Josefine om det i aftes, for hun hoppede med på vognen, og såvidt jeg kan regne mig frem til, var det min nogen og 30. uddeling jeg har set. Der har været år, hvor jeg svor at NU gad jeg bare ikke mere. Enten fordi jeg synes det var blevet for hårdt at sidde oppe så længe, eller også fordi det bare ikke er de gode gamle dage længere.

 

Nutildags skal alting være så sk.. korrekt. Man må ikke støde nogen. Hvilket vil sige, at det nærmest ikke er til at komme til for grunde, som kan give anledning til forurettelse. Selvfølgelig er alle grundende sikkert gode nok, men hver ting til sin tid, og i en underholdningssituation må grænserne gerne overskrides synes jeg. I karikaturens navn. Tænk sig hvis stand uppe’re ikke længere måtte/ville træde over tæerne.. Det ville være enden på den branche.

 

Nå, men nutidens Oscarværter er så stuerene, at det er blevet en kedelig affære. hvis I spørger mig. Jeg har heldigvis mine minder fra dengang Bette Midler fræsede rundt på scenen, dengang Billy Chrystal blev kørt ind klædt ud som HannibalCannibal, jeg husker store musiske arrangementer, og totalt sjove replikker uddelerne imellem, og var det ikke Woopi, der entrede teatret i en gynge a la Moulan Rouge…  DET var tider. Vaskeægte underholdning. Ok.. Ellen var sidste år rigtig god, nu jeg lige tænker efter, men det var årets vært så ikke. Heller ikke selvom han optrådte i underbukser!   Jeg fandt aldrig helt ud af, hvad det nu lige skulle være morsomt for??

 

Når det er skrevet, så var det en hyggelig nat. Josefine og jeg var da heldigvis udstyret med mobiler, og sjældent skriver jeg SÅ mange sms’er på SÅ kort tid, som jeg gjorde i nat. Det føg med meninger om kjoler og damer, hår og taler, og det er faktisk første gang jeg har delt Oscar med andre, så TAK skat. Det var bare så fedt, selvom vi sad i hver sin landsdel.

 

Holger var naturligvis med, selvom han ikke var nogen særligt godt hepper. At holde sig vågen er sin sag, med en storsnorkende kat som nabo.

 

Det endte med at jeg til sidst gik under dynen ovenpå og så resten. Eller…næsten. Søvnen nåede at indhente mig inden de sidste par priser røg afsted, men skidt med det. Det gik som forventet.

 

 

 

Og som forventet har mandagen så også været helt bevidstløs. Jeg har skiftevis sovet og hængt indtil sidst på eftermiddagen. Holger har været lidt inde og lidt ude, og nu ligger han så igen her. Billedet nedenfor er taget sekunderne inden hans øjne klappede i, og nu har jeg igen en pelsbold liggende, der bare snoooooorker så væggende ryster. Om ikke andet har jeg en kat, der er ligeså god til at sove som sit menneske hehe.

Holger på nye eventyr, eller har han slugt en killing??

 

 

 

 

Samtidigt med, at jeg selv er slået hjem og bare intet orker eller får lavet, så er der her i huset en hankat, som fejlagtigt tror han er forvandlet til en killing. Det er ren komik, at se ham snuse sig igennem hver en afkrog af det hus, han nu har boet i et helt år. Hvert et møbel bliver tjekket grundigt, alle overflader hoppet på, og ALT hvad der på nogen måde kan illudere slanger eller mus, går han til angreb på! Jeg har ført nævnt mine snørebånd feks.. dette herlige stykke legetøj er er prægtig opfindelse synes han. Ligeså er frynserne på tæpperne, og jeg selv lever livet farligt når jeg skal fra A til B. Mine fødder skal ihvertfald helst beklædes med tykke lædersko, for er de ikke det hager han sig fast i strømperne, og jeg må slæbe ham efter mig, hvis jeg vil videre. Han giver IKKE slip på sit sagesløse bytte. Det er et syn for guder, når jeg skal fra stue til køkken med en halv meter kat på slæb.

 

I går, da jeg selv lå og bare slet ikke havde lyst eller mod på noget som helst, andet end at ligge og glo tomt ud på regnen, benyttede tigerdyret sig af muligheden for at erobre nye territorier. Resultatet var frøposer i frit fald, udklip spredt over et større areal end bordpladen, en kattedame som måtte springe for at få pustet et par levende lys ud, som hidtil ellers har stået ugenert i vinduet, og et par frølinger med poter i.

 

Og jeg kunne blive ved.

 

Han er helt fra snøvsen altså, og enten er han forårskåd eller også tror han fejlagtigt, at han er en killing. Havde jeg gardiner ville han med garanti hænge i dem. Nu er det bare sådan, at en killing intet fylder eller vejer på sin vej gennem bunker af sjov.. En hankat der elsker mad er en helt anden sag. Her kan vi nærmere tale om en lastbil på en cykelsti.

 

Med al den nysgerrighed og energi på lager, endte det med at jeg forviste ham til haven. DET var ikke helt så morsomt som ellers, for det tog sin tid at få ham over dørtrinet og i sidste ende fik jeg et blik, der ville få enhver mor til at hyle..   Men jeg stod fast og fik et par timer med ro på derefter.

 

Det bliver et skønt forår vi går i møde i år. Når altså solen kommer frem fra sit skjul..

Den fineste farve jeg endnu har set

 

 

 

 

I forgårs købte jeg endnu to aurikler til haven. Den ene er “bare” pink, men den anden… den har simpelthen den fineste farve jeg endnu har set på en aurikel. Foruden at den også ligesom har flæser. Sart lysegul over i rosa og med limefarvede knopper.

Jeg har ellers ikke det varmeste forhold til lyserød, men jeg må indrømme at i haven er den ikke til at komme udenom. Der er et utal af lyserøde og pink blomster at vælge imellem, alle så smukke og fine, at de også skal have lov at bo her.

 

Nu venter jeg bare lige på at det bliver lidt varmere, for siden lørdag har det været så køligt, at jeg ikke har haft lyst til at gå ud. Ikke i længere tid. Og slet ikke for at grave eller ligge på knæ, så indtil det sker kan de fint stå og pynte lige ved køkkendøren.

 

 

Igen i dag er jeg færdig. Humøret er på en underlig måde sådan lidt fladt i det. Udmattet er jeg også stadig og tanker om, hvordan man kan gå fra at være udadvent og aktiv socialt, til at være som jeg er nu, har roteret i mig. Jeg fatter det faktisk ikke! Hvad skete der? Og hvornår præcist gik det galt? Det føles ikke som om det er relateret til borderline, men omvendt ved jeg jo, at flere af mine lidelsesfæller lever på samme begrænsede måde, så måske der ER en sammenhæng? Uanset er det både sørgeligt, belastende, tåbeligt OG frustrerende.

Forudsigeligt og dybt skamfyldt

 

 

 

 

Jeg kom IKKE afsted op til Esther i dag. Ikke overraskende, gik jeg i selvsving allerede for nogle dage siden, og i aftes var jeg så helt op at ringe i kroppen. Kunne ikke sove, og endte med at få en dundrende hovedpine. Der er INTET som helst til grund for, at jeg skal reagere så tåbeligt overfor en aftale, men jeg gør det alligevel.

 

Efter at have meldt ud og fra, sidder jeg så tilbage og skammer sig. Det er pinligt, irriterende og ikke mindst utroligt skuffende for mig selv, for jeg vil jo SÅ gerne afsted.

 

Jeg har masser af gode grunde i ærmet som forklaring, men dybest set er vi ude i noget med, at jeg kommer for lidt ud og afsted tror jeg. Det bliver en ond cirkel, og i dag kunne jeg ikke bryde den. Størst mulighed for succes, er når der ikke foreligger en forudgående aftale, og det gælder både med besøg til mig og den anden vej rundt. Desværre er det jo en problematik, som stiller sine krav til dem jeg nu måtte have lyst til at ses med. Det er sin sag, at forlange at andre skal være topklar lige præcis den dag jeg får overskud, mod og energi til at springe i bilen og køre. Omvendt gentager jeg gerne, at får nogen lyst til at se mig, så er det bare om at dukke op UDEN at sige noget om det i forvejen. Stik modsat før i tiden, håndterer jeg uanmeldte besøg til UG med kryds og slange. Og uden hjertebanken og stress!! 

 

Hermed er det altså slået fast at de af jer, som skulle få den indskydelse at komme til syden, I er så velkomne til at hilse på her. Men lad være at ringe i forvejen :- )

 

Der er ikke andet at sige i den forbindelse, end at lykken er en kat.

 

Hele dagen er gået med at vente på at hovedet kom på plads, og så med at være udmattet som efter et marathon. Intet har jeg foretaget mig. Ikke engang håndarbejde har jeg kunnet sidde med. Og så har solen endda skinnet.. Men Holger har heldigvis været så sød til at ligge og snorke højt og inderligt oven på mig, og det er altid en tryg ting. Når alt andet går skævt.